Jyder er hyggelige!

Jeg har været i Århus i dag i forbindelse med arbejdet, og her slog det mig atter en gang, hvor hyggelige jyder er. Der er bare en hel anden ro og en jovial omgangstone, og det er så rasende rart at opleve! Det kan selvfølgelig være, at jeg ‘bare’ har været heldig med udvalget af jyder, jeg har mødt gennem årene, men nu lider jeg altså af den (positive) fordom om, at jyder er vældig hyggelige, og det er nu ikke det værste at tro ;-)

Jeg har ikke været så meget i Jylland/Århus de sidste to år, så jeg kunne godt mærke, jeg havde lidt abstinenser, og pt. er jeg rigtig glad for, at jeg allerede har planlagt en hel weekend i Århus til september. Her skal jeg både besøge venner, deltage på kagekursus, spise på fin restaurant og generelt hygge med gemalen.

I toget fik jeg både arbejdet samt startet på en ny bog – ‘Hostess hos mafiaen’ af Annette Duncan Carter. Indtil videre er den ganske interessant. Det betyder så også, at jeg fik læst ‘Blomsternettet’ færdig, og den var jeg ikke specielt begejstret for. Den fængede desværre ikke rigtig. Krimidelen af den var til tider ret blodig og detaljeret, og af en eller anden grund virkede det meget stærkere end i f.eks. Dan Browns bøger, hvor ofrene trods alt også gennemgår nogle ret afskyelige ting. Selve beskrivelsen af det kinesiske samfund og dets traditioner var til gengæld mere tankevækkende, for det gav et indblik i en kultur, som er meget anderledes end den danske.