Halloween-guf

I går holdt vi Halloween-fest, og ligesom sidste år benyttede jeg lejligheden til at lave diverse fjollede og gyselige hapsere. Ovenstående er således romkugler, der er lavet på resterne af chokoladekagen og smørcremen fra dåbskagen, som jeg frøs ned tidligere på måneden. Romkuglerne er vendt i grøn Candy Melt og pyntet med et enkelt øje hver.

En anden let hapser er disse børnefingre cocktailpølser, som blev stegt på en pande og lagt på et fad smurt med ketchup. Ved siden af stod et glas med små pinde, så folk selv kunne spidde en finger pølse og spise den.

Jeg lavede også en panggrøn kage, som blev fyldt med et lag kirsebærsauce (tilsat 4-5 blade husblas, så det blev inde i kagen. Selve kagen blev lidt mere kompakt end planlagt, da jeg havde hovedet under armen, mens jeg tilberedte den og fik smeltet smørret i stedet for at blødgøre det, så kagen blev tættere i strukturen. Den smagte dog stadig fint. Kagen blev smurt med en vaniljesmørcreme og dækket med sort fondant. Jeg havde planer om en sjov Halloween-pyntning men måtte desværre droppe det, da jeg ikke havde nok tid. Well well – så bliver jeg jo nødt til at lave det til næste år…

Sidst men ikke mindst serverede jeg også disse små lakrids-spøgelser, som er marengs tilsat lakridspulver. Opskriften er ganske enkel:

Lakrids-spøgelser

200 g lyst og fint rørsukker
2½ æggehvide
2-3 tsk lakridspulver

Æggehviderne piskes til en cremet masse, så den er luftig uden at være stiv. Tilsæt lidt sukker, pisk massen godt igennem, så sukkeret optages, og tilsæt mere sukker og fortsæt processen, indtil alt sukkeret er optaget i marengsmassen. Pisk lakridspulveret i massen til sidst. Put marengsmassen i en sprøjtepose og sæt toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem – afhængig af størrelse – ved 120 grader i 70-90 minutter.

Se også de søde spøgelser, som Min Kage lavede forleden – de er også ret nuttede med arme.

Baconfyldte portobellosvampe og en meget spiselig fluesvamp

Intet svampe-benspænd uden portobellosvampe! Udover champignons er portobellosvampe en af de få svampe, som du kan finde i supermarkedet det meste af året. De er ret store og flotte – se blot de smukke lameller på nedenstående billede – og som regel bruges de som ‘bæger’ i madlavningen – dvs. at de oftest serveres med fyld. Jeg har tidligere lavet en udgave af fyldte portobellosvampe, men for et par dage siden tænkte jeg, at nu ville jeg lege mig frem til en ny udgave, hvor jeg også inkluderede lidt bacon.

Jeg brugte én stor portobellosvamp til hver person og serverede den sammen med en portion frisk pasta vendt i ramsløgspesto og stegte auberginetern. En ret simpel aftensmad, der smagte og mættede temmelig godt!

Baconfyldte portobellosvampe
2 personer

80 g baconskiver
2 store portobellosvampe
2-3 spsk ricotta
1 spsk olivenolie
lidt frisk timian

Steg baconen på panden og hak det i mindre stykker. Skær stokkene af svampene, hak stokkene i mindre stykker og rist dem kort på panden. Rør baconen og svampestykkerne sammen med ricotta, olivenolie og timian og fordel blandingen i de to portobellosvampe. Sæt dem i et ildfast fad og lad dem stege i ca. et kvarter i ovnen ved 200 grader.

Her til sidst får I et billede af den forret, jeg lavede til frokost i går – verdens mindst farlige fluesvamp! Du skal blot bruge et hårdkogt æg, en stor tomat, som du halverer og udhuler, samt en lille smule mayonnaise. Skær lidt af bunden af ægget, så det kan stå fat, sæt tomat-halvdelen ovenpå og lav små prikker med mayonnaisen. Voilá – en spiselig fluesvamp!

Meget ufarlig fluesvamp

Pandekage med chokolade – og chili og kødsauce

Pandekager. Det må da høre til månedens benspænd. Pandekager er oplagte at lege med. Du kan ikke alene putte alskens gode sager i dem – både i dejen og som fyld – du kan også folde dem, rulle dem, snøre dem sammen som en lille sæk og mange, mange andre ting. Kort sagt – pandekager er rigtig legemad.

Jeg ville gerne skabe illusionen af en dessertpandekage. Til en dessertpandekage hører ofte chokoladesauce og is eller flødeskum, så dette skulle selvfølgelig også indgå i præsentationen af retten. Hvad går godt sammen med chokolade? Det gør chili – og da chili er stærkt, så er det en god idé at kombinere med creme fraiche – som igen ligner flødeskum, hvis man gør sig lidt umage. Ergo – i gang med at lave chilipandekager!

Chilipandekager
3 stk

2 små æg
2 dl øl
2 tsk sambal oelek
½ tsk salt
2 dl hvedemel
1 tsk rapsolie

Ingredienserne piskes godt sammen. Pandekagerne steges på en stor pande i en klat smør. Jeg fik tre pandekager ud af dejen, hvilket gemalen og jeg delte.

Kødsaucen blev lavet af oksekød (3-7% fedt), finthakket broccoli, dåsetomater, lidt timian, lidt paprika og lidt salt.

Derefter tog jeg en pandekage og lagde kødsauce på i en stribe – sørgede for at det ikke kom helt ud til kanten – og foldede det sammen, så kødsaucen blev skjult inde i pandekagen.

Chokolade blev smeltet og hældt over i tynde striber. Creme fraiche – minimum 18%, ellers har det ikke nok tyngde og kan ikke skabe illusionen af at være flødeskum – hældes i en sprøjtepose med den største takkede tyl, du har, og trykkes ud til store stjernekys ved siden af pandekagen.

Servér pandekagen for din hovedrystende ægtefælle – og sæt derefter en grøn salat på bordet, når han/hun har opdaget, at retten alligevel/desværre ikke var dessert.

Er det kage?
Nej – men det smagte nu meget godt alligevel, og kombinationen af chokoladesauce til chilipandekagerne var lækker, sødmefuld og interessant.

Bevis: der var kød og grøntsager inde i pandekagen

Grillet smølf

Gårsdagens dessert var grillede smølfer på spyd. De tilberedes, når resten af grillmåltidet er fortæret, og grillkullene kun gløder. Tag en smølf eller to (disse indkøbt på vores tur til Barcelona), sæt dem på et træspyd og hold det hen over grillen. Sørg for at rotere spyddet stille og roligt, så de bliver stegt på alle sider og hold godt øje med, at de ikke smelter for øjnene af dig. Spises med det samme.

Kan du ikke fange smølfer – eller har du børn og ikke ønsker at traumatisere dem for livet – kan du også nøjes med almindelige skumfiduser. Jeg kan anbefale Haribo Chamallows Barbecue, som blandt andet kan købes hos Netto.

Kan også plantes i haven til skræk og advarsel for andre smølfer

Der er bare nogen, der altid vil misforstå…

http://www.todaysbigthing.com/betamax/betamax.swf?clip_id=4598&schedule_id=7&date=2011-02-14&fullscreen=1

“Du prøver at stjæle min mad!”

“Nej, jeg er i gang med at fodre dig.”

“Det er løgn, hvææææææææse!”

Hjemmelavet shawarma og fladbrød med spidskommen

I søndags havde vi gæster allerede fra middagstid og frem, så vi startede med en gang frokost, inden vi skulle spille brætspil. Jeg ville teste en opskrift på shawarma fra ‘Mellemøstlige køkkener’, som jeg har fået af Klematis, og jeg kan lige så godt sige det med det samme – fremover vil jeg varmt anbefale selv at lave shawarma, for det er både afsindig let og smager virkelig godt! Jeg lavede lige i underkanten af kød, så selvom var var fire personer, så har jeg normeret nedenstående til tre.

Fladbrødet fandt jeg en opskrift på hos Brødet, hvor jeg holdt mig til en enkelt dl ølandshvedemel og brugte hvedemel for resten, og så tilsatte jeg noget spidskommen, så det ville stå ekstra godt til shawarmaen. 

Shawarma med lammekød
3 personer

450 g lammekød i små stykker
2 spsk shawarmekrydderi
½ tsk sort peber
1 spsk salt
4 spsk eddike
2 tsk olivenolie

Bland alle ingredienser i en skål og lad det marinere i mindst to timer – men gerne i et døgn – i køleskabet. Læg kødet i et smurt, ildfast fad og steg dem i en forvarmet ovn ved 250 grader i 15-20 minutter. Rod gerne rundt i kødet, når det er ca. halvvejs.

Servér det for eksempel med salat, agurk, tomat, babaganoush og fladbrød.

Note: Uhm! Det kød blev så mørt og lækkert af at marinere, og jeg synes, at krydderisammensætningen var god. Shawarmakrydderiet købte jeg hos en grønthandker.

Fladbrød med spidskommen
6-8 stk. 

3½ dl lunkent vand
25 g gær
1 tsk spidskommen
½ tsk salt
1 tsk mørk sirup
1 dl ølandshvedemel
hvedemel for resten (400-500 g)

Opløs gæren i vandet og rør resten af ingredienserne i – gerne i den nævnte rækkefølge. Ælt dejen i fem til ti minutter, til den er god og fast. Lad dejen hæve i en times tid under et viskestykke, og form derpå dejen i 6-8 stykker, som rulles helt tynde og helst så runde som muligt, så de passer med den pande, du vil bruge.

Bag dem enkeltvis på en meget varm pande uden fedtstof på og hold godt øje med, at de ikke brænder på.

Note: Lækre, bløde og en lille smule seje i det – på den helt rigtige måde! Helt perfekt sammen med babaganoush eller hummus og meget lette at lave. Dem må jeg huske på, en anden gang jeg laver mellemøstlig frokost, for de her fladbrød er lige noget for mig!

Og til frokosten havde jeg selvfølgelig sørget for den helt rigtige stemning, inden vi skulle spille Cthulhu-inspireret brætspil.

Monstre er bare det bedste!