Chido i Aarhus

Chido, restaurant, restauranter i Aarhus, restaurantanmeldelse, madanmeldelseJeg afrunder fortællingen om vores Jyllands-udflugt med en anmeldelse af Chido – en lille mexicansk restaurant i Aarhus, hvor vi lavede et hurtigt drive-by, da vi var på vej hjem fra Skagen. Det var lidt et tilfælde, jeg havde hørt om Chido, og det kan jeg takke Klidmoster for, da hun bragte en anmeldelse af Chido weekenden før, at vi skulle til Jylland. Tal lige om god timing!

Jeg elsker mexicansk mad. Min kærlighed til det mexicanske køkken voksede for alvor, da jeg havde mexicansk benspænd for et par år siden, og siden da har jeg holdt udkig efter spændende mexicanske restauranter. Dem har vi dog ikke mange af her i DK, så når jeg endelig hører om et godt sted, skal det prøves. Vi susede derfor forbi Chido ved frokosttid.

Chido, restaurant, restauranter i Aarhus, restaurantanmeldelse, madanmeldelseChido har en god blanding af drikkevarer, og du kan selvfølgelig også købe mexicanske sodavand. Jeg prøvede denne limesodavand, som var sød og frisk på samme tid og havde en ret kæk farve!

Chido, restaurant, restauranter i Aarhus, restaurantanmeldelse, madanmeldelseNår du bestiller, kan du følge med i, hvordan retterne sammensættes, og du bliver også spurgt undervejs, om der er bestemte ingredienser, du ikke vil have i din mad.

Gemalen og jeg delte to retter – først en BBQ Barbecoa, der var en quesadilla med oksekød, bbq-sauce, sorte bønner, majssalsa, knuste tortilla chips og smeltet ost. En herlig servering med masser af smag og gode nuancer. Fyldig, saftig og krydret uden at være skingrende stærk. Herligt!

Chido, restaurant, restauranter i Aarhus, restaurantanmeldelse, madanmeldelseDen anden ret var The Greek Burrito (i anledning af mit græske benspænd) – en burrito med grillet svinekød, ris, bønner, fajita-grøntsager, pico de gallo, feta, creme fraiche, salat og smeltet ost. Burritoen var også god – omend ikke helt på højde med quesadillaen, eftersom kombinationen af ris og bønner gjorde burritoen ret tung og en smule tør. Men helt sikkert et hit hos unge studerende, der vil have god, billig og mættende mad.

For ja, en af de mange gode ting ved Chido er priserne. De er yderst rimelige – en burrito eller en quesadilla koster mellem 55 og 65 kr, og det udgør en glimrende frokost.

Chido har efter sigende en korianderpolitik – dvs. de spørger altid, om man vil have koriander i maden og putter det ikke automatisk i. De glemte dog at spørge mig, og jeg var ikke selv obs på, at jeg skulle sige til, så det ærgrede jeg mig over bagefter – jeg elsker nemlig koriander.

Alt i alt er Chido et aldeles glimrende spisested. Jeg elsker, at de serverer mexicansk mad med masser af smag til en yderst fornuftig pris, og lå Chido i nærheden af mig, ville jeg smutte forbi ind imellem.

Jeg ender på fem stjerner til Chido.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *