Chokoladetærte med saltflager

chokoladetærte med salt, chokoladetærte, desserttærte, dessert, kage, tærte, chokolade, mørk chokolade, Digestive kiks, kakaopulver, smør, fløde, rørsukker, saltJeg starter månedens benspænd med en rigtig beskidt chokoladetærte! Salt kan nemlig også bruges i det søde køkken, og jeg er især vild med kombinationen af chokolade og salt. Denne chokoladetærte blev serveret sidste weekend, da jeg havde gæster, og de blev også udsat for et par andre kage-eksperimenter, som jeg vil blogge om de kommende dage.

Dennetærte er en meget fyldig og kompakt sag, og du kan godt sidestille den med konfekt, for den er virkelig intens og mættende, og derfor rækker ovenstående chokoladetærte også til mange mennesker.

Da jeg ledte efter inspiration til denne chokoladetærte, forelskede jeg mig først i en chokoladetærte på en amerikansk madblog… indtil jeg opdagede, at der var brugt Oreos i tærtebunden! Dem bruger jeg kun, hvis jeg skal lave ‘kunstig jord til desserter’, så jeg lagde derfor ud med en kiksebund i stil med den, jeg blandt andet har brugt til min citron-cheesecake. Jeg tilføjede dog kakaopulver til kikseblandingen, så jeg fik en mørk bund. Karamellaget og chokoladelaget baserede jeg løseligt på den amerikanske madblog.

Chokoladetærte med saltflager
10-14 personer

Tærtebund:
150 g Digestive kiks, knuste
2 spsk kakaopulver
100 g blødt smør

Karamellag:
100 g smør
150 g rørsukker
0,75 dl fløde

Chokoladelag:
250 g god mørk chokolade – jeg brugte Valrhona Caraïbe 66%
2 dl fløde

Topping:
ca. 1 tsk store saltflager

Bland de knuste kiks med kakaopulver og smør og pres derefter kiksemassen ud i et smurt tærtefad med en diameter på 22-24 cm. Sørg for at kiksemassen også dækker hele vejen ude i kanten. Stil tærtefadet i køleskabet.

Smelt smør og rørsukker i en lille kasserolle og lad det småboble ved mediumvarme i 2-3 minutter under konstant omrøring. Tag kasserollen af varmen og rør fløden i. Lad karamelmassen køle lidt af i 10-15 minutter, inden du tager tærtefadet ud af køleskabet og hælder karamelmassen i. Stil fadet tilbage i køleskabet.

Vent en halv times tid, inden du hakker chokoladen i mindre stykker og hælder dem i en ildfast skål. Varm fløden op, indtil den når kogepunktet, og hæld derefter fløden over den hakkede chokolade. Lad det stå i fred i 4-5 minutter og rør så chokoladen og fløden sammen til en ensartet masse. Tag tærtefadet ud af køleskabet og fordel chokolademassen over karamellaget. Drys til sidst store saltflager ud over din chokoladetærte.

Nu skal din chokoladetærte blot have et par timer mere i køleskabet og så er den klar til at blive serveret. Det er en ret solid og kraftig chokoladetærte, så sørg for at skære små stykker. Servér den gerne sammen med kaffe eller te.

Note: Det er som sagt en lidt af en bombe, denne chokoladetærte. Den er sød, intens og meget lækker, men den mætter også ret godt, så pas på med at forspise dig i den. For ja – den er pænt vanedannende 🙂

3 tanker om "Chokoladetærte med saltflager"

  1. Nåjjj, hvor lyder den lækker.
    Jeg vil afprøve den med saltkiks i bunden, da jeg forstiller mig at en helt usødet bund vil være god.
    Et lidt irriterende spørgsmål, men kan man erstatte lidt af fløden med mælk? 0,75 dl+2 dl er lige lidt mere end de 2,5 dl, som danske butikker sælger, og jeg køber kun fløde, når jeg skal bruge det.

    • Jeg vil faktisk anbefale ikke at bruge saltkiks i bunden, da kagen i forvejen får salt på overfladen – bare så du ikke risikerer, at kagen bliver for salt 🙂
      Godt spørgsmål. Jeg tror ikke, det er et problem, når det kun er 0,25 dl, det drejer sig om. Udskift i så fald den i chokoladelaget med en fed mælk.

      • Tak for svar, og god pointe med saltet, jeg er selv meget salt tolerent, så nogen gange glemmer jeg at ikke alle altid liiiige, giver maden ekstra salt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *