Bryllupskage med chokoladekage, lemon curd smørcreme og limoncello

Næsten færdig bryllupskage – mangler sølvblade på vindruerne og en hvid kant allernederst

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det er et gammelt mundheld, som jeg altid har været lidt loren over for. Nu plejer jeg at være ret afklaret omkring mange ting og skifter ikke sådan lige mening, men derfor kan der jo godt opstå en situation, hvor jeg tænker – “arh, skal jeg ikke lige udfordre mig selv og gøre det lidt anderledes?”.

Og sådan havde jeg det, da jeg for et stykke tid siden blev spurgt af et vennepar, om jeg ville lave en bryllupskage til dem. Jeg har ellers forsvoret at skulle kaste mig ud i sådan et projekt, for det er et større arbejde, og så er der ofte ret mange følelser og forventninger knyttet til sådan en kage. Nu er dette vennepar dog nogle af de mest jordnære og afslappede mennesker, jeg kender, og de er ikke lige typen, der har drømt om en bestemt slags bryllupskage, siden de var fem år gamle, så projektet virkede ikke så farligt. Da det samtidig viste sig, at kagen ‘kun’ skulle være til 45-50 mennesker og bruges sidst på aftenen, så var det ikke så uoverskueligt.

Så som I nok har gættet, så kom jeg til at sige ja – og det fortrød hverken brudepar eller jeg.

Jeg må dog indrømme, at jeg advarede gemalen fredag morgen om, at jeg nok ville nå at blive temmelig hidsig flere gange i løbet af kagepyntningen den eftermiddag, så han kom lidt senere hjem, end han plejede… den kylling… :-D

Men det gik meget stille og roligt – næsten helt zen – og eneste krise var, da fondanten viste sig at være lidt for tør og havde tendens til at revne! Jeg nåede dog hverken at panikke eller blive hidsig, men blandede lidt æggehvide i og fik en nogenlunde overflade til kagen. Det var mest den nederste del, der drillede, men da den stort set var dækket af den øverste kage, så gjorde det ikke så meget.

Kagen består af 
- to mudcakes – en på 20 cm og en på 25 cm
- dobbelt portion lemon curd smørcreme med hjemmelavet lemon curd samt ekstra vanille
- samme smørcreme dog uden lemon curd men med lidt vanille og revet citronskal i (til at smøre kagerne)
- ½-1 dl limoncello
- 1½ pakke fondant fra Panduro, som jeg selv farvede lilla
- pynt (lavet med sprøjtetylle, noget af det malet bagefter, samt lidt sølvstøv)

Bundene blev bagt onsdag aften og stod derefter i køleskab. Fredag meget tidlig morgen blev lemon curd smørcremen lavet, og kagerne lagt sammen med smørcreme og limoncello i, og så stod de ellers på køl nogle timer, mens jeg arbejdede.

Tidlig eftermiddag blev kagerne smurt uden på med smørcreme, og fondanten blev efter noget bøvl rullet ud og lagt på kagen. Derefter fulgte en række timer, hvor der blev nørklet med sukkersnirklerier med passende pauser ved computeren og kattene. Da kagen var pyntet og malet, lavede jeg en række små og meget smagsneutrale romkugler, som blev lagt ved bunden af kagen. Så var der også lidt til børnene, og jeg skulle ikke bøvle med at pynte helt nede ved foden af kagen.

Det var faktisk et ret hyggeligt projekt, og selvom der var et par ting undervejs, der drillede lidt, så foregik alt i god ro og orden. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kaster mig ud i et bryllupskageprojekt igen, for det tager trods alt ret lang tid, og det er noget, mange har høje forventninger til.

Lagkage med chokolade-kaffecreme og bærmousse

I går var vi til familiefødselsdag, og traditionen tro havde jeg medbragt kage. Jeg tog udgangspunkt i en lækker opskrift fra Anarkistens blog, men ændrede en smule hist og pist – især med pyntningen, hvor jeg fik en anden idé undervejs. Chokolade-kaffecremen drillede lidt, så der har jeg beskrevet min nødplan.

Lagkage med mokka pannacotta og bærmousse
10 personer

Lagkagebunde:
4 store æg
140 g sukker
125 g mel
2 tsk vaniljesukker

Chokolade-kaffecreme:
5 dl fløde
1,5 dl letmælk
120 gram sukker
150 g mørk chokolade, hakket
10 gram instant kaffe
2 blade husblas

Bærmousse:
350 gram skovbærsymfoni
1½ dl sukker
1 tsk vaniljepulver
1 spsk maizena
2 dl vand
2½ dl fløde

Pynt:
udrullet marcipan
en stor pæon

Pisk æg, sukker og vanilje indtil massen er hvid og tyk som mousse – det tager nogle minutter. Vend forsigtigt melet i og fyld i en smurt 25 cm springform. Bag ved 190 grader i ca. 30 minutter.

Læg husblassen i blød. Hæld chokoladen i en skål sammen med kaffen. Bring fløde, mælk og sukker i kog i en gryde – så snart det koger tager du det af komfuret og smelter husblassen i det. Hæld derefter blandingen over chokolade/kaffe og rør forsigtigt rundt, indtil al chokoladen er smeltet. Sæt det i køl i mindst fire timer.

Tø en pose bærsymfoni op og dræn den for saft – jeg fik omkring 280 g bær ud af det. Hæld bærrene i en gryde sammen med sukker og vaniljepulver og lad det koge et par minutter. Tryk evt. hele bær ud til splat. Tag gryden af varmen. Rør maizena og vand godt sammen, inden du blander det i bærgrøden. Lad det køle helt af, inden du pisker fløden til skum og vender bærgrøden forsigtigt i.

Flæk lagkagen i tre bunde. Pisk chokolade-kaffecremen til en blød og luftig creme. Da jeg skulle det, var crememassen lige lovlig flydende fra start, så jeg måtte til sidst sætte den i fryseren i ca. tyve minutter, før massen var så stiv, at jeg kunne piske den til creme. Fordel cremen i de to lag mellem kagkagebundene. Smør kagen ind i bærmousse og stik et kort sugerør ned i midten af kagen. Læg stykker af marcipan omkring det, så de kan være med til at skærme kagen for blomsten – den er nemlig ikke spiselig. Klip blomsterstilken til, så den kan være i sugerøret og sæt den forsigtigt ned på kagen. Stil kagen køligt, indtil den skal spises.

Note: Det var ret sjovt at dekorere kagen på den måde, og jeg synes, at blomsten passede godt til formålet. Vores pæoner er så store og flotte, at sådan en passede sig fint til at lave en (voldsom) kagedekoration.

Mudcake med lemoncurd-creme og blåbær

I lørdags kreerede jeg denne ‘lille’ kaloriebombe, da vi skulle til fødselsdag. Fødselaren havde ønsket en kage med mørk chokolade men også frugt, så efter lidt grublen fandt jeg ud af, at jeg endelig skulle prøve opskriften på mudcake, og så måtte den kombineres med en gang lemoncurd-smørcreme og nogle blåbær.

Opskriften på mudcake har jeg fra kagekonens blog. Jeg brugte en form på ca. 25 cm, men har dine bageforme en anden diameter, så kan du se kagekonens skema her. Smørcremen er inspireret af en opskrift, jeg fandt hos Himmelske Kager.

Mudcake
1 stk. kage i 25 cm springform

250 g smør
250 g chokolade
8 tsk pulverkaffe
180 ml vand
150 g selvhævende mel*
150 g mel
60 g kakao
½ tsk natron
550 g sukker
4 æg
8 tsk rapsolie
125 ml kærnemælk

Smør springformen med smør og for den i bunden med bagepapir. Hæld smør, chokolade, vand og kaffe i en gryde og smelt det ved lav varme. Bland mel, selvhævende mel, kakao, sukker og natron i en skål. Pisk æg, olie og kærnemælk sammen i en anden skål. Bland først æggeblandingen med chokolademassen og tilføj derefter resten. Hæld dejen i bageformen og bag den ved 160 grader i ca. 1 time og 50 minutter. Sørg for ikke at åbne ovnen før til sidst, da den skal have fred og ro til at hæve i starten af bagetiden.

Når den er bagt, pakker du kagen godt ind og sætter den i køleskab, hvor den skal hvile sig natten over.

*Bland det af 215g mel, 2½ tsk. bagepulver og 3/4 tsk. fint salt.

Næste dag skærer du toppen af kagen, så den bliver helt flad på toppen. Sørg for at gemme kageresterne, så du kan lave romkugler af dem. Flæk den resterende kage på midten og smør den nedenstående lemoncurd på.

Lemoncurd-smørcreme

40 ml vand
180 g sukker
3-4 pasteuriserede æggehvider
250 g smør
40 g lemoncurd

Bring vand og sukker i kog. Efter fem minutters kogning begynder du at piske æggehviderne. Efter to minutters piskning er hviderne stive, og sukkermassen har dermed kogt i syv minutter. Det er meget vigtigt, at sukkermassen og de piskede æggehvider er færdige samtidig.

Fortsæt piskningen af æggehviderne men tilsæt sukkermassen forsigtigt – for eksempel ved at lade det løbe ned langs siden af skålen. Sørg for at piske ved høj hastighed og i så lang tid, at skålen til sidst føles kold (og det tager flere minutter, så fortvivl ikke, hvis du synes, det går langsomt).

Når skålen føles kold, tilsætter du smørret i mindre stykker. Pisk videre indtil smørcremen samles. Det kan også godt tage noget tid, og igen gælder det om ikke at panikke, hvis den finder på at skille undervejs. Pisk videre, og den vil samle sig igen. Når cremen er samlet, tilsætter du lemoncurd og sørger for at piske det godt ind i smørcremen.

Hæld derefter ca. 300 g blåbær over. Jeg havde valgt at vende dem i tre spsk. passionssirup aftenen inden og lade dem stå og soppe i det natten over i køleskabet, men du kan også lade dem boltre sig i noget alkohol, hvis du har lyst til det – eller ingenting, hvis du vil nøjes med blåbærsaften alene. Jeg hældte kun bærrene over smørcremen – den resterende saft fordelte jeg på den anden halvdel af kagen og vendte den om, så det våde lag blev lagt ned mod blåbærrene, og så den øverste flade af kagen stadig var tør (håber det gav mening).

Pak kagen godt ind og stil den i køleskabet, hvor den skal stå nogle timer og slubre lidt.

Inden du vil pynte den med sugerpaste, smøres den med smørcreme – og skal du tage billede af det, så sørg lige for at tage billedet, når du HAR fjernet resterne på kanten af fadet.

Hvis du har tid og tålmodighed, så kaster du dig ud i vilde kagesnørklerier, som Anarkisten er ekspert i. Jeg havde hverken det ene eller det andet i lørdags, så jeg lavede en fin lille muslingekant i bunden, og så freestylede jeg for vildt på toppen!

Kagen er til ca. 20 personer.

Rabarberlagkage med ingefær, bulgur med bagt courgette, aubergine og ristede valnødder

10 personer‘Nogen’ var på indkøb i går. I en SuperBest, hvor ‘vedkommende’ ikke plejer at handle ind. Det medførte en del renderi frem og tilbage i butikken, da tingene på indkøbslisten stod vidt forskellige steder. Det medførte også, at bulgur blev overset i skyndingen, fordi indkøbslisten ikke blev dobbelttjekket, inden indkøbsvognen blev skubbet hen til kassen.

Og det er faktisk lidt svært at lave bulgursalat uden bulgur – har jeg hørt. Derfor blev der brugt spelt i stedet, men det smagte også ganske fint. Begge opskrifter er fra bogen ‘Flere suveræne salater og brillante buffeter’.

Rabarberlagkage med ingefær

3 lagkagebunde
100 g knuste makroner

Mos:
750 g rabarber
200 g sukker
2 spsk fintreven frisk ingefær

Råcreme:
4 past. æggeblommer
2 spsk sukker
2½ dl piskefløde
200 g græsk yoghurt

Overtræk og pynt:
50 g god flødechokolade
½ dl piskefløde
1 tsk smør

Skær blade og bund af rabarberne, skær dem i mindre stykker og kog dem under låg sammen med sukker og ingefær ved svag varme i en halv time. Rør i det undervejs.

Pisk æg og sukker skummende, pisk fløden stiv og vend det hele forsigtigt sammen med yoghurten. Hak chokoladen fint og smelt den med fløde og smør ved svag varme i en gryde under omrøring. Læg kagen sammen i denne rækkefølge: bund, halvdelen af mosen, halvdelen af makronerne, halvdelen af cremen. Bund igen og på samme vis. Slut af med en bund øverst og fordel overtrækket. Kagen kan godt trække i køleskabet et par timer, før den skal serveres.

Note: Ganske udmærket og fint med ingefær-detaljen. Jeg brugte dobbeltportion af overtrækket. Jeg ved godt, at billedet er lidt vulgært, men der var ikke tid til at tage et bedre i dag – beklager.

Bulgur med bagt courgette, aubergine og ristede valnødder
6-8 personer

1 kg courgette og aubergine (samlet vægt)
4 spsk olivenolie
2 tsk tørret mynte
1 tsk stødt allehånde
salt og peber
1 fed finthakket hvidløg
200 g bulgur
3 dl kogende vand
50 g valnødder
3 spsk friskpresset citronsaft
10 spsk hakket persille

Skær grøntsagerne i terninger på 1×1 cm. Fordel dem i en bradepande beklædt med bagepapir og vend dem i olie og krydderier. Bag i ovnen i ca. ½ time ved 200 grader, til de er sprøde og møre. Vend rundt i dem undervejs. Vend hvidløget i, når de er færdige. Overhæld bulguren med kogende vand, og lad den stå ½ time under låg. Afkøl den. Skyl med koldt vand og afdryp. Rist valnødderne på en tør pande og hak dem groft. Bland det hele sammen og smag til.

Note: Lækker og mættende salat – især når man bruger spelt! Jeg havde ikke tørret mynte, så det kom ikke i, og hvidløget undlod jeg også.

Vi havde medbragt ovenstående til en familiekomsammen i dag, hvor svigerforældrene havde besøg fra Østrig. Vi måtte dog gå lidt tidligt, da vi skulle hjælpe nogle venner med opsætning af træhytter (mine arme er en smule møre lige nu), men hen ad aftenstide vendte vi tilbage til svigerforældrene for at hygge og spise rester fra frokosten.

Nu står den på en lidt kortere arbejdsuge, da jeg skal til et rollespilsarrangement i slutningen af ugen og et bryllup om lørdagen, og så er det også på onsdag, at vi skal på Kokkeriet- jo, det bliver en god uge!

Syndig solbærlagkage

En af kollegerne har fødselsdag i dag, og han spurgte allerede for tre måneder siden, om jeg ville lave en lagkage for ham. Det kan man da kalde at være i god tid!

Det krævede selvfølgelig en del – først og fremmest en masse spydigheder fra min side (vi har en rå men hjertelig tone på min arbejdsplads), men i sidste ende fik han at vide, at han kunne slippe med at dække udgifterne samt finde på noget at bestikke mig med. Der var ingen grund til at fortælle ham, at jeg var lykkelig for at have en undskyldning til at afprøve endnu en opskrift… ;-)

Jeg fik også ret frie hænder mht. hvad jeg skulle lave (han foreslog noget med chokolade og røde bær), og jeg vidste udmærket godt, hvad jeg ville lave. Jeg forelskede mig nemlig for lang tid siden i opskriften på solbærlagkage, som jeg havde set på anarkistens blog.

Selve opskriften kan du se ved at følge ovenstående link. Jeg lavede følgende ændringer:

  • jeg kom til at bruge mælkechokolade i stedet for flødechokolade i chokoladecremen (undskyld!)
  • jeg brugte en springform, der var en smule større (ca. 22 cm), men kagen blev stadig tilpas høj til, at jeg kunne få tre lagkagebunde ud af det
  • jeg hakkede 40 g mørk chokolade og dryssede oven på chokoladecremen, da jeg lagde lagkagen sammen
  • jeg dryppede hver creme med 1 spsk kirsebærvin, inden jeg lagde næste bund på

Det er en kage, der tager tid at lave – jeg lavede cremerne onsdag morgen, bagte bundene onsdag aften og lagde kagen sammen tre timer senere, og jeg pyntede den i morges! Men den er sørenjensemig også det værd! Mmmm, hvor smagte den godt!

Bestikkelsen? Den får I et billede af senere i aften. Nu skal jeg ud i køkkenet for at bage til i morgen. Det er nemlig min tur til at tage morgenbrød med. Indtil da får I lige et billede mere af lagkagen…

Lagkagen inden det sidste flødeskum smøres på

Lagkage med chokolademousse, kaffemousse, kahlua og Monsters Inc.

For nogle måneder siden hjalp et vennepar mig, da jeg skulle forberede surprise-fødselsdag for gemalen. I den forbindelse fik de et gavekort af mig på en hjemmelavet kage, som de selv måtte bestemme, hvornår de ville indløse. Jeg blev derfor spurgt for en uge siden, om jeg kunne lave en lagkage til i dag, eftersom den ene havde fødselsdag – og selvfølgelig kunne jeg det!

Jeg havde godt nok ikke meget tid at løbe på, da vi ikke var hjemme i går, og jeg skulle direke fra arbejde til træning og derefter hjem for at hente lagkage og så af sted til fødselsdag! Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at bage lagkagebundene denne gang, men da de eneste bunde, man kunne få hos bageren i Kvickly i lørdags, var temmelig små, så endte jeg med at bage en portion bunde søndag morgen, inden vi skulle af sted. Jeg lavede så fyldet til lagkagen, da vi kom hjem i går aftes og smækkede den sammen og satte den i køleskab, inden jeg tumlede i seng. Derfor var det kun pyntningen af lagkagen, som jeg skulle tænke på i dag.

Men først – en præsentation af indholdet. Jeg valgte dette fyld, da fødselaren ikke er så meget til traditionelle lagkager og i øvrigt ikke vil have en så sød smag, så jeg holdt mig til fyld med lidt ‘mørkere’ smag, og jeg endte med at være godt tilfreds med resultatet.

Lagkage – tema: Monsters Inc.
12-14 personer

En portion lagkagebunde bagt i en stor springform og delt i tre bunde
½ l piskefløde
100 g mørk chokolade
2 tsk nescafé
2 håndfulde valnødder
2 spsk flormelis
1 dl kahlua
3 spsk nutella

Fløden piskes til skum. Halvdelen tages fra og blandes med nescafé, der er pulveriseret grundigt inden. Flormelis blandes i.

Den halvdel blandes med chokoladen, der inden er smeltet i mikrobølgeovn eller over vandbad. Pas på, at chokoladen ikke er varm, når den blandes med flødeskummet.

Den nederste bund smøres med kaffemoussen, og valnødderne hakkes, inden de hældes over. Den næste bund dryppes med kahlua på den ene side, inden den vendes om og lægges oven på kaffemoussen. Nutellaen opvarmes kort i mikrobølgeovn eller i gryde, så den bliver mere flydende, inden den smøres oven på bunden. Chokolademoussen fordeles på den. Dryp den sidste bund med kahlua, inden den vendes og lægges øverst på lagkagen. Pres forsigtigt oven på lagkagen, så fyldet fordeles jævnt, og kagen bliver lidt mere tæt. Sæt den i køleskabet natten over.

Jeg var lidt i tvivl om, hvordan kagen skulle pyntes, men mens jeg var til træning, fik jeg en ret fjollet idé (det er nu skønt at få ideer til mad, mens man træner), som jeg valgte at føre ud i livet.

Pynt:
1/4 l piskefløde
50 g mørk chokolade
blå konditorfarve
2 valnødder
2-3 spsk flormelis
3 små chokoladebægre
legetøj

Fløden blandes med nogle dråber frugtfarve og piskes til skum. Skummet fordeles jævnt ud over kagen, og den drysses oven på med hakket chokolade (den hakkede chokolade kan også blandes med fyldet aftenen inden – hvis man altså husker det…). Herefter fisker man nogle figurer fra Monsters Inc. frem fra gemmerne (sådan noget har rigtige legebørn selvfølgelig på lager) og sætter på kagen. Flormelis og frugtfarve blandes til tyktflydende glasur. De to valnødder knuses og hældes i det ene bæger, og lidt af glasuren hældes over, så det ser ud som om, at bægret er fyldt. I et andet bæger hældes noget af glasuren ned i, og bægret vippes, så noget af glasuren vælter ud over kagen. Det sidste bæger knuses, fordi det er sjovt, og fordi monstrene selvfølgelig har hærget rundt på toppen af kagen.

Ok, nu er det over min sengetid, og jeg har brugt min rate for fjol for de næste par dage.


Ps. Konditorfarven er købt i supermarkedet. Den farver sindssygt meget, så pas på med ikke at bruge den på overflader, duge mm., som er stærkt modtagelige overfor farve.


Pps. Fødselaren blev 42 år og blev glad for kagen – bare fordi ens cpr-nummer indikerer, at man er voksen, kan man vel stadig være et legebarn?

Lagkage med jordbær-rabarber mousse og hvid chokolade mousse

I fredags holdt min svigerinde fødselsdag, og selvom jeg var forhindret i at deltage, eftersom jeg skulle til rollespilsarrangement, så fik jeg alligevel tiltusket mig opgaven med at lave fødselsdagskagen (muarhahah ;-) ). Jeg havde ikke så meget tid, så jeg trak lidt mere på erfaringen denne gang, men jeg fik dog afprøvet en ny mousse og en ny form for pynt. Efter tilbagemeldingerne at høre smagte kagen også godt, og det var jo det, der var formålet :-)

Opskriften på lagkagebunde og jordbær-rabarber mousse har jeg fra Kagekonens blog, mens den hvide chokolade mousse er en, jeg selv har lavet en del variationer over efterhånden.

Lagkage med jordbær-rabarber mousse og hvid chokolade mousse
ca. 10 personer

Lagkagebunde
Jordbær-rabarber mousse

Hvid chokolade mousse
100 g hvid chokolade
2½ dl piskefløde
1 tsk vanillesukker
reven skal fra en limefrugt

Den hvide chokolade smeltes over et vandbad eller i en mikrobølgeovn (det sidste er min foretrukne metode). Fløden piskes stiv sammen med vanillesukkeret, og chokoladen køler lidt af, inden den vendes i. Limefrugtskallen blandes i til sidst.

Øvrige ingredienser:
Jordbær-rabarber marmelade
Kirsebærvin
2 dl piskefløde
1 tsk vanillesukker
Pynt

Fremgangsmåde, lagkage:

1. Bag bundene aftenen før og sørg for at køle kagen helt ned, inden den deles i tre lagkagebunde.

2. Mens du venter på, at lagkagebundene bliver klar, kan du passende lave de to mousser.

3. Når du har skåret lagkagebundene ud, lægge en af dem på et lagkagefad og smøres med jordbær-rabarber marmelade. Den ene af de to mousser smøres ud – pas på, at du ikke kommer helt ud til kanten.

4. Bund nr. to lægges på og smøres med marmelade. Den anden mousse glattes ud – sørg igen for, at du ikke kommer helt ud til kanten.

5. Når du tager den bund, du har valgt til top, så dryp den med lidt spiritus (denne gang valgte jeg dog kirsebærvin) på den side, der skal vende nedad, inden du lækker bunden oven på resten af kagen. Tryk derefter forsigtigt på kagen, så den bliver plan ovenpå, og så moussen fordeler sig helt ud til lagkagekanterne.

6. Dæk lagkagen til og lad den overnatte i køleskabet.

7. Næste dag piskes flødeskummet sammen med vanillesukker og glattes ud over kagen. Pynt den med noget sjovt – i dette tilfælde valgte jeg jordbærperler og hakkede mandler.