Blommetrifli og havregrynskager

havregrynskager, havregrynssmåkager, småkager, kage, dessert, mandler, havregryn, smør, vanilje, æg, blommetrifli, trifli, blommer, rørsukker, amarettoJeg skrev tidligere i dag, at vi har høstet mange blommer i år, så jeg udnytter lige lejligheden til at bringe endnu en opskrift med blommer – denne gang en blommetrifli, som vi spiste her til aften.

Til min blommetrifli skulle jeg bruge en blommekompot, flødeskum samt noget knas, og til sidstnævnte valgte jeg at bage en portion havregrynskager. Da jeg havde en plan om at tilføje lidt amaretto til flødeskummet, besluttede jeg mig også for at putte mandler i havregrynskagerne.

Jeg skelede til en opskrift på havregrynskager hos Tante Sød, men skar ned på sukkeret, opjusterede vaniljemængden samt udskiftede nogle af havregrynene med mandler, jeg havde blendet. Det betød, at havregrynskagerne blev lidt mere saftige og seje og ikke nær så sprøde, som hvis jeg havde brugt mere sukker, men det gjorde ikke noget – smagen var stadig forrygende.

Havregrynskager med mandler

18-20 småkager

50 gram smør
1½ dl havregryn
et lille knips salt
40 g mandler, blendede
1 dl rørsukker
1 æg
1 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver

Smelt smørret og hæld det hen over havregrynene. Rør derefter de resterende ingredienser i til en jævn masse. Læg bagepapir på to bageplader og fordel dejen på de to plader – du skal bruge ca. 1 tsk med top til hver småkage. Vær obs på, at de flyder meget ud, så sørg for, at der er god plads mellem småkagerne. Bag dem i 10-12 minutter ved 200 grader (i forvarmet ovn). Hold godt øje med småkagerne – de er færdige, når kanten bliver brun – se billedet herunder. Lad dem køle helt af, så de bliver kolde og sprøde. Bør opbevares i lufttæt kagedåse.

Note: Dejlige sprøde havregrynskager med en lidt blød og sej midte. De har en fin smag af vanilje samt et strejf af mandler, og de er pænt vanedannende, så sæt lås på kagedåsen!

havregrynskager, havregrynssmåkager, småkager, kage, dessert, mandler, havregryn, smør, vanilje, ægOg nu videre til blommetrifli, hvor du skal bruge havregrynskagerne.

Blommetrifli
2 personer

175 g blommer, udstenede – jeg brugte milde Victoria-blommer
½ dl rørsukker
1 tsk majsstivelse
1 dl fløde
1½ spsk amaretto
2-3 havregrynskager, knuste

Hæld blommer og rørsukker i en lille kasserolle og lad det koge ved mediumvarme i 10-15 minutter, indtil både sukker og blommer er opløst. Rør evt. lidt majsstivelse i blommekompotten, hvis den er meget flydende. Stil den i køleskabet, indtil den er helt kold.

Pisk flødeskummet meget stift og vend derefter ca. 1½ spsk amaretto i.

Nu er det tid til at anrette din blommetrifli. Hold et vinglas lidt på skrå og læg derefter skiftevis lag af flødeskum, blommekompot og knuste havregrynskager. Slut af med lidt knuste havregrynskager på toppen.

Servér din blommetrifli med det samme.

Note: Trifli er en dejlig dessert, hvor du kan bruge alskens frugter og bær, og denne blommetrifli er ingen undtagelse – en smuk og smækker dessert!

Hvor kraftig blommekompotten er, afhænger selvfølgelig af hvilken type blommer, du bruger. Blommerne fra vores have er milde og søde, men bruger du blommer, der er mere syrlige, kan du evt. overveje at bruge lidt mere sukker. Vil du ikke til at bage havregrynskager (hvilket jeg ellers vil anbefale, for de er f*ndeme gode!), så kan du også riste lidt havregryn, hakkede mandler og sukker på en pande, så du får en sprød nøddeknas, du kan bruge i din blommetrifli.

2 tanker om "Blommetrifli og havregrynskager"

  1. Fantastiske havregrynskager! Jeg oplevede dog at de trods opbevaret i en lufttæt dåse blev bløde med det samme. Har du evt et fif?

    • Tusind tak ♥
      Jeg har udvist stort mådehold og har stadigvæk et par stykker tilbage 🙂 Dem opbevarer jeg i en lufttæt plastbøtte, og de er stadig sprøde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *