Jeg har fået læst en del, mens vi var i Frankrig, men har ikke fået opdateret bloggen med det, så det kommer her:
‘Cirklens ende’ af Tom Egeland er blevet sammenlignet med ‘Da Vinci Mysteriet’, da begge bøger bygger meget på de samme kilder. Jeg synes dog, at denne bog er noget bedre end Da Vinci, selvom hovedpersonens paranoia bliver lidt karikeret ind imellem. Han har dog god grund til at være det, men alligevel. Selve handlingen – og især slutningen – minder dog ikke så meget om Da Vinci, og det passer mig godt. En glimrende bog, som overraskede positivt.
‘Tyvenes Marked’ af Jan Guillou er en velskrevet bog og hyggelig læsning. Store dele af bogen foregår i et rigmandsmiljø, som er fascinerende, fordi det ligger så fjernt fra min hverdag 
Jeg har en rimelig stor retfærdighedssans, og den bliver 120% opfyldt i denne bog, hvilket faktisk irriterede mig lidt til sidst. Der var så mange ting, der faldt i hak, at det blev urealistisk, og derfor blev fornøjelsen ikke så stor, som den kunne være blevet. Bogen er stadig udmærket, men jeg er nok vant til at læse bøger med større konflikter og intriger.
‘Requiem’ af Patrick Leis. En bog om en verden, hvor zombierne vandrer hvileløst rundt og efterstræber de få overlevende. Har du læst ‘Kadavermarch’ af Dennis Jürgensen, så kender du stilen. ‘Requiem’ er ikke en direkte efterfølger til den bog, men tager udgangspunkt i samme verden. Jeg læste den lige efter ‘Tyvenes marked’, og det viste sig at være et godt træk. Der er absolut ingen retfærdighed i zombiebøger! Sådan er det bare! Kan man leve med det præmis, så er det en god bog – lidt forudsigelig men velskrevet. Så vidt jeg kan se har Patrick Leis skrevet flere bøger i samme verden, og jeg overvejer, om ikke det var værd at kaste sig over en af dem på et tidspunkt.
‘Immortalis’ af Peter James er en nutidig sci-fi roman, der er skrevet i 1993! Forvirrende? Tja, det var faktisk en interessant oplevelse. Selvom bogen er 16 år gammel og udgiver sig for at være nutidig (for 1993) – dog med en kommentar fra forfatteren om, at enkelte ting ikke kan lade sig gøre endnu – så virker bogen både realistisk og sci-fi agtig på samme tid. Bogen handler om muligheden for at fryse folks kroppe ned, når de er døde, og så genoplive dem mange år senere, når man kan behandle den sygdom, de oprindeligt døde af. Jeg har aldrig helt forstået menneskers behov for at leve evigt – eller være tilnærmelsesvis udødelige – men denne bog beskriver hvor langt, visse mennesker vil gå for ikke at forsvinde i intetheden. Bogen er spændende og med tilpas mange twists og variationer i spændingskurven. Visse begivenheder er lidt for lette at forudse (synes jeg), men den formår alligevel at overraske og give lyst til at læse videre.
Nu er jeg så i gang med ‘Skæbnens gudinder’, som jeg tror, jeg får færdiggjort her i weekenden.
… og så har jeg i øvrigt lovet en bestemt person at lægge et billede af mine kasketter op på bloggen!
Se, jeg er typen, der er glad for, at det ikke er moderne at gå med hat, for hovedbeklædning passer overhovedet (høhø) ikke til mig – altså indtil jeg stødte på disse kasketter, som nu er en fast del af beklædningen. Den sorte bruger jeg om vinteren og den lyse om sommeren. Selve pulden er lidt større, så den kan hænge lidt som en baret – men uden at være så flad.
De er meget praktiske, for jeg går meget og i alt slags vejr, og så er det rart at kunne beskytte hovedet lidt mod regnbyger og blæsevejr. Især skyggen på kasketten har reddet min makeup for megen regn.
