Hjemmelavet fransk hotdog dressing

hjemmelavet fransk hotdog dressing, mayonnaise, æg, vindruekerneolie, citron, sennep, karry, æblecidereddike, sirup, bearnaiseessensI går bloggede jeg om hjemmelavet ketchup, så er det ikke meget passende at følge det op med en opskrift på hjemmelavet fransk hotdog dressing? Jeg kan godt lide denne type dressing, men jeg bliver noget bekymret, når jeg læser den omfattende ingrediensliste på bagsiden af købeudgaven, så det er efterhånden mange år siden, vi har købt den. Men jeg tænkte, at det burde være muligt at fremtrylle en hjemmelavet fransk hotdog dressing, så jeg prøvede mig frem i køkkenet og fik samtidig gemalen til at agere smagsdommer.

Jeg brugte ikke selv bearnaiseessens, da jeg rørte den, men jeg opdagede bagefter, at det også indgår i købeudgaven, så det kan du evt. tilføje lidt af, når du smager den til. Jeg synes dog også, at denne version kommer ganske tæt på.

Hjemmelavet fransk hotdog dressing

3 spsk god mayonnaise – gerne hjemmelavet
1 tsk stærk sennep
½ tsk karry
½ spsk mørk sirup
lidt æblecidereddike
evt. lidt bearnaiseessens
salt

Pisk først en portion mayonnaise – se opskrift her. Rør mayonnaisen med karry, sennep og sirup. Smag til med æblecidereddike og salt – og evt. lidt bearnaiseessens.

Så er det bare om at få bagt nogle hotdogbrød samt koge nogle pølser, og så kan du lave din egen hjemmelavede franske hotdog 🙂

hjemmelavet fransk hotdog dressing, mayonnaise, æg, vindruekerneolie, citron, sennep, karry, æblecidereddike, sirup, bearnaiseessens

Hjemmelavet ketchup

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurkerI forbindelse med mit hjemmelavede færdigprodukter-benspænd skal jeg naturligvis også eksperimentere med ketchup. Jeg har tidligere lavet en chiliketchup, men denne gang tænkte jeg, at jeg hellere måtte holde mig til en helt almindelig hjemmelavet ketchup, som er mild og børnevenlig.

Hvis det var sommer nu, ville jeg bruge friske tomater til hjemmelavet ketchup, men da det stadig er vinter, brugte jeg i stedet en dåse tomater fra en italiensk producent. Brug gerne en god kvalitet og ikke nødvendigvis den billigste dåse tomater fra supermarkedet.

Hjemmelavet ketchup

en mediumstort løg, finthakket
et fed hvidløg, hakket
et lille æble
lidt olivenolie
½ tsk karry
½ dl mørk farin
1 dåse tomater – 400 g
½ dl æblecidereddike
salt og peber

Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i tern. Du skal bruge ca. 1 dl. Hæld lidt olivenolie i en lille gryde sammen løg, hvidløg og karry. Svits det ved mediumvarme i et minuts tid og tilsæt så æbleternene. Steg dem et minuts tid og tilsæt farinen. Når den smelter, rører du tomater og æblecidereddike i. Lad det simre en halv times tid. Blend det til en jævn masse. Smag ketchuppen til med salt og peber. Vil du have en mere syrlig version, tilsætter du lidt æblecidereddike, og vil du have en sødere version, tilsætter du lidt sukker.

hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farinNote: Hjemmelavet ketchup egner sig til mange ting – for eksempel hotdogs! Jeg bagte en portion hotdogbrød, stegte nogle pølser og toppede derefter min hotdog med hjemmelavet ketchup, sennep, rå løg samt syltede agurker (du kan sagtens lave syltede agurker selv, men da det ikke er agurkesæson, holdt jeg mig til en anstændig købeversion).

hjemmelavet hotdog, hotdogbrød, hjemmelavet ketchup, brød, fastfood, tomater, løg, hvidløg, karry, æblecidereddike, mørk farin, løg, sennep, syltede agurker

Restaurant Naert

Restaurant Naert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnI sidste uge var der Dining Week, og her benyttede vi muligheden for at spise hos Restaurant Naert. Her kunne vi få 3 retter + en flaske danskvand til 240 kr per person – et ganske godt tilbud og en glimrende lejlighed til at prøve en ny restaurant (altså ny for os).

Restaurant Naert ligger i det centrale København – meget tæt på Rundetårn – og fokuserer blandt andet på svovlfrie vine. Det skræmte os på ingen måde, men da vi så, at de havde øl fra To Øl (de samme folk, der står bag Brus og Spontan), så blev vi nødt til at vælge det. Gemalen skulle køre hjem, og jeg var solidarisk, så vi delte et par øl.

Første øl, vi delte, var en Sour Pale Ale. En ret mild sur øl med en lidt smøragtig og let sødmefuld smag. Ganske fin – og i øvrigt en fin begynderøl, hvis du vil prøve sure øl.

Restaurant Naert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnVi nød øllen sammen med forretten, der bestod af stegt knoldselleri med en sauce på blåmuslinger, toppet med frisk løvstikke og rejer. Det var en ret lille forret, men den smagte godt. Jeg er normalt ikke så vild med løvstikke, men her var den tilpas afdæmpet samtidig med, at den gav lidt kant til den milde knoldselleri.
Restaurant Naert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnVi fik også brød med smør til – friskbagt og virkelig lækkert surdejsbrød. De fyldte desværre ikke kurven op, og vi fik ikke spurgt efter mere, hvilket ærgrer mig. Dels smagte brødet rigtig godt, og dels var portionerne ret små.

Restaurant Naert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnOg apropos små – vi nåede nu til hovedretten, der bestod af braisserede svinekæber på en bund af gul ærtehummus og miso samt blancheret palmekål (kålen ser sort ud på billedet, men den var dog blot meget mørkegrøn). De gule ærter kunne jeg ikke rigtig fornemme, men saucen var lækker, og flere ved bordet tog dessertskeen i brug for at spise det sidste sauce. Svinekæberne kunne godt have simret lidt længere. De havde fået nok, men de var ikke møre som smør, og det er sådan, jeg foretrækker svinekæber. Igen en velsmagende ret, men også ret lille.

Restaurant Naert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnSammen med hovedretten nød gemalen og jeg en brown ale lavet på figner. Den var faktisk så fyldig, at den kunne gå for at være en porter. Den havde en let sødme fra frugterne samt lidt bitterhed a la kaffe, og den passede rigtig godt til maden.

Restaurant Naert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnSidste ret var selvfølgelig desserten, og det var en ganske pudseløjerlig størrelse. Den bestod af mælkeis med blåbærsauce, wienerbrød og birkes. Det føltes mest af alt som at spise en tebirkes med is og lidt syltetøj til, og det var en ret underlig oplevelse. Den var ikke decideret dårlig – men den var heller ikke god. Mest af alt bare sær.

Betjeningen var frisk, opmærksom og underholdende. Rigtig gode tjenere, der var hurtige til at besvare spørgsmål og i det hele taget skabte en god stemning.

Det var i det hele taget betjeningen samt drikkevarerne, der var det mest positive ved aftenen. De to første retter samt brødet smagte godt, men portionerne var for små – selv for personer som mig, der ikke har brug for store portioner. Desserten var helt sikkert unik men ikke lige mig.

Restaurant Naert sniger sig lige op på fire stjerner hos mig – ikke mindst på grund af den gode betjening.

Hjemmelavet toastbrød

hjemmelavet toastbrød, brød, toast, sandwichbrød, hvedemel, fuldkornshvedemel, gær, creme fraiche, sirup, smørDet er jo oplagt at bage brød i forbindelse med mit benspænd om hjemmelavede færdigprodukter, så sidste weekend kastede jeg mig over projektet: Hjemmelavet toastbrød.

Jeg fandt min opskrift på groft sandwichbrød frem og justerede den. Jeg kunne ikke dy mig og brugte lidt fuldkornshvedemel (da det giver lidt mere smag til brødet), men du kan naturligvis sagtens bage et hjemmelavet toastbrød kun på almindeligt hvedemel. Jeg havde ikke mælk på lager, så jeg brugte lidt mere vand samt udskiftede noget af mælken med creme fraiche. Sidst men ikke mindst skar jeg ned på gærmængden – så skal det blot hæve i lidt længere tid.

Hjemmelavet toastbrød

600 g hvedemel
150 g fuldkornshvedemel
50 g gær
5 dl vand
1 dl creme fraiche
1 spsk salt
1 spsk sirup
25 g smeltet smør

Hæld vand og creme fraiche i en skål og udrør gæren i det. Rør resten af ingredienserne i og ælt dejen til en ensartet og blød masse. Lad den hæve i ½-1time under et fugtigt klæde, indtil dejen fylder dobbelt så meget i skålen. Hæld derefter dejen i en stor rugbrødsform – hvis dette ikke er en slip-let-form, så husk at smøre formen inden – og lad dejen efterhæve i en halv time, inden du bager den ved 200 grader i ca. en halv time. Lad brødet køle helt af, inden du skærer det i skiver.

Note: Hjemmelavet toastbrød er – i hvert fald denne udgave – lidt tungere og mere saftigt end købe-toastbrød. Du kan eksperimentere med melsammensætningen, hvis du ønsker en grovere udgave.

Nu kan du selvfølgelig ’bare’ bruge hjemmelavet toastbrød til sandwiches (tjek mine tips til gode sandwiches), men hvad med at forkæle familien med Croque Madame næste weekend? Eller lave en smørrebrødstærte, næste gang du får frokostgæster?

Hjemmelavede fiskefingre

hjemmelavede fiskefingre, fisk, rasp, smør, ægHjemmelavede fiskefingre er superlette at lave. Jeg har altid næret en vis mistillid til købeversionen, så jeg blev jo nødt til at prøve at lave fiskefingre fra bunden for at vise, hvor let det er.

Jeg vil anbefale, at du bruger en fast hvid fisk til dine fiskefingre, så de ikke risikerer at falde fra hinanden, når de bliver stegt. Jeg brugte helleflynder, men jeg tror også, du vil få en fint resultat med blandt andet lyssej. Spørg eventuelt din fiskehandler, hvad han/hun vil anbefale.

Hjemmelavede fiskefingre

2 personer

250 g fast hvid fisk, der er 1½-2 cm tyk
1 æg, pisket
1½ dl rasp
salt og peber
smør til stegning

Skær fisken 2-3 cm brede ’strimler’. Vend dem først i æg og derefter rasp og drys til sidst lidt salt og peber på dem (du kan eventuelt også vente, indtil de er stegt). Steg dine fiskefingre i smør på en pande – de skal have 1-2 minutter på hver side, indtil de er gyldne. Servér dem med hjemmelavet remoulade, kartofler og grøntsager.

Note: Ha! De er så lette at lave og smager aldeles fremragende. De er saftige og sprøde og er lavet på ganske få råvarer. Paneret fisk er så taknemmelig en ret 🙂