To x ananasdrink – Flirtini og Minty Pineapple

ananasdrink, Flirtini, drink, ananas, ananasjuice, mousserende vin, vodka, Cointreau, appelsinlikørSol, sommer og søde drinks! De sidste par dage har jeg eksperimenteret med ananasdrinks, som er testet på gemalen og gæster. Den første ananasdrink fik jeg inspiration til, da jeg kiggede i kogebogen ‘Cocktails’, men jeg måtte erstatte Cointreau med en hjemmelavet appelsinlikør, eftersom jeg ikke kunne nå at skaffe Cointreau. Drinken fungerede dog også godt med den alternative likør.

Flirtini
4 personer

16 cl ananasjuice
8 cl vodka
8 cl Cointreau eller appelsinlikør
mousserende vin
frosne ananasstykker

OBS – alle ingredienser skal være køleskabskolde (undtagen de frosne ananasstykker, som skal være frosne :-))

Læg frosne ananasstykker i hvert glas. Rør ananasjuice, vodka og Cointreau sammen og fordel det i de fire glas. Fyld op med mousserende vin og servér din ananasdrink med det samme.

Note: Sød og sommerlig drink. Jeg var bange for, at drinken ville få for megen kaffesmag, da der indgår kaffebønner i opskriften på appelsinlikør, men drinken fik kun en svag mørk tone i smagen, og gæsterne nød denne ananasdrink. Succes!

ananasdrink, drink, Minty Pineapple, ananas, ananasjuice, hvid rom, mynteDen næste ananasdrink opstod ud af fri leg og et fjollet ønske om at servere en drink i en ananas! Det er en deledrink – en romantisk anledning til at sidde tæt med to sugerør og kigge dybt i hinandens øjne, mens man nipper til drinken. Man kan selvfølgelig også lave den til én person, der spiller computer… helt hypotetisk set…

Minty Pineapple
2 personer

1 ananas
3 dl kold ananasjuice
15-20 friske mynteblade
½ dl hvid rom
isterninger

Skær toppen af ananassen og udhul den. Jeg kan anbefale en lang, smal kniv og en melonske til at grave frugtkødet ud med. Pas på, du ikke prikker hul i ananasskrællen. Blend ananasjuice, mynteblade, hvid rom og en håndfuld af ananaskødet. Si væsken og hæld den straks i ananassen sammen med isterninger. Stik to sugerør i og drik denne ananasdrink en varm sommeraften sammen med en, du holder af.

Note: Mynten giver et tiltrængt frisk strejf til den søde ananasdrink. Du er selvfølgelig velkommen i at øge mængden af rom i drinken, hvis du for alvor vil kunne smage alkoholen.

Husk at gemme resten af frugtkødet. Det kan enten spises, som det er, bruges som topping på yoghurt eller A38 eller fryses ned og bruges i smoothies eller drinks (for eksempel i ovenstående Flirtini).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *