Bananvafler – med eller uden sukker

bananvafler, vafler, morgenmad, brunch, hvedemel, kanel, vanilje, bananer, ægJeg har eksperimenteret lidt med bananvafler, da jeg tænkte, at det kunne være en sjov morgenmadsservering. Jeg lavede en version uden sukker, men du kan sagtens tilføje lidt, hvis du vil have lidt sødere bananvafler.

Jeg fandt i øvrigt ud af, at man godt må være lidt forsigtig, når man laver bananvafler. I hvert fald var mine vafler tæt på at skille ad, da jeg ville kigge til dem undervejs, så sørg for, at de er godt bagte, inden du løfter forsigtigt på vaffeljernet for at tjekke, om de er klar!

Bananvafler
4 vafler

2 meget modne bananer, mediumstørrelse
2 æg
1 dl hvedemel
½ tsk vanilje
1 tsk kanel
(evt. 1-2 spsk rørsukker)
revet skal fra ½ øko-citron
1 spsk rapsolie

Mos bananerne grundigt – brug evt. en blender – og pisk æggene i. Rør mel, vanilje og kanel sammen og pisk det i banandejen sammen med rapsolie og citronskal. Varm vaffeljernet op – jeg brugte et, der var formet som belgiske vafler, men du kan sagtens bruge en anden type. Fordel halvdelen af dejen ud over vaffeljernet og luk det derefter. Bag de to første bananvafler, fordel resten af dejen og bag derefter de to sidste bananvafler.

Du kan spise vaflerne, som de er, men det er nu sjovest at toppe dem med noget yoghurt, frugt eller sirup. Jeg spiste mine bananvafler med græsk yoghurt og blommekompot (lavet på tre dele blommer og én del sukker), mens gemalen spiste én bananvaffel med samme topping og én bananvaffel med mørk sirup.

Note: Nu bagte jeg som sagt vaflerne uden sukker, men du kan sagtens putte lidt sukker i dejen, hvis du vil have en sødere smag. Prøv evt. også at putte lidt kokosmel i dejen eller som topping, da banan og kokos er en dejlig kombination. Eller – hvis det skal være lidt syndigt – hæld lidt chokoladesauce ud over.

4 tanker om "Bananvafler – med eller uden sukker"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *