I fredags havde jeg lokket gemalen med til en vinsmagning i Politikens Hus. Det var delvist foranlediget af, at han tidligere har udtrykt en vis skepsis over for italienske vine, og jeg mente, at jeg havde en vis forpligtelse mht. at få ham på bedre tanker.

Smagningen var velbesøgt – faktisk lidt for velbesøgt lige da vi ankom – men det var dog forholdsvist let at få skænket smagsprøver og tale lidt med de enkelte standholdere. Jeg var generelt positivt overrasket over prisniveauet, for mange af standene havde ganske glimrende vine med i prisklassen 70-120 kr, så her kunne alle være med. Der var dog også stande, som havde vine i 300+ kroners klassen.

En række af de behagelige overraskelser var:

Giovanni Corino Barbera d’Alba Ciabot du Re 2009 – en meget behagelig, fyldig og sødmefuld vin. Den kan jeg godt finde på at investere i på et senere tidspunkt.

Monte Santoccio Amarone 2007 – voldsom behagelig og på kanten til at være rødt slik. Det var så også en vin i den dyrere ende – mener den stod til 350 kr – men den gav et meget godt indblik i, hvorfor danskerne er så vilde med Amarone.

Pio Cesare Barolo 2007 – en ret interessant vin, som jeg havde svær ved at beskrive, da vi talte om den under arrangementet. Syntes den havde toner af vanilje? En fin sødme.

Caprili Brunello de Montalcino 2006 – varme, glødende, lun og lettere krydret i sit udtryk og var knapt så sød som mange af de andre vine, vi faldt for.

Fattoria Pancole Vinsanto 2002 – en vin, som gemalen fik lokket mig til at smage, og det var også lige efter hans smagsløg – en lækker, nærmest sirupsagtig, vin med en god og varm krydring, som vil egne sig fint som dessertvin. Jeg har på fornemmelsen, at vi vil investere i sådan en flaske, når vi på et senere tidspunkt besøger forhandleren.

Tenuta dell’ Arbiola Moscato D’Asti 2009 – glem de Asti-vine, du kan købe i supermarkedet. Denne her er meget, meget bedre! Det var som at drikke rent slik tilsat kulsyre – uden at det dog blev vammelt, som Asti let kan blive. Og så ligger den i et yderst fornuftigt prisleje – 80 kr. flasken.

Altesino Brunello de Montalcino 2006 – god og fyldig uden at være for voldsom. Vil passe til oksekød, lammekød og kraftige kødretter.

Maculan Dindarello 2010 – igen en skøn, sød, blød og kælen vin, som nærmede sig slik-stadiet.

Poggerino Aurora Toscana Rosato 2010 – sidst men ikke mindst den vin, vi faktisk købte en flaske af, nu vi havde muligheden. En dejlig og lettilgængelig vin, som smagsmæssigt hældede lidt til sød grape. Frisk og sødmefuld på samme tid og en vin, jeg gerne vil bruge som velkomst-servering på et tidspunkt.

Arrangementet var en god anledning til at møde en række mindre forhandlere, som vi ellers ikke ville være stødt på, og vi har da allerede noteret et par steder, som vi gerne handler hos på et senere tidspunkt.

Print opskrift

Tidligere på ugen var jeg atter til bourgogne-smagning – og det er ikke fordi, at jeg er det særlig tit, men jeg var til en skøn bourgognesmagning i januar måned, så var fedt at kunne følge det op så kort tid efter med endnu en smagning af bourgognevine.

Denne smagning foregik i vinklubben, men ligesom til decemberarrangementet havde de valgt at lave en større smagning, hvor der var flere vine, og hvor du skulle gå rundt til små ‘poster’ for t smage de forskellige vine. Det giver desværre ikke helt den intime stemning, som vinklubsarrangementerne normalt har, og der bliver heller ikke fortalt lige så mange detaljer om vinene.

Jeg vil ikke gennemgå alle de vine, jeg smagte, men blot fremhæve enkelte af dem. Generelt overraskede hvidvinene positivt, og jeg endte da også med at købe to flasker med hjem, da den hvidvin blev anbefalet til ost. Hermed afslører jeg også, at det ikke er det sidste, vi ser til ovenstående vin denne måned!

Det drejer sig om Bourgogne Blanc 2009 fra Maison Ambroise, som havde en sødmefuld duft og viste sig at være en mild, let og elegant vin. En god balance mellem frisk syrlighed tilsat modne frugter, og der var toner af blandt andet abrikos i. En forholdsvis fyldig hvidvin.

En anden spændende hvidvin var Merlin 2009 fra Vire Clessé. Den havde en duft, der mindede mig om nyudsprungne blomster og var tør og havde lidt mere skarphed end den foregående vin.

Aftenens dyre vin var Leflaive 2009 Batard Montrachet Gran Cru 2009, som normalt står i ca. 1800 kr. Jeg må indrømme, at jeg ikke er i en liga – hverken økonomisk eller smagsmæssigt – hvor jeg vil give så mange penge for en flaske vin, så det er ret interessant at få muligheden for at smage de dyre dråber, når chancen bød sig. Det var dog kun for sjov, at vinen var med til smagningen, for det er en vin, der gerne skal ligge ca. 10 år mere og udvikle sig, før du drikker den.

Lecheneaut 2009 Bourgogne Clos Prieur var ovre i en anden – og mere rå – boldgade. I hvert fald duftmæssigt, for smagen viste sig at være mildere og behagelig. Jeg syntes, jeg kunne ane svage pebertoner, men var ikke helt sikker. Behageligt krydret uden at være voldsom.

Domaine Jacques Cacheux 2009 Bourgogne Rouge Champs d’Argent havde en lækker duft af søde, røde bær – en blanding af jordbær, hindbær og måske et par bær mere. En meget blød og behagelig vin, en rigtig pleaser i mine øjne. Vil passe godt til blandt andet kylling og kalvekød.

… og en lang række andre, som jeg ikke vil nævne her. Ovenstående – bortset fra prishøjdespringeren – er alle vine i den billige ende af skalaen. Jeg smagte også en række vine, som lå i prisklassen 600-1000 kr, men ingen af dem udmærkede sig så meget, at jeg vil nævne dem her.

Print opskrift

Tidligere på ugen var vi til vinsmagning på gemalens arbejde. Denne gang var temaet Bourgogne-vine, og prisen var derfor lidt dyrere, end den plejer – Bourgogne-vine kan nemlig hurtig blive en bekostelig affære.

Aftenens foredragsholder var samtidig også producenten selv – franskmanden Pierre Naigeon, som ejer lidt over 11 hektar vinmarker i Gevrey-Chambertin. Han medbragte 10 vine – 9 røde og én hvid – som vi skulle smage, og det blev en meget interessant og ikke mindst velsmagende oplevelse. Pierre dyrker den samme drue, Pinot Noir, på alle sine marker, men i stedet for at blande alle druerne sammen for at lave én vin har han i stedet valgt at lave vin ud fra de enkelte vinmarker (er dog ikke helt sikker på, om det også gælder hvidvinen). På den måde producerer han ca. 40 forskellige vine, og det viste sig, at de smagsmæssigt godt kan spænde temmelig vidt. Forskelle i jordbunden og mængden af sollys er de væsentligste faktorer i den sammenhæng.

Vi lagde ud med en Bourgogne VV. 2009, der havde en sød og frugtet duft. Den overraskede dog ved at være rimelig tør og forholdsvis frisk. Smagen var ret kortvarig og havde et svagt strejf af friske og lidt syrlige jordbær. Ret speciel vin, som var interessant men ikke lige mig.

Næste vin slog til gengæld tonen an for de følgende smagsoplevelser, for allerede her blev vi ret begejstrede. Fixin Hervelets 1 cru 2007 var en dejlig balanceret vin med en svag syre. En elegant og ganske behagelig vin, som jeg også vil vurdere til at være aftenens bedst-til-prisen. Den kostede 151 kr. per flaske, og selvom et par af de andre vine trumfede denne smagsoplevelse, så var denne vin blandt de billigste, vi smagte.

Den tredje vin var Gevrey Chambertin V. Vignes 2007. En langt kraftigere vin med  længere eftersmag. Ganske udmærket, selvom producenten selv kommenterede, at det er en vin, der bør ligge et par år endnu, inden den drikkes. Det var så også den sidste vin den aften, der holdt sig under 300 kr. flasken (hvis vi ikke tæller rødvinen med, som vi drak til maden efter selve smagningen – den har muligvis været lidt billigere).

Der blev skruet endnu mere op for smagsintensiteten, da vi nåede til aftenens fjerde vin – Echezeaux Chambertin 2007. Den havde tydelig smag af bær og en tilpas svag sødme. Samtidig indeholdt smagen også lidt syrlighed, som gjorde den frisk og behagelig. En meget klassisk bøf-vin – altså en lækker, velhængt bøf direkte fra slagteren!

Sidste vin inden mellemretten blev samtidig aftenens eneste hvidvin – Puligny Montrachet 2008. En utrolig spændende hvidvin som duftede af tjære, men overraskede ved at have en frisk smag, der udviklede sig og blandt andet indeholdt toner af citrus og hvide blomster. Det er en af de mest interessante hvidvine, jeg har smagt, og det er nok første gang, at jeg har været fristet af at købe en vin til 350 kr. Fantastisk.

Der var en kort pause i vinsmagningen, hvor vi nød en lille mellemret – gedeost og lidt andre gode sager bagt i butterdej. Skønt med lidt at spise og samtidig en fin anledning til at teste et par af vinene sammen med mad. Det er en af de ting, som jeg vægter højt ved vinsmagninger – at man samtidig også kan få gode råd ang. hvilke retter der vil være gode sammen med de enkelte vine.

Vi fortsatte straks videre til de resterende rødvine. Turen var kommet til Chambolle Musigny 2007, som viste sig at være endnu en dejlig rødvin med en blød og behagelig duft og en velbalanceret smag – hverken for megen sødme eller syre. En mild vin, som jeg vil mene vil passe godt til en lammeret med friske krydderurter.

Den næste vin var et lidt modigt valg fra producentens side. Han mente selv, at den nok var for ung til at drikke nu, men ikke desto mindre skulle vi smage den. En Vosne 2009 viste sig at være en ret enkel vin. Igen en behagelig smag men dog også forholdsvis sød. Den manglede lidt af den kompleksitet, som flere af de ældre vine kunne præstere.

Aftenens næstdyreste vin viste sig samtidig at byde på en af de bedste smagsoplevelser. Gevrey Chambertin Cazetiers 1 cru 2007 havde en kraftig duft og samtidig en fantastisk saftig smag med bid i. En markant vin, hvor smagen dog ikke kammer over, men stadig er en fornøjelse at drikke.

Som afslutning fik vi den dyreste vin – en Mazy Chambertin Grand Cru 2007 til den nette pris af 750 kr. Den havde bid og syre, og smagen var udmærket – men jeg var på ingen måde blæst omkuld, og der var flere af de andre vine, jeg langt hellere ville drikke mere af.

Selve vinsmagningen var ovre, men vi havde stadig aftensmaden til gode, og aftenen blev rundet af med et skønt kaninlår serveret i en uforskammet god sauce og med mos til. Sammen med maden nød vi et glas Bourgogne Maladiers 2009.

Der er ingen tvivl om, at dette var en af de bedste vinsmagninger, jeg har været til. Ikke blot var alle vinene af høj kvalitet, men jeg var også meget fascineret af, at producenten formåede at fremstille så varierende vine ved at udnytte forskellene på de enkelte marker og dermed fremelske nuancerede og spændende smagsoplevelser. Det har for alvor åbnet mine øjne for Bourgogne-vinene, så det er bestemt et område, jeg må undersøge nærmere.

Print opskrift

Jeg holder lige en kort pause fra månedens benspænd for at kunne fortælle om den portvinssmagning, som gemalen og jeg var til tidligere på ugen. Portvin har et lidt blandet ry. I mange år har det været en drik, som mange har forbundet med mormor-generationen, og der blev rynket på næsen, hvis talen faldt på portvin, for det var jo bare noget sødt, man drak til desserten.

Imidlertid har portvin fået lidt af en revival de senere år, hvor især den yngre generation har taget den søde drik til sig, og selv har jeg smagt ganske glimrende portvine, som bestemt var mere og andet end ‘bare en dessertvin’.

Foredragsholderen denne gang var Karsten Riis Laursen – en af landets flittigste foredragsholdere med en imponerende viden om portvin. Det er ikke første gang, at vinklubben bruger ham, og det var tydeligt, at det var et glædeligt gensyn blandt de andre deltagere. Vi blev også straks fanget af hans tørre humor og stilfærdige fremtoning, hvor han på ingen tid havde tilskuerne i sin hule hånd.

Denne aften var menuen ekstra spændende, og ikke bare blev vi forkælet med god mad – det var også interessant at opleve, hvordan portvin kan drikkes til mange forskellige typer mad. Da de første retter kom på bordet, blev der serveret fire forskellige typer portvin:

Burmester Tawny Port
Krohn Tawny Port
Burmester 10 Years Tawny Port
Krohn 10 Years Tawny Port

Hertil fik vi soyamarineret tunsteak med sødsyltede hakkede jordnødder, en mild og lækker andepaté samt rejer i mangosauce. Portvinen var – ikke så overraskende – ganske god til den fede paté, hvor den milde og søde drik matchede særdeles fint. At portvinen også fungerede godt sammen med tunretten havde jeg til gengæld ikke forventet, men det var en meget positiv oplevelse, som straks er skrevet bag øret. Kombinationen af portvin og reje-mangoretten overbeviste mig dog ikke helt.

De fire portvine lå i den billige ende – fra lige under 100 kr og op til ca. 160 kr – og er dermed udmærkede hverdagsportvine. De var generelt lettilgængelige og milde i smagen. Dog syntes jeg, at Krohns portvine generelt lod til at være lidt kraftigere og have mere bid end Burmester-portvinene, og det er så smag og behag, hvor kraftig man foretrækker portvinen.

Serverer du portvin til mad, skal retten afspejle den sødme, der er i vinen, og derfor bar aftenens retter også præg af dette. Til anden servering blev der derfor både serveret melon med lufttørret skinke, skinke med en sødlig sauce samt tre forskellige slags ost – tror det var en røget ost, en maasdammer samt en lidt hårdere ost, jeg ikke kunne placere. De fire portvine, der blev skænket til, var:

Burmester 1997 Colheita Port
Krohn 1997 Colheita Port
Burmester 1975 Colheita Port
Krohn 30 Years Tawny Port

Jo ældre portvinen bliver, jo kraftigere bliver den også smagsmæssigt, og der var langt mere pondus i disse fire vine. De var fyldige, voluminøse, søde og mættede langt mere. Især Krohn 30 års-vinen var en stærk og mørk sag, der havde en meget tæt og bitter smag med toner af sveske og valnød. Burmester 1975 havde omvendt en meget lækker smag med toner af karamel, og det var sjovt at opleve, hvor forskellige de to portvine var.

Vi sluttede aftenen af med dessert – ovenstående lækre mazarinkage med limecreme til, og den fik følgeskab af en Burmester 1937 Colheita Port. Ja, du læste rigtigt – den portvin blev lagt på fad før 2. Verdenskrig! Det er så heller ikke lige en portvin, du normalt kommer i nærheden af, hvor den koster 1000 kr – hvis du altså køber tre flasker på samme tid. Ellers står den pt. i 6000 kr. flasken hos Philipson Wine… Det var selvfølgelig ganske spændende at prøve en portvin i den aldersklasse, men jeg er ikke skolet nok inden for portvinssmagning til at kunne vurdere, om den så også er prisen værd.

Det var et meget lærerigt arrangement med en foredragsholder i sit es og et spændende udvalg af portvine med skøn mad til. Vi fik for alvor øjnene op for, at portvine kan drikkes i løbet af en hel middag, og det kan være, at jeg skal udforske denne del mere på et senere tidspunkt.

Skal jeg fremhæve et par af portvinene, så kan jeg personligt godt være fristet til at investere i en Krohn 10 Years Tawny Port og en Burmester 1975 Colheita Port på et tidspunkt, for den første er en mild, venlig og lokkende gyldenrød portvin, som snildt kan bruges til sødmefulde retter, mens den anden er en tung, dristig og karamelagtig mellemgylden portvin, der gør sig godt til de lidt tungere og kraftigere retter. Et fint makkerpar i min optik.

Og lad mig så slutte af med et citat fra foredragsholderen, som eventuelle portvinsskeptikere kan tygge på:

“En dag uden portvin er en spildt dag.”

Print opskrift

Indretningen i den kælder, som vinklubben mødes i

I sidste uge var jeg atter til vinsmagning i den lokale vinklub, og her var aftenens tema Rhöne-vine. Der var samtidig leget lidt med konceptet, så vi også fik mad sammen med vinsmagningen. Maden blev leveret af Det lille køkken, som primært sælger mad til receptioner og større middage.

Ved ankomsten blev vi budt på et glas Domaine de Ferrand Côtes du Rhône V.V 2009, og da jeg kom i god tid, kunne jeg nyde den, mens jeg minglede rundt i butikken og fik studeret en lang række flasker. Inden vi skulle indfinde os i kælderen, hvor vinklubben plejer at holde til, fik vi dog også et glas hvidvin – en Domaine Rene Rostaing Condrieu La Bonnette fra 2006 – og den var lidt af en overraskelse! En meget sød nærmest slikagtig smag uden dog at være klistret. Der var også et strejf af viol over smagen, og jeg tror, den vil tiltale de fleste tøser. Den er i hvert fald meget oplagt at bruge enten inden middagen eller evt. sammen med en dessert, for den havde en sødme, som jeg havde svært ved at relatere til et almindeligt måltid.

Bænket og udstyret med listen over aftenens vine kunne vi nyde den næste vin – en Domaine de la Tourade Gigondas fra 2009. Den var mild og tør, men også lidt for anonym til min smag.

Der var tre forskellige flasker Châteauneuf du Pape på programmet, og de blev alle serveret sammen med den lækre simremad, som vi fik at spise denne aften. Den første – fra 2005 – kom fra Domaine de la Cote de L’Ange og havde en speciel duft, jeg havde svært ved at placere. Efter lidt diskussion ved bordet kom vi frem til, at der var et lille snert af dild over den. Meget spændende. Duften gik igen i smagen, og vinen spillede rigtig godt sammen med simremaden.

Nummer to var fra Domaine de Ferrand og fra år 2006.Vinen havde en varme og kompleksitet, som tiltalte mig, men den er desværre også ret efterspurgt, og værten kunne fortælle, at vinen var udsolgt hos dem. Den passede i øvrigt ganske godt til maden.

Den sidste ‘du Pape’-vin var fra 2007 og Château La Nerthe. Den havde lidt bid og virkede ret frisk i forhold til de foregående – og en anelse for ung. Vinen havde en relativ kort eftersmag.

Vi var ved at være færdige med maden, men værten fandt to hemmelige vine frem, som vi skulle forsøge at gætte oprindelsen af. Den første viste sig at være

Le Cigare Volant 2006 fra Bonny Doon Vineyard Californien viste sig at være en dejlig mørk og krydret vin med strejf af blandt andet lakrids og solbær. Den passede ganske godt til årstiden.

Den anden var Côte Rôtie Cote Blonde 2006 fra Rene Rostaing. Det er en vin, som Robert Parker har givet 96 points, men jeg må indrømme, at den ikke passede så godt til min smag. Vinen var mild men også lidt røget i smagen, hvor tobak-tonerne ikke passede mig så godt. Det er i øvrigt en vin i den dyre ende – over 600 kr. koster den per flaske.

De to sidste vine blev serveret sammen med emmenthaler. Den ene – Cornas Chaillot 2007 fra Thierry Allemand – var en mørk og kraftig vin med masser af fylde. Den havde en kort smag, og dermed blev den heller ikke så voldsom.  Ligesom med den forrige vin havde Cornas-vinen strejf af mørke bær og krydderier. Den sidste vin var en hvidvin, for jo – hvidvin og ost går godt sammen. Det var en Lirac Blanc 2009 fra Domaine de la Mordorée, som viste sig at have en frisk og lidt krydret smag i forhold til, at det var en hvidvin.

Print opskrift