Det sidste spisested, jeg vil fortælle om fra vores New York-tur, er Junior’s. Jeg havde læst flere anbefalinger af deres cheesecakes, så da jeg opdagede, at de blandt andet har en restaurant i Brooklyn, hvor vi opholdt os en af dagene, skulle vi naturligvis besøge restauranten. Både gemalen og jeg er ret glade for cheesecakes, så det var en af de ting, vi på forhånd havde besluttet os for at prøve i USA.

Junior’s er det tætteste vi kom på fordommen på amerikansk mad på vores tur – store, kalorierige portioner, der selvfølgelig kunne suppleres med gratis sodavands-genopfyldning undervejs. Maden smagte fint, men mættede sindssygt meget!

Mens vi ventede på maden, fik vi det obligatoriske glas vand og derefter to skåle med syltede sager – en med blege rødbeder og en med syltet hvidkål, gulerødder og agurker.

Ideen er sådan set meget god og hyggelig – udførelsen var dog ikke. Det smagte lige lovlig fabriksfremstillet (hvilket det sikkert også var), og vi nippede kun lidt til det – vi skulle jo bevare appetitten til selve måltidet.

Der var mange fristende ting på menukortet, men inden jeg tog af sted, havde jeg lovet mig selv, at jeg skulle prøve en Reuben sandwich i New York, så det blev jeg nødt til at vælge. Nu havde jeg bevidst undgået at besøge Katz’s Delicatessen, da jeg synes, de putter vulgært meget kød i sandwichene, og dem, jeg fik på Junior’s var også lige på grænsen. Der var virkelig gods i dem, men de smagte godt – på den der lidt fedtede diner-måde.

Gemalen og jeg delte en portion sweet potato fries til – igen en af de ting, der stod på listen over mad, jeg skulle smage i New York, for det havde Maden i mit liv anbefalet på et tidspunkt. De var dog en anelse for søde til min smag, men det skyldtes måske, at jeg i forvejen skulle kæmpe mig igennem en stor Reuben sandwich, så der var ikke plads til så mange fritter undervejs.

Jeg drak sodavand til, mens gemalen kastede sig over en vanilje-milkshake, hvilket jeg var lidt misundelig over. Jeg havde dog – allerede inden vi fik maden – en mistanke om, at portionerne var store, så jeg ville ikke ‘spilde’ appetit på en heftig milkshake, og så synes jeg heller ikke, at milkshakes passer synderlig godt som tilbehør til sandwiches. Men jeg fik lov til at smage milkshaken, og den var temmelig god!

Kommer jeg til New York en anden gang, så skal jeg helt klart have milkshake(s).

Som I nok allerede har regnet ud, så var vi helt og aldeles mætte, da vi havde spist sandwiches, så der var ikke plads til cheesecake. Heldigvis har stedet også take-away, så på vej ud gik vi forbi cheesecake-hjørnet og købte et stykke med. Vi ville egentlig gerne have købt to stykker, men de er ret store, så vi nøjedes med ét stykke cheesecake.

Sådan en frokost ligger tungt i maven, så vi gik en lang tur i Brooklyns botaniske have. Indrømmet – det er ikke den bedste årstid at gå i botanisk have på, da udendørsarealerne var noget tamme, men det første træ i kirsebærlunden var allerede sprunget ud, og selvfølgelig havde et par japanere straks indfundet sig. Japanere og kirsebærtræer har et særligt forhold til hinanden…

Tjek i øvrigt den botaniske haves kort over, hvornår de enkelte kirsebærtræer blomstrer – ret nørdet!

Efter den lang gåtur i den botaniske have, hvor vi også besøgte drivhuse med frodige planter og kaktusser samt en sjov udstilling med bonsai-træer, var det tid til cheesecake!

Stort stykke ikke sandt? Der var rigeligt til to personer! Ikke så sært, at vi ikke spiste særlig meget til aften den dag.

Vi havde valgt et stykke Red Velvet cheesecake, hvor vanilje-flødeostecremen var cremet og fyldig. En glimrende kage, hvor flødeostelaget dog godt måtte have været lidt mindre – det var lige lovlig voldsomt og ikke så elegant. Ikke desto mindre smagte det ganske glimrende – især når man sad på en bænk i forårsvejret!

Print opskrift

Som jeg også nævnte i anmeldelsen af Boulud Sud, så kan du ofte finde ret gode frokosttilbud på de fine/dyre restauranter i udlandet, og derfor er det værd at gå efter, hvis du vil have en god middag til en meget fornuftig pris.

Nu har vi desværre ikke trestjernede Michelinrestauranter herhjemme, men i New York har de flere, og en af dem – Jean-Georges – har tilmed et fantastisk frokosttilbud, hvor du får to retter for 38$ og kan tilkøbe ekstra retter for 19$. Det kunne vi ikke stå for.

Den smukke, elegante restaurant kræver (selvfølgelig) også noget af gæsterne, så vær opmærksom på, at der er dresscode om aftenen. Til frokost kan du slippe af sted med pænt tøj (så længe det ikke inkluderer sneakers!).

Mens vi ventede på første ret, fik vi denne lille fikse anretning – en lækker, lun ærtesuppe serveret sammen med en forholdsvis kompakt ærtemousse og et stykke ‘sushi’ med syltet rabarber. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det smukke orange strejf på tallerkenen var, men alene præsentationen var meget indbydende og nærmest et lille kunstværk.

Til forret fik jeg Peekotye Crab Dumplings with Celeriac-Meyer Lemon Tea, som viste sig at være en elegant, forholdsvis sødmefuld og alligevel frisk anretning. Citronsuppen var mild og balanceret og gik overraskende godt sammen med disse krabbe-dumplings, som (selvfølgelig) var tilberedt lige efter bogen. En ret der matchede forårsvejret perfekt.

Jeg nød et glas hvidvin til retten men fik desværre ikke skrevet navnet ned. Det var dog en behagelig overraskelse, at en del vine kunne købes per glas, og at dette ikke var dyrere end på andre restauranter.

Det var svært at vælge blandt de mange spændende retter på kortet, men til hovedret valgte jeg Crispy Confit of Suckling Pig with Rutabaga Pudding and Smoked Bacon Marmalade – også selvom det kostede 10$ ekstra. Det valg kom jeg ikke til at fortryde, for den gris kunne jeg nærmest spise med et sugerør – så mør og saftig var kødstykket! Den røgede baconmarmelade (alene ordet er jo til at blive glad af!) gav et fint modspil til kødet og gav retten mere dybde. Lækker, lækker ret!

På dette tidspunkt havde jeg drukket hvidvinen, og da jeg havde bemærket, at stedet laver deres egne sodavand (!), så blev jeg selvfølgelig nødt til at prøve dette. Jeg valgte en citron-ingefær-sodavand, selvom jeg var lidt bekymret for, om ingefæren ville blive alt for dominerende. Det behøvede jeg dog ikke – smagene var perfekt afstemt, og sodavanden passede i øvrigt glimrende til svinekødet, da ingefæren var med til at holde rettens sødme og fedme lidt i skak.

Som du måske har bemærket, så var portionerne hos Jean-Georges ikke ligefrem i den minimalistiske, ‘nipsede’ stil som man ofte støder på hos de dyre restauranter i Europa, og derfor kunne du faktisk blive mæt af to retter. Vi kunne dog ikke gå på trestjernet restaurant uden at prøve deres desserter, så vi bad om dessertkortet, og her var der fire forskellige ‘temadesserter’ – en med chokolade, en med citrus, en med karamel og en med rabarber. Jeg må indrømme, at sidstnævnte var meget fristende, for der var lige lovlig meget mandarin i citrusdesserten, men jeg endte nu med at tage den alligevel.

Citrusdesserten bestod af Fresh and Candied Citrus Salad, Riesling Gelee and Buddha Hand Snow, Ginger Cake, Mandarin Gel, Olive Oil and Mandarin Powder. Kagen var jeg ikke så begejstret for, mens citrussalaten, der var kombineret med Riesling-gelé og Buddha Hand Snow (som jeg ikke ved, hvad er) var meget lækker – frisk, sød og nuanceret på samme tid.

Som sagt er prisen utrolig rimelig for sådan et sted, og det er en fremragende mulighed for at opleve en trestjernet restaurant til næsten ingen penge. Maden var noget nær perfekt, servicen lige så, og i det hele taget var det en spændende og anderledes oplevelse.

Tre Michelinstjerner sætter naturligvis meget høje krav til restauranten, og det er derfor de små skos tid, når jeg skal bedømme restaurantoplevelsen. Der var et par svipsere; kuvertbrødet var ret kedeligt, og i betragtning af hvor ofte, jeg får godt godt kuvertbrød på danske restauranter, så overraskede det mig. Tjenerne fik på et tidspunkt også byttet rundt på de retter, vi skulle have (en lille detalje for os, men bestemt noget der ikke må ske på sådan en restaurant, og så var jeg som sagt ikke så vild med ingefærkagen i desserten, men det hører mest til egne præferencer og trækker ikke ned. Jeg ender på 5½ stjerner – og en anbefaling af restauranten, der ligger lige ved Central Park, som du meget passende kan gå en tur i bagefter.

Print opskrift

Lad os lige vende tilbage til New York-turen igen, for jeg bliver nødt til at fortælle om denne sjove og ret anderledes bar, vi var på. Det var ikke blot en dessertbar – det var en asiatisk dessertbar, så desserterne havde lige fået et twist eller to!

SPOT Dessert Bar ligger to steder i byen og serverer kager i alskens afskygninger. Der er en del at vælge imellem, men gemalen og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle have dessert tapas. I denne kategori var en lang række af stedets mere specielle og spændende kager, og her valgte vi at bestille fire, som vi delte (nej, der blev ikke plads til aftensmad den dag!).

Mens vi ventede på den første dessert, fik vi serveret drikkevarerne. Jeg havde straks spottet (pun intended), at dessertbaren blandt andet havde bubble tea på menukortet, og det blev jeg simpelthen nødt til at prøve! Det kom til Danmark sidste år, men det er først nu, jeg har prøvet det – og ja, det var pænt mærkeligt Jeg valgte en kold udgave, og det var lidt ligesom at drikke halvsød te med mælk i. Spøjst men ikke væmmeligt. I bunden af glasset var der så en masse ‘bubbles’, som er lavet af tapioka og mest af alt minder om små kugler vingummi.

Altså… det var først og fremmest sjovt for et legebarn som mig, men den store smagsmæssige oplevelse var det nu ikke. Jeg vil dog ikke afvise, at jeg kunne finde på at indtage det igen, for det var nu ret anderledes.

Tilbage til desserterne. Første dessert var denne ‘Yuzu Eskimo’, der bestod af en frossen japansk citrus-cremebar, chokoladeperler og friske jordbær. Nu er jeg jo pjattet med citrus, så denne kombination havde fra start fået et ekstra point fra min side, men jeg var lidt overrasket over, hvor frisk og interessant den samtidig var – slet ikke så flødefed som europæiske isdesserter ofte kan være. Mmm!

Næste dessert var den, jeg faldt for på SPOTs hjemmeside, da jeg undersøgte deres hjemmeside inden afrejsen til New York. Desserten hedder “Chocolate Green Tea Lava Cake” og består af en varm chokoladekage med flydende chokoladesauce indeni, grøn te ganache og en kugle grøn te-is.

Denne utrolig smukke dessert er jo ikke til at stå for, og selvom jeg normalt hader grøn te i desserter, så blev jeg nødt til at overgive mig her. Det viste sig at være et klogt valg, for selvom vi sagtens kunne smage den grønne te, så var den slet ikke så dominerende. Tværtimod var den med til at tage lidt af chokoladens fedme og gav lige desserten lidt ekstra kant. Meget betagende.

Tredje dessert i rækken var også lun – det var nemlig denne “Sweet Potato Cake”, som bestod af en varm og luftig sweet potato-kage, en krydret creme, stegte æblebåde, creme fraiche samt mandelflager. En dejlig og rar dessert – sådan efterårsagtig og hyggelig på samme tid uden på nogen måde at hviiiine af sukker. Det er nok den mest almindelige af de desserter, vi smagte, men det gjorde ikke noget, for den var vellavet og lækker.

Sidste dessert i rækken blev denne kække anretning, “Smoked Coconut Cheesecake”, som bestod af en kokos-cheesecake, der var røget (ha, perfekt til månedens benspænd!) med aromatiske thai-duftlys og serveret sammen med kokosis med basilikumfrø og syltede frugter. Jeg er lidt usikker på, hvad de kompakte ‘geléfirkanter’ var. Det var en ret anderledes og kæk fortolkning af cheesecake, men ikke desto mindre en rimelig vellykket en. Man skulle lige vænne sig til den letrøgede smag, men det var bestemt ikke en dum idé.

Stedet et hyggeligt, og betjeningen hurtig og høflig. Der var mange glade asiatiske teenagere på baren, da vi besøgte stedet, hvilket gav en god stemning, og desserterne var som sagt spændende, innovative og velsmagende. Helt sikkert et sted, jeg vil anbefale, hvis du har mod på at opleve noget nyt og ikke har superkonservative smagsløg.

Print opskrift

Nu er USA heldigvis andet og mere end fastfood – for eksempel har New York en del interessante vegetar- og veganerrestauranter (se blot vinderen af burgerbattlen). Da jeg undersøgte, hvor vi skulle spise på vores tur, tjekkede jeg blandt andet anmeldelser på Tripadvisor, og her var Candle 79 blandt de mest roste restauranter. Candle 79 er en økologisk, vegetarisk restaurant, hvor en del af retterne tilmed også er veganske, og efter et kig på menukortet besluttede vi os for at reservere bord der.

Selve restauranten er ret afslappet og hyggeligt indrettet – på ingen måde prætentiøst eller overstylet. Vi pjattede lidt med tjeneren, inden vi bestilte en drink, som vi kunne nippe til, inden vi fik forretterne serveret.

Drinksudvalget var ret interessant og varieret, så det var svært at vælge. Jeg endte med at tage en ‘Rhubarbarama’, som indeholdt hvid rom, hibiscus-likør, limesaft, ginger-agave, rabarberpuré og svensk tonic. Læg mærke til ærteskuddet, der er brugt som pynt – fin detalje efter min mening. Drinken var ok, men jeg savnede lidt sødme – den var meget lidt sød, og det var lidt synd, når nu det havde klædt rabarberen.

Gemalen og jeg valgte at dele forretter og hovedretter. Vi blev dog noget overraskede, da vi fik forretterne serveret, for portionerne var større, end vi havde forventet (jaja, jeg ved godt, at amerikanerne har ry for at servere ret store portioner, men det havde vi ikke oplevet indtil da). Den ene forret er ovenstående avokado-agurkesalat med ingefær, palmehjerter, svampe og jalapeno-dressing. En frisk og anderledes salat, hvor de forskellige elementer passede godt sammen. Salaten havde dog lidt svære vilkår, for den blev serveret samtidig med denne:

En guacamole timbale, der bestod af avokado, sorte bønner med chipotle, karamelliserede løg, tomater, agurk, salsa og ranchero sauce, der var toppet med nogle ret sjove plantain-chips (aka grønne madbananer), som dog slet ikke smagte på samme måde som almindelige bananer.

Denne ret var SÅ lækker! Hvis den ikke kan overbevise en hardcore kødæder om, at vegetarmad kan være rasende fantastisk, ja så ved jeg snart ikke… avokadocremen, de sorte bønner med den dybe, røgede smag samt de sprøde chips var så godt skruet sammen, at vi burde have bestilt dobbelt op af den – selvom portionen var stor, kunne jeg sagtens have spist mere af denne, for det var det rene guf!

Efter de ret store hovedretter blev vi ret lettede, da det viste sig, at hovedretterne havde en mere normal størrelse. Dem delte vi i øvrigt også. Den første ret var denne squash pappardelle med artiskokker, friske ærter, rød peber, broccoli, salat, cashewnødder, pinjekerner, basilikum og cashewnøddesauce. God, sprød og frisk salat, der struttede af vitaminer. Den kunne jeg godt finde på at hente noget inspiration fra på et tidspunkt.

Den anden hovedret var disse kæmpe-raviolier med spinat, som lå på en bund af ratatouille. Jeg mener, at fyldet var en form for nøddecreme, men jeg er ikke sikker. Under alle omstændigheder var det igen en ret, som faldt i vores smag. Pastaen var heldigvis ikke så tung, som den så ud, og ratatouillen havde en fin sødme, uden at det dog blev decideret sødt og vammelt.

Her burde vi egentlig have stoppet, men da vi aldrig har spist på så god en vegetar-restaurant før, så løb nysgerrigheden af med os, og vi bestilte en dessert hver. Jeg fik rabarberdessert med vaniljeis, creme og grenola til, og smagsmæssigt fejlede den ikke noget – der var bare alt for megen grenola til. Mætheden slog efterhånden også igennem, og jeg overlod resten af desserten til gemalen, da han var færdig med sin egen.

Candle 79 var en meget positiv overraskelse. Den hyggelige restaurant beviste i den grad, at man sagtens kan lave fantastiske, velsmagende og nuancerede retter uden nødvendigvis at bruge kød endsige animalske råvarer i det hele taget. Alle retter var velkomponerede og smagte skønt, og servicen var også i orden. Jeg har kraftigt overvejet at give stedet seks stjerner, men jeg må desværre indrømme, at så skal alt også være 110% i orden, og der var altså et par detaljer, der trækker ned. Først og fremmest desserten var grenolaen fyldte alt for meget, men til dels også drinken der godt kunne have brugt lidt sødme.

Stedet ender derfor med fem stjerner med en stor pil op. Det er et sted, som jeg håber, at jeg får mulighed for at besøge igen, for det er en restaurant, hvor man virkelig lan mærke, at de sætter råvarer og smagoplevelser højt.

Print opskrift

En af de mere pudsige madoplevelser på turen til New York var vores besøg på Momofuku Noodle Bar. Da jeg fandt ud af, at den seje amerikansk-asiatiske kok, David Chang, står bag restauranten, besluttede jeg mig straks for, at der måtte vi hen – også selvom det ikke er et sted, hvor man kan bestille bord i forvejen (og det plejer jeg at foretrække, så vi ikke går forgæves).

Der er ret megen hype omkring stedet, og da vi dukkede op lidt i otte på en hverdag, stod der ca. 10 personer og ventede på at få et bord i det lille lokale. Vi blev skrevet på ventelisten og ventede pænt på, at det blev vores tur. Det er ikke et sted, hvor du sidder og hygger i flere timer, så der var et godt flow i udskiftningen af gæster, og jeg tror ikke, at vi ventede meget mere end 15-20 minutter. Da vi gik omkring kl 21 stod der til gengæld 25-30 mennesker i kø, så vi kom åbenbart på det helt rigtige tidspunkt.

Vi var ikke så sultne, da vi havde spist en ret solidt måltid tidligere på dagen, så vi valgte at bestille én hovedret hver – samt ovenstående soyaæg (som det hed på menukortet). Jeg havde nok forventet noget mere interessant/udfordrende, for der var ikke megen soya over den servering. Det smagte mere som hårdkogt æg kombineret med ristede løg. Spøjst.

Vi valgte at dele de to hovedretter ligeligt. Den første ret var denne salat med grillet blæksprutte, avokado, kartofler og yuzu. En ret funky kombination jeg ikke kunne stå for, og den var da også ret alternativ men ikke desto mindre lækker, sprød og balanceret. Portionen var ikke så stor, men det måtte den godt have været, for den kunne jeg sagtens have spist mere af!

Den anden ret var en krydret miso ramen med røget kylling, bladbede, sesam, æg, nudler og salat. Den var jeg til gengæld ikke så vild med, men nu er jeg heller ikke vanvittig god til misosuppe i det hele taget. Det var dog først og fremmest den varme, slatne salat jeg ikke kunne forlige mig med – salat i suppe skal man efter min mening virkelig bruge med omtanke.

Det var ret sjovt at opleve en restaurant, der var så hektisk og nede på jorden på samme tid. Stedet tiltrak en hel del unge hipstere og folk, der vil være med på noderne (os selv inkl., haha!), og i det hele taget var klientellet ret ungt og afslappet.

Maden levede ikke helt op til mine forventninger, men det var sjovt at prøve et sted, der havde en markant anden stil end de andre restauranter, som vi spiste på under denne ferie. Vi ender på fire små stjerner her, hvor det stemningen og de lidt skæve påfund, der trækker op.

Print opskrift

Inden vi tog til New York, bookede jeg bord på en række restauranter, så vi var sikre på at få plads hos en række af de spisesteder, vi gerne ville prøve. Der er utrolig mange gode restauranter i New York, der tilbyder retter fra hele verden, og byen kan da også byde på rigtig mange Michelinstjernede restauranter. At en restaurant har en eller flere Michelinstjerner er ikke nødvendigvis en skudsikker garanti for, at maden så også er god – men næsten. Jeg har i hvert fald aldrig været skuffet de gange, jeg har spist på Michelinrestauranter.

Derfor brugte jeg også en liste over Michelinstjernede restauranter i New York, da jeg ledte efter inspiration til gode spisesteder, og her faldt jeg for den et-stjernede Aureole, hvis stil beskrives om : “… Progressive American cuisine”. Sådan noget kan jeg ikke stå for, så det skulle prøves!

Gemalen og jeg fortsatte stilen med at bestille drinks til at starte med, og jeg overraskede mig selv ved at bestille en med gin i! Jeg har ellers et lidt anstrengt forhold til gin, men denne her – med det spøjse navn A Word in Edgewise – bestod af gin, Maraschino-likør, grøn Chartreuse, agurk, limejuice og sirup, og det lød altså ret spændende.

Som ventet var drinken også dejlig frisk, men også noget mere afdæmpet end den, vi fik hos Boulud Sud. Meget passende da den første ret også var i den milde ende af skalaen.

Til forret valgte jeg denne indbydende pastaret, hvor pastaen var farvet sort med blæksprutteblæk på den ene side, hvilket gjorde retten meget smuk og udtryksfuld. Pastaen var vendt i Peekytoe krabbe, citronsaft, friske ærteskud og chiliflager. Og ja, det var lige så lækkert, som det lyder! Jeg var meget tilfreds med denne servering, som var perfekt afstemt og en fryd for både øjnene og ganen.

Det var svært at vælge imellem de mange spændende retter, men jeg kunne altså ikke komme udenom denne ret, da jeg så den – en supermør mørbrad fra Angus-kvæg, der blev serveret sammen med morkler, grønne asparges og røgede kartofler. Det er muligt, at serveringen ikke ser så stor ud, men den var lige tilpas – især fordi forretten også havde en pæn størrelse.

Kødet var så saftigt og mørt, at du kunne skære den over med en skarp bemærkning (eller ske, hvis det skulle være), og de røgede kartofler var ret kække som tilbehør. Måske er det noget, jeg bør lave i løbet af denne måned? Under alle omstændigheder en ret, der havde det hele – godt, velsmagende kød, sprøde grøntsager, lidt mættende tilbehør, der havde fået et twist, samt en glimrende sauce til at binde alle delene sammen med.

Jeg nød et glas rødvin til denne ret, men jeg fik desværre ikke noteret hvilken. Det var dog – selvfølgelig – en lidt tungere, amerikansk vin.

Jeg synes ikke helt, at billedet yder desserten retfærdighed, men jeg havde lidt problemer med at få indstillet kameraet korrekt i det smådunkle lokale. Desserten hører ellers til en af de smukkeste, jeg har fået, og jeg er virkelig glad for, at vi også valgte dessert denne dag – vi var ellers rimelig mætte efter de to første retter, men vi ikke dy os – heldigvis!

Min dessert bestod af hindbær-lychée-mousse, der blev serveret sammen med granatæble-gelé, yuzu og champagnesorbet. Så elegant og fint – og smagen levede fuldt op til den visuelle side. Den sprøde, røde sukkerskal knasede herligt, når jeg prikkede til den for at få fat i den fløjsbløde mousse, og igen forstod restauranten at få både sødme, syrlighed og sprødhed til at fungere med de bløde og friske elementer. Perfekt!

Aureole har flere gode tilbud – blandt andet en teatermenu, hvor du kan få en treretters menu til 55 $ og en treretters frokostmenu til 36 $ – men vi valgte at kaste os over a la carte-kortet denne gang, og jeg tror, at vi gav ca. 70-75 $ per person (dertil drikkevarer og drikkepenge).

Jeg havde regnet med at få god mad – det var jo en Michelinrestaurant – men jeg blev alligevel meget positiv overrasket over de smukke anretninger, gode detaljer og velafstemte smage. Det skal naturligvis belønnes, så jeg hiver de sjældne seks stjerner ud af ærmet til denne fantastiske restaurantoplevelse. Helt sikkert et sted, jeg gerne anbefaler.

Print opskrift

Vores første restaurantbesøg i New York blev hos Boulud Sud, som vi havde fået flere anbefalinger af. Restauranten ejes af Daniel Boulud, som nok er mest kendt for den trestjernede Michelin-restaurant Daniel.

Du kan spare en del penge, hvis du gerne vil spise på de dyrere restauranter i New York, men ikke nødvendigvis har lyst til at lægge 100-200 $ + drikke og drikkepenge. Mange restauranter har nemlig frokosttilbud til ganske favorable priser, og gemalen og jeg valgte derfor også restaurantens frokosttilbud, som var en treretters menu til 28 $, hvor du kunne vælge mellem tre til fem forskellige forretter, hovedretter samt desserter.

Mens vi ventede på maden, blev vi tilbudt lækkert, nybagt brød serveret sammen med olie. Der blev også sat et par glas vand foran os – uden beregning – og det synes jeg er meget sympatisk træk. Det var i øvrigt noget, vi oplevede på alle restauranter – lige fra diners til de dyre restauranter. Desværre var det postevand, og hvor jeg normalt er fortaler for dette herhjemme (hvorfor købe dyrt kildevand, når vi har glimrende postevand i hanerne?), så er postevand i New York ikke særlig attraktivt for danske ganer. Vandet her smager nemlig af klor! Så har du muligheden, bør du tage kildevand.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle prøve en række drinks, mens vi var i New York, for gode drinks er en af de ting, jeg forbinder storbyen med. Jeg valgte en Embajador, som bestod af Tequila Blanco, grapefrugt, Spiced Agave Aleppo og Sumac Rim. En meget smuk men også ret kraftig drink. Jeg skulle lige vænne mig til, at drinks generelt er lidt mere sprittede i New York, men ellers var det en ret spændende smagssammensætning.

Gemalen og jeg gør normalt meget ud af at vælge forskellige retter (og smage hinandens), men denne gang var vi meget enige i, hvad vi havde lyst til.

Første ret var denne ret med dampede muslinger med harissa, fennikel og olivenolie. En dejlig krydret ret med masser af smag, og hvor brødskiverne blev flittigt brugt, så den gode muslingesauce kunne suges op fra bunden af skålen. Absolut en af de bedste muslingeretter, jeg har fået – den smagte rigtig af sommer og varme!

Hovedretten var en anelse antiklimatisk oven på forretten, eftersom denne anderavioli var meget tung og vinteragtig. Den var dog også meget god og smagfuld – sådan en rigtig comfort food ret – men den virkede som sagt en anelse voldsom i forhold til forretten. Jeg savnede lidt frisk grønt til retten – der var da svampe i selve retten, men det ville have været rart med lidt sprødt grønt til den tunge, søde ret.

Da vi nåede til desserterne, var det for alvor tid til at dele! En af de ting, jeg har bemærket ved mange (af de dyrere) restauranter i udlandet er, at de er vant til at få nysgerrige og madglade foodies på besøg, og derfor spørger de blandt andet ofte, om der er retter, som man deler. Hvis der er, kommer de gerne med ekstra tallerkner og bestik, så man kan stille retten i midten af bordet og derefter dele den, som det passer én. Det samme skete, da vi nåede til desserterne, og det gik gemalen og jeg straks med på, selvom det egentlig ikke var planen fra start. Den øverste er den dessert, gemalen valgte – en lækker chokolade-lavakage med pistaciesauce og en frisk is (muligvis kokosnød? Jeg fik desværre ikke noteret det) ved siden af. Kagen var lige, som den skulle være, mens pistaciesaucen burde have fået et vred mere på smagsskalaen – den var lige lovlig anonym.

Den anden dessert var lidt mere utraditionel, da den bestod af appelsin-olivenoliekage (!) med ricottatopping, mandarin granité og kandiserede hasselnødder. Kagen var lige lovlig sandkageagtig (dog luftig og blød) til min smag, mens granitéen var frisk og dejlig.

Smagsmæssigt ligger oplevelsen et sted mellem fire og fem stjerner, men den lave pris er med til at hive den samlede vurdering op på fem stjerner. 28 $ for en treretters menu i denne kvalitet er et fund, og selvom du så skal smide 20% oveni pga. drikkepenge, så er det stadigvæk en ganske rimelig pris.

Print opskrift