Citruscreme og vaniljemarinerede bananer

Citruscreme og vaniljemarinerede bananer

I går aftes var vi forbi svigerforældrene for at spise aftensmad og hygge lidt. Jeg sørgede for desserten, og da alle tilstedeværende plejer at være friske på en frisk og syrlig dessert, så benyttede jeg chancen for at afprøve en opskrift, som jeg fandt i magasinet Mad! nr. 5/2009. Jeg ændrede dog et par metoder undervejs. pillede ved flere af mængderne og måtte dels erstatte mælk (som jeg ikke havde) med en blanding af fløde og vand samt supplere med citronsaft, da jeg ikke havde nok limesaft. Det er en meget syrlig citruscreme, så jeg vil som minimum anbefale dig at servere den sammen med flødeskum og de vaniljemarinerede bananer, for der skal en vis sødme til at give et ordentligt modspil til citruscremen.

Citruscreme og vaniljemarinerede bananer
4 personer

8 Digestive kiks
50 g mørk muscovadosukker
50 g smør

Citruscreme: 
50 g rørsukker
1 dl vand
½ dl fløde
4 tsk majsstivelse
1 dl limesaft (dvs. 3-4 limefrugter)
½ dl citronsaft
revet skal fra to økologiske limefrugter
2 æg

Vaniljemarinerede bananer:
1 vaniljestang
75 g sukker
1 dl vand
revet skal samt saft fra en økologisk limefrugt
3 bananer

Desuden:
2 dl fløde, der piskes til flødeskum

Knus kiksene og bland dem i en gryde med smør og sukker. Varm det op, så smørret smelter, og rør godt rundt. Lad det afkøle lidt, inden du fordeler det i glassene og presser det lidt sammen (men ikke meget, da det bliver ret kompakt, når det afkøles).

Bland sukker, vand, piskefløde, majsstivelse, limesaft, citronsaft og revet limeskal i en gryde og pisk derefter æggene i. Opvarm gryden under konstant omrøring og sørg for at koge cremen godt igennem. Lad den afkøle et par minutter, inden du fordeler den i glassene. Sæt dem på køl natten.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland det med sukker og vand i en gryde og kog det op, så det bliver til sirup. Lad det køle af i en skål, inden du blander saft og revet limeskal i. Skær bananerne i skiver og vend dem i vaniljesiruppen. Lad dem marinere i mindst en halv time inden servering.

Pisk flødeskum og anret desserten.

Note: Uhm uhm uhm! For en citrusfanatiker som mig er det jo toppen af poppen at få sådan en dessert, og det var en god kombination af syrlighed, sødme og sprødhed (fra kiksebunden).



16 thoughts on “Citruscreme og vaniljemarinerede bananer”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *