Efter den dampede fiskeforret var det tid til en omgang røg! For et stykke tid siden fandt jeg en lille økologisk nakkesteg på et kilo, da jeg snusede rundt i Irma, og denne nakkesteg fik lov til at marinere i et par timer sammen med lidt laurbær, timian, salt og hakkede svesker, som blev surret fast med en bomuldssnor, inden stegen skulle på grillen.
Denne gang fandt jeg noget røgflis lavet på bøgetræ frem (jeg skal nok skrive mere om, hvor jeg køber det, og hvad du bør gå efter på et senere tidspunkt), og her tog jeg ca. fire små håndfulde, som blev hældt i en skål og fik lov til at trække i vand i en times tid, inden det skulle bruges. Hvis du lader røgflisen trække i vand, inden du skal bruge det, udvikler det mere røg.
Grillkullene fik vanen tro lov til at varme godt og grundigt op i grillstarteren, inden de blev hældt i grillen (på hver side af en drypbakke, som stod i midten af grillen), og halvdelen af røgflisen blev drysset på de glødende kul. Derefter blev stegen lagt på grillen (med sværen nedad) og låget blev lagt på. Lufthullet til grillen blev lukket næsten til, så røgen kun kunne sive langsomt ud.
Efter et kvarter blev stegen vendt – på det tidspunkt var røgflisen brændt op – og efter endnu et kvarter blev stegen vendt igen, og resten af røgflisen blev drysset på gløderne. Da der var gået et kvarter mere tog vi stegen af – der var ikke så meget gang i gløderne længere, men da stegen endnu ikke havde fået en kernetemperatur på 70 grader, satte vi den i et ildfast fad, hældte lidt rødvin i og og satte fadet i ovnen ved 220 grader, indtil stegen opnåede den ønskede kernetemperatur. Derefter blev den taget ud og fik lov til at hvile i fem minutter, inden den blev skåret ud og serveret.
Sammen med nakkestegen fik vi en yderst enkel salat, som bestod af fintsnittet hvidkål samt lilla og hvide gulerodsstrimler, som var vendt i hyldeblomsteddike og olivenolie, inden det var smagt til med salt og pyntet med lidt brøndkarse.
Til hovedretten fik vi en forholdsvis kraftig rødvin – en Valpolicella Classiro Ripasso Le Muraie 2009 fra Fratelli Recchia. En fyldig rødvin med masser af frugt og som havde en god sødme, der passede fint til sveskerne. Igen en god anbefaling fra vinhandleren, som jeg nyder at diskutere vin med, og bestemt en rødvin jeg kunne finde på at købe flere af.
Vi fik en lillebitte dessert bagefter, som blev lavet i bedste Stop-Spild-af-Mad-ånd. Her tog jeg nemlig fire syltede pigeonæbler, som jeg hældte på glas i sidste efterår. Jeg fjernede kernehusene og skar æblerne i kvarte, inden de blev fordelt i små skåle sammen med en kugle Hansen vaniljeflødeis til hver. 1 dl piskefløde blev varmet op i en lille kasserolle sammen med ca. 5-6 cm blød nougat, indtil nougaten smeltede og kunne røres sammen med fløden. Nougatsaucen blev fordelt i de fire skåle og vupti – hurtig og let dessert var lavet.
Til kaffen fik vi rester af den hvide chokolade, jeg lavede i onsdags, samt lidt pære-mandel-chokolade, som vi havde med hjem fra USA.
