Yoyo Berry i Roskilde

Yoyo Berry, yoghurtis, isbar, restauranter i RoskildeHvad er en sommerferie uden is? Det tænkte jeg i hvert fald tidligere på ugen, så jeg lokkede gemalen med til centrum af Roskilde, hvor en ny isbar åbnede for et par måneder siden. Og det er ikke bare en traditionel isbar – det er en isbar med frozen yoghurt, dvs. yoghurtis, hvor du selv fylder is og topping(s) i et bæger.

Yoyo Berry ligger i Algade i Roskilde (og i øvrigt også på Fisketorvet i København), og her kan du vælge mellem 10 forskellige slags yoghurtis samt et hav af forskellige toppings og saucer.

Yoyo Berry, yoghurtis, isbar, restauranter i RoskildeDu tager blot et bæger og fylder selv op – og er velkommen til at putte mange forskellige slags is i samme bæger, for de koster det samme.

Yoyo Berry, yoghurtis, isbar, restauranter i RoskildeJeg valgte en pistacie-is og en cheesecake-is.

Yoyo Berry, yoghurtis, isbar, restauranter i RoskildeDerefter var det blot om at drysse lidt topping på. Der var alle mulige slags krymmel, slik, nødder og frisk frugt, ligesom der også var en række saucer.

Når du er færdig med at komponere din is, går du hen til kassen, hvor den bliver vejet.

Yoyo Berry, yoghurtis, isbar, restauranter i RoskildeOg sådan så resultatet ud. Bægrene er ret store, så min portion fyldte ikke meget i bægret.

Pistacie-isen var desværre ret tam, så det var heldigt, at jeg havde valgt at drysse lakridskrymmel på denne is, så den smagte af noget. Jeg elsker lakridskrymmel, men denne udgave var lige lovlig kraftig – i hvert fald i forhold til, hvis man gerne vil smage isen nedenunder. Cheesecake-isen var til gengæld glimrende og havde lige den milde, cremede sødme, som jeg forventede.

Jeg kan godt lide konceptet med, at man trisser rundt med et bæger og sammensætter sin egen is – især når der er et pænt udvalg som her. Der er jo også et ret snedigt forretningskoncept, for man skal være ret opmærksom, hvis man ikke vil risikere at gå derfra med en (for) stor portion. Det er dog også en dyr fornøjelse – det koster 13 kr. per 100 gram, og selvom jeg tog en rimelig normal portion (hvad der svarer til ca. to kugler is), så blev prisen alligevel ca. 30 kr. Til den pris kan jeg lige så godt gå lidt længere ned af gaden til Paradis Is, som altid har et spændende udvalg af is. Paradis Is har til gengæld ikke et stort udvalg af toppings, så hvis det er den del, der tiltaler dig, så er Yoyo Berry et fint bud på en lidt anderledes isbar.

Release-event hos Hard Rock Café

Hard Rock Café, café, restaurant, restauranter i København, event, arrangementI sidste uge var jeg på Hard Rock Café i anledning af, at de præsenterede en lang række nye drinks og retter, som de har på menukortet fremover. Jeg sad sammen en række andre madbloggere – blandt andet Julie Karla og Louises Madblog (og Sjønne, som jeg desværre ikke nåede at tale med) – og vi smagte på en masse spændende ting – både gode og knapt så vellykkede. Jeg har lavet et billedgalleri på Piskerisets Facebookprofil, hvis du vil se, hvad vi smagte.

The Bronx

Da jeg skulle vælge benspænd for denne måned, overvejede jeg kort, om jeg skulle vælge ‘spise ude’ som tema, for der kommer en del restaurant-anmeldelser i denne måned. Heldigvis er ingen af dem særlig dyre, hvilket så også er grunden til, at vi kommer af sted en del gange.

Men da jeg besøgte The Bronx for nylig, var det nu i selskab af Bedstevennen, som jeg havde inviteret på det nye burgersted på Nørrebro. The Bronx har ret prisbevidste burgere – der er ti forskellige slags, der alle kan købes for 79 kr stykket (inkl. tilbehør og dressing), og det er jo en noget anden pris end de vanvittige priser på caféburgere, som efterhånden er normen. Jeg kan ikke helt se, hvorfor man skal bløde 120 – 140 kr for en burger. Spisestedet har tilmed et godt tilbud frem til den 29. februar – hvis du tilmelder dig stedets nyhedsbrev, kan du købe din første burger til halv pris! Det benyttede vi os selvfølgelig af.

Der var flere fristende udgaver på menukortet, og jeg endte med at vælge en El Diablo med hakket oksekødsbøf med cayennepeber, cheddar, bacon, jalapeños og chilimayo. Burgerbollen var ikke hjemmebagt, men det forventede jeg nu heller ikke til den pris, og heldigvis var det ikke den sædvanlige papudgave med sesamfrø på – denne her var en anelse mere spændende. Jeg valgte små ristede kartofler samt krydderurtemayo til, og så drak jeg danskvand. Der var i øvrigt refill på ikke-alkoholiske drikkevarer, men det fik jeg ikke benyttet mig af.

Burgeren var glimrende. Den var tilpas stærk til mig, men er du til meget stærke madretter, så vil du muligvis mene, at den godt måtte få lidt flere jalapeños. Jeg savnede lidt flere krydderier i selve oksekødsbøffen – den var lidt tam – men ellers smagte burgeren udmærket og havde både lidt grønt og lidt ‘snask’ (i dette tilfælde chilimayo), som burgere nu skal have.

Tilbehøret var jeg til gengæld ikke så imponeret af. De ristede kartofler var sådan set ok, men jeg havde egentlig håbet, at de var sprøde. I stedet fik vi små kartofler vendt i olie. Krydderurtemayoen var ret kedelig, så den kan jeg ikke anbefale.

Stedet er ret stort, men det var nu ret velbesøgt den dag, vi var der. Om det skyldes almen nysgerrighed, de gode priser eller at Nørrebro har savnet sådan et sted skal jeg ikke kunne sige, men det lod til, at folk hyggede sig og også kom der for blot at drikke en enkelt genstand og sludre lidt sammen.

Vi fik en god betjening, hvor det dog var tydeligt, at stedet stadig er nyt. Der mangler lidt rutine i betjeningen, men personalet var søde og smilende. Jeg havde ellers læst flere anmeldelser inden, hvor servicen blev kritiseret, men vi havde ikke noget at udsætte. Jeg havde godt nok reserveret bord, hvor jeg havde bedt om et, der stod tæt på pejsen, men da vi ankom, havde de ikke tændt op. Til gengæld havde de så stillet en varmeovn hen ved vores bord, og så var de tilgivet af mig. Med de kuldegrader, vi har haft på det seneste, havde jeg brug for al den varme, jeg kunne suge til mig!

Det er helt sikkert et sted, jeg gerne vender tilbage til igen. Burgerne er ganske glimrende og i særdeleshed til prisen, og så er der en afslappet stemning, som jeg godt kan lide.

Grødbar

I sidste uge havde jeg en middagsaftale med LaCucinaNada, da jeg havde lokket hende med på Grød. Jeg havde oprindeligt planer om at besøge stedet allerede i december måned, men der faldt besøget med en dag, de ikke havde åbent, så der måtte jeg og min ven smutte på Tandoori Masala i stedet.

Grød er en hyggelig lille grødbar, som åbnede sidste år. Den er et nyt og forfriskende pust i en take away-verden fyldt med kebab-barer, pizzeriaer og andre lette løsninger. Der er noget dejligt provokerende og jordnært ved at have grød som tema for et spisested. Det er på én gang meget simpelt og meget oplagt – hvorfor ikke spise grød, når der også findes suppebarer? Grød er sundt og mætter godt, og så er det heller ikke særlig dyrt at lave. Jeg har dog læst, at flere kritiserer stedet for at være dyrt, men jeg syntes nu, at jeg fik noget for pengene.

Vi valgte begge en asiatisk inspireret grød – Congee – med langtidskogte basmatiris, små stykker kyllingekød, frisk koriander, mynte, peanuts, sesamolie og soyasauce. Jeg havde ellers planlagt at tage en mere traditionel grød, men denne kombination kunne jeg ikke stå for. Grøden var meget spændende og velsmagende, hvor både soya og koriander var med til at bringe nuancer frem, som klædte grøden rigtig godt og sørgede for, at den ikke blev blød og anonym.

Jeg valgte desuden en asiatisk-inspireret salat med bladselleri, gulerod, grønkål, valnødder og soyasauce-dressing. Den passede rigtig godt sammen med grøden. Desværre fik jeg ikke taget et ordentligt billede af den, for vi sad og sludrede så meget, at jeg først kom i tanke om det i sidste øjeblik!

Portionerne var ikke voldsomt store, men de mættede godt, og jeg kunne godt være stoppet der. Vi var dog begge enige om, at vi burde da også smage en dessertgrød, nu vi var der, og heldigvis viste det sig, at ugens dessertgrød – abrikos-sveskegrød med vaniljeflødeskumsskyr, brunsvigercrumble og ristede mandler – blev serveret i små portioner i almindelige vandglas.

Det var en lille men lækker mundfuld. Jeg er normalt ikke så vild med svesker i desserter, men her var desserten perfekt afstemt, så sveskerne ikke var for dominerende men gav retten en god, dyb smag. Vaniljeflødeskumsskyr bandt hele retten sammen, og den sprøde crumble gav retten lidt bid og fasthed. Meget lækkert.

Alt i alt – Grød var en rigtig god oplevelse. Det er ikke et sted, hvor du hænger ud i timevis, for det opfordrer indretningen ganske enkelt ikke til, men det er helt perfekt til en hurtig og let aftensmad.

Mætte og tilfredse gik vi få skridt hen til cafeen Lyst. Her tog jeg ikke billeder, men det var ellers en hyggelig café med gylden, lidt dunkel belysning, som gav cafeen et hjemligt skær. Vi fandt en ledig sofa og hyggede os så en times tid med lidt varmt at drikke. Jeg kan godt forstå de københavnere, der dyrker cafélivet, for hvor kan det dog være hyggeligt og uforpligtende at mødes til en tår kaffe/te/kakao sådan et sted. Det må jeg blive bedre til i fremtiden!

Perch’s Tea Room

Perch's Tea Room, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København, restaurant, caféSidst på eftermiddagen mødtes jeg med min onkel rejsende Mac for at drikke te, hyggesnakke og kigge på juleudstillinger. Hun foreslog, at vi tog et smut forbi Perch’s Tea Room, som vi før har talt om at besøge, og det var en rigtig god idé. Nu er jeg ikke dedikeret tedrikker, men jeg har efterhånden vænnet mig til at drikke et par kopper te hver dag, når jeg er på arbejde. Det var ret svært at vælge mellem de mange tetyper, men jeg endte med en Hvid Creme te, som dog viste sig at være lige lovlig mild til min smag. Den var meget smagsneutral.

Perch's Tea Room, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København, restaurant, caféVi bestilte lidt at spise sammen med teen – først en tallerken med små sandwiches. Jeg mener, at de var med følgende fyld: tomat og ost, krebsesalat, laks med flødeost samt en med smør og agurkeskiver. Fine små hapsere serveret på en meget indbydende måde.

Perch's Tea Room, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København, restaurant, caféDet blev også til en scone til hver. Nu er jeg ellers ikke så meget til scones, men disse her var meget lækre med en skøn sprød overflade og blød velsmagende midte. Vi fik små skåle med henholdsvis syltetøj, flødeskum og lemoncurd, der kunne smøres på, og jeg kastede mig selvfølgelig straks over lemoncurd, der viste sig at have en meget smørbar og lækker konsistens med en ok koncentration af citron (måtte dog godt være endnu mere intens, men nu er jeg jo også helt skudt i citrussmag).

Der var rigtig hyggeligt hos Perch’s Tea Room, og selvom man sidder forholdsvis tæt i rummet, så virker det slet ikke så overfyldt som hos La Glace. Lydniveauet kunne dog godt være lavere, men det var ikke decideret generende.

Bagefter tullede vi lidt rundt og var blandt andet forbi Summerbird og Royal Copenhagen, hvor vi hos sidstnævnte så deres juleudstilling med forskellige pyntede juleborde. Jeg slæbte på arbejdscomputer og lidt forskellige sager, jeg havde nået at købe ind, så jeg orkede ikke at finde kameraet frem, men Madame var også forbi udstillingen tidligere i dag, og hun tog en række fine billeder, som du kan se her.

Nørrebro Bryghus og Is á Bella

Nørrebro Bryghus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnI lørdags havde jeg lokket gemalen med til København for at bruge en Sweetdeal til Nørrebro Bryghus, hvor vi havde et par gavekort på tre stk. smørrebrød til den rørende pris af 49 kr. Det er et spisested, jeg har hørt godt om, så det var helt perfekt, da jeg for nylig fik mulighed for at købe smørrebrød til halv pris.

Nørrebro Bryghus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnSom jeg tidligere har nævnt, så er gemalen mest til lysere øl i stil med ale, hvor jeg hælder til de mørkere, tunge stouts. Det var derfor ret oplagt, at han kastede sig over New York Lager, mens jeg tog en Ravnsborg Rød. Begge blev anbefalet til smørrebrødet af tjeneren, og jeg må sige, at han havde ret. Ravnsborg Rød passede godt til det mørke rugbrød og blev ikke for voldsom, selvom den bestemt var kraftigere end den mere sommerlige og lette New York Lager. Jeg vil dog samtidig indrømme, at skulle jeg nyde en øl uden mad til, så ville jeg have valgt New York Lager, da den havde en meget behagelig og lettilgængelig smag, som ville passe fint til en hverdagsaften eller mere simple måltider.

Nørrebro Bryghus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDe tre stykker smørrebrød var simple men udmærkede. De kan ikke sammenlignes med de kendte smørrebrødsrestauranter, hvor smørrebrødet er så højbelagt, at du dårligt kan gabe over det, men omvendt måtte der godt have været lidt mere spræl og pondus over dem. Hvis du har en nogenlunde normal appetit, så er tre stk smørrebrød lige i underkanten, hvis du vil være mæt, men det fandt vi dog en løsning på.

Der var en hyggelig stemning og det lod til, at der var flere stamgæster, som nød frokosten der sammen med venner eller familie. Vi fik en god og venlig betjening, og med den reducerede pris i mente runder vi op til fire stjerner. Havde jeg betalt fuld pris, havde jeg nok forventet et måltid, der mættede lidt mere, for normalt kan jeg godt klare mig med tre stykker smørrebrød.

Is á Bella, isbarVi gik en kort tur bagefter og endte ved Torvehallerne, hvor jeg var for nylig. Her var jeg forbi Cleaver’s Meat Market og fandt grisehaler, svinekæber og bacon til yderst rimelige priser, og så sluttede vi af med at købe to små kugler is hver hos Is á Bella. De er rimelig gavmilde med portionerne, så vi kunne sagtens klare os med to små kugler til den nette sum af 20 kroner, men du kan også få to normale kugler til 25 kroner.  Jeg valgte blåbær og kokos og må med det samme anbefale kokosisen, som var dejlig frisk og med tydelig kokossmag. Blåbærisen var udmærket men kunne slet ikke måle sig med kokosisen. Gemalen fik ananasis, som var lidt for anonym til ham, og en mynteis som til gengæld straks blev lovprist.

Mini-burgere og Pierre Hermé

Francart Maison Gourmande, mini-burgere, slidersEfter vores museumsbesøg var det tid til frokost. Vi gik omkring i området ved rue Dauphine og kunne ikke rigtig bestemme os, da vi faldt over en butik, Francart Maison Gourmande, med de kæreste små serveringer. Her købte vi disse to mini-burgere (kostede 2 euro stykket), som lige kunne tage toppen af sulten, mens vi prøvede at beslutte os for, hvad vi egentlig ville have at spise.

Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi mest af alt trængte til en helt traditionel frokostpizza, og det fandt vi hos et hyggeligt spisested næsten lige over for Francart. Det er godt nok længe siden, jeg har fået sådan en pizza, men den var lige, som den skulle være.

Pierre Hermé, Paris, FrankrigVi købte et par småting i området omkring rue Dauphine, og lidt senere gik turen til en af Pierre Hermés filialer. Pierre Hermé er en af Frankrigs ypperste konditorer, og vi var spændt på, hvad han kunne byde på.

Pierre Hermé, Paris, FrankrigButikken var ikke så stor, men til gengæld var der en tålelig mængde kunder på det tidspunkt, hvor vi kiggede forbi. Udbuddet af smukke kager gav beslutningsproblemer allerede ved første blik. Hvad skulle vi dog vælge?

Pierre Hermé, Paris, FrankrigDet blev ikke bedre af, at montrene var udstyret med skilte, hvor kagernes indhold var skrevet med verdens mindste skrift! Jeg var lige ved at trykke næsen mod glasset for at læse, hvad der stod!

Pierre Hermé, Paris, FrankrigMen det lykkedes da at finde frem til lidt forskelligt, så vi forlod butikken med to kager og to macarons under armen. De to små macarons fik dog et ret kort liv, da vi valgte at spise dem med det samme. Vi havde valgt en med creme brulée og en med mokka, og de smagte udmærket – meeen vi var dog enige om, at vi bedre kunne lide Ladurées macarons, da de var langt mere elegante. Pierre Hermés macarons indeholder langt mere fyld, og det blev lidt for bombastisk og tungt til os. Pierre Hermés macarons koster 2 euro stykket.

Ovenstående var vores udsigt, mens vi spiste macarons. Der lå en kirke lige ved siden af springvandet, som vi besøgte, men I må undvære billederne derfra, for jeg vil hellere fortælle om kagerne!

Pierre Hermé, Paris, FrankrigDen ene hed Ibiza og bestod af pistaciekiksekrymmel, mandel génoise, appelsin-mascarponecreme, turrónmousse (?) og sprøde mandel-nougatine.

Det var en spændende, anderledes og delikat kombination, som vi nød. Det er en også en ret stor kage, som mætter fint. Det var… øhm… derfor lidt overkill, at vi havde købt en kage mere:

Pierre Hermé, Paris, FrankrigPlénitude hedder denne mørke og stilfulde kage (ja, jeg indrømmer, at jeg ikke kunne for udseendet, selvom den er så mørk, at billedet ikke helt viser, hvor smuk den er i virkeligheden). Den bestod af en chokoladebund med mørke chokoladeflager med saltet smør – og en enkelt hvid chokoladeflage – bittersød chokolademousse, bittersød chokolade ganache samt sprød karamel.

Der var gods i den kage, men jeg syntes, den manglede den elegance i smagen, som den havde i udseendet – den blev lidt for ordinær og kompakt. Og herefter var vi også så mætte, at vi dårligt kunne rokke med ørerne!

Resten af eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur, så vi kunne brænde nogle kalorier af, og et passende sted at gøre det var i parken omkring Luxembourg-paladset, hvor en del træer allerede havde smidt bladene. Jeg fandt dog også dette smukke bed i alle efterårets farver.

Vi sluttede dagen af med at købe salat, brød, ost samt drikkevarer i et supermarked, og så trissede vi ellers tilbage på hotellet, hvor vi så fransk MTV og læste højt fra den medbragte fantasy-bog.