Chokoladebrownie med karamel og peanuts

chokoladebrownie med karamel, brownie, chokoladekage, kage, dessert, karamel, peanuts, chokolade, mørk chokolade, smør, æg, mørk farin, vanilje, lakridspulver, hvedemel, flødeDa jeg fejrede fødselsdag i lørdags sammen med vennerne, serverede jeg denne chokoladebrownie med karamel som et lille sødt punktum efter tapasbordet. Det er en kage, der rækker langt, for denne chokoladebrownie slår temmelig hårdt, da den først og fremmest består af god, mørk chokolade!

Jeg blev inspireret af Cute Carbs til at lave denne kage, for tilbage i januar så jeg en chokoladebrownie med karamel, som hun lavede, og kombinationen lød rigtig lækker. Jeg besluttede mig for at lave en lignende kombination men med udgangspunkt i min yndlingsopskrift på brownie, som ligger i min opskrift på Ben & Jerry-is – aka vaniljeis med brownie og sukkerristede valnødder.

Du kan bruge dulce de leche til karameltoppingen til denne kage, men det havde jeg ikke, så jeg lavede en karamel baseret på den karamelcreme, jeg lavede til en chokolade-karamelkage sidste år.

Det er lidt svært at angive, hvor mange denne chokoladebrownie med karamel egentlig rækker til, da jeg serverede den kort tid efter aftensmad, men et forsigtigt bud er 20-25 personer.

Chokoladebrownie med karamel

1 portion chokoladebrownie (brug ½ dl hvedemel mere, end der står i opskriften)
2-3 håndfulde gode ristede og saltede peanuts, groft hakkede

Karamelsauce:
175 g rørsukker
125 g smør
1½ dl fløde
½ tsk salt

Start med at bage chokoladebrownien. Mens den køler af, laver du karamelsaucen ved at hælde alle ingredienserne i en kasserolle og varme dem langsomt op. Rør grundigt i kasserollen. Lad indholdet simre, indtil karamelmassen bliver gylden – det kan godt tage 10-15 minutter. Lad karamelmassen køle lidt af, inden du hælder den ud over den næsten afkølede brownie. Drys de hakkede peanuts ud over. Lad din chokoladebrownie køle helt af – helst i køleskab. Tag den ud 15 minutter inden, du vil servere den. Skær den i små stykker og servér med det samme.

Note: En skøn lille chokoladebombe! Chokoladebrownie med karamel skriver sig ind i en spirende tradition, jeg er ved at udvikle mht. at bruge den lækre chokoladebrownie som element i nye kager. Jeg har for eksempel tidligere brugt brownieopskriften til en skøn hindbær-chokoladebrownie.

4 tanker om "Chokoladebrownie med karamel og peanuts"

  1. Uhh hvor ser den dog lækker ud, måske skulle jeg få mine bagesmølfer til at hjælpe mig med at bage den næste gang vi skal i køkkenet og hygge med at lave kage 🙂

    Din karamelsauce er nok en af de nemmeste jeg har set indtil videre og den skal jeg helt sikkert prøve til nogle af de andre kager jeg har et godt øje til og som jeg skal prøve at bage 🙂

    Den er hermed pinned på min Pinterest og jeg skal nok skrive og fortælle dig hvordan det gik når vi har bagt den på et eller andet tidspunkt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *