Tidligere på måneden var gemalen og jeg til vinsmagning, hvor temaet var spanske vine & tapas. Det var Laudrup Vin & Gastronomi, der holdt foredraget, og foredragsholderen havde også valgt aftenens vine og tapas.

Jeg indrømmer blankt, at spansk vin ikke har en særlig høj status hos mig, så det var en perfekt måde at lære mere om spansk vins kvaliteter på – og samtidig nyde lidt dejlig tapas til. Som vininteresseret bør man trods alt kende lidt til spansk vin, eftersom Spanien er verdens tredjestørste vinproducent (kun overgået af Frankrig og Italien). Jeg vil ikke komme ind på Spaniens vinhistorie i dette indlæg men i stedet henvise til Vinlex og AltOmSpanskVin.

Første servering var to forskellige slags oliven, pesto, god olivenolie, saltede mandler samt rosmarinbrød. Sammen med disse fik vi følgende vine:

NV Muga Conde de Haro Cava – vi kan jo ikke komme uden om Cava til en spansk vinsmagning, så selvfølgelig startede vinsmagningen med denne vin. Denne Cava har en lidt speciel duft – som ubagt brød – men smager mere af sommerbær eller måske ligefrem tranebær. Sødmefuld og kort smag.

2011 Muga Blanco – hvidvin med meget svag duft. Den var meget mild og vag, føltes ‘blød’ og behagelig, men var dermed også en ganske ufarlig vin. Lidt for anonym til min smag.

… og derefter kom vi til rødvinene.

2010 Artadi Tempranillo – denne havde en dejlig rød og sød duft, mens smagen overraskede ved at være mild. En forholdsvis sød rødvin.

2007 Viña Eguia Reserva – her var vi ovre i en meget klassisk Rioja. Vinen var – igen – mild, men havde dog fadsmag. Smagen var lidt mere flad og tør, hvilket igen blev lidt for afdæmpet og unuanceret til mig.

Herefter blev det tid til anden omgang af tapas. Her var forskellige slags chorizo, lufttørret skinke, aioli, syltede peberfrugter, artiskokker og to forskellige slags oste. Med de nye slags tapas på bordet skiftede vinene – selvfølgelig – også.

2008 Muga Reserva – her var vi ovre i en mere svag og anonym duft. Selve vinen var tør og stram og sugede nærmest spyttet væk fra mundhulen.

2005 Muga Prado Enea Gran Reserva – her var en vin med en dybere og indbydende duft. Smagen var afdæmpet og balanceret. En ret behagelig og ‘klassisk’ rødvin, som fungerede godt til det meste.

2009 Torre Muga – en fin, sødmefuld duft, men ikke en vin, som gjorde det store indtryk på mig. Smagen var lettere tør, og vinen havde lidt ‘bid’, men den havde svært ved at konkurrere med den forrige vin og den sidste vin.

2010 Artadi Pagos Viejos – aftenens sidste rødvin havde mere pondus. Her var vi ovre i noget vanilje og kirsebær, og den sødmefulde rødvin var en af mine favoritter denne aften.

Aftenen blev sluttet af med søde punktummer (!) i form af chokolade og brændte mandler, som blev kombineret med en rigtig mormordrik, nemlig sherry!

1985 Don PX Gran Reserva – her ventede aftenens måske største overraskelse. Sherryen var sød, fyldig – nærmest fed i smagen – lettere krydret og smagte af figner. Og den var fremragende! Jeg har altid undgået sherry, og den har da også været i bad standing i offentligheden i mange år, men de senere år har ‘mormordrikken’ fået genoprejsning. Nu er det ikke længere så ualmindeligt at støde på sherry som afslutning på en hyggelig aften, og denne her overbeviste mig om, at sherry faktisk har noget at byde på.

Blev jeg så imponeret over spansk vin? Nej faktisk ikke. Der var en større bredde i smagsoplevelserne, end jeg havde forventet, men generelt savnede jeg flere nuancer i vinene. Foredragsholderen sagde da også om størstedelen af vinene, at de ville blive meget bedre af at ligge 5-15 år mere, men så var det jo ikke særlig hensigtsmæssigt at tage med til en vinsmagning, hvor man skal vise folk, hvad spansk vin kan præstere – især fordi de færreste køber vin i dag for at gemme den væk i 5-15 år. Til gengæld var tapasserveringerne lækre, og jeg overvejer at købe flere af deres produkter ved lejlighed.

Print opskrift

Tidligere på ugen var jeg atter til vinsmagning i den lokale vinklub. Aftenens tema var Bordeaux, og det er et område, jeg med skam må melde, at jeg ikke kender særlig godt, så det var en oplagt chance til at blive lidt klogere.

Aftenens vine bestod af syv forskellige Bordeaux-vin – og en enkelt vin, som vi blindsmagte. Mere om den lidt senere.

Og hvad kendetegner så Bordeauxvine? Bordeaux-området i Frankrig er blandt de områder i verden, der producerer mest vin. Hvert år produceres der mellem 650 og 700 millioner flasker vin, hvor rødvinene udgør mellem 75 og 80% af den samlede produktion.

I Bordeauxområdet løber floden Gironde, og denne adskillelse får ofte vineksperter til at beskrive vinene ud fra, om de ligger på den højre eller venstre side af floden.Vil du læse lidt mere om hvilke druesorter, der dominerer områderne og høre mere om vinens historie i området, så kig evt. hos Vinlex og Gyldendals Encyklopædi.

Første Bordeauxvin, der kom på bordet, var Chateau La Fleur Grandes Landes 2007. En rødvin med en god, fyldig duft. Smagen var til gengæld mild, blød og lige lovlig anonym. Jeg syntes, at smagen var lidt støvet og med en ret pudsig eftersmag – lidt a la vanilje. Ikke lige en vin for mig.

Her var den næste vin noget mere interessant. Den første flaske, vi fik, havde dog fået prop, så vi var flere, der så noget mærkelige ud i hovedet, da vi nippede til glasset, men der kom hurtigt en ny flaske på bordet. Chateau La Croix du Casse 2004 viste sig at have en sødmefuld og saftig duft – rigtig lækker – mens smagen var frisk og balanceret. En vin jeg sagtens kunne finde på at nyde igen.

Chateau Puy Razac 2010 var den tredje vin, der kom på bordet. Den havde en mørkere men stadig sød duft, mens smagen var behagelig med en let syre. Det var stram – nok fordi det var en ung vin – men alligevel med en tilpas fyldig smag.

De tre første vine var alle Merlotbaserede og var fra den ‘højre del’ af Bordeaux. De næste vine, vi skulle prøve, var alle fra den ‘venstre del’, men inden da skulle vi blindsmage en vin. Nu er forhandleren kendt for at være førende inden for amerikanske vine i Danmark, så det var det første, der blev foreslået, og det viste sig da også at være en Coppola-vin (ja, ham filminstruktøren). Den havde en sød, fed duft og en god, fyldig smag. Det var selvsagt ikke en Bordeauxvin (eftersom Coppolas vinområde ligger i USA), men det var interessant at smage en vin, der forsøgte at efterligne Bordeaux-vinenes smag.

Den fjerde Bordeauxvin, der kom på bordet, var Chateau Cissac 2009, som havde en mild og næsten anonym duft. Den overraskede ved at være ret frisk og foldede sig for alvor ud i munden, så snart man drak den. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde den en typisk fransk vin, men det var i hvert fald en vin, der vil egne sig godt til kraftig mad – for eksempel god, tung fransk bistromad.

Den næste vin var ret spøjs – og ikke lige mig. Domaine Zede 2006 havde en sødmefuld duft, som også havde et snert af råd og acetone over sig. Lidt ligesom frugt der er så moden, at det er lige ved at gå i forrådnelse. Smagen var svag og lidt pudsig – jeg havde svært ved at placere den.

Aftenens næstsidste vin blev Chateau Valrose Cuvée Alienor 2004, der havde en kraftig og sød duft – nærmest som kirsebær. Smagen var mørk, lidt tør og med en god syre – igen en god madvin.

Den sidste vin på bordet gik i en helt anden retning end de rødvine, vi havde smagt indtil da. Den viste sig nemlig at være en Sauternes-vin fra Chateau Latrezotte 2002. Det var en smuk, gylden vin med en god, moden smag, der mindede meget om karamel og søde rosiner. En lækker vin, som ville egne sig fint til dessert eller ost.

Print opskrift

For nylig var gemalen og jeg til en lidt usædvanlig vinsmagning. Her var nemlig ikke et traditionelt tema (såsom et bestemt land eller en bestemt druetype), for vinflaskerne var pakket ind i madfolie, og så skulle vi ellers smage i blinde så at sige!

Arrangørerne kaldte det en sansesmagning, og vi blev alle udstyret med et skema, inden smagningen gik i gang. Først fik vi udleveret seks forskellige duftflasker og skulle prøve at identificere de forskellige dufte. Solbær, grape og peber var lette nok, kirsebær lidt sværere og brombær og trøffel kunne jeg slet ikke genkende.

Næste skridt var selvfølgelig at finde disse dufte/smage i de vine, vi skulle smage, og udover duft skulle vi også gætte hvilken verdensdel, vinen kom fra, og i hvilken prisklasse den lå. Sidstnævnte var dog umuligt, eftersom forhandleren, der stod for smagningen, selvfølgelig havde ekstra gode tilbud den aften og derfor brugte en hel anden prisskala, end han ville have gjort til hverdag.

… og det var en ret sjov måde at smage vin på. Når du ikke ved noget om vinen i forvejen, så er du langt mere åben for, hvordan vinen reelt smager, og du bliver tvunget til at reflektere meget mere over smagen og duften af vinen. Snakken gik hurtigt ved bordet, for selvom folk generelt er gode til at snakke sammen til vinsmagninger, så var der her en god mulighed for at samarbejde om at finde frem til de rigtige svar.

Det var en ret interessant oplevelse, og selvom jeg foretrækker klassiske vinsmagninger, hvor du får mere at vide om den producent/vintype/vinland, der er aftenens tema, så var dette en spændende og lærerig måde at smage vin på.

Har du nogensinde været til blindsmagning af vin? Og hvad syntes du i så fald om det?

Print opskrift

Gemalen og jeg var til Molly Dooker-vinsmagning for nylig – en smagning jeg virkelig havde set frem til, hvor jeg har flere gange nydt gode vine fra den producent. Molly Dooker producerer australske bulderbassevine, som typisk ligger på 15.5-17.5% – altså virkelig heftige vine, som slår hårdt. Jeg var derfor nødt til at være lidt forsigtig, da vi skulle smage vinene, selvom jeg mest af alt havde lyst til at bunde hvert glas, for vinene var ret gode.

Molly Dooker producerer mest rødvin, men der var også en enkelt hvidvin blandt de vine, skulle smage, og den var faktisk ganske god. En frugtet vin med toner af blandt andet melon og pære, uden at den dog blev decideret sød. Vi endte med at købe en flaske af denne.

Rødvinene var generelt tunge og fyldige, og Gigglepot var ingen undtagelse. En kraftig vin med lidt solbær over sig og lettere krydret smag. Jeg savnede dog lidt af den saftighed, der er i Shiraz-vinene fra samme producent.

Her kom vi til en gammel kending – eller i hvert fald en vin, som vi har smagt flere gange før. Jeg kunne ikke helt lade være med at sammenligne Blue Eyed Boy med The Boxer, som Molly Dooker også laver. De har flere ligheder, men Blue Eyed Boy er en lidt mere elegant vin med flere smagsnuancer. Nåja, og så er den også ca. dobbelt så dyr som bokseren. Igen en vin, der smager af efterår med brombær- og blommetoner. Den er ret sød og rar – og så alligevel rimelig balanceret, når man sammenligner den med The Boxer.

The Maitre D kendte jeg ikke i forvejen, men den viste sig at være en rimelig balanceret og tilgængelig vin. Bestemt udmærket men ikke en, jeg nødvendigvis selv vil opsøge, for sammenlignet med mange af de andre Molly Dooker-vine syntes jeg, at den var lidt anonym.

Two Left Feet er blandt mine yndlingsvine fra denne producent, og det er måske ikke så underligt, for det er en af de kraftige Shiraz-vine. Vi er ovre i de kraftige sager med en vin, der smager af kraftige efterårsbær og lakrids, og så har den en forholdsvis lang eftersmag. Det er sådan en vin, jeg gerne vil have på bordet til efterårs- eller vinterretterne!

Bagerst gemmer vores yndlingsvin sig. The Boxer er en rigtig spradebasse af en vin – masser af fylde, sødme og kraft, der på én gang er voldsom og vanedannende. Det er sådan en vin, du hurtig kan drikke dig festlig i (og det har jeg da også gjort på et tidspunkt… ahem…). Vi havde egentlig planlagt, at vi skulle benytte muligheden og finde et par nye yndlingsvine til denne vinsmagning, men det endte alligevel med at være The Boxer, som vi bestilte en lille håndfuld af. I forhold til pris var det den vin, der – i forhold til vores smag – var best value for money, så selvom et par af de andre vine havde lidt flere finesser og smagsnuancer, så var dette bedste køb samlet set.

Molly Dooker vine er ikke billige – de billigste, vi smagte denne aften, lå på 160 kr. flasken, og da vi nåede til Carnival of Love og Enchanted Path havde prisen efterhånden sneget sig op på omkring 500 kr. per flaske. Jeg havde glædet mig til at smage Carnival of Love, men det endte med at være Enchanted Path, der imponerede mig mest. Igen en Shiraz-vin med brombærnoter, der var kombineret med lidt mere blomstrede noter… og vanilje? Mange spændende smagsdetaljer og en god balance i vinen.

Sidste vin inden aftensmaden var også aftenens dyreste vin. Velvet Glove sniger sig op på knapt 1100 kr. per flaske. Så er den til gengæld også smukt indpakket i en ret feminin flaske med flot svungne kurver og en blød etiket, hvor informationerne er broderet på med sølvtråd. Jamen altså! Denne Shiraz var da også ganske lækker – gode detaljer med bær, sødme og lidt krydderier i smagen og så alligevel mere frisk end de andre tunge rødvine.

På producentens hjemmeside kan du se en række videoklip, som fortæller mere om Molly Dooker – og så er der selvfølgelig også en forklaring på, hvorfor man skal ryste vinene, inden man drikker dem! Ja, du læste rigtig – en Molly Dookervin (i hvert fald de yngste vine) skal lige rystes inden brug. Se nedenstående videoklip.

Print opskrift

Sommeren er for alvor ovre, og det betyder blandt, at udbuddet af vinsmagninger er vokset kraftigt inden for de seneste uger. Vores første vinsmagning oven på sommerferien var dog et arrangement i den vinklub, hvor både gemalen og jeg er medlem.

Temaet var denne gang californisk vin – ikke en af mine stærke sider hverken videns- eller smagsmæssigt, men jeg er altid frisk på at lære noget nyt. Det var en anden blogkollega, der stod for aftenens foredrag – nemlig Nanna fra Vinens Vilde Vesten.

Californisk vin fik sit internationale gennembrud i midten af 1970′erne, og staten er i dag det tredjestørste vinproducerende land, hvis man måler på volumen. Kvaliteten er blevet så høj, at vinene kan konkurrere med de gode producenter i Europa, og californisk vin har da også hevet flere priser og udmærkelser hjem igennem årene.

Til aftenens arrangement skulle vi igennem ni vine, og vi lagde ud med NV J Vineyard Cuvé 20 – en mousserende vin, hvor der var bid i de sprøde bobler og samtidig pladstil en fin sødmefuld æblesmag. Enkel og frugtet vin.

Den næste vin var også i den lyse ende – nemlig Alban Central Coast Viognier fra 2010. En tør og krydret vin med en spændende eftersmag, som jeg ikke helt kunne placere. Sødmefuld duft. En lækker og ligetil vin.

Den anden vin, der blev serveret samtidig med, var Melville Santa Rita Hills Chardonnay fra 2006. Jeg syntes, at den havde lidt blomsterduft, og den var ret hidsig i forhold til den forrige vin. Smagen var nærmest sprittet og stærk – måske lidt peberagtig? – og der var tydelig smag af fad. En vin, der sparkede fra sig!

Vi kom nu ind i en stime af pinot noir-vine. Først en Rochioli Russian River Valley Pinot Noir fra 2008. En meget sød duft – nærmest som karamel, og det var lige før, at jeg troede, det var en saftevandsvin! Smagen var dog slet ikke så sød. Tværtimod var den krydret og tør og havde en snert af lakrids. Den blev også mere interessant efter et par minutter, da den var blevet en anelse varmere.

Billedet herover viser Rivers Marie Sonoma Coast Pinot Noir fra 2010, som vi også fik fornøjelsen af at smage. Den havde en balanceret og letkrydret smag med små fine nuancer og lidt bid. En spændende og varm smag.

Tredje og sidste pinot noir-vin var Domaine Eden Santa Cruz Mountains Pinot Noir fra 2009. Den havde en forholdsvis frisk duft, og selve vinen var blød, mild og behagelig. En vin jeg vil kunne servere for de fleste.

Nu var det tid til aftenens joker, og her sneg jeg mig ud i køkkenet for at tage billeder af flaskerne, for de var lidt for uhandy til at komme på bordet. Dunn Howell Mountain Cabernet Sauvignon fra 1998 er hældt på store flasker, og de var et imponerende skue!

Smagen og duften var til gengæld ret omdiskuteret. Gemalen mente, at vinen lugtede af hønsehus, og den var da også temmelig hidsig. Vinen virkede stram og lettere gæret, og smagen var eksplosiv og ret voldsom. I starten lidt som kraftige solbær, men da den havde fået lov til at så lidt i vinglasset og blive iltet, mildnedes smagen og skiftede til søde bær. Meget spøjs oplevelse.

Herefter var der kun to vine tilbage. Den ene var en dejlig Zinfandel – Turley ‘Duarte’ Contra Costa Zinfandel fra 2010, og den var nærmest en diametral oplevelse til den forrige vin. En behagelig og nærmest vaniljeagtig duft. Vinen havde en smule bid, men var ellers sødmefuld, rar og lækker. Ah!

Sidste vin denne aften – ok næstsidste, for der var også en decideret madvin til den ret, vi fik bagefter – var Tensley Colson Canyon Syrah fra 2008. På det tidspunkt gik snakken ved bordet så lystigt, at jeg ikke fik taget noter til denne vin.

Rigtig hyggeligt arrangement og jeg håber, at jeg også kommer af sted til vinsmagning i løbet af oktober måned. Jeg er så småt begyndt at nærstudere de enkelte tilbud hos vinhandlerne, og mon ikke der dukker noget spændende op?

Print opskrift