Burger i spinatbolle

spinatboller, boller, durummel, hvedemel, spinat, gærSpinatbolle med bøf (iblandet paprikapesto, æg og en smule durummel), chilisauce, salat, ost, syltede agurker, ketchup og tomat.

Man er pivcharmerende, når man spiser burger. Derfor havde jeg også lavet det til aftensmad, da vi havde gæster i tirsdags. Bare rolig – det var nogen, der kender os rimelig godt, og som alligevel synes, vi er fjollede.

Jeg havde bagt spinatboller dagen før samt stegt bøfferne på forhånd, så det tog ingen tid at smække sammen. Bolleopskriften er fra den dejlige kogebog ‘Varm på brød og lun på boller’, hvor jeg har brugt findelt spinat op i stedet for helbladet, så de blev en anelse grønnere at se på. Desuden havde jeg ikke så meget tid, så hævetiden blev kortere end i den originale opskrift.

Spinatboller
12-15 stk.

600 g hvedemel med højt proteinindhold (over 10%)
300 g ristet durummel
100 g groft mel
170 g frossen optøet spinat (helbladet)
7 dl vand
30 g salt
20 g gær

Durummelet fordeles i en bradepande og ristes i cirka et kvarter ved 200 grader. Spinaten optøes og presses fri for væde. Vand, salt og gær blandes, og det meste af spinaten røres i. De forskellige meltyper røres derpå i. Der røres/æltes ca. fem minutter, indtil dejen slipper skålens kant. Dejen hviler et par timer på køkkenbordet eller natten over i køleskab.

Dejen hældes ud på bordet og skæres i ca. 15 stykker, der lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav et snit i toppen af bollerne og tryk et par spinatblade i. Dejen kan også rulles til boller eller flutes, der efterhæver en time.

Bages ved 230 grader i 10-15 minutter.

Note: Jeg havde ikke så meget tid mandag aften, og jeg havde egentlig tænkt mig at lave en anden bolleopskrift, så bollerne fik kun lov til at hæve i 1½ time – mere tid havde jeg ikke afsat. De smagte stadig fint, men blev lidt fladere, end de er tiltænkt.

12 tanker om "Burger i spinatbolle"

  1. Jeg er bare vild med burgere. Jeg fik aldrig junkfood som barn og ung, saa jeg har saa meget at indhente:)
    Din opskrift tilgodeser det sunde, saa den kan jeg da lave/spise med god samvittighed – tak for den.
    God dag til dig og tillykke med den nye status som husejer.

  2. Hej Ravheksen!
    Mange tak! Jeg er blevet ret glad for at lave burgere på denne måde (med en mere solid/fiberrig/sund burgerbolle og med en krydret hakkebøf samt spændende smørelser og lignende) – de smager lige af lidt mere og mætter også ret godt! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *