Nytårsdrink: Frozen

vinterdrink, frozen, nytårsdrink, drink, absinth, lys rom, sprite, isterninger, blå curacaoJeg slutter 2014 af med denne knaldblå drink, som du kan bruge som nytårsdrink eller blot som vinterdrink. Den er inspireret af det smukke snevejr samt Disneyfilmen Frozen, som jeg så lige inden jul, og min nytårsdrink er derfor naturligvis døbt Frozen.

Frozen
1 person

2 cl absinth 55%
2 cl lys rom
1 cl blå curacao
4 cl koldt vand eller Sprite
evt. lidt citronsaft
knuste isterninger

Pynt:
lidt blomsterhonning/sirup samt flormelis

Hæld absinth, rom, blå curacao og vand* i en drinkshaker sammen med en håndfuld isterninger. Ryst drinken grundigt (*hvis du bruger Sprite, så vent med at tilsætte det, indtil du har rystet resten af ingredienserne sammen. Når du har puttet Sprite i, rører du rundt i drinken – du skal ikke ryste den, så boblerne i sodavanden forsvinder). Smag på drinken og smag evt. til med citronsaft. Tag et cocktailglas og smør kanten med blomsterhonning eller sirup. Det gør ikke noget, at du putter et tykt lag på – kanten må gerne se ud, som om den ’smelter’. Kør den sirupssmurte kant i flormelis, så du får en hvid kant på cocktailglasset. Hæld nogle af isterningerne op i cocktailglasset sammen med den blå drink og voilá – så har du en nytårsdrink!

Note: En meget smuk og indbydende nytårsdrink. Frozen er forholdsvis sød. Jeg lavede den på koldt vand, men du kan lave den endnu mere festlig ved at bruge Sprite. I så fald kan det godt være, at du skal justere smagen lidt med citronsaft, så den ikke bliver for sød.

vinterdrink, frozen, nytårsdrink, drink, absinth, lys rom, sprite, isterninger, blå curacao

Elggryde med svampe

elggryde, elg, elgkød, vildtkød, simremad, smør, knoldselleri, svampe, rørhatte, bouillon, grøntsagsbouillon, rødløg, rødvin, enebær, allehånde, laurbærblade, kålsalat med spelt, grønkål, tørrede tranebær, solbæreddike, honning, hasselnødder, speltJeg elsker vildtkød, og jeg elsker især at eksperimentere med vildtkød i madlavningen. Jeg har længe ønsket at få fat i noget elgkød, men det er stort set umuligt at opdrive her i Danmark. I efteråret så jeg elgfars i Torvehallerne, men det er eneste gang, jeg har set elgkød til salg her i landet. Heldigvis fik jeg mulighed for at købe noget vildtkød via en af mine venner, og udover haren, jeg brugte til stegt hare, købte jeg også noget elgkød. Noget af det røg i en elggryde, som jeg medbragte til en vennesammenkomst sidste weekend.

Jeg var lidt spændt på, hvordan elgkødet ville smage, og jeg blev overrasket over, hvor fint og mildt det er i smagen. Jeg havde nok forventet noget i stil med krondyr, som ofte er ret mørk og jernholdig i smagen. Elgkødet var smagsmæssigt tættere på kanin eller hare.

Jeg skelede lidt til min opskrift på vildtgryde, da jeg skulle lave elggryde, men jeg undlod fløde, ændrede lidt på krydderierne samt brugte andre grøntsager. Jeg brugte blandt andet en rest af de Indigo Rørhatte, som vi samlede i efteråret, og som jeg havde skoldet og frosset ned.

OBS – jeg er usikker på, hvor mange mennesker nedenstående portion rækker til, da den indgik som en del af en buffet den dag. Men der skulle gerne være til minimum 8-10 mennesker.

Elggryde med svampe

1,8 kg elgkød i tern
smør eller baconfedt
2 store rødløg, skåret i tynde både
ca. 500 g svampe – jeg brugte Indigo Rørhatte
500 g renset knoldselleri i tern
7-10 dl grøntsagsbouillon
4 dl rødvin
20 enebær
10 allehånde
4 laurbærblade
2 tsk sorte peberkorn
salt

Brun elgkødet i en stor gryde i en klat smør – gør det af flere gange i stedet for at hælde al kødet i gryden med det samme – ellers risikerer du, at kødet blot koger i stedet. Svits løgene, svampene og knoldselleriternene. Tilsæt derefter bouillon, rødvin og krydderier (undtagen salt). Put evt. krydderierne i en krydderi-si eller pak dem ind i lidt gazebindspose, så de er lette at fiske op igen. Læg låg på gryden og skru ned for varmen. Lad elggryden simre ved lav varme i ca. 2½ time. Smag til med salt.

Note: Jeg var positivt overrasket over, hvor mør elgkødet blev. Denne elggryde er mild, velsmagende og ganske mættende. Der bliver en del sauce til overs, så da vi havde spist op af kød og grøntsager, frøs jeg resten af saucen ned, så jeg kan bruge den til noget restemad på et senere tidspunkt.

kålsalat med spelt, grønkål, tørrede tranebær, solbæreddike, honning, hasselnødder, speltHvad skal du servere til elggryde? Det mest oplagte ville være en kartoffelmos – måske en græskar-kartoffelmos eller knuste kartofler – men jeg tænkte, det kunne være godt med nogle flere grøntsager her oven på julen, så jeg lavede en grønkålssalat med tørrede tranebær, hasselnødder og perlespelt. Tranebærrene går godt sammen vildtkød. Vælger du at servere elggryde sammen med kartoffelmos eller kogte kartofler, vil jeg anbefale dig at servere tranebærgelé eller tranebærmarmelade til.

Jeg lavede denne salat ved at finthakke røde grønkålsblade (den grønne version kan også sagtens bruges) og dyppe dem hurtigt i kogende vand. Derefter blev de vendt i et stort fad sammen med kogt perlespelt, tørrede tranebær, hakkede hasselnødder, lidt solbæreddike og lidt honning. Salaten blev smagt til med salt.

Foderbrættet

Foderbrættet, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnLige før jul skulle jeg i teatret sammen med en af mine venner, og vi havde selvfølgelig brug for lidt mad inden. Vi valgte at besøge Foderbrættet på Vesterbro, som jeg havde fået anbefalet. Foderbrættet er et lidt pudsigt spisested – her er nemlig fokus på champagne, cocktails og hotdogs! Måske ikke ligefrem den mest almindelige kombination, men det var så også en af grundene til, at vi måtte prøve det, for det lød virkelig interessant!

Champagnen sprang vi over, men jeg blev selvfølgelig nødt til at prøve en cockatil. Jeg valgte en Cucumber Kill, der bestod af gin, absinth, agurk, citron, sukkersirup. En frisk og dejlig cocktail, hvor agurken fik lov til at smage igennem, uden at det blev for meget. Jeg syntes også, at det var rart, at man faktisk kunne smage spiritussen i cocktailen (uden at den blev ’sprittet’ i smagen), for det savnede jeg ved flere af drinksene på Neighborhood.

Foderbrættet, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnVi valgte at lægge ud med et par ‘bar bites’ – dvs. mindre, snackagtige retter – mens vi ventede på vores hotdogs. Vi delte en portion corndogs med ketchup, sennep, ostedip samt en portion onion rings med bbq-sauce. Løgringene havde et syndigt tykt lag af pankorasp, men det blev på ingen måde så fedtet eller vammelt, som en så tyk panering ellers let kan blive. En herlig uartig mundfuld!

De små corndogs var fulde af smag – rigtig dejligt krydrede, og de passede fint sammen med de tre typer dyppelse, som de blev serveret sammen med.

Foderbrættet, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnVi havde bestilt to hotdogs hver. Jeg havde valgt de to forreste på ovenstående billede. Den første hed Toad og bestod af oksepølse med hvidløg, løg og koriander. Hotdoggen var toppet med pastinakcreme, svampe og friteret rødbede. En usædvanlig kombination – og en usædvanlig lækker hotdog! Den var lige mig. Med masser af smag, en fyldig creme og sprødhed fra rødbeden – mmm!

Min anden hotdog hed Mexidog og bestod af svinepølse med røget spæk, chili, jalapenos, cheddar og krydderier. Den var toppet med tomatsalsa, koriander, avokado og friteret banan. Også en spændende kombination, hvor det eneste kritikpunkt var, at tomatsalsaen følte ret kold i forhold til de andre elementer i hotdoggen. Men ellers en dejlig hotdog, som havde et fint, krydret spark i form af chili og koriander.

Foderbrættet, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnFoderbrættet har også et par enkelte desserter på menukortet. Det var vi dog ikke interesseret i, for vi ville godt slutte måltidet af med en cocktail mere, og da spisestedet også har en ret søde cocktails, var det oplagt at bruge en af disse som dessert. Jeg valgte Brown Sugar, som bestod af tequila, creme de cacao, fløde, angustura, chokolade bitter og friskrevet chokolade. En cremet, mild og sødmefuld drink, som udgjorde et perfekt punktum på en spændende og dejlig spiseoplevelse.

Jeg er rigtig glad for, at vi valgte at spise på Foderbrættet, for det var en meget positiv oplevelse – og heller ikke specielt dyr. Cocktails koster omkring 85 kr stykket (hvilket er meget rimeligt i forhold til niveauet i resten af København), og hotdogs koster ca. 56 kr stykket. Man sidder lidt tæt på Foderbrættet, når der er fyldt, men det er ikke værre end for eksempel Neighborhood, og lydforholdene er nogenlunde.

Jeg ender på 5 hotdogs… øh… stjerner… med pil op. Skøn fortolkning af fastfood mad!

Fyldig pastinaksuppe med linser

pastinaksuppe, suppe, vegetar, vegetarsuppe, pastinakker, røde linser, linser, fløde, korianderNu hvor vinteren for alvor er kommet, så er der ikke noget så godt som en fyldig, brandvarm grøntsagssuppe! Jeg lavede denne simple men fyldige pastinaksuppe, som selv suppeskeptikeren i huset var ret tilfreds med.

Jeg har før lavet pastinaksuppe – både en udgave med pastinakker og kartofler samt en udgave med pastinakker og blomkål – men i denne udgave er pastinakkerne blevet kombineret med røde linser, hvilket gør suppen mere fyldig og cremet. Suppen blev krydret med lidt stødt koriander, hvilket gav et frisk og kækt pift til smagen.

Fyldig pastinaksuppe med linser
ca. 3 personer

3-4 store pastinakker
2 dl røde linser
vand
1½-2 dl fløde
1½ tsk stødt koriander
salt og peber

Skræl pastinakkerne og skær dem i mindre tern. Skyl linserne i koldt vand. Put pastinakternene i en gryde sammen med linserne. Hæld vand over og lad det koge ved mediumvarme, indtil både pastinakker og linser er møre. Hæld vandet fra – men gem det!! Tag 1 dl af kogevandet og hæld det i gryden sammen med fløde. Blend det til en ensartet masse og tilsæt lidt mere vand, indtil du får den konsistens på suppen, som du ønsker (jeg foretrækker en tyk grøntsagssuppe, men du kan selvfølgelig blot tilsætte mere kogevand, hvis du ønsker en mere letflydende suppe). Smag til med koriander, salt og peber.

Servér din pastinaksuppe sammen med ristede græskarkerner eller evt. lidt dukkah.

Note: En enkel men dejlig pastinaksuppe, som både varmer og mætter godt.

Julesalat med grønkål og appelsiner

julesalat, kålsalat, salat, grønkål, valnødder, appelsiner, nødder, granatæble, honning, æblecidereddike, julSpiser du også rødkålssalat juleaften? Her tænker jeg på den friske rødkålssalat og ikke varm rødkål. Se, det plejer jeg at gøre, og det var også meningen, at gemalen og jeg skulle stå for den friske rødkålssalat i går, men… rødkålen var forsvundet! (jeg har en mistanke om, at vi glemte det i supermarkedet… eller også har der været nisser på spil i det lille hjem!) .

Hvad gør man så? Man laver da en julesalat på grønkål! Jeg havde heldigvis bestilt en kasse grøntsager hos Aarstiderne til levering den 23., og i denne kasse var der røde grønkålsblade (jojo, det findes…). Dem kombinerede jeg med nogle blade fra vores egen grønkålsstok, så det gav et flot farvespil, og så puttede jeg ellers alle de gode sager i, som jeg havde planlagt til den friske rødkålssalat. Resultatet blev en dejlig, fyldig julesalat med grønkål.

Jeg har noteret cirkamål på salaten – du er selvfølgelig velkommen til at justere op og ned på mængderne, så det passer til din smag.

Julesalat med grønkål

2 skåle – nok til ca. 8 personer

2-3 store grønkålsblade
2-3 store røde grønkålsblade
4 appelsiner
80 g valnødder
80 g tørrede tranebær
1 granatæble
0,75 dl æblecidereddike
0,75 dl blomsterhonning
lidt salt

Skyl begge typer grønkålsblade. Finthak de grønne blade, put dem i en tyk skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække i fem minutter, inden du hælder vandet fra og fordeler grønkålen i de to skåle. Finthak de røde grønkålsblade og vend dem i salaten. Skær skrællen af appelsinerne – sørg for at få den hvide skal med, da den ellers giver en bitter smag til salaten. Skær appelsinerne i tern og vend dem i salaten. Rist valnødderne på en tør pande, til de begynder at dufte. Lad dem køle lidt af, inden du hakker dem groft og vender dem i salaten sammen med tranebær. Skær granatæblet midt over. Hold den ene halvdel, så den overskårne del af granatæblet vender nedad og hold den over en salatskålen. Slå på granatæblets overflade – så drysser granatæblekernerne ned i skålen. Hold øje med, at de hvide mellemvægge i frugten ikke følger med – de giver en bitter smag, så sørg for at fjerne dem, hvis de ryger med. Gør det samme med den anden halvdel.

Rør æblecidereddike og honning sammen og hæld det ud over salaten. Smag til med lidt salt. Lad salaten trække et par timer inden servering.

Note: En anderledes men dejlig julesalat, som pyntede på bordet.