Risburger med rejer

risburger, burger, ris, rejer, chilisauce, chili, salat, risvinseddike, rørsukkerDenne risburger er inspireret af et afsnit af Masterchef Australia, som jeg så for nogle år siden. Jeg elskede ideen med at lave to ‘risbøffer’, som man bruger som overdelen og underdelen i en burger, og det ville jo passe perfekt ind i månedens burger-tema.

Min udgave af en risburger blev desværre ikke så pæn, og det skyldtes først og fremmest, at de sushiris, jeg brugte, ikke var særlig klæbrige. Det er nemlig vigtigt, at risene klistrer sammen, så ‘risbøfferne’ hænger ordentligt sammen, og det gjorde mine desværre ikke. Jeg brugte så også et andet mærke end det, jeg plejer til at lave sushi, så det må jeg huske en anden gang (jeg kan i øvrigt nævne, at det mærke, jeg plejer at bruge til sushi, er Blue Dragon).

Men ja – selvom denne risburger ikke blev helt så flot som forventet, så smagte den ikke desto mindre aldeles glimrende! Og så er det jo en sjov måde at anrette på.

Risburger
2 stk

2 dl sushiris
½ spsk rørsukker
1½-2 spsk risvinseddike
150 g store rejer, pillede og rensede
lidt cayennepeber eller chili
olie til stegning
2 et par salatblade
chilisauce

Kog risene i letsaltet vand, indtil de er møre. Hæld evt. overskydende vand fra. Rør risvinseddike og rørsukker sammen og vend det grundigt i risene. Lad derefter risene køle af.

Form de klistrede ris til to flade bøffer, som du bagefter steger i olie på en pande. Vær forsigtig, når du vender bøfferne på panden!

Læg risbøfferne på en stor tallerken. Hæld lidt mere olie på panden sammen med lidt cayennepeber og svits rejerne i olien. Vend dem grundigt og tag dem af, når de er møre.

Læg din risburger sammen med rejer, salatblade og chilisauce i midten.

Note: Som sagt – denne risburger blev ikke helt så pæn, som jeg havde håbet på, men den smagte fortrinligt, og jeg er sikker, at risbøfferne havde fungeret bedre, hvis jeg brugte nogle sushiris, der klistrede mere.

Sweet potato fries med cayennepeber

søde kartofler, sweet potato fries, cayennepeber, olivenolieDa jeg for nylig lavede mexburger, serverede jeg også nogle krydrede sweet potato fries til.

Sweet potato fries er lavet på søde kartofler – dvs. de orange kartofler fra blandt andet det amerikanske køkken, som er blevet populære i madlavningen herhjemme de senere år. De kan købes i de fleste større supermarkeder.

Jeg prøvede sweet potato fries, da vi var i New York for fire år siden, men var ikke så imponeret af dem. Nu, hvor jeg selv skulle prøve at lave dem, tænkte jeg, at jeg hellere måtte krydre dem lidt ekstra, så der var lidt mere smag i dem.

Sweet potato fries
tilbehør for 2-3 personer

en meget stor sød kartoffel
½ dl olivenolie
1-1½ tsk groft salt
1 tsk rørsukker
½ tsk friskkværnet peber
½ tsk stærk cayennepeber (eller evt. chilipulver)

Skræl de søde kartofler og skær dem i stave. Hæld dem i en frostpose sammen med olie. Luk posen og ryst den derefter godt, så olien fordeler sig jævnt ud over kartoffelstykkerne. Hæld kartoflerne ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Rør krydderierne sammen og drys dem ud over kartoflerne. Sæt bagepladen øverst i ovnen ved 180 grader i 40-45 minutter. Husk at vende kartoflerne undervejs. Når de har fået farve en god brun-gylden farve, er de klar.

Servér dine sweet potato fries med en god mayo til.

Note: Jeg syntes faktisk, at de var ganske gode. Cayennepeberen gav den søde smag lidt modspil, og selvom jeg foretrækker de klassiske sprøde fritter, så er sweet potato fries nu slet ikke så ringe endda!

Billeder fra svampeturen

I sidste weekend var gemalen og jeg på vores årlige svampejagt. Sidste år var et forfærdeligt svampeår, fordi det havde været så tørt hele sommeren, men som bekendt var der ikke ligefrem mangel på vand i år…

Der var da også et pænt udvalg af svampe. Vi var lidt overraskede over, hvor få indigo-rørhatte, vi så, for dem plejer der ellers at være en del af, og der var heller ingen træ-kantareller. Til gengæld fandt vi flere Karl Johan-svampe, end vi plejer.

Mange svampe kan være ret sneaky – de ligner døde blade, så de kan være svære at se i skovbunden.

Nogle af dem er dog ikke så snedige og står fro og glade midt i det grønne græs eller mos!

… og så er der dem, der ser halvgiftige ud…

… og dem, der ser virkelig giftige ud!

Dem, der ligner koralrev…

… eller er så spacy, at de kunne komme fra det ydre rum!

Men vi fandt selvfølgelig også nogle spiselige svampe. En god blanding af rørhatte…

… og en flok Karl Johan-svampe.

Vi endte med at bruge alle rørhattene – samt lidt af Karl Johan-svampene – i en lækker svampestuvning lavet på fløde, rosmarin, citronsaft, salt og peber, der blev serveret oven på et stykke smørristet brød. Velbekomme! 

Mexburger med ost, avokado og majs

mexburger, oksekød, burger, burgerbolle, avokado, tomater, rødløg, ostDe første par burgere i burgerbenspændet var uden kød, men her i weekenden fandt jeg det hakkede oksekød frem, så vi kunne få en mexburger! Det er en burger med gods i, men den behøver ikke nødvendigvis at være meget stærk – mængden af chili bestemmer du selv.

Jeg serverede også nogle lækre fritter sammen med min mexburger, men dem fortæller jeg om senere på ugen.

Mexburger
2 stk.

2 burgerboller
250 g hakket oksekød
smør til stegning
salt og peber
chili
1½ dl majssalat
1 avokado
tynde rødløgsringe
4 tykke skiver ost
1 tomat, skåret i skiver

Rør oksekød sammen med salt, peber og den mængde chili, du ønsker. Form kødet til to flade bøffer. Smelt en god klat smør på en stor pande. Flæk burgerbollerne og steg dem med snitfladen ned mod panden, indtil de tager farve. Tag dem i af panden. Smelt lidt mere smør og steg bøfferne på hver side.

Læg osteskiverne på de flækkede burgerboller og varm dem enten i mikrobølgeovn eller almindelig ovn, indtil osten smelter. Læg hver mexburger sammen, så den udover bollen, osten og bøffen består af avokado, rødløg, tomat samt majssalat.

Note: Mmm! Jeg kan altså ikke stå for mexicansk-inspireret mad – sødmen fra majsene, den cremede avokado, de lidt skarpe løg og ikke mindst den krydrede bøf.

Jeg havde egentlig tænkt mig at putte frisk koriander i min mexburger, men det glemte jeg, så det får jeg forhåbentlig brugt i denne uge i stedet. 

Aubergineburger med feta

aubergineburger, vegetarburger, vegetar, feta, tomater, aubergine, rødløg, pesto, basilikumpesto, basilikum, olivenolie, ost, parmesan, hvidløg, nødderMånedens burger-benspænd har allerede affødt én vegetarburger – nemlig den lækre tomatburger – men jeg har skam også fremtryllet en aubergineburger!

Aubergine er en fantastisk råvare – blød og cremet, når den er stegt, og derfor super at bruge i blandt andet pastaretter. I denne aubergineburger giver den også en dejlig saftighed til burgeren, og så er den fin, når du vil have en kødfri dag.

Aubergineburger med feta
2 stk.

2 burgerboller
½ mellemstor aubergine, skåret i 1 cm tykke skiver
groft salt
3-4 spsk basilikumpesto
tomatskiver
rødløg, skåret i tynde skiver
ca. 100 g feta, skåret i tynde skiver

Drys salt på en stor tallerken og læg aubergineskiverne på den. Drys salt over og lad auberginen trække en halv times tid. Børst saltet og væsken af – brug evt. lidt køkkenrulle. Varm olivenolie op på en pande og steg aubergineskiverne, indtil de er bløde og brunede. Flæk burgerbollerne og smør dem med pesto. Læg de stegte aubergineskiver og og top dem med løgringe, tomatskiver og feta. Læg burgerbollerne sammen og spis din aubergineburger med det samme!

Note: Saftig og lækker vegetarburger med masser af smag. Vil du have en lidt stærkere udgave, kan du evt. drysse lidt chili på aubergineskiverne, når du steger dem.