I sidste uge var gemalen og jeg til den sidste vinsmagning inden sommerferien i den vinklub, vi begge er medlem af. Afslutningen var lidt ud over det sædvanlige, for lokationen var denne gang Skovshoved Hotel, hvor vi skulle til Winemakers Dinner. Stedet har en Bib Gourmand fra Michelin Guiden, så vi kunne både se frem til god mad og spændende vine, hvor vinen denne gang kom fra Tyskland.

Det var Ulrich Allendorf fra Allendorf, der præsenterede de enkelte vine og kunne fortælle om vinproduktionen i vores naboland.

Vi startede med et glas Allendorf Rose Sekt Spätburgunder 2010, som havde en smuk ferskenfarve og sød duft og gemte på en frisk og frugtet smag, der havde en fin balance, så den ikke blev for sød. Glimrende velkomstvin. Mens vi ventede på maden, kunne vi nyde noget virkelig lækkert kuvertbrød, der var så saftigt og velsmagende, at det var på niveau med kage. Det oppiskede smør, som fulgte med, var ret overflødigt, for brødet kunne sagtens spises alene, og det krævede selvdiciplin ikke at spise sig mæt i brød!

Forretten bestod af porcherede kammuslinger med æble crudité, blomkålspuré og frisk pomelo. Det er de største kammuslinger, jeg nogensinde har smagt, og de var saftige, smør-møre og meget, meget dejlige. Sammen med den fine, milde creme og pomeloen og æblerne, som gav lidt friskhed, udgjorde det en elegant, behagelig og afdæmpet forret.

Til forretten smagte vi to vine – først en Charta Riesling 2010, som var mild, havde en svag sødme og et strejf af citrus. En meget behagelig hvidvin, der ikke kammer over og bliver voldsomt sød, men som heller ikke bliver tør og stram. Vi endte med at bestille et par flasker af denne vin, for jeg har et par ideer til retter, den vil gå godt sammen med. Den var i øvrigt ganske glimrende til kammuslingerne, men de var samtidig så fede i smagen, at den efterfølgende vin var et bedre match.

Den anden hvidvin var Rüdesheimer Berg Roseneck Riesling Erstes Gewächs 2009, og den var langt mere kompleks. Vinen havde en kort smag, og den var både frisk, lidt tør og havde også en vis fedme, som gik fint med kammuslingerne. Det er en vin, man godt kan gå på opdagelse i for at finde flere nuancer.

Til hovedret fik vi denne smukke servering, som bestod af confiteret svinebryst med variation af forskellige beder samt syltede perleløg, brøndkarse og kartofler. Lad jer ikke snyde af billedet – portionen var større, end den ser ud, og den var virkelig skøn! Svinekødet var saftigt, smagfuldt og så mørt, at det kunne spises med øjenvipperne, og både beder og brøndkarse gav det lidt modspil, så det ikke blev for blødt og fedt.

Der kom nu rødvine på bordet. Først en Illusion Rot Saint Laurant & Spätburgunder 2010, som var mild, sød og lidt stram på samme tid. Jeg syntes, den havde toner af jordbær, hvilket forvirrede mig lidt, men den var ikke for kraftig og gik derfor fint med det lyse svinekød.

Den anden vin skuffede dog. Assmannshäuser Hinterkirch Spätburgunder 2010 var så mild, at smagen nærmest forsvandt, inden du nåede at fornemme vinen. Det går ikke, og da slet ikke til mig, som ikke kan fordrage anonyme vine.

Tredje rødvin var Quercus Superior Spätburgunder 2009, som var frisk, lettere syrlig, og hvor smagen udviklede sig i munden, så flere smagstoner blandede sig sammen. Den kraftigste af de tre vine og med duft af Pinot Noir.

Vi nåede frem til ostene, hvor vi fik serveret Gruyere, Epoisses og en fåremælksost, jeg ikke fik navnet på. Ostene blev serveret sammen med store stykker knækbrød, som jeg gerne ville have opskriften på, for det var temmelig godt!

Også her fik vi serveret to vine til. Første vin var Winkeler Hasensprung Riesling Auslese 1990. En ældre vin med kort, krydret og fyldig smag med toner af svesker og blommer.Den passede godt til Epoisses, da den kunne give den kraftige ost lidt modspil.

Den anden vin viste sig at være aftenens overraskelse, som var Winkeler Jesuitengarten Riesling Auslese Magnum 2010 – en magnumflaske, som indeholdt en lækker, sød og saftig vin med toner af hyldeblomst. Den endte vi også med at bestille et par flasker af.

Desserten lod vente på sig, og da den endelig dukkede op, imponerende den hverken udseende- eller smagsmæssigt. Den bestod af hvid chokolade, syltede abrikoser og mandeloliesorbet, men den var alt for sød, sukret og blød, så den kom til at fremstå vammel og sjusket. Øv! Det ødelagde det ellers gode helhedsbillede af maden, og det var ærgerligt at slutte af med sådan en servering.

Til desserten fik vi en Winkeler Hasensprung Spätburgunder Weissherbs Eiswein 2007, som havde en smuk abrikosgylden farve. Da det er en dessertvin, var den naturligvis sød og behagelig, men det var samtidig også en vin med relativ kort smag, så man ikke fik klistret munden helt til. Vinen var langt mere elegant end desserten, og derfor passede de (heldigvis) ikke sammen.

Det var et hyggeligt arrangement og bestemt spændende at smage en række tyske vine. Der var flere gode og spændende smagsoplevelser, som viser, at Tyskland også har noget at byde på, så jeg håber, jeg kan finde frem til flere tyske vinsmagninger på et senere tidspunkt.

Som spisested klarede Skovshoved Hotel sig overordnet godt. Det var dog ærgerligt, at desserten faldt helt igennem, for det trækker ned i den samlede bedømmelse. Af samme grund ender jeg på fire ud af seks stjerner til selve spiseoplevelsen.