Cheese tops – friterede ostekugler

ostekugler, ost, paprika, hvedemel, æg, snack, rasp, rapsolieJeg har længe haft planer om at lave friterede ostekugler, og i går var der endelig tid til det. De er nu ellers både lette og hurtige at lave, men af en eller anden grund var der hele tiden andre ting, der kom i vejen.

Friterede ostekugler kan selvfølgelig varieres en hel del – både i form af hvilke oste, du bruger, hvordan du krydrer raspen samt om du putter ekstra ingredienser i såsom forårsløg, jalapenos eller lignende. Det er dog vigtigt, at den ene af ostene er ret blød og ‘letklistret’, så det er muligt at klemme osten sammen til kugler. Her er cheddar virkelig let at arbejde med. Jeg valgte derudover en rest Vesterhavsost, som vi havde på lager.

Friterede ostekugler
2 personer

50 g friskrevet cheddar
50 g friskrevet Vesterhavsost
1-2 spsk hvedemel
1 æg, pisket
1 dl rasp
1 tsk røget paprika
½ tsk salt
ca. ½ l rapsolie

Bland de to ostetyper sammen og form kugler af dem – de skal være på størrelse med en lille valnød. Vend dem i hvedemel. Rør rasp, salt og røget paprika sammen og vend dernæst dine ostekugler i æg og til sidst i raspblandingen. Varm olien op i en lille kasserolle. Når den er varm nok (test ved at stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik ned i olien – bobler det omkring den, er olien klar), putter du 3-4 ostekugler i olien. Lad dem stege, indtil de er gyldne og tag dem så op med en lille si eller lignende. Læg dem på et par stykker køkkenrulle. Fortsæt proceduren indtil du har stegt dem alle.

Servér dine friterede ostekugler med det samme med en lækker dip – for eksempel sød chilisauce.

Note: Sprøde, letkrydrede ostekugler med blød midte – ja tak! Jeg kan godt lide den krydrede paprika og den søde chilisauce sammen med den fede, milde ost – det giver en god kontrast. De friterede ostekugler egner sig fortrinligt som en hurtig snack, når gæsterne kommer eller evt. som en snack-agtig forret til en grillaften.

6 tanker om "Cheese tops – friterede ostekugler"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *