Bryllupskage med chokoladekage, lemon curd smørcreme og limoncello

Bryllupskage med chokoladekage, lemon curd smørcreme og limoncello

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det er et gammelt mundheld, som jeg altid har været lidt loren over for. Nu plejer jeg at være ret afklaret omkring mange ting og skifter ikke sådan lige mening, men derfor kan der jo godt opstå en situation, hvor jeg tænker – “arh, skal jeg ikke lige udfordre mig selv og gøre det lidt anderledes?”.

Og sådan havde jeg det, da jeg for et stykke tid siden blev spurgt af et vennepar, om jeg ville lave en bryllupskage til dem. Jeg har ellers forsvoret at skulle kaste mig ud i sådan et projekt, for det er et større arbejde, og så er der ofte ret mange følelser og forventninger knyttet til sådan en kage. Nu er dette vennepar dog nogle af de mest jordnære og afslappede mennesker, jeg kender, og de er ikke lige typen, der har drømt om en bestemt slags bryllupskage, siden de var fem år gamle, så projektet virkede ikke så farligt. Da det samtidig viste sig, at kagen ‘kun’ skulle være til 45-50 mennesker og bruges sidst på aftenen, så var det ikke så uoverskueligt.

Så som I nok har gættet, så kom jeg til at sige ja – og det fortrød hverken brudepar eller jeg.

Jeg må dog indrømme, at jeg advarede gemalen fredag morgen om, at jeg nok ville nå at blive temmelig hidsig flere gange i løbet af kagepyntningen den eftermiddag, så han kom lidt senere hjem, end han plejede… den kylling… 😀

Men det gik meget stille og roligt – næsten helt zen – og eneste krise var, da fondanten viste sig at være lidt for tør og havde tendens til at revne! Jeg nåede dog hverken at panikke eller blive hidsig, men blandede lidt æggehvide i og fik en nogenlunde overflade til kagen. Det var mest den nederste del, der drillede, men da den stort set var dækket af den øverste kage, så gjorde det ikke så meget.

Kagen består af 
– to mudcakes – en på 20 cm og en på 25 cm
– dobbelt portion lemon curd smørcreme med hjemmelavet lemon curd samt ekstra vanille
– samme smørcreme dog uden lemon curd men med lidt vanille og revet citronskal i (til at smøre kagerne)
– ½-1 dl limoncello
– 1½ pakke fondant fra Panduro, som jeg selv farvede lilla
– pynt (lavet med sprøjtetylle, noget af det malet bagefter, samt lidt sølvstøv)

Bundene blev bagt onsdag aften og stod derefter i køleskab. Fredag meget tidlig morgen blev lemon curd smørcremen lavet, og kagerne lagt sammen med smørcreme og limoncello i, og så stod de ellers på køl nogle timer, mens jeg arbejdede.

Tidlig eftermiddag blev kagerne smurt uden på med smørcreme, og fondanten blev efter noget bøvl rullet ud og lagt på kagen. Derefter fulgte en række timer, hvor der blev nørklet med sukkersnirklerier med passende pauser ved computeren og kattene. Da kagen var pyntet og malet, lavede jeg en række små og meget smagsneutrale romkugler, som blev lagt ved bunden af kagen. Så var der også lidt til børnene, og jeg skulle ikke bøvle med at pynte helt nede ved foden af kagen.

Det var faktisk et ret hyggeligt projekt, og selvom der var et par ting undervejs, der drillede lidt, så foregik alt i god ro og orden. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kaster mig ud i et bryllupskageprojekt igen, for det tager trods alt ret lang tid, og det er noget, mange har høje forventninger til.

 

bryllupskage, kage, dessert, lagkage, lemon curd, chokoladekage


35 thoughts on “Bryllupskage med chokoladekage, lemon curd smørcreme og limoncello”

  • Her sad jeg ellers og tænkte at jeg ville bede dig lave bryllupskage til mig HVIS og såfremt ifald jeg nogensinde skulle få den sindsyge idé igen at skulle giftes. Haha, men dels læste jeg hele vejen ned, og dels er der absolut intet i sol måne og stjerner der peger i bryllupsretning :-))
    Men kagen ser uforskammet lækker ud. Lemon curd?? Er det også en slags smørcreme ??

  • Wouw, wouw, wouw!!!!! For dælen, hvor er den smuk den kage!
    Jeg tør ikke at møde dig hos næste Sif kursus … i hvert fald må jeg straks i træningslejr, ellers falder jeg da helt igennem. 🙂

  • Annettes – hehe, mange tak! Bryllupper er nu ellers så hyggelige! Desværre er der lige lovlig mange i vores omgangskreds, som enten bliver hemmelig gift og derfor ikke holder noget, eller som holder små fester, hvor vi så ikke er tætte nok på parret til at blive inviteret med. Ævæv.

    Lemon curd består af saft og skal fra citron, sukker, smør og æg. Det er nok tættere på en marmelade, men den kan kun holde sig en uges tid i køleskab. Til gengæld smager den, så englene synger 🙂

  • Hanne – det skulle du have tænkt på, inden du lokkede mig med! 😀

    Men men – jeg bør også øve mig, for jeg skal lige have lidt mindre fart på næste gang og fokusere mere på regelmæssighed. Det gav jeg lidt køb på i dette tilfælde, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne nå langt nok med kagen, men i sidste ende var der nu ingen problemer.

  • Hold da op hvor ser den god ud, måske hvis jeg viser den til kæresten at han frier til mig? 😉 Nu ved jeg da hvem jeg skal spørge, hvis det nogensinde kommer så vidt – altså mht. til bryllupskagen….

    Jeg synes at det var rigtig pænt af dig at advare gemalen 😀

    Mange hilsner
    Birthe

  • NYBH – hæhæhæ! Det kunne jeg også have overvejet i sin tid, men jeg valgte at fri selv, så det vil jeg selvfølgelig opfordre til 😛

    Ja, det var faktisk ret pænt af mig at advare ham, men tilsyneladende uden grund for det gik meget stille og roligt med at pynte kagen. Da først fondanten var kommet på, så gik det meget lettere 🙂

  • Oh my, hvor er den flot. Jeg synes virkelig, at den har fået en flot form (jeg ved af hårdt tillært erfaring, at den slags er svært), og man kan slet ikke se revnerne. Jeg er jo selv igang med projekt bryllupskage, og jeg er helt vildt nervøs, så jeg forstår udmærket dine tanker om sådan en kage (skal lave til 150 mennesker). Jeg har indtil videre lavet kager med sugarpaste 3 gange, og ingen af forsøgene er så flotte som din kage. Der skal vist lidt mere øvelse til.
    Kh Nadia

  • Kære Piskeriset..Jeg er intet mindre end MEGET IMPONERET…..Waw hvor er den flot….
    Den smørcreme du putter i, er der ingen flødeskum i?
    Knus Irene

  • Foodfanatic – tusind tak 🙂
    Jeg er spændt på at se dit kageprojekt – det lyder ret omfattende! Men jeg er sikker på, at det nok skal gå godt 🙂

  • Mrs Cakeaholic – mange tak! Nej, der bliver ikke brugt fløde i kagen, for så kan den ikke holde sig, når den skal stå ude i så mange timer under pyntningen. Så desværre ingen mousser eller lignende, hvis man vil lave den slags pyntning…

  • Wauw…. Lækker farve og kanon flot pyntet. Den kan du være rigtig stolt af. Jeg er imponeret over hvor glat og fin du har fået kagen. Bryllupskager kræver virkelig tid og tålmodighed :-))

  • Madame – hehehe! Jeg sagde til bryllupskageafhenteren, at hvis brudeparret formastede sig til at sige det, så ville de få direkte ordre på at skære i kagen! Jeg laver ikke et så stort arbejde blot for at den skal stå og pynte! 😀

  • Vibeke – tusind tak! Jeg har også været ret tilbageholdende med at kaste mig ud i det, for det kræver lige noget overskud – og det er jeg såmænd ikke sikker på, at jeg havde, men det gik fint alligevel – heldigvis 🙂

  • Hvor er den smuk, og FED farve !!!

    Tager altså vitterlig hatten af for at du kan tylle på den måde der…

    Det må virkelig kræve en rolig og fast hånd !!!!!

    En anden gang, så prøv Wiltons fondant.. Den driller næsten ikke…

    Hyggehygge
    Marianne

  • Kager skal der til – tusind tak! I betragtning af, hvor meget krudt i røven, der kan være på mig, så er jeg selv ret imponeret over, at jeg kan sidde stille så lang tid! 😀

    Tak for anbefalingen – det må jeg have fat i på et tidspunkt. Ærgerligt med den anden, som jeg har købt hos Panduro flere gange, for den er let at få fat på og har virket godt indtil nu. Meen lidt kritisk tidspunkt at give problemer på 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *