Glühwein og norske smultringe

Decembers benspænd skal selvfølgelig også byde på juleindslag fra Tyskland, og i dette tilfælde blev det til et glas glühwein, som jeg lavede for nylig. Jeg har prøvet glühwein, da vi var på julemarked i Berlin for et par år siden, og jeg må indrømme, at det ikke helt kommer på højde den gløgg, vi nyder her i Danmark, men ikke desto mindre skulle det prøves igen. Jeg fandt en opskrift hos Alletiders Kogebog, som jeg fiflede lidt videre med.

Norge har jeg allerede været inde på, da jeg lavede medisterkaker tidligere på måneden, men jeg havde også en opskrift på norske smultringe, hvilket i bund og grund er nordmændenes svar på klejner. Jeg har både set smultringe, der blev formet som ringe (som denne udgave, jeg viser her) og vredet på samme måde som de danske klejner. Opskriften har jeg fra et 3-4 år gammelt dameblad, hvor jeg har udskiftet hjortetaksalt med bagepulver. Smultringe smager ikke af så meget, så jeg vil anbefale dig at tilsætte lidt revet citronskal og putte lidt mere kardemomme i dejen.

Norske smultringe

225 g hvedemel
½ tsk kardemomme (det må du gerne fordoble)
2 tsk bagepulver
50 g smør
3 spsk rørsukker
1 æg
1 dl kærnemælk
1 pakke palmin

pynt: flormelis og vaniljesukker

Hvedemel, kardemomme, sukker og bagepulver røres sammen. Smørret smuldres grundigt i melblandingen, og æg og kærnemælk røres i. Ælt det til en smidig dej og tril den til tynde pølser, som du former ringe af. Kog dem gyldne i varm palmin og drys dem derefter med en blanding af vaniljesukker og flormelis.

Note: Smultringene smager som sagt ikke af så meget, men når de først har fået et drys vaniljesukker+flormelis, så bliver de ganske gode. Tror bestemt jeg skal lave sådan en portion igen til næste år.

Glühwein
1 person

2½ dl rødvin
tredjedelen af skallen fra en øko-citron
tredjedelen af skallen fra en øko-appelsin
1 kanelstang
4 nelliker (halvér gerne dette)
lidt reven muskatnød
1½ tsk honning
et skvæt portvin

Put alle ingredienser i en gryde og varm det op – det må IKKE koge. Hæld det i et glas og drik det varmt.

Note: Det smagte udmærket, men jeg syntes, at nellikerne var for tydelige, så der vil jeg foreslå, at du kun bruger to.

Smukke chokoladesmåkager med kandiserede bær


For nylig havde jeg atter brug for en portion bestikkelses-småkager, og jeg valgte at gribe fat i ‘The Golden Book of Chocolate’, som er den smukkeste og mest chokoladesult-fremkaldende kogebog, jeg har. Det er food porn på højeste niveau! Jeg var i mit pjankede hjørne og kunne ikke stå for en opskrift, hvor der indgår cocktailbær. Jeg ved det – det er lidt et fy-produkt, som mange har et ret anstrengt forhold til, men da vi var i Barcelona i foråret, faldt jeg over et glas, som var så funky, at de skulle med hjem.

Jeg brugte lidt mere chokolade, end der stod i opskriften, og vanen tro brugte jeg lyst rørsukker i stedet for almindeligt hvidt sukker.

Chokoladesmåkager med kandiserede bær
ca. 14 stk.

125 g hvedemel
½ tsk bagepulver
et knips salt
125 g smeltet smør
50 g lyst rørsukker
½ tsk vaniljeekstrakt
50 g hakkede cocktailbær
80 g hakket mørk chokolade

Rør hvedemel, bagepulver og salt sammen. Pisk smør, sukker og vaniljeekstrakt med en elpisker, indtil massen er let og luftig. Rør de tørre ingredienser i massen og vend cocktailbær og chokolade i dejen. Sæt dejklatter på størrelse med en teskefuld på en bageplade beklædt med bagepapir, og sæt pladen i en forvarmet ovn ved 190 grader. Bag småkagerne i ca. 15 minutter og lad dem afkøle på en rist.

Note: De smagte ganske fortrinligt, men de var også forholdsvis porøse, så en anden gang vil jeg tilføje lidt mere mel. Men ellers en fin måde at udnytte cocktailbær – når det nu skal være ;-)

Chokoladesmåkage med valnødder

Jeg er ikke specielt vild med småkager, og ind imellem kan det godt ærgre mig lidt, da det er utrolig let og hyggeligt at bage dem. Derfor ynder jeg at bruge småkager som bestikkelse (!), og det skulle jeg bruge i weekenden, hvor jeg bagte denne portion.

Den originale opskrift stammer fra en kogebog med den fængende titel ‘Chokolade’. Jeg udskiftede en smule af melet med grahamsmel, erstattede vaniljesukker med vaniljeekstrat, brugte mindre chokolade i selve dejen men hakkede til gengæld noget ekstra og dryssede det oven på småkagerne, da de var bagt. Og så brugte jeg rigtig chokolade og ikke chokoladeknapper, som bogen foreslog. Maizenamel udelod jeg helt.


Chokoladesmåkager med valnødder

en bradepande

Mørdej:
200 g hvedemel
50 g grahamsmel
125 g koldt smør i tern
2 spsk rørsukker
1 æg
en knivspids salt

Fyld:
80 g hakket mørk chokolade
3 æg
150 g smeltet smør
150 g rørsukker
1 spsk vaniljeekstrat
100 g hakkede valnødder
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver

50-80 g hakket mørk chokolade til pynt

Ælt alle ingredienser til mørdejen sammen, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en halv time. Rul den derefter ud og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir. Prik dejen et par steder med en gaffel og bag dejen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Smelt imens chokoladen i et vandbad. Del æggene i hvider og blommer. Pisk smørret med sukker og vaniljeekstrat, og rør derefter æggeblommer og den smeltede chokolade i. Tilsæt nødder. Pisk æggehviderne helt stive og bland mel og bagepulver i. Vend det derefter i chokolademassen sammen med de stiftpiskede hvider.

Fordel massen på den forbagte bund og bag kagen færdig ved 200 grader i ca. 25 minutter. Drys den hakkede chokolade på kagen, når den er taget ud af ovnen, og skær kagen ud til firkanter, mens den stadig er varm.

Note: Jeg brugte en mørk chokolade, der var forholdsvis kraftig i smagen. Kombineret med valnødder giver det en småkage, som mætter godt smagsmæssigt, så det er ikke en kage, du nødvendigvis spiser mange af på én gang (hvilket jeg synes er en fordel :-) ).

Tomatsmåkager med chokolade

Der har været lidt stille mht. de virkelig sjove eksperimenter de sidste par uger, men nu vender de tilbage! Månedens benspænd lægger jo ikke ligefrem op til kage- og desserteksperimenter, men det holder ikke mig tilbage. Derfor skulle jeg selvfølgelig putte tomat i en portion småkager den anden dag! Tomat og chokolade går som bekendt fint sammen – der er for eksempel mange, der gerne putter lidt chokolade i, når de tilberede chili con carne – så hvorfor ikke kombinere det i en småkage?

Hvis der sidder et par småkage-fanatikere derude og synes, at det er en anelse blasfemisk, så må jeg undskylde mig med, at jeg ikke plejer at være særlig meget til småkager og primært bager dem, når jeg skal bestikke nogen eller vil forkæle gæster. Disse her blev dog så spændende, at jeg har spist langt flere af dem, end jeg ville gøre med traditionelle småkager.

Tomatsmåkager med chokolade
ca. 32 stk.

1 tsk bagepulver
lidt salt
200 g blødt smør
150 g lyst rørsukker
1 dl mørk sirup
100 g bruschetta med tomater og oliven (en slags pasta/pesto på glas)
2 æg
2 spsk mørk kakaopulver
1 tsk flydende vaniljeekstrakt
200 g grofthakket mørk chokolade
100 g grofthakkede hasselnødder
300-350 g hvedemel

Pisk smør, sukker, sirup og vaniljeekstrakt til en cremet masse. Pisk æggene og bruschettaen i. Rør herefter hvedemel, kakaopulver, bagepulver og salt i. Tilsæt til sidst chokolade og nødder. Form dejkugler på størrelse med bordtennisbolde og læg dem på en bageplade – der kan godt være 4×4 stk. Bag småkagerne ved 175 grader i ca. 17-20 min.

Note: Der er en ret tydelig smag af tomat og chokolade i disse småkager, og det var en ret funky kombination! Samtidig er småkagerne ret saftige (af samme grund holder de ikke så mange dage, så lav ikke flere, end du og evt. gæster kan spise på et par dage), og det fik dem til at virke mere som snacks end som deciderede kager. Hvis du laver denne udgave og synes, at tomatsmagen er for tydelig, så kan du evt. smøre lidt smeltet chokolade oven på småkagerne, så det dæmper tomaten. Hvis du er mere forsigtigt anlagt, kan du også starte med en portion, hvor mængden af tomat er halveret (dvs. til 50 g), og så kan du altid putte mere i en anden gang, du laver dem.

Kransekage med violsukker

Det bliver til et hurtigt indlæg fra mig, for jeg er på vej i seng efter en lang men god og hyggelig dag. Den startede (alt for) tidligt i morges, da Luna mente, at vi skulle op ved fem-tiden (argh), og da jeg havde forsøgt at slumre en times tid, opgav jeg og læste en halv time i en bog, inden hun dukkede op igen og ønskede opmærksomhed. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte stå op. Det viste sig dog at være held i uheld, for da jeg skulle pynte mini-kager, der skulle bruges til svigerforældrenes sølvbryllup, tog kagepyntningen noget længere tid, end jeg havde forventet, så det gik det meste af formiddagen med. Jeg viser her den ene af de tre, jeg lavede – de to andre følger forhåbentlig i morgen aften.

Jeg skelede til en opskrift på kransekagemasse, som jeg så i ‘Forelsket i det søde liv’, men justerede på mængderne og tilføjede lidt vaniljesukker – og så pyntede jeg dem med hvid chokolade og violsukker. Det sidste blev indkøbt på en tidligere rejse til Frankrig, og du kan naturligvis bruge andet pynt.

Jeg ved ikke, hvor mange stykker denne opskrift giver – andet end der var rigtig mange og sandsynligvis et sted mellem 70 og 100.

Kransekage med violsukker
rigtig mange!

700 g marcipan
5 æggehvider
200 g rørsukker
½ tsk vaniljesukker

Pynt:
smeltet hvid chokolade
violsukker

Rør æggehvider og sukker sammen og lad massen hvile en times tid – rør lidt i det ind imellem, så sukkeret bliver opløst. Rør derefter vaniljesukkeret i. Hæld lidt af det i en skål sammen med marcipanen og ælt æggemassen ind i marcipanen. Hæld mere væske i, ælt godt, og fortsæt sådan, indtil al æggemassen er æltet ind i marcipanen. Tag en sprøjtepose og sæt en stor tyl i – jeg brugte str. 15. Put marcipanmasse i sprøjteposen og tryk en lang række små stjerner ud på bageplader med bagepapir på. Bag dem ved 200 grader i 7-9 minutter – indtil de bliver gyldne.

Tag dem ud og afkøl dem. Dyp derefter spidsen af hver kransekage i smeltet hvid chokolade og derefter i violsukker. Put kransekagen i en lille muffinform og servér på et fad.

Note:Fine små mundfulde, som havde en god sødme og et fint strejf af vanilje og viol. Jeg har ikke før eksperimenteret så meget med kransekage, da jeg normalt ikke er så meget til kager med meget marcipan i, men disse små lækre bidder var nu ret tiltalende – og meget lette at lave.

Er det kage?
Ja, det vil jeg mene – men det er nu også tæt på konfekt.

Kransekagerne inden pyntning

Chili-chokoladesmåkager samt lakrids-småkager

I går besøgte vi rejsende onkel Mac og kæreste, da de ferierede i sommerhus. Med os bragte vi blandt andet lidt småkager, for jeg havde tiltusket mig muligheden for at eksperimentere lidt. Nu er småkager ikke blandt mine favoritter, når vi taler om søde sager, men de er jo hyggelige at bage, og så havde jeg fundet på at lege lidt med konceptet – jeg mener, småkager er jo oplagte til månedens benspænd!

For det første er det jo en kendt sag, at chokolade og chili går godt sammen, så jeg blev nødt til at forsøge mig med chili-chokoladesmåkager, hvor jeg sjussede mig frem til opskriften. For det andet fik jeg for nylig en opskrift på lakrids-småkager af en af mine venner, og den blev jeg nødt til også at afprøve. Her justerede jeg lidt på mængderne samt undlod nødder.

Chili-chokoladesmåkager
detkanjegikkehuske

110 g meget blødt smør
180 g brun farin
½ tsk natron
½ tsk salt
2 små æg
175 g hvedemel
150 g hakket mørk chokolade 70%
3 tsk sambal oelek

Rør smør, farin, natron, salt og æg grundigt sammen. Tilsæt hvedemelet og vend til sidst chokolade og sambal oelek i dejen. Sæt dejen i klatter på en bageplade med bagepapir på – ca. ni småkager på hver plade – og sørg for at glatte dejklatterne lidt ud. Bag dem ved 200 grader i 10-12 minutter og lad kagerne køle helt af, inden du spiser dem.

Note: Jeg eksperimenterede lidt, så ved første plade, jeg satte ind, dryssede jeg tørrede chiliflager på småkagerne og undlod sambal oelek i dejen. Ved anden plade undlod jeg chiliflagerne og brugte i stedet sambal oelek, og det gav en mere intens og spændende smag. I ovenstående har jeg derfor beskrevet, hvordan opskriften skal være, hvis du kun holder dig til at bruge sambal oelek. Småkagerne blev i øvrigt ganske gode – en fin chokoladesmag med lidt bid og styrke til sidst, som gav en godt modspil til den søde småkage.

Lakrids-småkager

ca. 18 stk.

180 g sød finsk lakrids
125 g smør
ca. 1 tsk salt
1½ dl rørsukker
2 små æg
3 dl hvedemel
1/2 tsk bagepulver

Skær lakridserne i mindre stykker – på størrelse med en lillefingernegl eller mindre endnu. Rør resten af ingredienserne sammen og vend til sidst lakridsstykkerne i. Tril dejen til 18 kugler og fordel dem på to bageplader. Tryk derefter kuglerne flade og bag hver pladefuld i 12-15 minutter ved 175 grader. Kagerne er færdige, når de er gyldne i kanten.

Lad dem køle helt af, inden du spiser dem.

Note: Ganske fine men en anelse milde til min smag – jeg tror, jeg vil lave dem med saltlakrids en anden gang, for den søde lakrids var en anelse for venlig. Men ellers en udmærket småkage.

Er det kage?
Ja, begge eksperimenter var kager – og endda mere interessante småkager, end jeg ellers er vant til.

Tre slags italienske småkager

Jeg kan godt være rimelig udspekuleret, når jeg selv skal sige det. Når jeg er i gang med månedens benspænd, kommer det ofte til at ‘gå ud over nogen’, og det gjorde det også tidligere på ugen, da vi skulle besøge et vennepar samt til svigerindens fødselsdag. Denne måneds madlavning er lidt ramt af, at vi har haft mange aftaler hos andre og knapt så mange hos os selv. På sin vis gør det ikke så meget, når vi taler om det italienske køkken, for her er mange af retterne så simple, at de snildt kan laves til to personer en hverdagsaften. Men men – på ét område er jeg bagefter, og det er på dessert- og kagefronten. Det er ekstremt sjældent, at jeg laver det, når det kun er til gemalen og jeg, så derfor var det bare om at få bagt, da vi skulle besøge andre.

Til venneparret bagte jeg anissmåkager samt citronsmåkager – begge efter at have læst om disse i ‘Mit italienske køkken’. Jeg måtte dog tilsætte mere mel – nedenstående er på den måde, jeg lavede dem. Desuden bagte jeg biscotti til svigerinden. Det er en kage, jeg har smagt i flere udgaver – desværre ofte i en ret hård og kedelig udgave – men efter at have bagt denne portion er jeg omvendt! Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra ‘Kager der smager’, men fordoblede mængden af vaniljesukker og bagepulver, udelod appelsinskal og øgede mængden af amaretto.

Anissmåkager

ca. 18 stk

220 g hvedemel
½ dl rødvin
1 tsk anisfrø
25 g sukker
100 g smeltet smør
1 æg

Bland mel, anisfrø og sukker i en skål. Lav en fordybning og hæld rødvin og smeltet smør i den. Pisk ægget sammen i en anden skål og hæld også det i fordybningen. Rør rundt, indtil dejen har samlet sig. Del dejen i 18 stykker, rul hver del til en smal pølse og saml hver pølse til en ring. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i 6-7 minutter ved 225 grader i en forvarmet ovn.

Note: Det er en fin og anderledes småkage – ikke så sød som man ellers er vant til fra småkager, men med skønne toner af anis og rødvin – ret interessant! Mon ikke den kunne være spændende at bruge som velkomstsnack? Skal det være helt rigtigt, skal du bruge ugæret druesaft i opskriften, men det er også muligt at bruge rødvin, som jeg har gjort. Italienerne spiser dem ved høsttid, hvor de dypper kagerne i rødvin, inden de spises. Jeg kan godt lide, at de på den måde inddrager vinhøsten i maden.

Citronsmåkager

ca. 30 stk

150-170 g durummel
2 spsk hvedemel
50 g flormelis
1 spsk fintrevet skal fra øko-citron
125 g smeltet smør
1 spsk citronsaft

Bland durummel, hvedemel, flormelis og citronskal. Tilsæt smør og citronsaft og rør godt rundt, så dejen samles. Tril dejen til kugler på størrelse med hasselnødder og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv hver kugle et par tryk med tommelfingeren, så de bliver flade. Bag dem ved 200 grader i 7-8 minutter og lad dem afkøle, inden du fjerner dem fra bagepladen.

Note: Smagen af citron var ganske fin, men konsistensen var ikke helt, som jeg håbede. Jeg foretrækker en mere sprød småkage, og der kunne denne udgave ikke slå de citronsmåkager, som jeg eksperimenterede med for lidt over et år siden.

Biscotti med amaretto

ca. 30 stk

100 g mandler
250 g hvedemel
250 g rørsukker
½ tsk bagepulver
½ tsk vaniljesukker
lidt salt
2 æg
2 tsk amaretto

Rist mandlerne på en tør pande ved høj varme – de skal kun have lidt farve, så hold godt øje med dem. Når de er klar, hælder du dem over på en tallerken og lader dem køle af. Bland mel, sukker, bagepulver, vaniljesukker samt salt i en skål. Pisk æggene i en anden skål, lav en fordybning i midten af melblandingen og hæld æggene ned i. Ælt dejen sammen, til den er blød og ensartet. Ælt derefter mandlerne godt ind i dejen, del den i tre dele og rul hver del til en lang pølse på et meldrysset bord, så hver dejpølse er på længde med en bageplade. Læg hver dejpølse på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i 15 minutter ved 190 grader i en forvarmet ovn.

Tag pladen ud af ovnen og skær dejpølserne i meget skrå skiver på ca. 1½-2 cm tykkelse. Læg skiverne tilbage på bagepladen, så de ligger med snitfladen opad, og bag dem i yderligere 8-10 minutter. Lad kagerne afkøle helt, inden du begynder at spise af dem. Skal opbevares i tætsluttende dåse.

Note: Jeg var ret vild med den ekstra mandel- og vaniljesmag, og det er helt sikkert en småkage, jeg vil bage igen på et tidspunkt. Nu er det jo lidt af en uskik at spise dem ‘rå’, da italienerne spiser dem ved at dyppe dem i en sød vin, så da vi gav en pose biscotti til svigerinden, fulgte der også en flaske med. Vi kunne desværre ikke skaffe en Vin Santo, som hører sig til, men vinhandleren havde et udmærket alternativ, og det smagte også fint sammen.