Kultur, marked og mad i Firenze

Om fredagen var der fantastisk solskinsvejr og ca. 25 grader. Vi spiste en ret kedelig morgenmad på vores hotel, Orcagna, som bortset fra det var et godt og billigt hotel. Vi gav 450 kr. per nat for et værelse, og det er jo noget nær halv pris i forhold til, hvad man skal give i for eksempel London. Men ok – det er også en uretfærdig sammenligning. Italienerne er ikke kendt for en særlig god eller spændende morgenmadskultur, så det havde vi heller ikke forventet.

Vi mødtes med vennerne ved et marked, hvor der både var overdækkede boder samt en lang række ‘faste boder’ i en bygning ved siden af. Her begik jeg den fejl IKKE at shoppe igennem, for jeg tænkte, at jeg nok nåede et marked mere senere på ferien, men sådan gik det ikke. Jeg fik dog købt to bluser samt stirret på en lang række delikatesser. Det ser så imponerende lækkert ud, når det bliver præsenteret i montrene. Ikke blot deres mange pasta-varianter men også de store fiskemontre og det kæmpe udvalg af ost. Uha, hvor ville jeg dog godt bosætte mig nogle måneder og lave mad i stride strømme…

Et par andre snapshots fra gåturen i byen:

Men vi gik lidt rundt og var i to parker, inden det blev tid til en bid frokost. Et par af de andre fik en panini, mens jeg tog en madpandekage med kalkun, tomat og pesto. Enkelt og meget lækkert.

Derefter tullede vi lidt rundt, indtil det var tid til en is. Hvis der er noget, italienerne har forstand på, så er det is! Ok, så også pasta da, men is er virkelig godt i Italien! Jeg fik en is med biscotti, som var sød og lidt kokos/mandel-agtig i smagen samt en is med grønne æbler – meget frisk og dejlig på sådan en solskinsdag.

Kunst til væggene

Vi fik shoppet lige inden sengetid i går aftes! Ja, sådan går det, når man har netadgang og har brug for at opfylde en to år gammel drøm. Det er nemlig to år siden, at gemalen og jeg flyttede til vores nuværende lejlighed, og dengang talte vi om, at vi godt ville have noget kunst på væggene. Allerhelst rigtige penselstrøg, men da det jo koster nogle knapper (også selvom det ikke er kendte kunstmalere, vi nødvendigvis taler om), så kunne det også være velproducerede plakater, vi så smed i rammer.

Siden er tiden gået, og af forskellige årsager (mest af alt glemsomhed og andre prioriteringer) er det gledet i baggrunden. Indtil i går. For i fredags havde vi besøg af et vennepar, og her kom vi til at tale om kunst. Det inspirerede gemalen så meget, at han sad og surfede på nettet i går og faldt over en hjemmeside med et kæmpeudvalg af plakater i forskellige størrelser og kvaliteter – og søreme om ikke der er 20% rabat i denne weekend! Så skulle man da lige være et skarn, hvis ikke…

Vi deler heldigvis rimelig meget smag i, hvad vi vil have hængende på væggene, men da vi også går med husdrømme lige nu, så ville jeg egentlig helst vente med at købe noget, til vi har et helt hus at indrette. Men jeg blev overtalt, og efter lidt forhandlinger kom vi frem til et billede af Alphonse Mucha – en kunstner, vi er meget glade for og sandsynligvis vil købe flere plakater fra – og et af Vincent van Gogh. Jeg har ellers ikke rigtig haft nogen holdning til van Gogh, men lige det billede kunne jeg slet ikke stå for (se bare den blå farve!).

Nu glæder vi os bare til, at de dukker op med posten…

Kunst, café og kinesiske indkøb

I går eftermiddags havde jeg inviteret min mor med til København for at se udstillingen af Otto Frello i Helligåndshuset. Jeg stødte på et af hans malerier for en del år siden, hvor jeg måbende kiggede på et fantastisk fantasy-agtigt motiv, og jeg havde lidt svært ved at tro, at det var en dansk kunstner. Siden har jeg ønsket at se mere, og nu hvor lejligheden bød så, måtte jeg jo slå til.

Vi smuttede først forbi Tigerbutikken tæt på Rådhuspladsen, hvor vi begge fik købt lidt forskelligt. Jeg fandt blandt andet noget pynt til et fødselsdagsarrangement, jeg skal holde i næste uge, samt nogle dvd’er. Dernæst gik vi over til Chilimili, som lå ca. 30 meter derfra. Jeg har kun været forbi der én gang før, hvor jeg skulle bruge noget at drikke, så mit kendskab til maden strakte sig til en i vennekredsen, som ikke havde været så imponeret af maden. Den var for dyr og for ensformig lød kritikken. Jeg syntes nu, at salatudvalget så fint ud, og da jeg skulle gemme noget appetit til grillarrangementet om aftenen, så skulle frokosten heller ikke være for tung. Vi endte begge med at vælge en wrap med krebsehalesalet og pestodressing – og den var slet ikke så ringe endda! Frisk og sprød var salaten, og den smagte rigtig, rigtig godt! Den kostede 55 kr., og sammenlignet med sandwichpriserne på cafeerne, så er det jo en rørende pris. Der tør jeg godt komme igen.

Vi gik ned til Helligåndshuset, og udstillingen skuffede bestemt ikke. Jeg er meget begejstret for alle de detaljer, han kan få med i billederne, og man kan bruge lang tid på at studere hvert motiv. Flere af billederne kunne jeg godt have stirret på i flere timer eller vende tilbage til adskillelige gange, og især naturmotiverne med de fine og detaljerede gengivelser af mariehøns eller myrer på vandring var betagende. Desværre lader farverne og detaljerne sig ikke indfange af kameraer, så da vi kom til shoppingafsnittet, var det næsten et antiklimaks at se plakaterne. De kunne på ingen måde gengive de smukke malerier.

Efter udstillingen gik vi lidt rundt i København. Min mor lokkede mig med i De ukendtes boghandel, hvor hun ville købe noget meditationsmusik. Jeg benyttede lejligheden til at hvile fusserne lidt i den sofa, der stod i musikafsnittet, men da hendes jagt tog lidt længere tid, end jeg først havde antaget, endte jeg med at trisse ned til stenafsnittet. Jeg har en vis svaghed for mineraler og ædelsten – ikke fordi jeg tror på åndelige kræfter og en slags, men fordi de ofte er ganske pæne, og jeg kan bruge lang tid på bare at kigge på dem. Det er også mange år siden, jeg har købt sten, men i går gjorde jeg en undtagelse – for jeg fik en idé. Den vender jeg tilbage til en anden dag.

Næsen blev vendt mod Nørreport station, for tæt derved ligger et par kinesiske butikker, som vi ofte er kommet i. Jeg fortabte mig lidt ved hylderne med sushi-stel og begyndte planlægningen i, hvad jeg skal købe den dag, hvor vi også har plads til et større stel. Man kan jo godt tage glæderne lidt på forskud. Dernæst var jeg henne ved hylden med madvarer og forsyne mig lidt med lidt forskellige spændende produkter. Da vi var på vej hen til stationen, kom vi forbi en lille ny kinesisk kælderbutik, og vi kiggede ned. Ejeren havde en del flotte jakker og bluser på tilbud, men desværre var de jakker, jeg bedst kunne lide, for store til mig. Jeg endte dog med at købe nogle øreringe, han havde på tilbud, som vil passe perfekt til sommertøjet, jeg købte i Frankrig i sidste måned.