Nimb Terrasse

Dagen efter vi havde spist på Nimb Brasserie, smuttede vi gennem Tivoli for at spise på Nimb Terrasse. Det føltes både fordækt og eventyrligt at gå gennem den lukkede forlystelsespark, som var både smuk og hemmelighedsfuld som den stod der uden glade gæster. Besøget var endnu et tilbud via Dining Week – tre retter + kildevand til den samlede pris af 200 kr.

Lokalet var ret stort men i flere niveauer og var mere opdelt (med planter og lignende), så der opstod flere ‘hemmelige kroge’, så folk kunne sidde mere adskilt end i Brasserie. Alligevel endte vi med at sidde meget tæt op af to andre par og kunne derfor følge (alt for) godt med i det ene pars snak om forestående bryllup, barn og opsparing på flere millioner kr (!). Desuden var der ret dunkel belysning i det område, hvor vi sad, så billederne blev desværre ikke så gode – bær over med dem.

Til forret fik vi saltet laks med peberrodscreme, brøndkarse og skiver af glaskål. En meget simpel ret sammenlignet med forretten hos Brasserie, men råvarerne var i orden, og fisken mør som smør og ganske velsmagende. Cremen supplerede fisken godt og gav lidt modspil, så retten ikke blev for blød og rund.

Vi drak et glas hvidvin til, som dog ikke gjorde det store indtryk.

Til hovedret fik vi fransk landkylling med fine karotter, røget olie og sauce salmis. Resten af elementerne blev desværre ikke præsenteret, og vi fik ikke spurgt ind til dem. Kødet havde en god saftighed og en fin, enkel kyllingesmag. Det måtte dog gerne være krydret lidt mere, hvis det stod til mig. Karotterne gav et godt bid, men jeg ville nu gerne have haft endnu flere grøntsager – gerne rodfrugter eller lignende, for retten måtte gerne udfordre gæsten mere. Omvendt er det jo en menu, der skal passe til alle i den uge, den serveres, så det er måske forståeligt nok. En glimrende og ‘sikker’ hovedret, som alle kunne være med på.

Jeg vil godt indrømme, at jeg var meget spændt på desserten, som på kortet var beskrevet som “Citrontærte” – marengs og vaniljeis. Navnet antyder på den ene side, at desserten minder om citrontærte, og på den anden side at det ikke lige er en tærte, man skal forvente. Jeg er jo frygtelig glad for citrondesserter, så jeg så frem til desserten, og den skuffede da heller ikke, selvom jeg – hvis jeg nu skal være helt ærlig – helst ville have haft en almindelig fransk citrontærte. Desserten bestod af små marengstoppe, der stod på en bund af citroncreme, og ved siden af lå en kugle vaniljeis med noget crumble under. Cremen havde en god syrlighed – det må man endelig ikke slække på i citrondesserter – og gik godt i spænd med marengs og is. Desserten var dog lige lovlig lille (og det mener jeg ikke kun, fordi det var en citrondessert!).

Lokalet ville indbyde lidt mere til romantisk middag end Brasserie, hvis bordene ellers stod længere fra hinanden (spørgsmålet er, om de så gør det til hverdag, når der ikke er Dining Week?). Der var et helt andet tempo i forhold til Brasserie, hvor serveringerne blev holdt meget stringent, og hvor alle gæster fik retterne samtidig. Hos Terrasse virkede det mere som en hverdagsaften, hvor gæsterne fik retterne løbende og med lidt mere tid imellem.

Det var en dejlig middag, som ikke var så eksperimenterende, men hvor grundprincipperne var i orden – ikke så mange dikkedarer men fokus på gode råvarer og ‘den rene smag’. Maden og betjeningen var ikke helt på højde med Nimb Brasserie, men samlet set var Terrasse også en ganske god oplevelse, som ender et sted mellem fire og fem stjerner.

Nimb Brasserie

I denne uge er der Dining Week i København, og selvfølgelig kunne gemalen og jeg ikke nære os, så vi skulle da spise ude flere gange i denne måned! Første gang var sammen med onkel rejsende Mac og hendes kæreste, og vi var så heldige at få bord hos Nimb Brasserie. Dining Week blev nemlig væltet bagover i år, da bookingen gik i gang, så det krævede både tålmodighed og held at få bord.

Vi blev budt velkommen, og der stod allerede et par flasker Pellegrino klar til os, da vi ankom. Ingen af os var i humør til vinmenu, så vi valgte at tage et enkelt glas rødvin til hovedretten. Mens vi ventede på maden, kunne vi guffe det lækre, lune velkomstbrød, som blev serveret med smør og ristede hvedekerner. Jeg var glad for, at der ikke var så mange skiver, for det smagte temmelig vanedannende…

Forretten var denne lille smukke sag – en dejlig mør og lækker torsketartar med koriander, brændt agurk og torskerognscreme, der var pyntet med dild, brøndkarse og ristet rugbrød. Det var virkelig lækkert – smagen var både frisk, mild og rund, hvor rugbrødet gav lidt knas og mørke toner, men hvor retten stadig var let og helstøbt. Da vi var på Manfreds for nylig, var jeg ret imponeret over torskeretten og overvejede, om ikke det var den bedste torskeret, jeg havde fået til dato. Men den ære tilfalder nu Nimb Brasserie, for denne forret var jeg helt pjattet med. Elegant, velsmagende og smuk.

Hovedretten blev meget dansk – så at sige – for det var svin med svin på! Det er jo nærmest nationalsport at kunne lide svinekød i alskens udgaver, men denne ret hævede sig over nationalfølelsen og bestod af svinekød, hvor dyret helt sikkert har haft det lidt sjovere end de grise, du kan finde hos discountsupermarkederne.

Retten bestod af langtidsstegt svinebryst med rodfrugtsmos (vist nok på gulerødder, kartofler og kålrabi), bagt løg med sort skorpe, bløde løg, flæskesvær og røget marv. Kødet havde en god saftighed med masser af smag. Det var lidt til den fede side, men det kunne man skære af. Flæskesværene var udmærkede men ikke så spændende, som de kunne være, og den røgede marv skuffede mig – den smagte ikke rigtig af noget og var langt fra den lækre røgede marv, som vi oplevede hos Manfreds. Det var feel good mad på den bløde og kalorierige måde, og måske ville det have klædt retten med en enkelt grøn kvist eller to – ikke kun på grund af det visuelle men også for at give lidt friskhed. Men når nu det skulle være så var det en ganske velkomponeret ret, hvor det brændte løg gav kant og og modspil til det bløde og fede, og for en gangs skyld savnede jeg ikke friske grøntsager i maden.

Vi drak et glas Syrah fra Domaine Astruc til retten, og den var udmærket. Lidt mere tør end jeg havde forventet, men omvendt rensede det munden og gav det fede kød modspil.

Jeg vil godt indrømme, at desserten var en af grundene til, at jeg gik efter et bord hos Nimb Brasserie. Den indeholdt nemlig lakrids, og jeg er jo svært glad for det sorte krydderi, så det lød ret tillokkende. Desserten bestod af lakridsparfait med æbleskum, krystalliseret chokolade, pærepuré og rapsolie. Hvad sidstnævnte lavede i desserten fandt jeg aldrig ud af – det virkede mest som et pudsigt indfald. Parfaiten var fnuglet og cremet – meget fint udført – og gik godt sammen med resten af retten, selvom skummet var en anelse for sødt og parfumeret til mig.

Det var en rigtig madoplevelse, hvor vi tilmed sad tæt på køkkenet og kunne følge anretningen af maden. Det foregik efter en nøje planlagt koreografi og var ret interessant at følge. Køkkenet havde virkelig styr på serveringerne, som kom samtidig, og selvom det kunne virke en anelse maskinelt, så havde tjenerne alligevel overskud til at smile og præsentere retterne med stolthed i stemmen. God stil!

Indretningen er enkel og lys, så stedet indbyder måske ikke så meget til romantiske middage, hvor et enkelt stearinlys og smilet fra din elskede er det eneste lys, du behøver. Til gengæld er det et sted, hvor du får virkelig skøn mad, og hvor personalet udstråler professionalisme og coolness – de har styr på det.

Fem stjerner med pil op og et stort ønske om at spise der igen en anden god gang.

Sjove og billige spiseoplevelser i februar

Copenhagen Cooking – madfestivalen, der afholdes hvert år i august måned – lancerede sidste år en februarfestival, hvor en lang række restauranter lavede særarrangementer for at lokke folk ud til spisestederne i den kolde måned. Et af de mest populære initiativer var Dining Week, hvor 40-50 restauranter tilbød en tre retters menu til 200 kr i hele uge 7. I år gentages succesen – både mht. særarrangementerne og til Dining Week – og jeg går pt. og overvejer, hvad vi skal prøve i år. Du kan se hele programmet over februars arrangementer her.

Jeg ved dog allerede nu, at jeg skal på lakridsfestival, og så ville jeg også gerne til vinfestivalen franske vindage, men der har jeg allerede andre planer.

Hvad med dig? Er der noget i programmet, der frister?

Nordic Taste

Søndag var gemalen og jeg til Nordic Taste – jeg som en del af Nordic Feed-arrangementet, mens han måtte købe billet. Jeg var først til et foredrag om hele Copenhagen Cooking-konceptet, og imens mødte gemalen et par af vores venner. De ‘tyvstartede’ og var forbi flere af smageboderne, inden jeg også var klar til at kaste mig ud i smagsprøverne.

Nordic Taste er en videreudvikling af arrangementet i Skuespilhuset. Det betød, at der i år var flere restauranter, der deltog (26 stk), at arrangementet blev holdt over to dage og i flere timer, og at langt flere mennesker fik mulighed for at deltage. Prisen var til gengæld fordoblet, så det i år kostede 150 kr for 10 smagsprøver. Som en lille sjov detalje fik man også udleveret en ‘stemmegaffel’ sammen med sit smagsprøve-klippekort. Gaflen blev man bedt om at aflevere i den bod, hvor man fik den bedste smagsprøve.

Kryddersprængt grisebryst med løgpuré, æblevinaigrette og crumble af malt og sprøde svær.

Første smagsprøve var fra SALT, og det var en udmærket start. Smagsprøven havde gjort sig endnu bedre, hvis den havde varm eller i det mindste lun, men det er ikke helt let at sørge for flere tusinde smagsprøver i løbet af så få timer, så jeg kan godt forstå, at de serverede denne afkølet.

Røget makrel med karse, rygeost og radiser.

Ovenstående smagsprøve fra Skovshoved Hotel var en, gemalen valgte. Den var fin i følge ham. Jeg kunne godt lide detaljen med den lille pipette, der indeholdt agurkejuice.

Fennikel-crudité, hvidsild, rapsolie-mayo, syrnet fløde, fennikelfrø og vild kørvel

Smagsprøven fra Restaurant No 1 blev serveret sammen med en lille snaps – sidstnævnte holdt jeg mig dog fra, så ovenstående er gemalens portion. Han sagde, den passede godt til, men jeg skulle alligevel ikke nyde noget. Til gengæld var jeg ret glad for selve smagsprøven, og den endte med at få min ‘stemmegaffel’.

Røget heltling-mousse, fladbrød og knækbrød, fristurestegte urter og tomatpulver.

Den finske restaurant Ravintola Juuri var blandt de mest opfindsomme. Man kunne vælge mellem to retter, hvor både gemalen og jeg valgte ovenstående – der var også mulighed for at få levergryde med dild, røget svinekød, rosinpuré, safranbolle og saftige tranebær, men jeg ombestemte mig i sidste øjeblik. Sammen med smagsprøven kunne vi vælge mellem tre små shots – jeg valgte den grønne (saft fra nyudsprungne grannåle!?), mens gemalen tog efterårsæblesaften. Meget spændende og med en fin smag – var tæt på at få min stemmegaffel.

Birkerøget havlaks, skovsyrevurd, brændt malt og naturmælk.

Dyvig Badehotel havde en simpel men velsmagende smagsprøve, og her må jeg lige fremhæve servicen, som var ekstra venlig og hjertevarm

Maltkokt sellerirot, gårdsskinka, vilda örter, rågbröd & äpple.

Her var vi atter forbi en af de udenlandske restauranter, og Rusthållargården bød på en fin og lidt anderledes smagsprøve. Smagsmæssigt var den ikke så pirrende, men det var dejligt, at de havde overskud nok til at bruge skum ved serveringen og dermed lige give den et ekstra touch på det visuelle plan.

Syltede kalvebrisler, karl johan-ragout og vild brøndkarse.

Hos Marv & Ben forventede jeg et sikkert hit – ikke kun fordi jeg tidligere har spist der og fået fantastisk mad til en virkelig god pris, men også fordi de var en af de få boder, som serverede svinekød. Jeg syntes dog ikke, at denne smagsprøve levede helt op til mine forventninger, og igen var det en ret, som havde gjort sig bedre, hvis den var varm.

Kærnemælksfromage med hvid chokolade, karamelsifon og sødlig fennikel.

Gemalen var lidt foran mig og var derfor den første til at smage desserterne. Han var ganske tilfreds med denne her fra Jacobsen, mens jeg ikke var så begejstret for, at den hvide chokolade var så kold og kompakt i forhold til resten af desserten.

Knäckebröd, äpplecider gravad lax, betor, lättrökt färsk ost från Vilhelmsdals gårdmejeri, havtorn från Fruemöllans bär och dill.

Denne smagsprøve havde jeg helt for mig selv, eftersom gemalen var i gang med desserterne. Den kom fra den udenlandske restaurant The Lodge og var enkel og alligevel kompleks – en god nordisk tapas-hapser.

Citronfromage, smag af gran, lakrids og bær.

Denne dessert fra Kokkeriet burde være lige noget for mig, da jeg elsker citroner og limefrugter. Den var udmærket uden dog rigtig at overbevise mig – jeg savnede mere citronpower, for smagen var lidt flad.

Smørrebrød med syltede sild serveret med vilde urter.

Denne smagsprøve havde jeg også for mig selv – en helt straight sildemad fra Krogs Fiskerestaurant. Jeg ærgrede mig lidt over, at de ikke skejede mere ud – omvendt så smagte denne mad nu ganske fint.

Øllebrød, blåbær, estragon og knuste kys

Denne smagsprøve tog gemalen sig af – jeg havde på forhånd sagt, at jeg holdt mig til to desserter, og da jeg havde prøvet to desserter til sidste års arrangement, som begge indeholdt øllebrød, så syntes jeg, at det var en anelse passé. Smagsprøven kom fra Kongenshus Kro & Hotel, og gemalen var ikke synderlig overvældet af smagen.

Udover de boder, hvor man skulle bruge sit klippekort for at få smagsprøver, var der også enkelte boder, hvor der mulighed for at smage helt gratis – her var vi forbi Løgismose, Naturmælk, Arla og Summerbird.

Overordnet var det et udmærket arrangement, men der blev dog hurtigt ret proppet af mennesker, og flere boder løb tør for smagsprøver i løbet af et par timer. Der blev ganske enkelt solgt for mange billetter i forhold til kapacitet, og her savnede jeg den ro, der var over arrangementet sidste år, hvor der var deltagerbegrænsning. Samtidig var smagsprøverne ikke lige så interessante i år. Der var lidt for mange med laks (det var åbenbart et let og sikkert hit blandt spisestederne) og for få, der for alvor forførte smagsløgene.

Som rosinen i pølseenden kunne jeg samle en goodiebag op på vej ud – den fik jeg, fordi jeg deltog i Nordic Feed-arrangementet, og den indeholdt et pænt udvalg af skønne sager – en kogebog samt kransekager og solbærsyltetøj fra Trina Hahnemann, en meget smuk honning med blåbær i, tørfisk (hehehe!), rodfrugtechips, knækbrød og Læsøsalt.

MAD Foodcamp

Armbånd i bedste festival-stil

Jeg var til MAD Foodcamp både lørdag og søndag. Om lørdagen tog jeg derud i forbindelse med Nordic Feed-arrangementet, hvor jeg inden havde hørt et foredrag om gulerodsdyrkning i Halland af Mikael Jidenholm samt et foredrag om OPUS-projektet af Arne Astrup. I øvrigt lidt sjovt at høre en opdatering på OPUS-projektet, for jeg var til flere foredrag om emnet sidste år under Copenhagen Cooking.

Men tilbage til MAD Foodcamp, som jeg havde glædet mig til i lang tid! Som de fleste nok bemærkede, så var vejrguderne ikke just med arrangørerne, og der var temmelig vådt og mudret, da vi nåede frem til festivalen ud på eftermiddagen. Arrangørerne havde blandt andet solgt festivalen som “Roskilde Festival for madentusiaster”, og de fik desværre ret – i hvert fald mht. smatten. Alligevel syntes jeg, at der var en god stemning på pladsen, og folk hyggede sig, selvom regnen silede ned.

Vi fik først et foredrag af Claus Meyer, som fortalte om, hvordan dansk madkultur (eller mangel på samme) var for blot et par årtier siden, og han kom også med en række bud på, hvad der skal gøres, for at nordisk mad-bevægelsen ikke drukner i elitisme og indforståethed, men også bliver folkeligt.

Herefter fik vi to mindre foredrag – først et ved eddikeboden, hvor vi hørte mere om, hvordan Nordhavns Eddikebryggeri fremstiller de meget forskellige smagsvarianter, som vi også fik mulighed for at prøve.

Nicolai Skytte

Vi sluttede af med et hurtigt bageforedrag af Meyers foretrukne mesterbager, Nicolai Skytte, som også delte ud af smagsprøver på de skønne ølandshvedebrød. Han fortalte kort om deres nyeste mel, guldblommehvedemelet, og det købte jeg en pose af, så mon ikke jeg får prøvet det i nærmeste fremtid?

Om søndagen var jeg først til Nordic Taste sammen med gemalen – mere om dette i næste indlæg – og efter det arrangement susede vi ud til MAD Foodcamp igen, hvor vejret var noget bedre, hvilket også gav en hel del besøgende.

Stemningsbilleder fra festivalen:




Min indre bondeknold bliver så glad af at se sådan et skilt..





Hvis du vil se endnu flere billeder, kan du blandt andet kigge hos Sophyducks og Svireliv.

Det var et hyggeligt og spændende arrangement, og jeg håber, at det også kommer igen til næste år. Der var en række begynderfejl (jeg kunne for eksempel godt have brugt bedre skiltning på området), men jeg tror, at mange af dem vil blive løst, når arrangementet evalueres, og planlægningen af næste års festival går i gang.

En hel weekend i gastronomiens tegn

Der kommer ikke til at ske så meget på bloggen denne weekend, for det meste af tiden vil jeg være i København, som bugner af madoplevelser i anledning af Copenhagen Cooking. I dag var jeg til frokost og foredrag i forbindelse med Nordic Feed Food Conference, som jeg fik adgang til via mad+medier. Det fortæller jeg mere om på søndag. I mellemtiden vil jeg kun opfordre jer til at suse rundt i København og lade jer begejstre over de mange spændende arrangementer. I morgen skal jeg for eksempel til MAD Foodcamp, som er gastronomiens svar på Roskilde Festival. Jeg håber dog, at der er færre fulde teenagere, og der lugter mindre af tis…

Ny Nordisk Hverdagsmad – et foredrag i Væksthuset

Jeg ‘skylder’ et enkelt indlæg fra Copenhagen Cooking-ugen, og det var fra torsdag den 26. august, hvor jeg var til et foredrag om Ny Nordisk Hverdagsmad, der blev afholdt i Væksthuset i København. Arne Astrup og Claus Meyer fortalte om det store projekt, som skal få sund madlavning, lokale råvarer og den gode smag til at gå op i en højere enhed. Der er nemlig forsket rigtig meget i sunde råvarer – men deprimerende lidt i sund mad, der smager så godt, at den almene dansker også har lyst til at spise det.

Mange af sundhedsrådene har været kendt i mange år, men nu er der også et langt mere lokalt præg over det. For eksempel bliver man nu direkte opfordret til at spise mere vildtkød og tang! Det sidste er jeg helt frisk på, mens det kniber noget med det sidste – ikke kun på grund af min generelle skepsis over for tang, men fordi jeg heller ikke liiiige kommer forbi en strand til hverdag.

Men generelt synes jeg, at det er et meget sympatisk og fornuftigt projekt, som jeg glæder mig til at følge mere med i. Du kan læse mere om projektet på deres hjemmeside.

Efter foredragene var det tid til en lille workshop. Her kunne deltagerne gå rundt til en række borde og sammensætte et lille måltid, der bestod af lokale råvarer.

Jeg prøvede den saftpresser, der var stillet frem, og puttede et par gulerødder, et æble samt lidt solbær og brombær i. Saften så en anelse suspekt ud, men smagte overraskende godt, og nu forstår jeg endelig den hype, der har været omkring saftpressere de seneste år! Skøn og spændende smag – meget lækkert.

Ved et andet bord fik man en kop med strandkrabbesuppe med fiskestykker og et stykke ølandshvedebrød. Det er noget af det saftigste brød, jeg har smagt, og jeg må have fingre i sådan noget mel på et tidspunkt!

Suppen var god og vellavet, og selvom jeg ikke er så meget til ‘fiskede supper’, så var det spændende at prøve noget nyt.

Som sidste indslag i måltidet var det også muligt at lave sig en frisk salat af tang- og strandplanter! Jeg har ikke så megen erfaring på det område, så det var spændende at kaste sig ud i. Planterne er ret salte på grund af havvandet, så det skal man være opmærksom på, når man smager salatdressingen til, og vi fik da også rig mulighed for at stå og blande vore egen dressing bagefter, så den kom til at passe med de planter, vi havde valgt.

Det smagte ret anderledes, men frisk og delikat. Der var et par af de planter, som jeg gerne ville eksperimentere mere med i fremtidige salater.