Hooked på Nørrebro

restaurant hooked, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDer åbner hele tiden nye spændende restauranter og barer i København, og heldigvis har jeg en omgangskreds, der gerne vil være med til at prøve dem. En af mine venner lokkede mig for nylig med på Hooked, der åbnede på Nørrebro tidligere i år – tæt på Assistens Kirkegård. Hooked er en fastfood restaurant med fokus på skaldyr og fisk, der i de fleste tilfælde har været en tur i frituregryden, men der er dog enkelte retter uden fritering.

Vi kiggede forbi en af de første lune forårsdage og måtte først bruge lidt tid på at beslutte os, for selvom menukortet ikke er voldsomt langt, så lød det alt sammen spændende. Jeg havde læst anmeldelser af Hooked inden, og her kommenterede flere, at de syntes, at de hummer-ruller, man kunne købe, var lige lovligt fattige på hummere, så dem undgik jeg, selvom de ellers lød fristende.

På Hookeds instagrambilleder så det ikke ud til, at deres burgere var voldsomt store, så jeg blev (over-)modig og bestilte både en burger samt rejeruller. Derudover delte min ven og jeg nogle friterede ostekugler samt friterede rejer med dip til.
restaurant hooked, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDe friterede lækkerier gled selvfølgelig let ned – sprøde og saftige og med en klat dip.

restaurant hooked, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnIsær de friterede mac ‘n’ cheese kroketter var skønne, men nu elsker jeg jo også ost.

restaurant hooked, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnTil gengæld fik jeg min sag for mht. burgeren, for den var ikke helt så lille, som jeg troede – og så var rejerullerne altså også pænt store! Jeg kunne godt have nøjedes med enten den ene eller den anden.

Burgeren var en god, saftig sag, der bestod af en friteret laksebøf, der var kombineret med fintsnittet rødkål, guacamole, wasabi-mayo, pequillo og koriander. Den måtte godt have været lidt mere krydret men samlet set en ganske glimrende fiskeburger.

restaurant hooked, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnRejerullerne var ret kompakte men gode. De bestod af friterede rejer, der var kombineret med chimichurri, chipotle, pequillo, æg, spinat og friske krydderurter. De mættede temmelig godt på grund af de friterede rejer, og jeg kunne sagtens have nøjedes med den portion. Personligt savnede jeg lidt mere dressing i dem, men ellers var de både sprøde og rimelig friske i smagen.

restaurant hooked, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnSammen med maden fik jeg en drink, som de havde på den ene af de to drinkhaner. Den var ok, men jeg ville næsten ønske, at jeg havde taget en gin & tonic i stedet, som var alternativet.

Hooked er et glimrende alternativ på fastfood fronten. Er du til friteret fisk og skaldyr, er stedet helt sikkert for dig, og så er priserne ganske rimelige – du kan få en burger til 90 kr og en kombo (hvor der er fritter og dip til) for 125 kr. 

Jeg lander på fire stjerner med pil op.

Ostekonfekt – chokoladeovertrukken blåskimmelost

hvid chokolade, chokolade, blåskimmelost, ost, konfektDa vi havde osteglade gæster i Kristi Himmelfartsferien, skulle de naturligvis også udsættes for en osteservering, og det blev til… chokoladeovertrukken blåskimmelost! Det giver jo perfekt mening… 😉

De små hapsere er en mere simpel udgave af chokoladetrøflerne med gorgonzola.

Til ostekonfekt skal du bruge følgende:
– blåskimmelost
– hvid chokolade
– nigellafrø/sorte sesamfrø

Skær osten i små stykker – rul dem evt. til kugler. Smelt chokoladen og overtræk ostekuglerne med chokolade. Drys de sorte frø på og lad din ostekonfekt størkne.

Opbevar konfekten på køl og servér den gerne sammen med kaffe, te eller portvin.

Note: Ostens styrke bestemmer du selv. Hvis du er bange for, at det bliver for voldsomt med en kraftig blåskimmelost, så prøv med en mild i første omgang. Den søde hvide chokolade er dog med til at dæmpe den kraftige blåskimmelsmag, så prøv gerne forskellige oste for at finde ud af hvilken, der passer bedst til din smag.

Mild og cremet kyllingeret fra Peru

cremet kyllingeret, peru, peruviansk, kylling, oliven, kartofler, ris, cayennepeber, peberfrugt, bouillon, hvidløg, løg, valnødder, ost, parmesan, brød, mælk, ægI sidste uge nød vi en cremet kyllingeret, som oprindelig stammer fra Peru. Jeg havde fået ideen efter at have genlæst min anmeldelse af restaurant PMY, hvor vi blandt andet fik Aji de Gallina, der er en letkrydret kyllingeret i en tyk, gul sauce. I den originale udgave bruger man friske aji-pebre, men jeg tror ikke, man kan få dem her i Danmark, så jeg lavede min egen fortolkning efter at have skelet til en opskrift på The Spruce Eats.

Cremet kyllingeret fra Peru
ca. 5 personer

1 kylling
vand til at koge kyllingen i
3 laurbærblade
4 timiankviste
2 porrer
4-5 dl af kyllingebouillonen
4 skiver hvidt brød
2 dl mælk
1 dl rapsolie
1 rød peberfrugt
1 spsk mild chili
½ tsk cayennepeber
2 fed hvidløg, finthakket
1 stort løg, hakket
1 dl hakkede valnødder
3 spsk friskrevet parmesan eller pecorino

Topping:
hårdkogte æg
oliven uden sten, skåret i skiver

Tilbehør:
Kogte ris og kogte kartofler

Riv brødet i mindre stykker og læg dem i en skål. Hæld mælken over og stil skålen i køleskabet. Kog kyllingen mør. Tag kyllingen op og lad den hvile lidt på en spækbræt. Imens tilsætter du laurbærblade, timian og porrer til kogevandet og lader det koge videre. Når kyllingen er kølet lidt af, piller du kødet af knoglerne. Læg 400-450 g til side og put resten i en boks i køleskabet til en anden dag, hvor du kan bruge det til en hønsesalat eller som fyld i quesadillas. Sluk for gryden med kyllingebouillon.

Fjern stilk og kerner fra peberfrugten og blend peberfrugtkødet med cayennepeber og olie, indtil det bliver en jævn masse. Varm en pande op og svits løg og hvidløg i lidt olie et minuts tid, inden du tilsætter peberfrugtsmassen. Rør det godt sammen og lad det simre et minuts tid, inden du slukker for panden.

Blend brødet og mælk sammen med nødder og ost. Tilsæt lidt et par dl kyllingebouillon undervejs sammen med peberfrugtsmassen, indtil du får en lind creme. Hæld den op i en dyb pande og varm det op, så det småsimrer. Tilsæt mere kyllingebouillon og vend kyllingekødet i saucen. Lad din kyllingeret simre i nogle minutter og tilsæt evt. mere bouillon, hvis den bliver for tyktflydende.

Denne kyllingeret serveres typisk sammen med kogte kartofler og ris og toppes med kogte æg og oliven.

Note: Denne kyllingeret er rigtig comfort food – cremet og lækker og samtidig også rimelig mild, så de fleste kan være med. Du kan naturligvis skrue mere op for cayennepeberet, hvis du vil have en kraftigere kyllingeret.

Citron-yoghurtis med karamelflage

citron-yoghurtis, is, citronis, yoghurtis, citron, yoghurt, rørsukker, fløde, dessertJeg vender lige tilbage til månedens benspænd, for denne citron-yoghurtis er inspireret af en lækker dessert, vi spiste hos Hoja Santa i Barcelona. Det var en issandwich, der bestod af tynde karamelflager med citroncreme-is imellem. Vi havde ikke lige tiden (og tålmodigheden) til at lave en nøjagtig version af den, så vi holdt os til at lave karamelflager, der kunne ligge oven på hver dessert. Jeg slog mig sammen med gemalen, der lavede karamelflager, mens jeg lavede isen.

Citron-yoghurtis

2 dl yoghurt naturel
1 dl fløde
1½ dl hjemmelavet sirup
saft og fintrevet skal fra en øko-citron

Pisk ingredienserne grundigt sammen og kør det på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine, kan du eventuelt prøve at piske massen i et par minutter og derefter putte den i en plastikbøtte og sætte den i fryseren. Husk at røre i massen 3-4 gange i timen, indtil citronmassen er frosset til is.

Karamelflager

3 dl rørsukker
1 spsk vand
1 spsk citronsaft

Hæld ingredienserne i en kasserolle og varm det langsomt op. Rør rundt og lad det boble ved mediumvarme og husk at røre i det med jævne mellemrum. Lad det koge i ca. 10 minutter – husk at holde godt øje undervejs, så det ikke brænder på – og fordel så karamelmassen ud på et stykke bagepapir. Sørg for at glatte det godt ud men pas på, for det er ret varmt. Brug en lang kniv til at trykke ned i den varme karamelmasse, så du tegner store firkanter – det gør det lettere at brække karamelflagerne ud i store stykker bagefter.

Note: En dejlig frisk citron-yoghurtis, der får syrlighed fra både citron og yoghurt, men også har tilpas meget sødme. Kombineret med karamelflagen bliver desserten lige lidt ekstra sød og får samtidig en skøn knasende lyd, når man slår hul på karamelflagen. Lækkert!

Mikkeller Beer Celebration 2018

ølfestival, Mikkeller Beer Celebration 2018Sidste weekend lokkede min belgiske ven mig med til Mikkeller Beer Celebration 2018. Jeg har flere gange overvejet at tage med til Mikkellers ølfestival, men da den har ry for at have en del IPA (som ikke lige er min favorit-øltype), og at det samtidig koster 500 kr, så har det indtil nu afholdt mig fra at deltage. Men denne gang havde hun en billet i overskud, og man skulle da være et skarn, hvis man sagde nej til godt selskab og spændende øl 🙂

Mikkeller Beer Celebration er ikke en ølfestival kun for Mikkeller øl men for en lang række mikrobryg fra hele verden. I år var der primært IPA, sour og imperial stout i hanerne, så er du den klassiske pilsner-type, er denne ølfestival ikke noget for dig (medmindre du altså er frisk på at få en på opleveren).

Der var en lang række ølstande, som primært havde to forskellige øl på hanerne. Derudover var der enkelte stande med spiritus – blandt andet Cold Hand Winery og Stauning Whisky – samt lidt til ganen i form af en lille osteservering eller lidt forskelligt fastfood.

Jeg blev lidt overvældet, da jeg trådte ind i Øksnehallen, hvor arrangementet blev holdt, for der var mange mennesker, og en stor del af dem stod i lange køer allerede fra arrangementets start. Jeg nåede at overveje, om det nu også var en god idé at deltage, men så kiggede vi på hinanden og søgte straks ned til de bagerste stande, hvor der ikke var så megen run på.

ølfestival, Mikkeller Beer Celebration 2018Min belgiske ven og jeghar efterhånden været til en del ølsmagninger sammen, og ligesom når jeg er afsted med gemalen, gør hun og jeg meget ud af at prøve noget forskelligt, så hver gang vi udså os en ny producent, valgte vi forskellige øl, så vi kunne smage hinandens øl.

Og jeg vil sige, at der var rig mulighed for at få udfordret smagsløgene – men heldigvis primært på den gode måde. En del af øllene lå så langt smagsmæssigt fra traditionelle øl, at man kan diskutere, om det overhovedet var en øl og ikke nærmere en cider (her taler vi udelukkende om smagsoplevelsen – ikke hvordan brygningen foregår), men jeg syntes, det var vanvittigt spændende at få prikket lidt til ens opfattelse af øl og smag.

festivalfood, Mikkeller Beer Celebration 2018Undervejs snackede vi et par gange ved madboderne, hvor det blev til lidt lune empanadas samt en portion tatar, som vi delte. Der var et lille men fint udvalg af madboder, og vi havde ingen problemer med at komme til, så det var helt perfekt.

ølfestival, Mikkeller Beer Celebration 2018Der var overraskende mange mørke øl til arrangementet – langt flere end jeg havde forventet, men nu skal man også huske på, at jeg troede, der primært ville være IPA. Hvis vi havde været på ølbar, ville vi være gået efter de lyse øl først og have sluttet af med de mørke øl, men det var ikke lige så let at planlægge efter til en ølfestival, hvor vi ikke kunne være sikre på at nå alt det, vi ville, så det blev lidt blandet undervejs.

Der var en overvægt af amerikanske og engelske bryggerier, så det var ikke overraskende, at det også var her, vi fik nogle af de bedste oplevelser. Det gjaldt blandt andet Beawertown, Cloudwater, Jester King, Founders, Finback, Half Acre og Kane, og så sluttede vi af med nogle dejlige øl hos Untitled Art og Funk Factory.

hotdog, Mikkeller Beer Celebration 2018Da arrangementet var ved at runde af, sluttede vi meget passende af med en hotter.

Mikkeller Beer Celebration 2018 var bestemt en positiv oplevelse. Der var i den grad mulighed for at prøve en række meget forskellige øl, og niveauet var højt. Det blev dog også lidt for maskinhals-agtigt – i modsætning til Ølfestivalen var der ikke rigtig mulighed for at nå at tale med de enkelte ølstande, og det var synd, når nu der var så mange spændende øl imellem.

Skal jeg afsted næste år? Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg synes, det er dyrt – især når man sammenligner det med andre ølfestivaler – men omvendt er der også et bredt udvalg af udenlandske specialøl, som er spændende at prøve.