Svupsakker fra Falster

svupsakker, æbleskiver, brændevin, snaps, portvin, hvedemel, rosiner, kardemomme, citroner, gær, dessert, kage, appetizer, flormelis, kærnemælk, ægJeg indrømmer gerne, at jeg faldt fuldstændig for navnet på denne spise – svupsakker. Jamen man bliver jo bare i godt humør af det navn! Det er lidt i stil med snysk og knepkager, som også er en del af denne måneds egnsret-benspænd.

Svupsakker stammer fra Falster og er en form for æbleskiver, der serveres med brændevin. Jeg skelede til en opskrift på DR, men justerede lidt på mængderne samt udskiftede svinefedt med smør. Derudover prøvede jeg også portvin til, for hey – alt er bedre med portvin! (ok, næsten alt…)

Svupsakker
ca. 14 stk

175 g hvedemel
1 dl kærnemælk
1 dl mælk
1 æg
10 g gær
½ tsk salt
½ tsk rørsukker
½ tsk kardemomme
revet skal fra ½ øko-citron
35 g rosiner
smør til stegning

Tilbehør: Snaps eller portvin

Hæld kærnemælk og mælk i en lille kasserolle og varm det langsomt op, indtil det er håndvarmt. Tag kasserollen af og hæld mælken i en skål. Rør gær og sukker ud i mælken. Pisk ægget i mælken og tilsæt derefter mel, salt, kardemomme, citronskal og rosiner i. Pisk det sammen til en ensartet masse. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve en times tid.

Varm en æbleskivepande op og pensl hvert æbleskivehul med lidt smeltet smør. Brug en ske til at hælde dej i hvert hul. Vent lidt, indtil dejkuglerne har fået lidt skorpe, og vend dem så halvt med en træpind (se nederste billede i opskriften på klassiske æbleskiver). Lad dejen bage lidt mere, så der kommer mere skorpe, inden du vender dine svupsakker, så de lukker til og bliver helt runde. Lad dem bage lidt længere tid, indtil de er gyldne hele vejen rundt – husk at vende dem et par gange undervejs.

Drys dine svupsakker med flormelis og servér dem sammen med snaps… eller portvin!

Note: Svupsakker minder meget om æbleskiver. De er knapt så søde, og så er der rosiner i, men ellers minder de meget om klassiske æbleskiver. Vi prøvede først den traditionelle servering, hvor man overhælder dem med snaps, når man spiser dem. Nu drikker jeg aldrig snaps (hader kommen), men det fungerede faktisk ok, selvom du nok skal holde af snaps for virkelig at sætte pris på denne kombination. Derefter prøvede vi at hælde lidt portvin på vores svupsakker, og det var noget bedre – portvinen gav lidt en ‘marmeladesmag’ til de små svupsakker, og det er jo ikke så ringe endda.

svupsakker, æbleskiver, brændevin, snaps, portvin, hvedemel, rosiner, kardemomme, citroner, gær, dessert, kage, appetizer, flormelis, kærnemælk, æg

Sønderjysk rugbrødslagkage

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeJeg er absolut ikke færdig med Sønderjylland i forbindelse med mit egnsret-benspænd, for jeg kom søreme til at lave denne dejlige rugbrødslagkage tidligere på måneden! En rigtig saftig og dejlig lagkage fyldt med syltetøj og flødeskum.

Jeg har set en del forskellige opskrifter på rugbrødslagkage men har ikke fulgt en bestemt. Traditionelt set skal der bruges solbærsyltetøj i en rugbrødslagkage, men jeg tillod mig at bruge brombærmarmelade, for jeg var løbet tør for både solbærsyltetøj og solbær, og det nærmeste supermarked havde ingen af delene.

Rugbrødslagkage
ca. 10 personer

Lagkagebunde:
5 æg
150 g mørkt rugbrød, revet eller finthakket
150 g mørk farin
2 spsk kakaopulver
1 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g hasselnødder, finthakket
et lille knips salt
smør til formen

Fyld:
3½ dl fløde
1 tsk vaniljepulver
solbærsyltetøj eller brombærsyltetøj
ca. 75 g mørk chokolade, hakket
evt. friske bær

Del æggene i hvider og blommer, så æggehviderne er i én skål og æggeblommerne i en anden. Pisk æggeblommerne med mørk farin, indtil det bliver luftigt og skummende. Pisk derefter rugbrødskrummer, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, salt samt hakkede nødder i. Pisk æggehviderne stive og vend dem med nænsom hånd i kagedejen. Tag en springform på ca. 24 cm i diameter og smør den grundigt i siderne (vil du lave en rugbrødslagkage med tre lag, skal du i stedet bruge en springform på 20 cm i diameter). Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af formen. Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 180 grader i 35-45 minutter. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den har fået nok. Hvis der ikke hænger kagedej ved, når du trækker pinden ud, er den færdigbagt. Tag springformen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du fjerner springformens ring. Stil derefter den bagte lagkagebund på køl i et par timer, så den kan samle sig. Det gør den lettere at skære ud.

Nu er det tid til at samle din rugbrødslagkage. Flæk lagkagebunden vandret, så du får to lige store lagkagebunde. Læg den ene på et lagkagefad og smør en gavmild mængde syltetøj ud over. Pisk fløden til skum sammen med vanilje og fordel halvdelen ud over bunden. Læg den anden lagkagebund oven på. Du kan evt. smøre mere syltetøj på, men du kan også gøre som jeg og holde dig til at fordele resten af flødeskummet ud over den. Drys godt med hakket chokolade over og pynt gerne med nogle bær. Jeg brugte friske hindbær fra haven.

Servér din rugbrødslagkage med det samme, eller – hvis du er i god tid – dagen efter, hvor den smager endnu mere fantastisk.

Note: Jeg er ikke så meget til klassiske lagkage, men denne sønderjyske rugbrødslagkage vandt mit hjerte. En saftig og lækker lagkage, der både har dybde i smagen, der holdes i skak af flødeskummet, så kagen ikke bliver for kraftig. Jeg serverede min rugbrødslagkage samme dag, jeg havde lagt den sammen, men da der var rester, fik jeg også mulighed for at smage den dagen efter, og der er den endnu bedre! Mit råd er derfor, at du sørger for at lægge din rugbrødslagkage sammen dagen inden, du vil servere den.

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeSådan ser bunden ud, når den er færdigbagt.

Sildebøf med løgsovs

sildebøf, løgsovs, sild, hvedemel, smør, timian, løg, kulørMånedens egnsret-benspænd fører mig nu til Vendsyssel, hvor man spiser sildebøf med løgsovs. Sildebøf er ikke en bøf lavet på sild men såmænd ‘bare’ stegte sild. Til gengæld serveres de med brun sovs til, og det er lidt usædvanligt… i hvert fald ifølge mig 🙂

Jeg faldt over opskriften på sildebøf i kogebogen ‘Danske egnsretter’ – eller rettere jeg faldt over en ingrediensliste, men der ikke noteret mål ud for de enkelte råvarer, så jeg sjussede mig frem. Jeg var forbi to fiskehandlere, men måtte gå forgæves efter sild, så til sidst måtte jeg ty til frosne sildefileter fra supermarkedet.

Sildebøf med løgsovs
2 personer

300 g sild – jeg brugte sildefileter
2 dl kærnemælk
1½ dl hvedemel
50 g smør
1 spsk frisk timian
1 stort løg, skåret i tynde skiver
1 spsk hvedemel
1½ dl letmælk
lidt kulør
salt og peber

Hvis du bruger hele sild, så skal du starte med at fjerne hoved og finner samt eventuel indmad. Bruger du sildefileter, som jeg var nødt til, kan du nøjes med at fjerne rygfinne. Skyl fiskene grundigt og put dem derefter i en skål/fad med kærnemælk over. Stil skålen i køleskabet til næste dag.

Tag sildene op af kærnemælken og skrab det overskydende mælk af. Vend fiskene i hvedemel. Smelt 2 spsk af smørret på en stor pande sammen med timian og steg løgringene ved mediumvarme, indtil de er møre. De skal ikke tage farve. Tag løgene op og smelt resten af smørret på panden. Steg sildene på panden, indtil de er godt brune på begge sider. Tag sildene af panden og læg dem på et fad. Pisk hvedemelet ud i smørret med et fladt piskeris. Pisk langsomt mælken i og vær obs på, at panden skal stå på lav varme. Tilsæt lidt kulør, pisk det ind i sovsen og smag til sidst sovsen til med salt og peber.

Sildebøf serveres med brun løgsovs og kogte kartofler.

Note: Der er nu noget hyggeligt over retter med brun sovs og kartofler – også selvom det føltes lidt spøjst at spise det til sildebøf. Jeg er i øvrigt i tvivl om, hvorvidt man overhovedet behøver at bruge kærnemælk, hvis man som jeg bruger sildefileter – jeg gætter på, at det primært er relevant, hvis det er store, hele fisk.

Blondie med hindbær – hvid chokoladekage

blondie, hindbærkage, kage, dessert, bærkage, hindbær, hvid chokolade, chokolade, mandler, Denne blondie var en del af dessertbordet, da vi havde gæster sidste weekend. Her sluttede måltidet nemlig af med et udvalg af oste, knækbrød, chokolade, mjødsyltede figner, stikkelsbærsyltetøj, portvin og selvfølgelig også denne blondie.

En blondie er en hvid udgave af en brownie – dvs. en ret fyldig og solid chokoladekage. Jeg har tidligere lavet en udgave med hyldeblomster, og nu fik jeg lyst til at lave en version med hindbær. Den nye udgave skulle dog lige være en tand tungere end forgængeren (så den blev næsten lige så heftig som min yndlings-brownie), så jeg puttede ekstra hvid chokolade i dejen. Derudover droppede jeg saltet og brugte i stedet vaniljepulver.

Blondie med hindbær
10-14 personer

200 g smør
200 g god hvid chokolade – jeg brugte Ivoire fra Valrhona
3 æg
175 g lys rørsukker
125 g hvedemel
1 tsk vaniljepulver
revet skal fra 1 øko-citron
75 g mandler, hakkede
200 g hvid chokolade, hakket
150 g hindbær

Evt. flormelis til pynt

Hæld smør og 200 g hvid chokolade i en kasserolle og varm det langsomt op. Rør i det med jævne mellemrum, indtil det er smeltet. Pisk æg, rørsukker, hvedemel, vanilje og citronskal godt sammen. Vend smør og chokolade i samt de hakkede mandler. Vend til sidst den hakkede hvide chokolade samt hindbærrene i dejen. Smør en form på ca. 15 x 25 cm godt og læg et stykke bagepapir i bunden. Hæld dejen i og bag kagen ved 180 grader i ca. 30-35 minutter.

En blondie kan spises lun, men den er allerbedst, når den er kølet helt af, så den bliver næsten konfekt-agtig.

Note: En dejlig kompakt blondie med et let syrligt strejf fra hindbærrene og knas fra mandlerne. Selvom kagen ikke er så stor, så mætter den godt. Det er derfor en god idé at skære kagen i små stykker. Du kan evt. pynte chokoladekagen med lidt flormelis, hvis du har lyst.

Grillet oksespidsbryst med bønnefritter

grillet oksespidsbryst, grill, brisket, sødpakrika, røget paprika, løgpulver, rørsukker, chili, øl, æblecidereddike, sirup, hp sauce, bønnefritter, bønner, coleslawSidste weekend havde vi besøg af et vennepar (det selvsamme par, der blev udsat for hindbærdrinks og fuldskager), og til hovedret serverede jeg grillet oksespidsbryst med bønnefritter og coleslaw. Oksespidsbryst er ikke den letteste oksekødsudskæring at tilberede, men den kan faktisk bruges i nogle virkelig lækre retter, hvis man langtidstilbereder kødet – for eksempel som når man laver texansk brisket på grill.

I øvrigt – beklager billedkvaliteten i dette indlæg, men lysforholdene var ikke så gode denne aften, og jeg prioriterede altså at servere maden varm for gæsterne 🙂

Jeg havde fundet et tilbud på to stykker oksespidsbryst fra frilandskvæg, og da jeg 95% af tiden køber økologisk eller frilandskød, så var det et tilbud, jeg ikke kunne modstå. Men det betød også, at oksespidsbryst-stykkerne var noget små (lidt over 600 g hver). Hvad gør en klog? Snører dem sammen naturligvis! Det er måske ikke optimalt, men det virkede overraskende godt.

OBS – det grillede oksespidsbryst er tilberedt på en lukket kulgrill, hvor det er let at holde en stabil temperatur.

Grillet oksespidsbryst
5-6 personer

ca. 1300 g oksespidsbryst

Rub:
1 spsk sød paprika
1 spsk løgpulver
1 spsk sennepspulver
½ spsk røget paprika
1 spsk salt
1 tsk stærk chilipulver
1 tsk friskkværnet peber

Du skal starte forberedelserne dagen inden, at du skal spise det grillede oksespidsbryst. Rør ingredienserne til rubben sammen og gnid kødet med det. Læg kødet i en frysepose og stil det i køleskabet til næste dag.

Vi skulle bruge kødet omkring kl. 19 næste dag, så på selve dagen tog vi kødet ud af køleskabet ca. 10 timer før servering. Kødet skal have 8-10 timer ved 110 grader, men det kan svinge lidt, så sørg for at stikke et stegetermometer i fra start og hold løbende øje med kødet.

Jeg lagde 3 håndfulde røgflis (denne gang hickory-flis) i blød i vand og tændte op for vores grill. Den var klar ca. 20 minutter senere, og så røgflis smidt på de varme kul, en drypbakke blev sat ind, og kødet blev lagt på risten. Derefter blev grillens låg lagt på, og så fik kødet ellers lov til at hygge sig i 4-5 timer. Vi kiggede dog på termometeret med jævne mellemrum.

Derefter var det tid til at koge en marinade til det sidste halvdel af grilltiden.

Marinade:
1 dl øl
1 dl æblecidereddike
1 spsk ahornsirup
1 spsk hp-sauce (eller lignende krydret sauce)
2 spsk rapsolie

Hæld ingredienserne i en gryde og varm det op, indtil det er på nippet til at koge. Lad det køle lidt af og pensl derefter grillkødet med marinaden én gang i timen.

grillet oksespidsbryst, grill, brisket, sødpakrika, røget paprika, løgpulver, rørsukker, chili, øl, æblecidereddike, sirup, hp sauceDet grillede oksespidsbryst er færdigt, når det har en kernetemperatur på 85-90 grader. Tag det derefter af grillen og dæk det til med stanniol. Det må gerne stå en halv times tid, inden du skærer det ud. Her kan du samtidig også hælde lidt af marinaden ud over kødet.

bønnefritter, bønner, grønne bønnerVi fik også to slags tilbehør til det grillede oksespidsbryst. Den ene var denne coleslaw med peanuts. Jeg lavede lidt ekstra marinade, så coleslawen blev mere saftig. Det kunne nemlig kompensere for, at jeg ikke serverede sauce til retten.

Derudover lavede jeg bønnefritter, hvilket kort fortalt er grønne bønner vendt med olivenolie og salt og derefter stegt i ovnen. Det smager ganske godt og kan få selv bønneskeptikere til at guffe bønner i sig.

Bønnefritter
3-4 personer

500 g grønne bønner – jeg brugte frosne
½ dl olivenolie
salt og peber

Vend de grønne bønner med olivenolie (du behøver ikke at tø dem op inden) og fordel dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Drys salt og peber over og bag dine bønnefritter i ovnen ved 200 grader i 45-50 minutter. Kig til dem undervejs og tag dem ud, hvis de begynder at blive (meget) mørke.