Som jeg har fortalt om tidligere, så har kattene fået sig en legekammerat i nabolaget, som de har fistret en del rundt sammen med her på det sidste. Jeg føler mig altid som den onde forælder, der kalder børnene ind ved sengetid, når jeg afbryder dem, men i går nåede de da at være ude i tre timer, inden jeg blev nødt til at lukke dem ind. Jeg skulle nemlig til København for at spise på restaurant med gemalen og derefter se Black Swan i biografen.

Jeg bestilte faktisk biografbilletterne for flere uger siden, inden jeg for alvor havde hørt så meget om filmen. Jeg syntes, at oplægget lød interessant, og så er Natalie Portman en af mine yndlingsskuespillere, men det var først senere, jeg fandt ud af, hvor godt den var blevet modtaget af anmelderne. Kort fortalt handler filmen om den unge, skrøbelige og perfektionistiske balletdanserinde (Portman), der frygtelig gerne vil have hovedrollen i Svanesøen. Problemet er dog, at hvor hun kan danse den hvide, uskyldige svanerolle perfekt, så har hun langt sværere ved den del af rollen, hvor hun skal være den sorte svane – vild, sexet og uforudsigelig. Og det bliver ikke bedre, da presset øges på hende – af den dominerende mor, af instruktøren og af den dygtige og forførende danserinde, der dukker op og truer Portmans chancer for at danse ønskerollen.

Det er en meget smuk og dragende film, og selvom jeg aldrig har interesseret mig for ballet, nød jeg alligevel dansescenerne. Nydelsen var dog iblandet en vis form for ubehag, for lige fra start var der nærbilleder af balletdansernes hærgede og slidte fødder, og det gjorde næsten ondt på mig, når de susede hen over scenen på tåspidserne. Lydbilledet gjorde det ikke bedre, for der var virkelig tænkt over, hvordan lyden skulle være med til at forvrænge og forvirre, så man som tilskuer kunne føle den desperation og paranoia, som hovedpersonen bliver mere og mere fanget i. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet en så ubehagelig lydside til en film, og jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på de knæklyde, der var, når hovedpersonen strakte tæer eller klippede negle.

På billedsiden leges der også med tilskuerens opfattelse af virkelighed og vrangforestillinger, og der bliver klippet hurtigt og konsekvent, så tempoet er med til at give en åndenød flere gange – det og så et par banale men velvalgte chokeffekter.

Det er absolut ikke en feel-good film, men det var interessant at se Portman i en rolle, hvor hun egentlig ikke er specielt sympatisk. Mest af alt havde jeg ondt af hende og følte med hendes kamp, for den rørte helt sikkert noget i mig. Det er en film, jeg kommer til at tænke mere over de næste dage, og jeg vil klart anbefale at se den. Fem stjerner herfra.

Restauranten må I høre mere om i morgen – nu har gemalen og jeg nemlig en legeaftale

Print opskrift