Ambrosias Have

Nu har jeg ikke indtryk af, at der er særlig mange gode veganer- eller vegetar-spisesteder i København, så jeg måtte researche lidt, inden jeg fandt et sted, hvor jeg havde lyst til at spise. Hos Månebarnet fandt jeg en spiseguide til København, og her faldt jeg for Ambrosias Have, som ligger på Nørrebro.

Selvom jeg ikke var så sulten den aften, hvor vi besøgte Ambrosias Have, så valgte jeg alligevel deres buffet for at smage så mange ting som muligt. Buffeten er ikke så stor, og det er stedet sådan set heller ikke, men der er meget hyggeligt indrettet – se billeder på deres hjemmeside. Buffeten hos Ambrosias Have var 100% vegansk den aften, så det passede jo glimrende med mit benspænd.

Brødet var lidt tørt, så det var godt, jeg kunne smøre en humus på, og falaflerne var for tørre og ret hårdt stegt. Til gengæld var der en meget funky salat med tomater, chili, æbler mm., som var dejlig stærk og krydret. Ret spændende smagssammensætning. Den varme ret med broccoli, tofu og gulerødder var også ganske fin.

Jeg drak nedenstående sodavand, og den havde faktisk en fin balance mellem bitterhed og sødme. Lime-sodavand har ellers en tendens til at blive for bitre og kunstige, men denne overraskede positivt. Gemalen drak en mangolassi, som jeg smagte og kategoriserede som dessert, for den var meget sød. Tror de har brugt en meget, meget moden mango til drikken.

Maden hos Ambrosias Have var udmærket og passer fint til en hverdagsaften. Jeg savnede lidt mere spræl og overraskelser og en lidt mere nænsom tilberedning, men det var langt bedre end vores forrige spiseoplevelse. Jeg syntes i øvrigt, at det var god stil, at der var flere tallerkenstørrelser, så du kunne vælge en tallerken, der passede til din appetit, og jeg valgte derfor en af de små. Ofte kommer man til at spise for meget, når man vælger buffeter, fordi øjnene ikke bliver lige så hurtigt mætte som maven, og med mindre tallerkner kan du tvinge dig selv til at gå flere gange – og reflektere over, om du nu også behøver en portion mere.

2 tanker om "Ambrosias Have"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *