Jeg havde ikke danset nok til Nephew, for lørdag præsterede jeg at tage til to timers Zumba og stadig være levende bagefter! Det bedste var næsten, at jeg begyndte at svede, så snart jeg havde taget træningstøjet på – så er det jo næsten fristende bare at blive i omklædningsrummet, hehe!
For længe siden inviterede jeg min mor ind til Ulvedalene for at se De Tre Musketerer. Det var inden, at jeg vidste, jeg ville tage på Roskilde Festival, så jeg havde selvfølgelig lagt aftalen lørdag den 3. juli. Ikke videre smart, da jeg så gik glip af Muse, men det var – i mine øjne – ikke den værste dag at gå glip af musikken på pladsen. Jeg havde generelt hørt godt om forestillingen inden, men en enkelt fortalte, at han havde hørt, at det skulle være ret fjollet – for fjollet faktisk. Det undrede mig lidt, at jeg ikke havde hørt det fra andre, men det kom desværre til at holde stik.
Forestillingen har fået en del omtale på grund af de mange scener, hvor de bruger heste i galop, og det var også et imponerende syn. Ulvedalene er et meget smukt område at holde teaterforestillinger i, og jeg har altid elsket udendørs teater om sommeren. Scenografien var generelt ganske flot, men til gengæld skuffede selve stykket mig. Det var ikke så meget skuespilpræstationerne, men mere replikkerne som langt hen ad vejen var ligegyldige eller platte. Nu har jeg en meget stor svaghed for musketerhistorier – jeg mindes stadig med fryd, hvordan jeg læste de klassiske historier i skyggen af min mormors kirsebærtræ midt om sommeren – og musketererne har flere gange lagt ryg til småfjollede film og forestillinger. Denne her kammede dog helt over i platte jokes og ordspil, og selvom jeg klukkede flere gange, så sad jeg også og vred mig lidt, for materialet kunne sagtens have været sjovt, uden at det behøvede at være pinligt.
Vi havde dog en fin aften, og min mor hyggede sig godt, hvilket var det vigtigste. Jeg havde det dog lidt, som om jeg spiste en plade billigt produceret chokolade – du ved, at det er dårligt for dig, og du burde lade være – og bagefter får du dårlig samvittighed og småkvalme. Nu lyder det værre, end det var, men jeg synes som sagt, at det er ærgerligt, at en så stor forestilling kan slippe af sted med et så ringe manuskript. De skal dog have ros for, at slutningen lænede sig meget op af den originale og ikke var så lallet og sukkersød som resten af forestillingen.
Efter forestillingen skyndte vi os til stationen for at fange et tog. Min mor skulle hjem og jeg skulle høre Prodigy på festivalpladsen. Nejnej, det ville jeg ikke gå glip af! Kystbanen nåede dog at være så forsinket, at jeg ikke nåede mit tog på hovedbanen, så jeg måtte tage et bumletog tyve minutter senere. Til gengæld havde jeg heldet med mig på Roskilde station, hvor jeg lige nåede festivaltoget, og så lykkedes det mig at ankomme til festivalen, netop som Prodigy gik i gang.
Det var måske ikke særlig nyskabende, og ja de spillede mange gamle hits – men det forhindrede mig ikke i at hoppe rundt som en overstadig hoppebold og vifte med armene. Jeg stod kun sammen med gemalen, så jeg var ikke så pinlig, som jeg kan være (hm, gad vide om det var derfor, de andre var gået et andet sted hen, inden jeg kom…), men jeg fik da danset undervejs. Og det var et fantastisk øjeblik, da de fik alle på pladsen til at sætte sig ned under ‘Smack my Bitch’, og hele pladsen rejste sig med et brøl, da musikken fortsatte. Det styrede BETAMAX!
Det var også, det sidste vi så til festivalen, for vi tog hjem efter det og var ikke ude på pladsen om søndagen – så nej, jeg så ikke Prince. Men nu er det også ret få af hans hits, jeg kan, og jeg har aldrig rigtig fulgt ham så nøje, så det var ikke det store savn for mit vedkommende.
