Pizza med squash, gedeost og salte mandler

Sikke en skøn dag, vi er i gang med! Jeg har både noget at læse en del her til morgen, og vores gamle opvaskemaskine er blevet afhentet af et vennepar, der gerne ville købe den. Vi har været i haven – mest gemalen, der havde gang i riven – og jeg har fistret rundt og gjort rent og lagt ting på plads. Jeg tror, jeg vil kaste mig over et rum, vi ikke har gjort så meget ved, her i eftermiddag, hvor jeg også vil sy et par dage – blandt andet en påskedug, som jeg købte stof til i fredags.

Her til frokost fik vi et par utraditionelle pizzaer. Jeg har haft pizza-crawing de sidste dage, og da jeg havde set en anderledes form for fyld i et Boligliv på et tidspunkt, måtte jeg hellere prøve det af. Jeg lavede dobbeltportion af dejen og brugte halvdelen til vores frokost og den anden halvdel til to bunde, som jeg bagte få minutter og smed i fryseren. Så er de klar til en hurtigt frokost eller aftensmad en anden dag. Dejen skulle have været med hvedemel, men – oh ve oh skræk – vi var løbet tør, så jeg brugte durummel i stedet.

Pizzadej
4 minipizzaer

2½ dl lunt vand
50 g gær
3½ tsk salt
3½ spsk olivenolie
400-500 g durummel (men helst hvedemel eller en blanding)

Gæren opløses i vandet og de resterende ingredienser blandes i. Stil dejen til hævning et lunt sted i ca. en halv time. Del derefter dejen i fire kugler og rul dem ud. Put fyld på.

Fyldet:
1 squash
150 g gedeost
1 håndfuld saltede, røgede mandler
lidt olivenolie
1 tsk oregano
salt

Sæt en bageplade i ovnen og sæt den på 225 grader. Smør bundene med lidt olivenolie og læg dem på et stykke bagepapir. Skær squashen og gedeosten i tynde skiver og læg dem oven på bundene – første squash og dernæst gedeost. Hak mandlerne og drys dem over sammen med oregano og lidt salt.

Træk bagepapiret med pizzaerne over på den varme bageplade og bag pizzaerne i 10-15 minutter.

Note: Ganske glimrende pizzaudgave, som blev spist med velbehag. Den mætter dog en hel del – nok på grund af durummelet – så jeg er godt fyldt lige nu.

Netop som vi skulle spise, kom Aarstiderne forbi med vores første grøntsagskasse! Jeg har længe tænkt på at prøve deres abonnementsordning, og gemalen syntes, det var en god idé. Da de tilmed har et godt tilbud på stenbiderrogn for tiden, så tænkte jeg, at vi hellere måtte komme i gang. Den første sending indeholdt en basiskasse med grøntsager – blandt andet nogle meget flotte gulerødder i forskellige farver – og så havde jeg bestilt et kilo stenbiderrogn samt et Emmery’s brød med – det er jo påske.

Det kan man da ikke spise?

Nu vil jeg gøre noget komplet uvant på denne ellers så politisk korrekte blog og undre mig over visse madvaner og ingredienser. Og det er ikke vinklen med, at der er bestemte ting, man ikke kan tåle eller lide (fisk, grøntsager, nødder osv.) – nej, der er madvarer, som bare er dårlig stil – eller herreklammo, hvis man skal være ung med de unge.

Tag bare bearnaise på pizza. Hvad laver den der? Hvem har fundet på den blasfemiske idé? Begge ting fungerer fint hver for sig, men sammen – nej, det går bare ikke.

Efter en småtraumatisk oplevelse med remoulade i starten af gymnasiet (der var en gut, der blandede det med andre ingredienser og åd det) har jeg ikke rørt det i mange år. Nu spiser jeg det et par gange om året, når jeg får fiskefilet og kan godt nyde det – hvis jeg vel at mærke ikke tænker for meget over, hvad jeg er i gang med at spise.

Og så er der selvfølgelig juleklassikeren sylte. Jeg vil godt tilstå, at jeg ikke har smagt det, så smagen kan jeg ikke kommentere på. Til gengæld synes jeg, at det overhovedet ikke ser indbydende ud, så det går jeg pænt udenom, når det dukker op til julefrokosterne.

Lidt i samme boldgade er medister, som vi tit fik til aftensmad, da jeg var barn. Og det var den kedelige fra supermarkedet, så jeg udviklede en vis… antipati over for den ret. Jeg er sikker på, at man godt kan lave en fornuftig udgave af den ret, men som udgangspunkt synes jeg, at medister er stærkt overvurderet.

Og nu er det din tur. Hvad vil du ikke sætte tænderne i, fordi du synes, at det er frastødende/klamt/ulækkert eller alt alt for mærkeligt?

Chokolade

Gennem hele mit liv har jeg kun mødt tre eller fire mennesker, der ikke kan lide chokolade. En af dem er så min far, så det var lidt begrænset, hvor mange chokoladedesserter vi fik i mit barndomshjem, men det har jeg siden forsøgt at gøre bod på i mit eget hjem ;-)

For et par måneder siden fik jeg dessertbogen ‘Heibergs chokolade’, og udover en lang række spændende opskrifter og beundringsværdige billeder, så indeholdt den også en masse viden om chokolade og chokoladetyper. Det var spændende læsning, men det gav også lidt præstationsangst, når forfatteren pointerede, hvor vigtigt det var at bruge en ultragod chokolade i retterne. Det er måske også den væsentligste årsag til, at jeg ikke har fået prøvet opskrifterne endnu, for hvor tit er det lige, jeg støder på f.eks. Valrhona-chokolade på en almindelig indkøbstur?

( jeg fik faktisk købt to Valrhona-plader i Nice lufthavn, da vi var på vej hjem fra vores ferie i sidste måned – de var tilmed en smule billigere, end hvad man skal give i specialforretningerne herhjemme!)

Jeg elsker chokolade. Det er nok min yndlingsform for slik, og sådan er der rigtig mange i min omgangskreds, der har det. Chokolade er 100% nydelse! Jeg har tidligere tabt mig en del, og i den forbindelse blev jeg lidt mere kræsen med, hvad jeg ville spise af chokolade (når nu der ikke skal indtages så mange kalorier, kan man lige så godt sætte ekstra pris på dem, man putter i munden), så de fleste af de rigtig billige typer køber jeg ikke. Men jeg har da et par favoritter blandt industri-chokoladen:

Min yndlingschokolade er pt. Marabou Premium Lemon & Ginger. Det morer mig lidt, at det er Marabou, der producerer min yndlingschokolade, for de almindelige Marabou-plader kan jeg ikke lide. Smagen siger mig ikke noget, og det giver sådan en klæg fornemmelse i munden bagefter.

Så har jeg også en svaghed for islandsk chokolade. På Island putter man lakridsstykker i chokoladen! Det lyder dybt mærkeligt, men jeg kan godt lide det. Irma har flere forskellige typer af svingende kvalitet. Den bedste er en i gråt papir i chokoladebar-størrelse. Da gemalen var på Island sidste år, havde han også et par forskellige typer med hjem. I sidste måned stødte vi på en ny type i Netto. Mærket har det fancy-klingende navn Plopp (!), og her er lakridsen flydende! Men den smagte overraskende godt, så nu skal jeg se, om ikke jeg kan finde den igen…

Skal jeg vælge en helt almindelig discount-mælkechokolade, så bliver det Toms mælkechokolade-plade. Den kan jeg rigtig godt lide, men den er lidt for ‘nem’ at spise meget af, da den er så mild i smagen. Farlig at have i huset!

Jeg har en drøm om at få afprøvet flere af de gode chokolade-delikatesseforretninger i København. Jeg har et par gange fået smagt et stykke chokolade fra flere af stederne, og det smagte helt vidunderligt. Faktisk bliver jeg helt lækkersulten bare ved tanken! Så måske jeg skal lave en ekspedition til efteråret… jeg kunne jo kalde det en studietur… ;-)

Hvad er din yndlingschokolade?

Oh – og så lige et link til en spøjs nyhed, jeg læste for et stykke tid siden, om chokoladen der hverken feder eller smelter…

Grøntsager og frugt

Hvis du nogensinde har lavet mad i et andet køkken end dit eget, så har du sandsynligvis prøvet pludselig at mangle en ingrediens, som du altid selv har på lager. I så fald har du måske undret dig over, hvordan køkkenets ejer dog kan klare sig uden den ellers helt uundværlige ingrediens!

Når det kommer til grøntsager, så plejer vi at have et ok basisudbud. Disse råvarer har vi altid på lager: Kartofler, løg, rødløg, hvidløg, citroner, salat, peberfrugter og minimum én type årstidsfrugt, men som regel flere.

Og så er der dem, vi næsten altid har:
Agurker (undtagen i starten af året, hvor de er helt forfærdelige) og gulerødder (undtagen sidst på foråret/starten af sommeren)

Resten af udvalget er meget sæsonpræget.

Hvilke typer grøntsager og frugt finder man altid hos dig?