Test af olivenolier og tapenade

For et par uger siden blev jeg kontaktet af Gaea, der spurgte, om jeg ville prøve deres olivenolier, og da det lod til at være ganske lødige produkter, så takkede jeg ja.

De nøjedes dog ikke med det – jeg fik tilsendt tre forskellige slags olivenolier, to slags oliven, et glas oliventapenade og et glas tomat bruchetta.

To flasker olivenolie blev åbnet et par dage senere, da vi havde besøg af vores venner, der pt. bor i Italien, for de er trods alt udsat for god olivenolie i det daglige, så det kunne være sjovt at høre deres mening om olierne.

De syntes dog, at olierne var lige lovlig milde – faktisk kunne de bedst lide den olivenolie, som jeg købte, da jeg var til Kulinarisk Sydfyn – men jeg syntes, at Kalamata D.O.P. havde en god, kraftig smag med tydelige toner af peber. Sitia, Crete D.O.P. var til gengæld lige lovlig vag til min smag – jeg havde forventet mere power – men som en mere neutral og mild olivenolie er den udmærket. Den sidste flaske, Kritsa, mangler jeg som sagt at smage, men jeg nænner simpelthen ikke at have gang i mere end tre flasker olivenolie på én gang, for ellers når jeg ikke at bruge dem, mens de stadig smager af noget.

Oliventapenaden overraskede positivt. Tapenade er jo ret let at lave selv, bare man har en håndfuld gode oliven – jeg har for eksempel lavet denne tapenade på et tidspunkt – men denne her havde en dejlig grov struktur og med tydelig olivensmag. Jeg brugte den til at blande med lidt creme fraiche 18%, da vi for nylig var i sommerhus – der hvor vi også holdt portvinsmiddag - og det var en perfekt creme at putte oven på de finske rugskorper, som jeg havde medbragt. I det hele taget er tapenade rigtig godt at bruge til dipper og dressinger, og den fra Gaea er ganske glimrende, hvis du ikke har lyst til selv at lave tapenade.

… og ellers har jeg pt. mest brugt olierne til salater – enten alene eller i dressinger – men jeg har nu også planer om at lave et par ting mere af dem, når jeg får lidt mere tid. Selvom Sitia ikke er så kraftig, så er der et par ting, jeg overvejer at lave, hvor en mild olivenolie vil passe fint ind. Mere om dette i nærmeste fremtid.

Lakridssmagning og lakridsfestival

I dag var jeg via Mad + Medier til lakridssmagning i forbindelse med Lakridsfestivalen i København. Vi fik udleveret et smagsskema og skulle derefter smage os igennem 7 søde og 7 salte lakridser. En ganske interessant opgave, som fik mig til at reflektere over lakridsspisningen på en anden måde end normalt, hvilket bestemt var en øjenåbner på flere områder. Hvad er det lige, der gør en lakrids god? Konsistens, duft, smag, ‘kant’? I morgen afholdes der endnu en smagning, og søndag eftermiddag offentliggøres vinderen af de to smagninger.

Update tirsdag aften: ikke så overraskende vandt Johan Bülow begge smagstests – læs mere på lakridsfestival.dk

Efter smagningen blev vi sluppet løs på selve lakridsfestivalen. Her var der rig mulighed for at smage skønne varianter af lakrids – både i ren udgave eller kombineret med for eksempel chokolade. Jeg fulgtes med Klidmoster og HomeMadeHeaven, og vi fik talt med en del leverandører, som i de fleste tilfælde var gode til at fortælle om råvarer, produktionsmetoder m.m. Der var en helt anden ro over arrangementet i forhold til Chokoladefestivalen 2011, hvor der var alt, alt for mange mennesker. Til lakridsfestivalen var det hele tiden muligt at komme til ved standene og det var let at få standholderne i tale.

Der var ikke så mange stande, og et par af dem havde sandt at sige ikke noget med lakrids at gøre, men til gengæld var niveauet højt, og flere producenter vil jeg helt sikkert holde øje med i fremtiden. Det gælder for eksempel A Xoco, som efterhånden har imponeret mig flere gange. Deres chokolader med lakridskaramel var stærkt vanedannende. Aalborg Chokolade havde også en række lækre, indbydende sager, hvor jeg var ret betaget af deres chokolade-lakridskombinationer, ligesom deres citronmandler (selvfølgelig!) også var guf! Sidst men ikke mindst er der Lakritsfabriken, som jeg har været på udkig efter. Nu har jeg fået fingre i deres produkter, og jeg fik at vide, at de er i gang med at udvikle en ekstra salt udgave til det danske marked. Det ser jeg frem til!

Herunder kan du se, hvad jeg slæbte med hjem – det er en skøn blanding af indkøb og indhold fra en goodiebag, jeg fik udleveret, da jeg forlod festivalen. Der er lakrids nok til mindst en uge! … ok nok også lidt længere tid. Hvis du vil se billeder fra udvalget på standene, kan du se den billedkavalkade, som jeg har lagt på min Facebookside.

San Giorgio

Tidligere på ugen testede jeg tilbudssiden Early Bird, som jeg skrev om sidste år. Kort fortalt er Early Bird en hjemmeside, hvor restauranter kan slå dagens ledige borde op, og hvor du som kunde kan spare en tredjedel af prisen. Restauranten slipper af med borde, der er blevet ledige i sidste øjeblik (hvis folk har annulleret deres bordreservation samme dag), og Early Bird-gæsterne kan skære lidt af prisen. Konceptet er derfor ganske sympatisk – begge parter får noget ud af det – og da jeg blev tilbudt af teste det af folkene bag Early Bird, takkede jeg ja.

Bestillingen er ganske let. Du går ind på hjemmesiden samme dag, du skal bruge et bord, og så kan du klikke dig ind på ledige restauranter eller antal gæster. Ud fra dette kommer en række tilbud frem, og så vælger du den restaurant, du har lyst til at spise hos. Udbuddet svinger en del – der er selvfølgelig lidt flere ledige borde på en hverdag end i weekenden – og prislejet varierer også en del. De fleste middage ligger på mellem 200 og 300 kr, men du kan også finde billigere tilbud. Den dag, jeg testede siden, var der også et bord hos Kokkeriet, som nok er den dyreste af restauranterne, der er med i konceptet. Når du har klikket på den middag, du ønsker at købe, og udfyldt de sædvanlige kunde- og betalingsoplysninger, får du en e-mail og en sms med bekræftelse på, at du har købt middagen. Især det sidste er utrolig praktisk, for så slipper du for at være i nærheden af en printer, men kan blot smsen til restauranten, når du ankommer.

Vi endte med at spise hos San Giorgio – en ældre italiensk restaurant, der ligger tæt på Nørreport station – faktisk blot en smørklat væk fra Brdr. Price-restauranten. Vores tilbud lød på et glas Prosecco samt en tre retters menu, og mens vi nød den hvide vin, sad vi og betragtede det hyggelige – nærmest dagligstue-agtige – interiør og sneen, der dalede ned udenfor.

Appetizeren var en lille tæt linsesuppe lavet på grønne linser, røget olivenolie (hvilket gav suppen et strejf af pancetta – mmm!) og bouillon og med ristede brødtern øverst. En simpel og ganske hyggelig vinterret og samtidig en så kompakt suppe, at den næsten kunne spises med gaffel!

Forretten var spaghetti vendt i en yderst lækker, sødmefuld tomatsauce med store muslinger i. Retten var så afstemt og mild, at hvis en muslinge-hader smagte retten med lukkede øjne, ville vedkommende elske den! Jo, det er lidt en påstand, men der er ingen tvivl om, at denne ret var utrolig godt sat sammen. Jeg havde valgt vinmenuen, og til denne ret fik jeg – meget passende – en meget blid og behagelig Sardus Pater Lugore Vermentino di Sardegna 2010. En hvidvin, der ikke kunne gøre nogen fortræd og dermed også et ok valg til den bløde, afrundede smag fra muslingeretten.

Til hovedret kunne vi vælge mellem en oksekødsret eller en fiskeret. Gemalen var meget hurtig til at vælge det første, og så følte jeg mig forpligtet til at tage fisken – vi kunne jo ikke bare spise det samme, for det ville være alt for kedeligt. Jeg var dog ret misundelig, da jeg smagte et stykke af oksekødet, for det var rigtig lækkert. Portionerne var dog ret store, så i sidste ende var jeg glad for, at jeg fik det lidt lettere fiskekød. Fisken var i dette tilfælde havbars – ikke en af mine yndlingsfisk, men den gik fint sammen med den dampede kål og cremen. Det var en forholdsvis bastant ret, og som sagt var portionen lidt for stor, så det blev lidt for meget til sidst. Jeg savnede en smule elegance og lidt mere friskhed og syre på tallerkenen. Til maden fik jeg endnu en hvidvin – Mandrolisai Rosso Superiore 2005 – en hvidvin, hvor der var skruet lidt mere op for smagen i forhold til den første hvidvin, men igen en meget afdæmpet vin, som var udmærket sammen med fisken.

Herefter var der heldigvis en pause, hvor vi kunne sidde og fordøje hovedmåltidet. Fra køkkenets side var der en fin fornemmelse af tiden, så efter et stykke tid kom desserten på bordet – en fin lille potpourri bestående af creme catalana, frisk ananas, en meget kompakt og tung chokoladecreme/mousse, en bæris (vi kan ikke blive enige om, hvorvidt det var solbær eller blåbær) samt en mini-tiramisu. Gemalen er ret begejstret for desserttallerkener, hvor du får mulighed for at smage på flere minidesserter, mens jeg er lidt mere til én dessert (med mindre vi taler om Death by Chocolate, du kan få hos Reef’n’Beef – det er en killerdessert!). Tiramisuen var forholdsvis våd og kaffepræget. Sidstnævnte passer mig fint, men den burde nu have været lidt mindre våd og lidt mere cremet. Isen var en tæt lille sag med masser af saft og kraft, mens chokoladedesserten var utrolig intens og nærmest var for voldsom, selvom den fyldte så lidt på tallerkenen. Den friske frugt var derfor ret nødvendig i den sammenhæng. Den bagte creme var udmærket – måske lidt for kornet i strukturen men med et fint, brændt låg. Til desserten fik jeg aftenens bedste vin – Tenuta Sant’Antonio Argille Bianche – en dessertvin, der virkelig ville frem i verden! Masser af smag, sødme og kraft – tror jeg gispede et øjeblik, da jeg smagte den, for den var i en helt anden liga end de to andre vine, jeg smagte den aften.

Det var en rigtig hyggelig oplevelse – høflig, venlig og behagelig betjening i rare og hjemlige omgivelser. Maden var overordnet vellykket – flere af portionerne var dog lidt for store, og hovedret og dessert kunne godt justeres lidt på et par punkter. Normalprisen for ovenstående oplevelse ligger på omkring 450 kr, og det synes jeg er lige i overkanten, når jeg sammenligner med, hvordan prisniveau og kvalitet generelt har udviklet sig hos de københavnske restauranter gennem de senere år. Skulle jeg vurdere ud fra normalprisen, ville oplevelsen ligge på mellem tre og fire stjerner, men med besparelsen ender restaurantoplevelsen på fire stjerner med en lille pil op.

Endelig tid til smoothies!

Vi har et luksusproblem. Vores fryser er proppet med bær og frugter, der blev plukket i sommers og i løbet af efteråret, men i modsætning til tidligere år har jeg ikke fået brugt særlig mange af dem. Det skyldes, at vi ofte har brugt dem til smoothies, men siden vores blender døde i sommers har jeg været lidt i vildrede mht. om jeg skulle købe en ny, eller om vi skulle investere i et powertool såsom en Bamix stavblender. Sådan et vidunder er jo ikke helt billig, så da min svigermor foreslog, at jeg kunne teste hendes, så slog jeg selvfølgelig til.

Jeg afprøvede den først til et par lette blende-opgaver, hvor den var udmærket uden dog at imponere, men så kom jeg til smoothiedelen, og her var der bonus. Hindbærsmoothien blev lavet i løbet af nul komma fem, og senere samme dag kom vi til den store smoothieprøve – store frosne jordbær! Det tog lidt længere tid end hindbærsmoothien, men Bamix’en var nu meget god til at tygge sig igennem de store frosne bær, og smoothien fik en skøn konsistens! Så nu bliver gemalen snart sendt på stavblenderindkøb, så vi kan drikke os igennem resten af fryseren!

Hindbærsmoothie
2 store glas

1 stor banan
150 g frosne hindbær
2½ dl æblejuice
1 tsk vaniljesukker

Blend alle ingredienser og hæld på glas. Stik et sugerør i og pynt evt. med lidt sølvkugler.

Jordbærsmoothie
2 store glas

1 stor banan
200 g frosne jordbær
2 spsk kokosmel
2½ dl æblejuice

Blend alle ingredienser og hæld på glas. Stik et sugerør i og pynt gerne med lidt kokosmel.

Vindruesmoothie
2 store glas

1 frossen banan
200 g grønne vindruer
2½ dl æblejuice
lidt frisk mynte

Blend alle ingredienser og hæld på glas. Drik med sugerør.

Urehvedeboller med hørfrø og andre morgensager

amerikanske pandekagerInden vi skulle til Madbloggersymposium i lørdags, skulle vi have en omgang morgenmad, og jeg benyttede lejligheden til både at afprøve noget pandekagemix, som jeg havde købt i anledningen af månedens benspænd, samt bage med det skønne stenmalede urehvedemel, som Hanne og Klidmoster havde været så søde at medbringe som værtindegave. Jeg fik også to gode tærtefade med løse bunde i, som jeg glæder mig rigtig meget til at afprøve, for sådan et par størrelser har jeg længe drømt om at eje!

Jeg fik lavet nogle urehvedeboller, hvor der var bergamottemarmelade, smør og mild ost til, og så var der ellers frugtsalat, yoghurt naturel og pandekager med sirup. Pandekagemixet var let at bruge – tilsæt kun vand og steg dem så på en pande – og de smagte fint, når der var kommet sirup på. Uden den var de ret neutrale i smagen. Det var et ok eksperiment, men jeg tror bare fremover, at jeg holder mig til min favorit.
urehvedeboller, boller, gær, yoghurt naturel, citroner, havregryn, hørfrø, urehvedemelUrehvedeboller med hørfrø
12-14 stk.

50 g gær
4 dl lunkent vand
2 dl yoghurt naturel
friskrevet skal fra en citron
1 tsk salt
1 tsk rørsukker
2 dl havregryn
½ dl hørfrø
urehvedemel for resten

Opløs gæren i en blanding af vand og yoghurt. Tilsæt citronskal, salt og rørsukker, inden du blander havregryn og hørfrø i. Ælt urehvedemel i, indtil du har en god og smidig dej, som du lader hæve under et viskestykke, til det er dobbelt størrelse. Form boller af det og læg dem på en plade. Dæk dem med et viskestykke og lad dem hæve i tyve minutter, inden du bager dem ved 200 grader i 20-30 minutter.

Note: Hvedemelet var lækkert at arbejde med og hævede rigtig godt. Det glæder jeg mig helt sikkert til at lege videre med.
Frugtsalat

– blåbær
– nektariner
– bananer
– grønne vindruer
– lille smule honning

Skær frugterne i mindre stykker og bland dem sammen med blåbærrene og honningen.

Note: Frugtsalat til morgenmad er stærkt undervurderet!

Bad taste party – test af amerikanske sodavand

Jeg havde truet Hanne og Klidmoster med en bootcamp, nu de skulle besøge mig i weekenden, og efter at have holdt dem hen i spænding i et par dage, afslørede jeg så, at det drejede sig om at smagsteste amerikanske sodavand. Udover dem på billedet indgik også en Hawaiian Punch samt Mountain Dew – begge købt gennem den shoppen med amerikanske varer, for tilsyneladende er den Mountain Dew, du kan købe i 7-Eleven, helt anderledes end den originale.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de vilde forventninger, men resultatet var mere grelt, end jeg havde troet!

Cream - viste sig at være et nogenlunde hæderligt eksemplar, sådan smagsmæssigt. Den smagte af vanille, hvilket i sig selv er ret mærkeligt til en sodavand, men ellers var den ret tilforladelig. Den var dog temmelig sød og umulig at drikke særlig meget af, og det var en tydelig fællesnævner for dem alle.

Root Beer – smagte jeg sidste år. Den smager som flydende tyggegummi og er, som det nok lyder, meget speciel. Den kan ikke drikkes til mad, dertil er smagen for underlig, men iskold og i små mængder er den meget sjov. Og mærkelig.

Coca Cola Cherry - overraskede positivt. Jeg kan huske, at jeg fik en enkelt kirsebærcola, dengang i starten af 1990’erne, hvor de kort kom på mode, og det er noget af det værste klistrede sprøjt, jeg har smagt. Denne udgave var dog langt mere afdæmpet og faktisk drikkelig. Jeg ville dog aldrig vælge denne frem for en almindelig cola.

Dr. Pepper – den var der delte meninger om. Den lignede lidt fesen cola, når den blev hældt om, da den var lysebrun, og den smagte også noget udvandet – af mandler, hvilket var ret sært, men ikke udrikkeligt.

Ginger Beer – den sodavand, der var mest uenighed om. Jeg syntes, den smagte af toiletrens (altså – som jeg forestiller mig, at toiletrens smager!). Fy og føj! Bitter og meget syntetisk.

Hawaiian Punch – uden bobler, og reelt set var det nok en juice. Den havde en ret funky rød farve, men en meget sød og klistret smag. Kan måske bruge i drinks, men der ville jeg nok foretrække rigtig juice.

Mountain Dew - smagte ikke af særlig meget (og ganske rigtig anderledes i forhold til den, man kan købe her i landet), men føltes meget, meget sød. Underlig fornemmelse i munden bagefter.

Der blev grinet, gispet og skåret grimasser under smagningen. Det overraskede mig hvor stygge, de fleste sodavand var, men når man så læste varedeklarationen, blev det først for alvor bekymrende. Flere af dem indeholdt høj-fructose majssirup, hvilket ikke ligefrem er særlig sundt. I løbet af et par timer drak jeg sammenlagt 2-21 dl, og det kunne jeg mærke på min puls flere timer efter – ret skræmmende!

Jordbær-jordnøddesalat og quorn

jordbær-jordnøddesalat, jordbær, salat, jordbærsalat, peanuts, jordnødder, koriander, hindbæreddikeI går stod den på sjov og spas i køkkenet. Jeg ville lave noget frokost ud af et Quornprodukt, jeg havde modtaget dagen før. Nu elsker jeg jo at prøve nye ting, så da jeg fik tilbuddet om at prøve nogle Quornprodukter, så slog jeg til.
Quorn består af svampeprotein og er en slags kød for vegetarer. Produktet efterligner kyllingekød og duftede da også lidt kyllingeagtigt, da det kom på panden. Det er et produkt, som har et lavt fedtindhold, få kalorier og ingen kolesterol – kort sagt næsten for godt til at være sandt! Jeg læste lidt om det for et år siden i forbindelse med en vegetarblog, jeg fulgte, og jeg syntes, det lød ret interessant. Nu kan jeg vældig godt lide kød, så det er ikke fordi, jeg som sådan leder efter et alternativ, men det er jo godt at vide lidt om, hvad man kan købe af spændende ting og sager.

Quornfileterne blev smurt med lidt sød bornholmsk sennep og stegt på en pande. De blev serveret sammen med noget lækkert pasta (hjembragt fra Italien) samt en jordbær-jordnøddesalat.

Jordbær-jordnøddesalat
2 personer

250 g jordbær
1 dl saltede jordnødder
5 g frisk koriander, hakket
1 spsk hindbæreddike
lidt salt og peber

Jordbærrene renses og skæres i halve (eller kvarte, hvis de er meget store). De blandes med de øvrige ingredienser.

Note: Jeg var fint tilfreds med salaten, men det var ikke lige noget for gemalen. Quornfileterne var meget milde og svage i smagen. Strukturen mindede en del om kylling, så det føltes som at skære i kød, men det var ikke så trævlet, som kyllingekød plejer at være. Det skal helt sikkert krydres mere en anden gang for at tilfredsstille min trang til kapaaw i smagen, men indtil videre er jeg positivt stemt over for produktet.