Nu er der ikke længe til min sommerferie, og i den anledning mente jeg, at så var der også plads til lidt osteindkøb, da vi var på torvet i går. Her er der en lille ostebod, som har et lille men ret spændende udvalg af oste, og ejerne er rigtig gode til at lange smagsprøver over disken. Jeg faldt for brændevinsosten – den med sort skorpe – som dog ikke smagte synderligt af brændevin men havde en rimelig mild og salt smag. Den pangrøde ost med pesto kunne jeg heller ikke stå for – er det ikke et fantastisk syn?
Gemalen er ikke synderlig begejstret for ost, men hvidløgsost er han dog med på, og sådan en frisklavet sag fandt vi på tilbud, så den kom også med hjem.
Da jeg for et øjeblik siden ville tage ovenstående billede og åbnede køleskabet, indså jeg dog, at jeg nok har en oste-fetisch. Udover ovenstående oste indeholdt køleskabet også:
- 1 x mild og fast gedeost fra Løgismose (indkøbt i går i supermarkedet, da den lød spændende)
- 2 x mozzarellakugler (da jeg håber på at lave pizza i løbet af næste uge)
- 1 x blød feta (købt i forgårs i det tyrkiske supermarked, da det er længe siden, jeg sidst har fået feta)
- 1½ x pecorino (som altid er rart at have på lager til pesto og andre italienske sager)
- 2 x flødeost naturel (skal bruges til feriekage i næste uge)
- 1 x gorgonzolaost (skal nok bruges i en varm ret)
… ahem…
Kan du lide ost? Og hvis ja – hvilke kan du anbefale?
news and informations automotive,business,crime,health,life,politics,science,technology,travelautomotive,business,crime,health,life,politics,science,technology,travel