Den egentlige grund til, at vi skulle til Århus sidste weekend, var faktisk ikke på grund af Restaurant ET eller FoodExpo 2012. De to ting faldt først på plads, da vi havde planlagt weekendens omdrejningspunkt – en middag på Restaurant Frederikshøj. Jeg købte to gavekort til stedet sidste år, da Downtown havde et tilbud med halv pris på fem retters menu inkl. champagne, vinmenu og kaffe/te. Med det gode ry, som restauranten har, siger man ikke nej til sådan et tilbud! Jeg har længe ønsket at spise det sted, men gemalen og jeg har tidligere haft en fantastisk oplevelse hos Malling & Schmidt, så vi har været lidt tøvende over for at tage til Århus og IKKE besøge M&S, men nu fik vi endelig bestilt bord hos Frederikshøj.

Mens vi nippede til en glimrende champagne, Grand Cru Launois Pére & Fils Reservé, kunne vi nyde udsigten – og kort derefter disse fem små appetizers, der blev serveret sammen med en sjette. Flot, enkel og praktisk anretning.

Første appetizer blev serveret i et lille, lavt glas og bestod af en lun kartoffelcreme med løvstikke og sprødristede kartoffelsticks. En fin lille hapser, som både var lun, blød og sprød på samme tid.

Øverst i ‘appetizer-tårnet’ var der sprødstegte blæksprutteflager serveret med et lillebitte stykke blæksprutte og en klat knaldsort blæksprutte-aioli. Det lille stykke blæksprutte blegnede lidt i forhold til den dybt fascinerende aioli, som viste sig at være langt mere fredelig og behagelig, end hvad udseendet antydede.

Vi blev i det sprøde hjørne, hvor græskarkerneflager blev serveret med en elegant citroncreme. En lidt spøjs appetizer, men da jeg jo er helt skudt i citron, så var det en creme lige efter min mave og hjerte. Mmm!

Flager var i det hele taget et af omdrejningspunkterne for vores appetizers, for vi fik også friteret polenta serveret med ål og finthøvlet ost (Havgus). Ret usædvanlig blanding, som ikke desto mindre fungerede ganske godt. Selvom ålestykket var meget, meget lille, så kunne vi tydeligt smage det, og det gav et fint modspil til de andre ingredienser.

Den næstsidste appetizer var disse små ‘rugbrødsmadder’, der bestod af rugflager med østersremoulade og karse. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde gættet indholdet af den remoulade, hvis ikke vi havde fået den oplyst – ret interessant fortolkning af remoulade og noget helt andet end det, du får til din roastbeef!

De sidste appetizers bestod af andehjerter i fløde, der var bagt gyldne, samt kræmmerhu med oksetatar og estragonpuré. Igen blev jeg imponeret over, at noget i så lille format kunne smage af så meget. Estragonpuréen var så kompakt, at den smagte tydeligt igennem, selvom portionen var lillebitte.

Sammen med de fine små hapsere fik vi to slags kuvertbrød – et græskarbrød, som ses her i forgrunden, og et saltrøget surdejsbrød, som anes i baggrunden. Brødene blev serveret sammen med økologisk smør og hasselnøddeolie, der var pisket til en creme. Brødene fulgte os helt frem til hovedretten og smagte i øvrigt ganske godt.

Første forret var den lille men meget smukke orange og grønne anretning bestående af gulerødder både som flager og intens creme samt saltede og syltede kammuslinger og dampede blåmuslinger. Den var så pæn, at jeg næsten ikke nænnede at spise den… men selvfølgelig skulle den smages, og igen var de små toppe af creme med til at løfte retten og give en god sødme til skaldyrene. Vi fik en Riesling – Willi Haag 2009 Mosel – som havde en fin sødme, der gik godt til gulerødderne.

Næste anretning var en meget intens mørkegrøn ret, som viste sig at indeholde frisk grønkål, grønkålscreme, torsk, torskechips, trøffelolie og friskrevede trøfler. Grønkålen supplerede torsken godt, og selvom de to råvarer ikke står i høj kurs hos særlig mange, så formåede de at udgøre en stærk duo. En øjenåbner for, at mange råvarer kan blive utrolig interessante, hvis blot de får den rette behandling. Sammen med retten fik vi en Bourgogne Chardonnay Les Ursulines 2009, som var ganske mild og mindede smagsmæssigt om lyst, hjemmebagt brød – spøjst men lækkert.

Den tredje ret var i forklædning. I hvert fald kunne jeg ikke gætte omdrejningspunktet for retten, da den blev serveret, men det viste sig, at de ultratynde flager af æble gemte på et stykke braiseret svinebryst. Over dette var en creme med prestige kaviar og sprøde korn af noget, jeg ikke lige kunne identificere. Igen var det en sammensætning, som jeg nok ikke selv var kommet på, men saltet fra kaviaren matchede svinekødet ganske fint. Jeg var ikke helt blæst omkuld smagsmæssigt, men sammen med vinen – denne gang en Barbera D’Alba Andrea Oberto 2009 – fik den lige et ekstra løft. Vinen havde en lidt røget duft, god fylde og med en balanceret syre, som rensede munden godt efter en bid af det fede svinekød.

Vi var efterhånden nået til hovedretten, og den bestod af amerikansk oksenakke, friterede flødekartofler, broccolicreme, morkel-sauce, små stykker broccoli og løg. Restauranten havde afholdt sig fra at lave en stor hovedret og holdt sig i stedet til en behersket anretning, hvilket passede glimrende ind i rækken af retter. Nu er portioner på gourmetrestauranter sjældent særlig store, men der er ofte langt mere saft og kraft i de retter, og så indtages retterne også over flere timer, så man når at nyde maden på en helt anden måde end til hverdag. Kødet var mørt og med en smuk rød farve – lige som det skal være – og ideen med de friterede flødekartofler var syndig og sjov. I de mængder blev det heller ikke for meget. Vinen var en Domaine de Pouypardin 2007, som havde en god tyngde. At drikke den var som et skarpt smæld, og derefter kom smagen rullende i bølger, hvor det viste sig, at vinen havde en behagelig og lidt tør smag.

Sikke ret var denne enkle og betagende dessert, som lignede en smuk guldkugle.

Da jeg prikkede hul på karamelskallen, viste det sig, at den indeholdt en pæresorbet, pærecreme samt crumble. Jeg elsker, når der kæles for detaljerne, og denne smukke og velsmagende dessert sad lige i skabet. Perfekt udført! Sukkerkuglerne er efter sigende også en af Wassim Hallals specialiteter, og jeg forstår ham godt – det er en meget smuk og enkel måde at anrette på, og den kan varieres utrolig meget. Sammen med desserten fik vi en Château de la Roulerie 2009 Coteaux du Layon. En vin med en meget svag duft men med en frisk og sød smag, der giver et lille ‘svirp’, lige når du får den på tungen, og derefter forsvinder hurtigt – efterladende lidt sødme i munden. En glimrende vin sammen med pæreanretningen.

Middagen var ovre, men vi blev vist ud i foyeren, hvor vi kunne nyde vores kaffe – eller te som det var i vores tilfælde, da det passer bedre til vores smagsløg. Stor var vores overraskelse, da dette petit fours bord blev rullet hen til vores siddepladser, og vi blev opfordret til at vælge nogle stykker, som vi kunne nyde til den varme drik. Jamen hvordan skulle vi dog kunne vælge!?

Jeg endte med disse fire små serveringer – en meget fnuglet madeleine-kage, hvid chokolade med røde bær (kan desværre ikke huske, om det var skovbær), hvid chokolade med lakridscreme samt mini-brownie. Det var forholdsvis traditionelle hapsere, og det var mest muligheden for at vælge imellem så mange slags, der overvældede os. Men en sjov afslutning på en dejlig aften.

Serviceniveauet var højt, og tjenerne udstrålede både professionalisme og overskud i form af smil og hyggelige bemærkninger. Vi følte os både velkommen og vigtige – selvom vi var der gennem et tilbud, så kunne vi absolut ikke mærke dette på madens kvalitet, mængde eller på det generelle serviceniveau. Dette er folk, der tager deres arbejde seriøst, og det kan mærkes.

Det var en oplevelse helt i top, og selv hvis vi havde betalt fuld pris, ville jeg stadig have svært ved at finde noget, der skulle trække ned. Stedet får mine varmeste anbefalinger.

Nu har jeg bare ét problem – hvor skal jeg spise, næste gang jeg besøger Århus, når jeg bliver ved med at få så gode spiseoplevelser i den by!?

Print opskrift

I weekenden var jeg i Århus, og dagene kom til at stå i madoplevelsernes tegn, for ikke alene var jeg på FoodExpo om søndagen – om lørdagen var jeg så heldig at have to skønne restaurantoplevelser.

Gemalen og jeg drog af sted mod Århus lørdag morgen, for vi ville gerne være fremme til frokosttid, da vi havde en frokostaftale med Moster K og Max. Jeg havde foretaget lidt researcharbejde og var faldet over Restaurant ET, som bød på en masse lækre retter til en ganske rimelig pris. Klidmoster havde gode erfaringer med stedet, så jeg sørgede for at booke bord.

Det tog lidt tid at vælge fra menukortet – ikke fordi det var specielt langt, men fordi alle retter lød ganske indbydende. Jeg endte med at vælge to mindre retter – troede jeg – da jeg udpegede en fiskesuppe og en gedeostesalat. Jeg var ret sulten, for jeg havde kun spist et enkelt æble til morgenmad, men jeg skulle jo også gerne have appetit til om aftenen, hvor vi skulle spise på en anden restaurant.

Fiskesuppen blev serveret i en dyb skål, men meget suppe var der nu ikke over selve serveringen. Til gengæld kunne jeg tydeligt se de fyldige dele i retten – nemlig torsk, muslinger, en stor reje og lidt grønt tilsat en smule fiskesuppe. Men så kom tjeneren med en kande…

… og hældte gavmildt suppe ud i tallerkenen…

… og pludselig var der en skøn skålfuld fiskesuppe, mmm…

Fiskesuppen blev serveret med en stor crouton, revet gruyére samt aioli.

Og hvilken suppe… den var smagfuld og fyldig – der var også en god sjat fløde i den ret – og jeg var særdeles glad for, at der var noget at bide i, for vandede supper uden fyld har aldrig sagt mig noget. Bagkroppen på den store reje var tilmed pillet, så den kunne let spises med ske eller gaffel.

Portionen var større, end jeg havde forventet, og er du ikke voldsomt sulten, kan du godt nøjes med denne ret til frokost. Jeg var dog – heldigvis – ret sulten og havde også bestilt en salat med gratineret gedeost, crouton, friske pærer og frisee salat.

Og sikke en salat! Jeg kunne jo dårligt få øje på resten af salaten for det kæmpe stykke ost, som lå og tronede i midten af tallerkenen! Det var en heftig anretning – sådan et stykke ost mætter temmelig godt – men den var velkomponeret og lavet med gode råvarer.

Jeg droppede enhver fiks idé om at få et stykke ost eller to som afrunding på middagen – det var der simpelthen ikke plads til, for jeg var temmelig mæt på det tidspunkt. Der var ellers et meget flot og indbydende ostebord, som jeg gerne havde kastet mig ud i at afprøve, men det må blive en anden gang.

Der er ingen tvivl om, at jeg gerne spiser det sted igen. Maden var vellavet, generøs og til ganske rimelige priser. Betjeningen var både høflig, professionel og sjov på samme tid, og vi hyggede os godt – ikke kun på grund af det gode selskab men også fordi vi følte, at der blev nusset om os. Dejligt.

Fem stjerner med pil op!

Print opskrift

Jeg var som sagt på Klassisk 65 i lørdags. Det var Klidmoster, der havde foreslået stedet, hvor hun har spist flere gange og havde rost både mad og betjening. Vi fik en aperitif og en besked om, at der var mange gæster lige på det tidspunkt, så der var nok en smule ventetid. Meeen det gjorde os nu ikke noget, for vi var jo i godt selskab (hæhæ), og så var de andre i tvivl om, hvad de ville have til forret. Selv var jeg helt sikker på, at jeg ville have snegle i hvidløgssmør, for det var år og dage siden, at jeg sidst havde fået det.

Grublerierne blev dog overflødige, for restaurantejeren insisterede venligt men bestemt på, at vi også skulle prøve marvpiber og moules, og pludselig stod tallerknerne på bordet. Så skulle man da være et skarn, hvis ikke man liiiige smagte…

Og det var så her, det allerede blev farligt, for udover disse to retter kom der også brød og safranaioli på bordet, og det blev alt for let at dyppe brødet i det lækre aioli eller smørret fra marvpiberne…

Jeg prøvede ihærdigt at holde igen, for det mætter jo meget, så jeg kastede mig hurtigt over moules, og de var nu også ret gode! Det er efterhånden også længe siden, jeg sidst havde fået det, men det var perfekt til at sidde og hyggesnacke med.

Klidmoster havde valgt foie gras, og det var en ordentlig portion, hun fik, så hun forsøgte også at lokke Anarkisten og mig til at prøve den. Nu er jeg ikke særlig vild med foie gras, og det er Anarkisten åbenbart heller ikke, så vi nippede en lille bid og var ellers forræderiske nok til at overlade resten til Klidmoster, hæhæ!

Men sneglene i hvidløgssmør – uha… se, det var mere mig, og de forsvandt med lynets hast! Jeg fik også smagt den varme gedeost, som Anarkisten havde bestilt, og det var nok en af de bedste gedeoste, jeg nogensinde har smagt – uhm!

På det her tidspunkt var vi omend ikke mætte så godt på vej dertil, og jeg havde en fæl mistanke om, at hovedretten nok skulle være stor nok til at tage den sidste plads i maven – og jeg fik ret!

Jeg fik vagtel – faktisk 1½ stk. i en lækker sherrysauce med vindruer (!) og mos til. Og det smagte – også – godt, men hold da magle hvor det mættede, så det var bestemt ikke på grund af smagen, at hovedretten strakte sig over lang tid. De andre fik and, og de var efterhånden også så mætte, at ingen af os kunne vrikke med ørerne. Men ok – fransk bistro er også solid kost, og der var også røget et par solide glas Boxer ned.

Vi slap dog ikke så let, for da vi sagde, at nu var vi alt for mætte til dessert, replicerede ejeren, at så ville han bare sørge for et par smagsprøver, og det skulle vi slet ikke tænke på… hvorefter han smed fire store desserter på bordet med tre forskellige slags tilhørende (dessert-)vin til! Jeg ved ikke, om det er specielt århusiansk, men jeg måbede i hvert fald noget! Og så smagte desserterne selvfølgelig tarvelig godt, så det var svært ikke at spise videre, selvom vi allerede var alt, alt for mætte. Chokoladekagen var lææææækker – blød, cremet og svampet!

Og creme bruleen… tyndt, sprødt sukkerlåg med en mild og dejlig lidt fast creme under – så godt!

Der var også en stor portion hvid chokolademousse, og den var udmærket, men savnede måske lidt syrligt modspil. Men den nåede vi dårligt at smage, for vi havde travlt med at nippe til de andre desserter.

Den sidste – tarte tatin – var dog den allerbedste. For sørensen da hvor var den skøn! Den måtte godt flytte ind hos mig – sådan et tarte tatin-træ ville ikke være dårligt… (nåja, man har vel lov til at håbe!).

Og derefter kunne jeg ikke mere. Overhovedet. Faktisk ville jeg godt beame direkte fra spisestedet og hjem til Klidmoster, hvor jeg skulle overnatte, for jeg kunne ikke helt forestille mig, hvordan vi skulle kravle derfra. Mæt mæt mæt!

(og så har jeg ikke en gang et billede af det store glas cantuccini, der blev smidt på bordet til allersidst…!)

Det var en fantastisk aften med personlig, underholdende og skøn betjening, hvor vi spiste velsmagende mad tilberedt med masser af kærlighed. Klassisk 65 er et spisested, hvor du går hen for at have en god aften i venners lag. Man sidder ret tæt, så det er måske ikke lige et sted, hvor jeg vil holde en flette-fingre-med-kæresten-middag, men der er hjerterum, og jeg kan godt forstå, at jeg kun har hørt godt om stedet. Der spiser jeg gerne igen!

Print opskrift