Andesalat med kål og asiatisk twist

Andesalat med kål og asiatisk twist

Denne lune andesalat serverede jeg i søndags for vores gæster – ja, de selvsamme der fik både honningsnitter og skaldyrsrand.

Jeg fandt på retten, da jeg grublede over, hvad jeg kunne lave, der var juleagtigt, men alligevel ikke traditionel julemad, og så fik jeg lyst til at lave en lun salat med stegt and og kål. Jeg kunne dog ikke nære mig og gav retten et asiatisk twist i form af nudler, saltede peanuts og en stærk og let sødmefuld chili-appelsinsauce.

Lun andesalat med kål

7-8 personer

1 and på ca 3,2 kg
2 æbler
2 appelsiner
salt

500 g fintsnittet rødkål
½ dl risvinseddike (kan erstattes af hvidvinseddike)
150 g grønkål
200 g ukogte nudler
saften fra en appelsin
2 dl saltede peanuts, grofthakkede

Start med at stege anden. Jeg plejer at langtidsstege juleanden – læs opskriften på juleand her. Fyldet i denne version bestod dog kun af æbler og appelsiner, der var skåret i mundrette stykker.
Anden skal stege i 3½-4 timer.

Når anden er tæt på at være færdig, fintsnitter du rødkålen – eventuelt på et mandolinjern. Kålen skal være så tynd som muligt. Put kålen i en skål og hæld risvinseddike over. Kram kålen godt med fingrene, så eddiken trænger ind. Riv grønkålen i mindre stykker og læg dem i en skål. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække i nogle minutter, inden du hælder vandet fra. Kog nudlerne.

Når anden er stegt, lader du den køle af nogle minutter, inden du skærer eller flår kødet i mundrette stykker. Derefter tager du en meget stor skål og lægger skiftevis rødkål, and, nudler og grønkål i skålen. Hæld appelsinsaft ud over til sidst, inden du fordeler peanuts ud over din andesalat.

Den lune salat skal serveres med en ret krydret chili-appelsinsauce, som følger herunder.

chili-appelsinsauce, chili, smør, løg, appelsinjuice

Chili-appelsinsauce

50 g smør
½ mediumstort løg, skåret i tern
1 spsk chiliflager
2 spsk hvedemel
3 dl appelsinjuice
evt. ½ dl rørsukker
evt. cayennepeber eller chili til at justere saucens styrke
salt og peber

Smelt smørret i en lille gryde og steg løg og chiliflager ved mediumvarme, indtil løgene er bløde. Pisk hvedemel i og tilsæt lidt efter lidt appelsinjuice under fortsat piskning. Lad saucen simrer ved lav varme i ti minutter og smag den så til. Hvis du vil have den sødere, tilsætter du rørsukker, vil du have den stærkere, tilsætter du cayennepeber eller chili. Slut af med salt og peber.

Servér den varme chili-appelsinsauce sammen med den lune andesalat.

Note: Min fortolkning af juleand – aka lun andesalat med kål og asiatisk twist – blev godt modtaget. Det er samtidig en god måde at få kødet til at strække sig til flere personer (vi var 7 voksne til én and), ligesom man automatisk får flere grøntsager.

Vi nød en rødvin til – nærmere bestemt Pinot Noir Ludwig 2013 fra Elena Walch. Et glimrende bud til den lune andesalat, der både har fedme og friskhed, knasende salte nødder samt en stærk og sødmefuld sauce. Vinen kunne godt have været en anelse mere sød for at matche maden, men ellers en vin, der blev modtaget godt af alle ved bordet.



2 thoughts on “Andesalat med kål og asiatisk twist”

    • Hehehe – den problematik kender jeg godt! Der er bare tidspunkter, hvor man ikke skal læse madblogs 😀

      Pøjpøj med den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *