Brombærkage med valnødder og ricotta

brombærkage, kage, dessert, ricottakage, ricotta, brombær, valnødder, æg, hvedemel, rørsukker, smør, vanilje, brombærlikør, husblasDenne brombærkage er tredje og sidste kage i denne ombæring. Den blev serveret sidste weekend sammen med en chokoladetærte og en figentærte, så det var nogle meget kagemætte gæster, jeg kunne vinke farvel til samme aften 🙂

Min brombærkage tager udgangspunkt i en valnøddekage, jeg lavede på et tidspunkt. I den nye udgave har jeg dog udskiftet abrikostoppingen med friske brombær samt en mild brombærsirup, som sørger for, at brombærrene har lidt lettere ved at klæbe sig til kagen.

Brombærkage med valnødder og ricotta
6-8 personer

3 dl valnødder
150 g blødt smør
100 g rørsukker + 2 spsk rørsukker
5 æg
250 g ricottaost
5 spsk hvedemel
1 tsk vaniljepulver

Topping:
400-500 g brombær
1½ dl vand
½ dl rørsukker
2-3 spsk brombærlikør
2 blade husblas

Rist valnødderne på en tør pande, til de begynder at dufte. Tag dem af varmen og lad dem afkøle lidt, inden du hakker dem groft. Pisk smør og sukker lyst og luftigt med en elmikser. Del æggene i hvider og blommer. Pisk æggeblommerne i smørmassen et ad gangen. Vend ricotta, mel og valnødder i dejen. Pisk æggehviderne helt stive i en anden skål. Tilsæt de sidste 2 spsk sukker lidt efter lidt og pisk indtil æggehvidemassen er blank. Rør lidt af æggehvidemassen i dejen og vend derefter resten i med let hånd, så luften ikke slås ud af æggemassen.

Hæld dejen i en smurt springform på 26-28 cm og bag kagen ved 190 grader i ca. 20-25 minutter. Kagen skal være blød og ikke helt gennembagt, når du tager den ud. Fordel brombærrene oven på den bløde overflade og sæt din brombærkage tilbage i ovnen. Giv den ca. 10 minutter mere, indtil din brombærkage er gennembagt (tjek det ved at stikke en tynd træpind i kagen – hvis der ikke er dejrester på spidsen, når du trækker den ud, er kagen færdigbagt). Lad din brombærkage afkøle i formen, inden du tager den ud og lægger på et fad.

Læg husblassen i blød i koldt vand i 5-10 minutter. Hæld vand og rørsukker i en kasserolle og varm det op. Lad det boble et par minutter, indtil sukkeret er opløst. Tag kasserollen af varmen. Tag husblassen op af det kolde vand og smelt dem i den varme sirup. Lad den køle lidt af, inden du rører brombærlikøren i og derefter hælder brombærsiruppen ud over din brombærkage. Lad kagen trække i mindst en time, inden du serverer den.

Note: Mild og saftig brombærkage, hvor bærrene er bagt så kort tid, at de stadig har masser af frisk brombærsmag.

2 tanker om "Brombærkage med valnødder og ricotta"

  1. Mums! Jeg har slet ikke været på brombærrov i år, og høster kun et par stykker dagligt i haven. Slet ikke nok til en kage. Brombær og valnødder er ellers et af efterårets allerbedste makkerpar, og den kage der – den kunne jeg godt bruge lige nu.

    • Vi nyder i høj grad, at naboens brombærbuske hellere vil bo hos os (fordi vi har mere lys på vores grund), så en del af deres grene møver sig ind hos os 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *