Vatrushka – russisk kvarkkage

kvarkkage, kage, dessert, russisk, kvark, hvedemel, gær, sukker, mælk, smør, æg, creme fraiche, vanilje, honningDa jeg for nylig eksperimenterede med hjemmelavet kvark, fandt jeg en række opskrifter på russiske retter, hvor der indgår kvark. En af dem var på en kvarkkage, vatrushka, der er en form for blød bolle med en hulning, hvor man putter fyld i. Lidt i stil med en dansk spandauer. Jeg tror også, du kan lave denne type kage med ricotta, hvis du ikke har mod på at lave kvark selv (det er ellers meget let!) eller kan finde det i supermarkederne. Meeen så er det jo ikke en kvarkkage 😉

Jeg fandt inspiration hos Cooking Melangery men lavede en række mindre justeringer.

Kvarkkage
8-10 stk.

Kagedej:
500 g hvedemel
25 g gær
2 spsk rørsukker
2½ dl håndvarm mælk
100 g smeltet smør
½ tsk salt
1 pisket æg

Kagefyld:
175 g kvark
2 spsk creme fraiche
1 tsk vaniljepulver
2 spsk rørsukker
1 æg

Tilbehør:
Honning

Hæld den lunkne mælk i en skål sammen med sukker og gær. Rør det godt. Rør derefter halvdelen af melet samt saltet i og tilsæt dernæst det smeltede smør. Rør det sammen og tilsæt derefter resten af melet. Ælt det sammen til en smidig og fugtig dej. Dæk skålen med dejen med et fugtigt viskestykke og lad det hæve til dobbelt størrelse – det tager ca. en times tid.

Pisk ingredienserne til kagefyldet sammen, indtil det er cremet og ensartet.

Vip dejen ud på bordet og form 8-10 lige store boller. Jeg formede 6 stk, og så bliver de lige lovlig store. Tryk bollerne let ud på en bagepapirbeklædt bageplade og dæk dem med viskestykket. Lad dem efterhæve i 20 minutter. Fjern viskestykket og pres bunden af et drikkeglas ned i midten af hver bolle, så der kommer en hulning. Fyld hver hulning med kvarkblandingen. Pensl forsigtigt kagerne på siderne med det piskede æg.

Bag dem i ovnen ved 175 grader i 25-30 minutter. Vip en kvarkkage over på en kagetallerken, hæld lidt honning over og servér kagen lun.

Note: Vatrushka er en hyggelig og mild kvarkkage. Da der er smør i dejen, er den bedst samme dag, den er bagt, men du kan dog også varme den kort i mikroovnen på andendagen. Jeg kunne godt finde på at putte lidt flere krydderier, hvis jeg laver den anden gang, for jeg er mest til mad med masser af smag, men er du til milde og rare serveringer, er denne kvarkkage et fint valg.

Stolichny salad – en russisk salat

olivier salad, russisk salat, kartofler, skinke, drueagurker, mayonnaise, creme fraiche, gulerødder, dild, æg, løgDu kender sikkert russisk salat – altså den danske udgave af russisk salat med rødbeder. Men skeler du til udlandet, så består russisk salat – også kendt som Olivier salad eller Stolichny salad – dog på ingen måde af rødbeder.

En Stolichny salad er en moderne version af Olivier salad og består som regel af små tern af kogte kartofler, gulerødder, syltede dildagurker, ærter, æg, løg og mayonnaise. Den kan også indeholde kogt kylling, skinke og sennep. Jeg valgte at lave en udgave uden ærter (selvom det ville have set festligt ud) og med skinke, og så rørte jeg mayonnaisen op med creme fraiche, så det ikke blev for tungt og fedt.

Du kan servere Stolichny salad som frokostmåltid – evt. med rugbrød til, når nu vi er i Danmark – men du kan også servere den i mindre portioner som forret. I Rusland serveres den også som tilbehør til hovedretter (tak for info til min læser, Russeren).

Stolichny salad
2 personer som frokostmåltid – 4-5 personer som forret

3 mediumstore kartofler, kogte og skåret i små tern
1 stor gulerod, skåret i små tern – jeg brugte en frisk gulerod, men du kan også brugt en kogt
3 kogte æg
½ rødløg, skåret i små tern
3 drueagurker, skåret i små tern
100 g kogt skinke i tern
2 spsk mayonnaise
3 spsk creme fraiche
1-2 tsk tørret dild (frisk dild kan også bruges)
salt og peber

Rør kartofler, gulerod, æg, rødløg, drueagurker og skinke sammen i en skål. Rør mayonnaise, creme fraiche og dild sammen i en anden skål og vend det i den anden blanding. Smag din olivier salad til med salt og peber.

Note: Stolichny salad er en ganske dejlig frokostsalat eller pålægssalat om man vil. Man bruger ofte kogte gulerødder i den, men jeg kunne godt lide den sprødhed, som den friske gulerod tilførte min udgave af Stolichny salad.

Mumie-småkager til Halloween

mumie-småkager, mumiesmåkager, mumiekager, kage, småkager, dessert, Halloween, hvedemel, kanel, æg, rørsukker, smør, flormelis, hvid chokolade, chokoladeMine kolleger måtte endnu en gang finde sig i at være testpersoner, da jeg fik lyst til at bage mumie-småkager tidligere på ugen.

Du kan lave mumie-småkager på mange måder. Jeg valgte at bage kanel-småkager – inspiration hentet i opskrift på kanelkringler fra Maden i mit liv – som jeg så pyntede som små mumier efter endt bagning. Du kan dog også sagtens bruge den basisdej, som jeg brugte til mine spøgelseskager eller klamme zombiefingre – eller en hvilken som helst anden småkagedej, der bliver flad og glat under bagningen.

Mumie-småkager
35-36 stk.

125 g blødt smør
225 g hvedemel
150 g rørsukker
1½ spsk kanel
1 æg

Pynt:
Glasur lavet på flormelis og æggehvide
eller
smeltet hvid chokolade

Bland mel, sukker og kanel i en skål. Smørret smuldres i melet og og sukker og kanel tilsættes. Ælt smør og æg i – dejen skal kun lige æltes, indtil den er ensartet. Læg dejen på køl i køleskabet en times tid. Drys mel på et bord og rul dejen tyndt ud. Stik små kagemænd ud og læg dem på bagepapirbeklædte bageplader. Bag dem i ovnen i 8-10 minutter. Afkøl kagerne helt, inden du pynter dem. Om du bruger hvid chokolade eller hvid glasur afhænger mest af, hvad du selv kan lide. Den hvide glasur er lidt lettere at arbejde med, når det drejer sig om at tegne ‘gazebindet’ på dine mumie-småkager, mens den hvide chokolade er lidt lettere at bruge til at dække småkagens overflade. Husk at tegne små øjne på – enten med en kagetusch eller en lille smule sort glasurfarve.

Note: Dejlige sprøde og søde mumie-småkager med god kanelsmag. Du kan sagtens bruge grundopskriften til julesmåkager og så blot undlade mumie-pyntningen 🙂

mumie-småkager, mumiesmåkager, mumiekager, kage, småkager, dessert, Halloween, hvedemel, kanel, æg, rørsukker, smør, flormelis, hvid chokolade, chokolade

Zharkoe – russisk simreret

russisk simreret, zharkoe, kartoffelret, russisk, simremad, simreret, oksekød, gulerødder, kartofler, creme fraiche, dild, laurbærbladeEfterårets regn og rusk giver lyst til simremad, så da jeg faldt over zharkoe – en russisk simreret – passede den både til årstid og til månedens benspænd. Du kan godt tilberede retten på kortere tid, hvis du bruger oksekød, der ikke kræver nær så megen tilberedning, men nu er oksebov en dejlig og tilmed billig udskæring, som egner sig fortrinlig til en simreret, så det var det, jeg valgte. Jeg har set meget enkle opskrifter på zharkoe med lidt færre grøntsager og uden dild og creme fraiche, men jeg foretrak at lave versionen med disse to ingredienser, og så skruede jeg ekstra op for grøntsagerne.

Zharkoe – russisk simreret
3 personer

450 g oksebov, skåret i mundrette tern
smør eller olie til stegning
1 løg, skåret i tynde både
6 mediumstore kartofler
3 mediumstore gulerødder
2 laurbærblade
1 tsk peberkorn
5 dl vand
2 spsk frisk dild
1½ dl creme fraiche 18%
salt

Hæld fedtstof i en gryde og svits løg, kartofler og gulerødder i det ved mediumvarme, indtil løget er mørt. Hæld grøntsagerne over i en skål og tilsæt lidt mere fedtstof i gryden. Brun nu kødet på alle sider, inden du hælder grøntsagerne tilbage i gryden sammen med laurbærblade, peberkorn og vand. Læg låg på gryden og lad det simre i ca. 75 minutter – måske lidt mere. Smag på kødet – det skal være mørt og lækkert. Rør dild, lad det simre et par minutter og rør så creme fraiche i. Smag til med salt og servér din zharkoe med det samme.

Note: Zharkoe er en rimelig mild russisk simreret, der tilmed har den fordel, at du tilbereder det hele i samme gryde.

Shuba – russisk sildesalat

shuba, russisk sildesalat, sild, fisk, fiskeanretning, frokost, kartofler, mayonnaise, creme fraiche, rødløg, æg, rødbeder, dild, gulerødderTrænger du til lidt fornyelse til frokosten, så er det måske på tide at prøve shuba – en russisk sildesalat, som også vil fungere fint på det danske frokostbord. Den russiske sildesalat serveres som regel på en stor tallerken eller fad. Jeg har umiddelbart indtryk af, at den spises, som den er, meeen den vil nu også gøre sig godt sammen med rugbrød.

Shuba består typisk af et lag hver af følgende ingredienser: Saltede sild, kogte kartofler, kogte gulerødder, hårdkogte æg og kogte rødbeder. Mellem hvert lag smører man mayonnaise. Man kan også tilføje andre ingredienser – jeg brugte således rødløg og lidt dild. For at gøre det lidt lettere, brugte jeg marinerede sild fra glas, og så mente jeg, at det ville blive lidt for tungt med ren mayonnaise, så jeg rørte en creme på mayonnaise og creme fraiche.

Russisk sildesalat

3-4 personer

2 marinerede sild
1 rødløg, finthakket
kogte kartofler svarende til sildemængden
kogte gulerødder svarende til sildemængden
kogte rødbeder svarende til sildemængden
4 kogte æg
3 spsk creme fraiche
2 spsk god mayonnaise – gerne Hellmann’s
lidt citronsaft
lidt vand
salt og peber
dild

Skær sildene i små stykker og læg dem på et fad, så de danner en ‘lagkagebund’. Har du lille springform eller lignende, så sæt ringen på et fad og fordel sildene i bunden af den. Drys derefter det hakkede rødløg over. Rør creme fraiche, mayonnaise og lidt citronsaft sammen. Tilsæt lidt vand, så cremen bliver lidt mere flydende, og smag til med salt og peber. Smør et tyndt lag over rødløgene. Finthak eller mos kartoflerne lidt og fordel dem over mayonnaisen. Smør lidt creme over og gentag processen med at lægge lag på lag med henholdsvis gulerødder, æg (tag et halvt æg fra)og rødbeder. Smør det sidste creme på toppen (er du ved at løbe tør, så lav lidt mere) og smuldr det halve ud over. Pynt med lidt frisk dild. Stil din sildesalat i køleskabet en times tid, så den kan samle sig. Servér den sammen med vodka, snaps eller øl – nåja og en skive rugbrød, hvis det er til det danske frokostbord.

Note: Dejlig men også meget mættende sildesalat. Jeg vil derfor anbefale, at du bruger den som en slags tilbehør til rugbrød og ikke spiser den som enkeltservering. Så er det lidt lettere at dosere, så man ikke får spist for meget 🙂

shuba, russisk sildesalat, sild, fisk, fiskeanretning, frokost, kartofler, mayonnaise, creme fraiche, rødløg, æg, rødbeder, dild, gulerødder