Asparges-hotdog

Asparges-hotdog

Jeg var til familiefødselsdag sidste weekend, og her spiste vi på Restaurant Vigen om aftenen. Middagen bestod blandt andet af en ret spændende asparges-hotdog lavet på brioché, grønne asparges og små Læsø-rejer. Det gav mig straks ideen til en variant, for en asparges-hotdog passer jo supergodt til mit asparges- og rabarber-benspænd.

Jeg ville lave en hurtig men lækker udgave, så i stedet for brioché skelede jeg til min opskrift på LCHF-brød bagt i mikroovnen. Hotdogbrøds-udgaven var dog med hvedemel. Fyldet blev en kombination af kogte asparges og svampestuvning med estragon.

Asparges-hotdog

Hotdogbrød – nok til fire x asparges-hotdog:
1 æg
1½ dl mælk eller kærnemælk
2-2½ dl hvedemel
½ tsk salt
2 tsk bagepulver

Pisk ingredienserne grundigt sammen. Fordel dejen i et lille oliesmurt fad, som du har lagt en stribe bagepapir i først. Jeg brugte et fad på ca. 8 x 18 cm. Sæt fadet i mikroovnen og bag brødet i ca. 3½ minut ved 900 W. Tjek brødet og bag det yderligere 30-60 sekunder ved 900 W. Midten af brødet er længst tid om at blive bagt, så det er den del, du skal tjekke undervejs. Når den er fast, er brødet klar.

hotdogbrød, brød, mikroovnsbrød, hvedemel, æg, kærnemælk, mælk, bagepulver, brød

Hotdogfyld – nok til to x asparges-hotdog:
4 grønne asparges
2 store champignons
smør til stegning
1 spsk frisk estragon
½ dl fløde
lidt salt og peber
lidt citronsaft

Knæk foden af hver asparges og kog de grønne asparges i letsaltet vand, indtil de er møre (det tager få minutter). Rens champignons og skær dem i små stykker. Smid en gavmild klat smør på panden og steg svampestykkerne møre. Hak den friske estragon og hæld den ud over svampene sammen med fløde. Varm det igennem og smag svampestuvningen til med salt, peber og citronsaft.

Nu skal din asparges-hotdog samles. Del dit hotdogbrød i fire mindre hotdogbrød. Lav to skrå snit i et lille hotdogbrød – et fra hver side – så du skærer et lille aflangt trekantet stykke brød fri. På den måde er der mere plads til fyldet. Put to kogte asparges i det lille hotdogbrød og top din asparges-hotdog med svampestuvning.

Servér din asparges-hotdog med det samme – enten som forret eller som en kæk servering i forbindelse med et tapasbord.

Note: Ikke alene ser denne asparges-hotdog ret funky ud, når man serverer den – den smager også aldeles fremragende!



4 thoughts on “Asparges-hotdog”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *