Burgere på grill

burger, burgerbolle, bolle, hakket oksekød, grill, fastfoodHar du prøvet at lave burgere på grill? Altså inklusiv burgerbollerne? Det kan jeg godt anbefale!

For et par dage siden mødtes jeg med Love and Lemongrass, og efter lidt shopping (i virkelig heftigt regnvejr!) tog vi hjem til mig for at grille.

Jeg havde besluttet mig for at bage burgerbollerne på grillen. Jeg bager ofte boller på grillen, når vi har gæster, men her lægger jeg bollerne på selve risten, og selvom det ser meget hyggeligt ud med grillstriberne, så ville jeg denne gang forsøge mig med at lave burgerboller, der så lidt mere autentiske ud.

burger, burgerbolle, bolle, hakket oksekød, grill, fastfoodEn hurtig burgerbolledej blev rørt sammen af:
25 g gær
4 dl lunkent vand
ca. 2 dl durummel
1½ tsk salt
1 spsk mørk sirup
ca. 2 spsk olivenolie
hvedemel for resten

– opskriften giver ca. 6 store burgerboller

Gæren blev opløst i vandet og derefter blev resten af ingredienserne rørt sammen, indtil jeg havde en smidig, fugtig dej. Den blev dækket med et vådt viskestykke og fik derefter lov til at hæve til dobbelt størrelse (det tog 1-1½ time).

Jeg smurte en stor foliebakke med olie og tog derefter en grydeske, som jeg brugte til forsigtigt at grave en stor klump dej op af skålen. Dejen skal ikke æltes – blot lempes over på foliebakken og derefter formes forsigtigt til en burgerbolle. På den måde slår du ikke luften ud af den hævede dej. Jeg kunne have tre burgerboller i fadet, og de blev penslet med pisket æg og drysset med sesamfrø, inden bollerne blev sat på kuglegrillen, og låget lagt på. De skulle have ca. et kvarter, inden de var færdige, og derefter kom de næste tre burgerboller på grillen.

burger, burgerbolle, bolle, hakket oksekød, grill, fastfoodBollerne fik et fint snert af røg og grill, hvilket passede rigtig godt til burgerne.

Derefter var det blot at fylde burgerne med alskens gode sager. I dette tilfælde var det grillstegte oksekødsbøffer smagt til med salt, peber og bbq-saucen fra New York, stærk cheddar, ketchup, dijonsennep, friske løgringe samt tomat- og agurkeskiver.

9 tanker om "Burgere på grill"

  1. Måske et halvtmærkeligt spørgsmål, men har du skrevet bogen ‘hvor lagde jeg babyen?’? (Ser godt nok dumt ud med de to spørgsmåltegn i træk..). Jeg har bare aldrig stødt på det der ‘onkel rejsende mac’ før, og du bruger det en del på din blog, og så stod det i den bog, så jeg overvejede om du mon var forfatteren, eller om der er et lille skår i min stolthed (snart BA i dansk), og jeg rent faktisk bare ikke kender udtrykket?

      • Jeg må sluge lidt af min stolthed og gense det i øvrigt glimrende program, så! Jeg synes nu også det vat lidt underligt at damen i bogen stort set aldrig lavede mad/du aldrig havde omtalt en baby på din blog :b. Glæder mig til at høre om augusts udfordring.

  2. Åh hvor lyder det godt – sådan en kunne jeg godt spise nu, selv om vi lige har spist kalvefrikadeller med tilbehør og is med frugt 🙂

    • Det lyder nu heller ikke dårligt 🙂
      Gemalen har lige klaget over, at det er flere dage siden, han har fået is, så jeg må hellere fremtrylle en kugle til ham lidt senere 😉

  3. Hånden på hjertet – en af de top tre bedste burgere, jeg har spist. Perfekte burgerboller, sprøde, saftige og let seje med den lækreste røgsmag fra grillen. Muuuums!

  4. Pingback: Citronis | Piskeriset på eventyr

  5. Pingback: Sliders med pulled pork og peanutbutter coleslaw | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *