Torsdagstræt

Efter lang arbejdsdag og en times hård træning oveni var jeg noget træt, da jeg kom hjem. Heldigvis havde jeg forberedt aftensmaden allerede i går, så gemalen blot skulle lune den og fikse en salat, inden jeg kom direkte fra træning. Jeg havde egentlig tænkt mig at nå et par projekter i køkkenet her til aften, men nu har jeg valgt at udskyde det til i morgen tidlig. Jeg vågner alligevel irriterende tidligt, selvom det er fridag, og så er jeg forhåbentlig mere frisk efter en nats søvn.

Jeg vil i øvrigt benytte lejligheden til at sige tak til den/de personer, der har indstillet mig i en konkurrence om at blive Danmarks bedste madblogger. Efter et par dages tænketid har jeg dog valgt at takke nej til at deltage i konkurrencen. Oven på Olivadokonkurrencen, der skabte en del røre i madbloggerverdenen, så har jeg ikke den store lyst til at deltage i popularitetskonkurrencer, for jeg ville ikke bryde mig om at opfordre folk til at stemme på mig. Jeg hader at bede andre om tjenester – og dette ville være i samme boldgade.

Men det er dejligt at vide, at nogen har valgt at nominere mig, så atter en gang tak for det – og pøjpøj til de deltagende madblogs :-)