Restaurant Le Riad

Da vi var i Cannes for tre år siden sammen med en flok venner, spiste vi på en fremragende marrokansk restaurant. Det var en skøn oplevelse, men jeg kunne desværre ikke skrive en anmeldelse af stedet, for jeg havde glemt mit kamera, så der var ingen billeder af de lækre retter. Under vores ferie i Provence tog gemalen og jeg igen forbi Cannes, og det lykkedes os at finde frem til selvsamme restaurant, så her spiste vi om aftenen.

Restaurant Le Riad har både indendørs og udendørs servering, og vi valgte at sidde udenfor, selvom lokalerne var meget stemningsfulde og smukt indrettede. I 32 graders varme er det dog mere fristende at sidde et sted, hvor der kan komme en lille brise ind imellem.

Vi var desværre ikke så sultne den aften, så vi valgte at dele en forret samt at spise en hovedret hver. Forretten bestod af fire forskellige slags indbagte sager – en med oksekød, en med ost, en med skaldyr og en med tun. Meget lækre, sprøde og tilpas krydrede.

Vi vidste, at restauranten laver ret gode tagineretter, så jeg valgte en tagineret med lammekød, abrikoser og mandler, og så delte gemalen og jeg en portion couscous. Kødet var smør-mørt, og abrikoserne gav en fin sødme, mens mandlerne gav lidt crunch til retten – mmmm! Så lækkert og så mættende!

Gemalen fik denne smukke tagineret med lammekød, blommer og mandler – også en sødmefuld og skøn ret, som var lige til at spise med et sugerør.

Restauranten havde også en række spændende marrokanske desserter, men vi havde desværre ikke mere plads i maverne og måtte nøjes med halv forret og hel hovedret. Til gengæld var vi godt tilfredse med de retter, vi fik og kan varmt anbefale stedet. Da vi var der for tre år siden, var der også mavedans, men det oplevede vi ikke denne gang. Om det skyldtes, at vi kom for tidligt på aftenen, eller at vi kom på en almindelig hverdag, ved jeg ikke.

Det er den bedste marrokanske restaurant, jeg har spist på, og selvom det kan virke lidt underligt ikke at spise fransk mad, nu vi var i Cannes (det gjorde vi så de fleste andre dage), så var dette så lækkert, at vi sagtens kunne forsvare det. Fem stjerner herfra.

Le Pigeonnier

Min sommerferie er slut, og selvom den startede med en dejlig tur til Provence, så sluttede den også af med to ugers ustadigt (april-)vejr i det danske. Det er så fjerde år i træk, at jeg har været rigtig uheldig med det danske vejr i sommerferien, så det er fristende at indføre en obligatorisk sydlandsrejse hver sommerferie, så der er garanti for sol og varme…

Men jeg blev slet ikke færdig med at fortælle om Provence, for der er stadig et par restaurantbesøg, der bør nævnes, så lad mig afrunde sommerferien med et lille tilbageblik på en af dagene med over 30 grader og lækkert solskinsvejr hele dagen.

I Vence ligger restauranten Le Pigeonnier, som ligner en klassisk sydlandsk fortovsrestaurant, men som har et lidt højere niveau end de almindelige turistfælder.

Jeg bestilte farserede courgetteblomster – en lidt mere utraditionel måde at få courgetteblomster på i forhold til den klassiske indbagte udgave, som jeg fik på Lou Pistou et par dage senere. De viste sig at være overraskende lette og elegante – meget fine i smagen. Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med tomatsaucen, de lå i – den havde en lidt skarp smag, som ikke rigtig passede til de fine blomster.

Til hovedret valgte jeg denne smukke fiskeret, for selvom gemalens kødret lød ret fristende (og viste sig at smage irriterende godt), så havde jeg lovet mig selv at spise mere fisk på ferien. Det er ikke alle, der bryder sig om at få serveret en hel fisk, men jeg synes nu, at det er ærlig og direkte madlavning, når fisken serveres hel – inkl. hoved, hale og finner! Den var stegt lige tilpas, så det milde, velsmagende kød var let at vippe af benene og spise sammen med de krydrede ris. Der var også en kæk citronsauce til, som bandt retten sammen. Lige noget for en citronelsker som mig.

Varmen havde taget noget af appetitten, så jeg sprang desserten over. Mine svigerforældre bestilte begge kaffe, og her viste det sig, at der fulgte fire små kager/desserter med! En ret positiv overraskelse – især da jeg fik to af dem! Lækre små sager.

Le Pigeonnier hører til en af de bedre fortovrestauranter, jeg har spist på i Frankrig. Det var et glimrende frokostmåltid, og jeg kvitterer med fire stjerner.

Vingårde i Provence

Min interesse for vin er steget gennem de senere år, og derfor var vingårde et oplagt udflugtsmål, da gemalen og jeg talte om, hvad vi ville nå at opleve på ferien i Provence.

Nu er Provence-regionen ikke just det område, der har det bedste ry på vinfronten – i mange år er det blevet forbundet med billige supermarkeds-rosévine, men det siges, at kvaliteten er blevet langt bedre i løbet af de sidste 10-15 år, og at der i dag produceres en lang række gode rosévine i området.

Det er i øvrigt primært rosévin, der produceres i Provence-området – ca. 80% af al vinproduktionen er rosé, og området står for over halvdelen af Frankrigs samlede produktion.

Vi kørte en tur i området tæt på byerne Draguignan og Saint Raphael – en tur, der bød på mange smukke og frodige vinmarker. Mange steder planter man en rose i den ene ende af hver vinstok-række. Hvis planterne angribes af sygdom, ses dette først på rosen, og vinbonden kan nå at begrænse skaderne.

Første stop var hos Château Sante Roseline.

Her var der et smukt velkomstrum, hvor besøgende har mulighed for at se de forskellige vine, der produceres – alt sammen opstillet på en pæn og indbydende måde.

Producenten har blandt andet valgt et lidt anderledes flaskedesign til en række af vinene.

Stedet producerer – som det fremgår af billedet – både rød-, hvid- og rosévine. Vi smagte en række af dem, og ikke så overraskende var det en af de dyreste rødvine, som jeg fandt mest interessant.

De besøgende havde mulighed for at se en lille film om vinproduktionen, men ellers var det begrænset, hvad der var at se. Jeg tror dog, at man kunne komme på rundvisninger på stedet, men ikke på det tidspunkt hvor vi var der.

Der ligger et lille smukt kapel ved siden af vingården. Desværre var den lukket under vores besøg, men vi gik lidt rundt i området og nød de smukke omgivelser.

Vi smuttede videre til Château Roubine, som havde et smukt men noget anderledes velkomstrum til de besøgende. Hvor den første vingård havde et professionelt og stilfuldt design, så var dette sted lidt mindre men langt mere farverigt.

Vi blev betjent af en ung kvinde, som fortalte om stedet og de tilstødende vinmarker. Det er en af de ældste vinproducenter i Provence og går helt tilbage til det 14. århundrede. Stedet fordeler deres produktion, så 60% går til rosévin, 30% til rødvin og 10% til hvidvin. Vi smagte tre forskellige rosévine og endte med at købe en med hjem – en lille og sart rosévin, som kræver sol og mindst 28 grader, når man drikker den. Jeg spår, at vi ikke når at drikke den i år…

View over vinmarkerne ved Roubine

Det er første gang, vi har besøgt sådanne steder, og vi fik ikke set så meget, som jeg havde håbet, men vi havde heller ikke planlagt turen på forhånd, og vi kom der også lige inden middagspausen. Jeg har dog fået vin blod på tanden og håber, at vi tager på en decideret vinrejse et af de kommende år.

Les Bacchanales – bedste restaurant i Vence-området

Vi var på en del restauranter på vores ferie i Provence, men den bedste var nu den Michelin-restauranten Les Bacchanales, hvor vi spiste frokost sammen med svigerforældrene. Ikke at det var et dyrt måltid – prisen afslører jeg i slutningen af anmeldelsen.

Stedet ejes af kokken Christophe Dufau, som har været gift med en dansk kvinde og derfor også taler dansk. Det oplevede vi, da han kom hen til vores bord og præsenterede dagens menu. Der er mulighed for at sidde indenfor i smukt dekorerede lokaler, men denne dag sad vi i baghaven og kunne nyde udsigten til den store urtehave, som kokkene flere gange høstede i, mens vi var der.

Mens vi ventede på maden, fik vi disse nybagte brødstænger sammen med en meget panggrøn og smuk pesto. De lyse stænger havde et snert af rosmarin over sig, mens jeg var mere i tvivl om de mørke stænger. Det var dog i det hele taget sjovt at se mørkt brød i Frankrig – det er jeg ikke vant til.

Kompakt, velsmagende og meget grøn pesto – lavet på alt godt fra urtehaven.

Til forret fik vi indbagte salturter med marinerede tomattern, marinerede og røgede ansjoser samt en urteskum. Salturterne var dyppet i en så tyndtflydende dej, at de kun lige blev sprøde og på ingen måde fedtede, hvilket indbagte sager ellers let kan blive. Det var en meget elegant og smuk servering, hvor tomaternes ekstreme sødme gik rigtig godt med de sprøde og friske nuancer. Ansjoserne overraskede positivt – de var på ingen måde ‘fiskede’ eller salte i smagen og gik rigtig godt med de andre elementer.

Til både forret og hovedret havde vi mulighed for at snacke dette lækre brød – inkl. høvlet smør til – og det krævede en vis selvbeherskelse ikke bare at spise løs, for det smagte selvfølgelig ganske godt.

Til hovedret kunne vi vælge mellem fisk eller lam, og selvom jeg elsker lammekød, så kunne jeg ikke stå for beskrivelsen af fiskeretten: multe stegt i figenblade og serveret sammen med revne trøfler, bønner, figenpuré, brændte løg og jernurt. En meget fin og anderledes servering – ret spændende med den søde puré sammen med fisken.

Nu viser jeg sjældent billeder af de retter, som gemalen spiser, men denne smukke servering blev han nødt til at fotografere – og ja, den smagte lige så godt, som den så ud.

Desserten var den samme for alles vedkommende – en lille servering med vandmelontern og agurkestykker – begge sandsynligvis vakkuumpakket sammen med lidt sukker og derefter kogt – lagt i en mild sagosuppe sammen med friske hindbær. På tallerkenkanten lå en supersprød marengs sammen med en ret lækker is, hvor vi dog ikke kunne placere smagen. Dejlig var den dog. En smuk, sommerlig og let dessert.

Nu er vi så heldige, at svigerforældrene er kaffedrikkere, så de snuppede sig en kop kaffe efter måltidet. Vores held bestod så i, at der også var petit fours til gemalen og jeg, da kaffen blev serveret! De skønneste trøfler smeltede på vores tunger, og de to slikkepinde – en med chokoladekage og en af sukker med karamel – var både sjove og festlige. Kreativ måde at slutte af på.

Maden var velsmagende, spændende, overraskende, inspirerende og meget smuk, og så kostede den treretters menu kun 35 euro! Uhørt billigt i forhold til kvaliteten. Både mave og sjæl var glade og tilfredse efter den oplevelse, og jeg gik derfra med flere ideer til spændende retter, jeg gerne vil lave på et tidspunkt.

Det er den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Provence-området gennem de sidste ti år, og det belønnes med seks stjerner. Det eneste negative ved stedet er, at det ikke ligger i Danmark, så jeg kan besøge det noget oftere!

sjov kunst i restauranthaven

Lou Pistou

Vores ferie i Provence bød også på en udflugt til Nice, hvor vi spiste frokost på Lou Pistou sammen med mine svigerforældre, der før har nydt gode måltider i restauranten. Restauranten ligger ved siden af den lidt mere kendte La Merenda, hvis kok tidligere var køkkenchef på den store og kendte restaurant, Chantecler, i Negresco. Kokken på Lou Pistou kan dog også bryste sig af at have arbejdet på en Michelin-restaurant, men som flere andre kokke har han valgt at stå af stjerneræset og nyder i stedet at have en hyggelig lille bistro med vellavede lokale retter.

Det er en lillebitte restaurant med plads til 20-24 gæster, og du skal være ret opmærksom, når du skal finde frem til stedet, for udefra er spisestedet ret anonymt. Indretningen er til gengæld hyggelig og meget nede på jorden – ingen designerting eller unødige dikkedarer.

Vi delte en flaske af husets rosévin og rødvin – og selvfølgelig en kande vand.

Mine svigerforældre foreslog, at vi alle fire delte en portion indbagte courgetteblomster, og det ville vi gerne være med på, så vi fik denne tallerken til deling – én blomst til hver. Det er en sjov men lidt fedtet forret, og i dette tilfælde blev der serveret ketchup og flute baguette til.

Min egentlige forret var dog denne smukke og lækre grønne pasta vendt i en mild pesto. Jeg havde også luret lidt på en minipizza med løg og oliven – en lokal specialitet – men den tog gemalen, og da vi gør en del ud af at vælge forskellige retter (så vi kan smage hinandens), så valgte jeg denne pastaret.

Til retten fulgte også denne tallerken med frisk parmesan – et stykke ost på flere hundrede gram sammen med et rivejern, og det var fedt at få en så ligetil og ærlig servering. Det var fristende at smugle den med hjem – meeen det gjorde jeg selvfølgelig ikke :)

Jeg valgte at gå lidt andre veje – sådan i forhold til hvad jeg normalt ville vælge – og tog denne provencalske bøf med olivenolie, hakkede ansjoser og hvidløg – serveret med en bagt kartoffel. Jeg valgte selvfølgelig at få en rød bøf, så den kun lige havde kysset stegepanden, inden den blev serveret.

Tjeneren fortalte, at metoden med at marinere og stege kødet i ansjoser var en lokal specialitet, men at restauranten – så vidt hun vidste – pt. er den eneste, der serverer den. Fiskemarinaden gav et ret spændende pift til kødet, og det var en velsmagende – men også ret solid – ret, som måske passede lidt mere til det nuværende danske ‘sommervejr’ end de 31 grader, der var på det tidspunkt.

Jeg havde egentlig ikke planlagt at skulle have dessert – havde en fiks idé om, at jeg ville købe et par kugler is hos en god isbod senere samme eftermiddag – men da de andre begyndte at tale om citrontærter og profiteroles, så var det svært ikke at hoppe med på vognen. Nu skulle man jo tro, at jeg ville vælge citrontærte, når nu jeg er helt skudt i citroner, men jeg har aldrig smagt den klassiske dessert, profiteroles, og så skulle jeg selvfølgelig det.

… og hvilke mundfulde! Små lette kager fyldt med vaniljeis og overdynget med chokoladesauce – what’s not to love? Det var heftige sager – sådan en chokoladesauce mætter temmelig godt, og den måtte jeg også levne lidt af – men det smagte rigtig godt.

Gemalen havde taget citrontærten, og jeg fik sneget mig til en smagsprøve – også et godt valg, hvis du kommer forbi restauranten.

Stedet er hyggeligt – især når man kommer som en dag, som vi gjorde, hvor der kun var få andre gæster, så der var god plads og masser af tid til at smalltalke med tjeneren, som var utrolig sød og serviceminded. Maden er vellavet og nærende – jeg er ikke vant til at spise så solid mad til frokost, så jeg var mæt resten af dagen og spiste kun et par brødskorper med ost sidst på aftenen.

Det er en lille lokal perle – sådan et sted som du som turist håber at falde over, hvor der er god lokal mad og hyggelig og afslappet stemning.

Fem stjerner herfra – og en kraftig anbefaling hvis du en dag kommer til Nice.

Pleasing Peach og en fortolkning af Harvey Wallbanger

Der var selvfølgelig også tid til drinks i løbet af ferien, nu hvor det er månedens benspænd, og den første var denne friske, sødmefulde ferskendrink. Det er ikke så tydeligt på billedet, men den havde en svag ferskenfarve fra den ferskenlikør, jeg brugte til drinken.

Pleasing Peach
1 drink

3 spsk ferskenlikør
Sprite
isterninger
frisk mynte skåret i strimler
et par både af friske ferskner

Tak et almindeligt vinglas og hæld ferskenlikøren i. Læg et par isterninger i glasset og fyld Sprite i, indtil der er et par cm til kanten. Put et par ferskenbåde i glasset og top det med friskhakket mynte. Servér med det samme.

Note: En enkel og sommerlig drink, som de fleste smagsløg kan være med på. En let sødme og så simpel og behagelig i smagen, at den også passer til temperaturer over 30 grader.

Jeg havde planlagt at prøve en klassiker – Harvey Wallbanger – og troede, at det var let at købe en Galliano i et af de store supermarkeder i Frankrig, for det mærke er rimelig let at få fat på herhjemme. Jeg tog dog fejl, for den store Carrefour (supermarked), som vi besøgte, havde masser af vin og spiritus – men ikke Galliano. Jeg købte i stedet en sød muskatvin, som jeg brugte som erstatning, og så gjorde jeg også drinken lidt stærkere, så det for alvor blev en ‘wallbanger’.

Twisted Harvey Wallbanger
1 drink

4 spsk vodka
4 spsk muskatvin
appelsinjuice
en lang strimmel fra appelsinskallen
isterninger
festlig drinkparaply

Tag et glas – i dette tilfælde et vinglas, for der var ikke andre muligheder – og hæld vodka og muskatvin i. Hæld appelsinjuice i, mens du forsigtigt rører rundt og tilsæt til sidst isterninger og en lang strimmel appelsinskal. Stik en paraply i drinken og servér den med det samme.

Note: Selvom jeg lavede en halvstærk udgave, så var spiritussen rimelig skjult i appelsinen. Efter et glas kunne alkoholen dog godt mærkes, så det er en lidt lusket ‘snigedrink’.

Pizzaer i Provence

Frankrig kan byde på mange kulinariske oplevelser, men selv på en sommerferie skal der være plads til en pizza eller to. En af dagene spiste hele familien på pizzarestauranten Bamboo i den lille by Le Rouret. Vi havde håbet på at sidde udenfor, da stedet har en lang række borde i baggården, men stedet er så populært, at alle borde allerede var reserverede, selvom vi var blandt de første, der mødte op.

Stedet kan byde på en lang række pizzaer, hvor der serveres en lillebitte salat til, men det var også muligt at bestille en halv pizza med en almindelig størrelse salat til. Ret godt koncept, som jeg ville ønske, at flere pizzarestauranter ville tage til sig her i Danmark, for ofte kan jeg ikke spise mere end en halv pizza, og så er det i øvrigt rart at få lidt grønt til.

Her vovede jeg mig dog ud i en hel pizza. De var godt nok ret store, men bunden var ultratynd og sprød. Jeg valgte en udgave med tomat, almindelig ost, reblochon (også en ost), løg, oliven og bacon, og det var en fyldig og god pizza, hvor den lille skål salat var med til at holde osten lidt i skak, så det ikke blev for voldsomt. Jeg smagte et par af de andre pizzaer, og de var generelt vellykkede.

Fire fine stjerner herfra.

Samme gode pizzaoplevelse havde jeg dog ikke i Draguignan, hvor vi spiste frokost hos Café du Commerce. Jeg syntes, stedet lignede en typisk turistfælde, og derfor nøjedes jeg med at bestille en pizza, da de andre valgte en treretters menu. Jeg smagte lidt af en af forretterne, mens jeg ventede på min pizza, og var ikke synderlig imponeret, men glæden faldt yderligere, da min pizza fortsat lod vente på sig, da de andre fik serveret hovedretten. Jeg ventede lidt mere, men eftersom den ikke dukkede op, gik jeg til sidst hen og spurgte pænt, om ikke jeg kunne få min mad serveret. Det viste sig, at tjeneren helt havde glemt at give ordren videre, så jeg fik først min pizza, da de andre var ved at være færdige med hovedretten.

Pizzaen var nu ellers interessant. Den var toppet med hakket oksekød, creme fraiche, oliven, en halvstærk ost (som jeg desværre ikke fik noteret navnet på) og løg, og den smagte ganske fint. Konceptet med at bruge creme fraiche hører mere til en flamküche, men fungerede også fint i denne version.

Det endte med at være et ok måltid, men jeg var på ingen måde imponeret over serviceniveauet. Min egen pizza var fin, men jeg smagte både forret og hovedret i den menu, de andre spiste, og det var jævn og kedelig mad.

To stjerner til turistfælden.