Citronfromage

Citronfromage

Som afslutning på smørrebrødsfrokosten i søndags (se smørrebrødene her og her) fik vi ostebord… og citronfromage! Mmm… citronfromage… elsker jo citron, så selvfølgelig indgik der citron i dette fødselsdagsmåltid!

Jeg har tidligere blogget om citronfromage, men jeg ville gerne forbedre den, for jeg syntes, at æggehviderne var lidt for dominerende i den første citronfromage. Jeg droppede derfor æggehviderne helt og improviserede mig frem til denne udgave.

Citronfromage

8-10 personer

4 æggeblommer – økologiske eller pasteuriserede
150 g lyst rørsukker
5 blade husblas
4 dl fløde
fintrevet skal og saft fra 3 øko-citroner
1 tsk vaniljesukker

Pynt: fintrevet citronskal og tørrede blomsterblade (spiselige)

Læg husblas i koldt vand i ti minutter. Pisk æggeblommer og sukker til en cremet masse og tilsæt så vaniljesukker samt citronskal og -saft, som røres i cremen. Hæld vandet fra husblassen og smelt det forsigtigt over et vandbad eller i en mikrobølgeovn. Hæld lidt af cremen i det smeltede husblas, rør godt rundt og rør det så i resten af cremen.

Pisk fløden til skum og vend den i cremen. Hæld din citronfromage i en stor skål (eller evt. i portionsglas, hvis du har god plads i køleskabet) og lad den trække i mindst fire timer, inden du serverer den. Husk at pynte fromagen inden servering!

Note: Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk citronfromage kan være! Ja, jeg ved, det er lidt pinligt, men det er lang tid siden, jeg har fået en citronfromage, der var så let og cremet på samme tid. Den havde en fin syrlighed men samtidig også tilpas meget sødme, så munden ikke rimpede sammen. Fromagen blev også testet på yndlingsnevøerne på 5½ og 1½, og desserten blev godkendt med det samme.



15 thoughts on “Citronfromage”

  • Uhm citronfromage… Det vækker barndomsminder 🙂
    Må se om jeg ikke snart kan finde en anledning til at prøve at lave det selv 🙂

  • Arj, det er jo absolut ikke spor fair at poste sådan et indlæg, når jeg absolut ingen udsigter har til citronfromage, men derimod en lang arbejdsdag! Hvor ser det altså godt ud – kunne spise hele skålen uden at blinke!

    – Anne

    • Mange tak! Ja, jeg synes også, det giver et godt, kulørt strejf til en ellers rimelig lys og ensfarvet dessert 🙂

  • Nederste billede fik mit mundvand til at løbe, og det vækker minder om det nytår hvor to studiekammerater og jeg fejrede nytår sammen, fordi vi skulle til eksamen 2. januar.

    Desserten var citronfromage, fordi det var den ene vant til – for mig var det første gang at jeg ikke fik en variant fra fryseren eller fra pulver.

    Så din version skal helt klart prøves af, for det er alligevel et par nytårsaftener siden..

  • Jeg ville egentlig ikke have troet, at citronfromage ville blive luftig nok uden æggehvider, men at dømme ud fra dine billeder ser det jo unægteligt sådan ud – det må helt sikkert prøves!

    • Do it! Jeg var også spændt på konsistensen, men den blev ganske fin, så fremover undlader jeg æggehviderne.

  • Jeg synes, at (citron)fromage er meget, meget undervurderet! Jeg eeeeelsker fromager, og især citron. Denne ser skøn ud, og lyder som en spændende fortolkning

    • Enig! Jeg fik næsten dårlig samvittighed over, at det er så længe siden, jeg sidst har lavet det. Det er jo en skøn dessert 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *