Risengrød med ølsirup

risengrød, ølsirup, grødris, ris, sødmælk, julLige om et øjeblik er det december, den elskede og forhadte julemåned, som har så mange traditioner – også på madfronten. En af dem er risengrød, og jeg kan da ikke have et øltema uden også at komme ind på juleøl, så jeg lavede en portion risengrød den anden dag for at kunne teste et par øl til.

Jeg har ellers aldrig brudt mig om risengrød, men sidste år lærte jeg at kunne lide denne ret, og det er jeg glad for. Risengrød forbinder jeg med hygge, jul og let madlavning, for det er ikke en større videnskab at koge risengrød…. og så alligevel. Tilberedningen af risengrød kan diskuteres næsten lige så intensivt som tilberedningen af frikadeller eller lignende nationalretter, og alle har deres egen favoritmetode. Min er den, jeg har lært af min mor.

De første mange gange jeg skulle koge risengrød (til risalamande eller blot en portion til gemalen, når jeg var i mit ekstra flinke hjørne), var jeg ofte tæt på at brænde den på, for koger man risengrød direkte på sødmælk, skal man virkelig være over grøden, så den ikke brænder fast i bunden. Men du kan snyde… øh… være så snedig at starte med at koge risene i lidt vand (og jævnligt tilsætte mere) og så gå over til at hælde sødmælk i, når risene har kogt de første 20-30 minutter. Så tager risene stadig smag fra mælken, men du slipper for de første 10-15 minutters intensiv vågen over grøden, så den ikke brænder på. Vand er lidt mere taknemmelig at koge ris i.

Husk at putte lidt salt i risene under kogningen, så grødsmagen bliver piftet lidt op og ikke bliver alt for flad og anonym.

risengrød, ølsirup, grødris, ris, sødmælk, julJeg prøvede først grøden med ølsirup på, og det passede ganske glimrende sammen – meeen jeg holder også meget af kanel, så efter nogle mundfulde blev der også drysset kanelsukker på.

Til risengrøden prøvede vi først en juleøl – Julemumme – fra Kongens Bryghus. Jeg mener, den vandt en juleølstest sidste år, og det er også en af de juleøl, jeg bedst kan lide. Jeg synes, den klassiske sneøl er noget overvurderet, så det passer mig rigtig godt, at udvalget af juleøl er blevet langt bredere de senere år.

En klassisk juleøl er dog ikke det bedste valg til en sød ret som risengrød, så jeg fandt også en nisseøl frem. Og her må jeg lige pointere en vigtig detalje – der findes én og kun én nisseøl, og det er KB juleøl! Sådan er det bare.

Nisseøl hører med til mine juletraditioner – også selvom det er noget temmelig sødt stads – og det er det helt rigtige valg til risengrød.

Rabarber-chokoladedessert med øltoner

Desserten i lørdags blev en funky sag. Jeg havde set en dessert i Gourmetbryggeriets kogebog, hvor rabarber, jordbær, øl og chokolade blev kombineret til en ret spændende dessert. Jeg hentede inspiration i flere af ingredienserne men lavede en anden udgave, som også endte med at blive ganske god.

Jeg beholdt selvfølgelig øl som en af ingredienserne og brugte her Black Magic Woman fra Hornbeer – en øl, jeg længe har glædet mig til at smage, for den vandt Hornbeer en pris for sidste år. Øllen bliver fremhævet som en voldsom sag – mener at den ligger på ca. 10% – og så var den meget kraftig, dunkel og med tydelig røgsmag. En interessant øl – men ikke blandt mine favoritter.

Rabarber-chokoladedessert med øltoner

2 personer

3 kopper rabarber i tynde skiver
2 spsk rørsukker
lidt vand

1½ dl piskefløde
35-40 g 53% Santander chokolade (anden chokolade kan bruges, men den må ikke være kraftigere end 53%).
2-3 spsk Black Magic Woman (eller evt. en heftig porter)

fintreven stærk lakrids til pynt

Rabarberskiverne vendes i rørsukker og en smule vand. Lad dem trække i sukkervandet, mens du tilbereder chokolademoussen.

Varm piskefløden op til kogepunktet og hæld det derefter over den finthakkede chokolade. Rør godt rundt og stil så skålen i køleskabet, indtil fløden er helt afkølet. Pisk fløden op til skum og vend forsigtigt øllen i skummet.

Varm rabarberne op i gryde. Det skal kun lige nå at koge så meget, at det begynder at blive til grød – tag så gryden af komfuret. Lad grøden afkøle lidt, inden den fordeles i to skåle eller glas og fordel derefter chokolademoussen oven på. slut af med lidt fintreven stærk lakrids.

Note: Jeg er sikker på, at raw licorice powder fra Bülow ville have passet rigtig godt ind som topping på denne dessert, men det havde jeg desværre ikke, så jeg forsøgte at rive en lakrids på rivejernet i sted. Det var en behersket succes (sådan en lakrids er lidt for gummiagtig til det), men smagsmæssigt passer den mørke lakrids rigtig godt sammen med rabarber og chokolade.

Det var en ret spændende dessert, der fungerer overraskende godt. Dog var der lige lovlig meget chokolademousse (jeg ved godt, det er blasfemisk at skrive, men balancen i desserten vil nu være bedre med mindre chokolademousse).

Fennikel- og lakridsølskrydret ribbensteg, ølsirup og rødkålssalat med tranebær, valnødder og sirup

I lørdags havde jeg endelig tid til at eksperimentere i køkkenet, og det medførte blandt andet en to retters menu, som gemalen og jeg hyggede os med om aftenen. Til hovedret skulle vi have ribbensteg, for ikke alene er det utrolig dejligt at få her i vintermånederne – jeg havde også slige planer om at bruge resterne i en håndfuld ribbenstegssandwiches dagen efter, da vi skulle medbringe frokost til en brætspilsaftale.

Til hovedretten ville jeg eksperimentere med en lakridsøl, som jeg købte for et stykke tid siden. Da den kom i handlen sidste år, delte den vandene blandt flere madbloggere, da det er en øl, du enten elsker eller hader. Den er ret speciel – forholdsvis sød og med tydelig lakridssmag, men uden bitterhed og faktisk ikke så klæbrig sød, som jeg havde frygtet. En spændende øl, som jeg i første omgang havde tænkt på at bruge i og til en dessert. Det var dog et eller andet sted for oplagt, og da jeg kom i tanke om, at jeg tidligere har eksperimenteret med lakrids og svinekam, så blev lakridsøllen i stedet brugt til hovedretten.

Ribbenstegens ridser blev gennemgået og forbedret flere steder. Det er ret vigtigt at se stegen efter, inden du sætter den i ovnen, for en sprød ribbensteg/flæskesteg kræver, at den er ridset ordentligt, så der er skåret et godt stykke ned i fedtet men endelig ikke ned i kødet. Stegen blev overhældt med en dl lakridsøl og derefter gnubbet med en blanding af 2 dl knuste fennikelfrø, 2 tsk salt og lidt peber. Tørrede laurbærblade blev sat i ridserne. Stegen blev lagt i et fad, hvor jeg hældte 1-2 dl lakridsøl i, og så blev stegen sat i ovnen ved 180 grader. Ind imellem sørgede jeg for at samle lidt af væden fra fadet op med en ske og pøse det ud over stegen.

Stegetiden kan jeg ikke huske, da jeg valgte at bruge stegetermometer, men da temperaturen nåede op på 50 grader, skruede jeg varmen op til 230 grader og pøsede mere væde over stegen. Da stegen nåede de 65 grader, som kødet skulle op på, blev stegen taget ud og fik lov til at hvile ti minutter, inden sværene blev knase-testet og godkendt. Derefter blev stegen skåret i skiver og serveret.

Resultatet blev ganske godt, da den diskrete fennikel-lakridssmag klæder svinekødet, men jeg var noget utilfreds med, at stegen viste sig at være væsentlig mere fed, end indpakningen afslørede i første omgang. Selvfølgelig havde jeg ikke forventet slagterkvalitet, da jeg købte den i supermarkedet, men omvendt var procentdelen af fedt så høj, at det var uacceptabelt. Af samme grund lagde jeg min ja-hat til side lige før og skrev en høflig anmodning til supermarkedet om at sælge noget ordentligt kød og ikke bare skjulte fedtpakker.

Ølsirup

Jeg havde set flere opskrifter i Gourmetbryggeriets kogebog, hvor de brugte ølsirup, og det lød ret spændende, så det blev jeg også nødt til at lave. Konceptet er meget simpelt – tag en mørk øl – i dette tilfælde en Herslev Stout Grain – og kog den sammen med 3 dl lys rørsukker. Når siruppen har den konsistens, du foretrækker, tager du gryden af komfuret, hælder siruppen i et skoldet glas og kan nu bruge det til en masse spændende ting.

Rødkålssalat

Jeg valgte at bruge ølsiruppen med det samme, da jeg lavede en rødkålssalat til ribbenstegen. Et par håndfulde fintsnittede rødkålsstrimler blev krammet og vendt i et par spsk ølsirup og et lille skvæt æblecidereddike. Valnødder blev grofthakket og vendt i salaten sammen med tørrede tranebær.

 

En aften med portvin

Jeg holder lige en kort pause fra månedens benspænd for at kunne fortælle om den portvinssmagning, som gemalen og jeg var til tidligere på ugen. Portvin har et lidt blandet ry. I mange år har det været en drik, som mange har forbundet med mormor-generationen, og der blev rynket på næsen, hvis talen faldt på portvin, for det var jo bare noget sødt, man drak til desserten.

Imidlertid har portvin fået lidt af en revival de senere år, hvor især den yngre generation har taget den søde drik til sig, og selv har jeg smagt ganske glimrende portvine, som bestemt var mere og andet end ‘bare en dessertvin’.

Foredragsholderen denne gang var Karsten Riis Laursen – en af landets flittigste foredragsholdere med en imponerende viden om portvin. Det er ikke første gang, at vinklubben bruger ham, og det var tydeligt, at det var et glædeligt gensyn blandt de andre deltagere. Vi blev også straks fanget af hans tørre humor og stilfærdige fremtoning, hvor han på ingen tid havde tilskuerne i sin hule hånd.

Denne aften var menuen ekstra spændende, og ikke bare blev vi forkælet med god mad – det var også interessant at opleve, hvordan portvin kan drikkes til mange forskellige typer mad. Da de første retter kom på bordet, blev der serveret fire forskellige typer portvin:

Burmester Tawny Port
Krohn Tawny Port
Burmester 10 Years Tawny Port
Krohn 10 Years Tawny Port

Hertil fik vi soyamarineret tunsteak med sødsyltede hakkede jordnødder, en mild og lækker andepaté samt rejer i mangosauce. Portvinen var – ikke så overraskende – ganske god til den fede paté, hvor den milde og søde drik matchede særdeles fint. At portvinen også fungerede godt sammen med tunretten havde jeg til gengæld ikke forventet, men det var en meget positiv oplevelse, som straks er skrevet bag øret. Kombinationen af portvin og reje-mangoretten overbeviste mig dog ikke helt.

De fire portvine lå i den billige ende – fra lige under 100 kr og op til ca. 160 kr – og er dermed udmærkede hverdagsportvine. De var generelt lettilgængelige og milde i smagen. Dog syntes jeg, at Krohns portvine generelt lod til at være lidt kraftigere og have mere bid end Burmester-portvinene, og det er så smag og behag, hvor kraftig man foretrækker portvinen.

Serverer du portvin til mad, skal retten afspejle den sødme, der er i vinen, og derfor bar aftenens retter også præg af dette. Til anden servering blev der derfor både serveret melon med lufttørret skinke, skinke med en sødlig sauce samt tre forskellige slags ost – tror det var en røget ost, en maasdammer samt en lidt hårdere ost, jeg ikke kunne placere. De fire portvine, der blev skænket til, var:

Burmester 1997 Colheita Port
Krohn 1997 Colheita Port
Burmester 1975 Colheita Port
Krohn 30 Years Tawny Port

Jo ældre portvinen bliver, jo kraftigere bliver den også smagsmæssigt, og der var langt mere pondus i disse fire vine. De var fyldige, voluminøse, søde og mættede langt mere. Især Krohn 30 års-vinen var en stærk og mørk sag, der havde en meget tæt og bitter smag med toner af sveske og valnød. Burmester 1975 havde omvendt en meget lækker smag med toner af karamel, og det var sjovt at opleve, hvor forskellige de to portvine var.

Vi sluttede aftenen af med dessert – ovenstående lækre mazarinkage med limecreme til, og den fik følgeskab af en Burmester 1937 Colheita Port. Ja, du læste rigtigt – den portvin blev lagt på fad før 2. Verdenskrig! Det er så heller ikke lige en portvin, du normalt kommer i nærheden af, hvor den koster 1000 kr – hvis du altså køber tre flasker på samme tid. Ellers står den pt. i 6000 kr. flasken hos Philipson Wine… Det var selvfølgelig ganske spændende at prøve en portvin i den aldersklasse, men jeg er ikke skolet nok inden for portvinssmagning til at kunne vurdere, om den så også er prisen værd.

Det var et meget lærerigt arrangement med en foredragsholder i sit es og et spændende udvalg af portvine med skøn mad til. Vi fik for alvor øjnene op for, at portvine kan drikkes i løbet af en hel middag, og det kan være, at jeg skal udforske denne del mere på et senere tidspunkt.

Skal jeg fremhæve et par af portvinene, så kan jeg personligt godt være fristet til at investere i en Krohn 10 Years Tawny Port og en Burmester 1975 Colheita Port på et tidspunkt, for den første er en mild, venlig og lokkende gyldenrød portvin, som snildt kan bruges til sødmefulde retter, mens den anden er en tung, dristig og karamelagtig mellemgylden portvin, der gør sig godt til de lidt tungere og kraftigere retter. Et fint makkerpar i min optik.

Og lad mig så slutte af med et citat fra foredragsholderen, som eventuelle portvinsskeptikere kan tygge på:

“En dag uden portvin er en spildt dag.”

Kageorgie hos Madakademiet

I torsdags var jeg til kageorgie hos Madakademiet. Et møde blev rykket, og pludselig var kalenderen tom om eftermiddagen, så jeg susede af sted for at smage på kager.

Kageorgiet var kulminationen på tre dages intensiv undervisning, hvor dessertkokken Markus Grigo var forbi højskolen for at lære eleverne om det søde køkken. Ved arrangementets start proklamerede velkomsttaleren, at man ikke kunne nå at smage samtlige kager, og da jeg så udvalget, måtte jeg give vedkommende ret – der var mange kager – og mange solide kager!  Selvom kagestykkerne var små, så mættede de temmelig meget, og allerede efter den første lille kagetallerken med fire smagsprøver (se øverste billede), var jeg ved at gå sukkerkold. Det var ellers lækre sager – en fin lille Sarah Bernard-kage på en lille kransekagebund, en luftig, sød og salt peanutkage, en virkelig lækker marcel-kage samt en lakridskage, som desværre var for tung og sej til rigtig at fungere.

Efter en pause måtte jeg dog lige smage lidt mere, og denne gang blev det – med en enkelt undtagelse – til mere luftige sager. En fin vandbakkelse med syltetøj og flødeskum, en meget mystisk gulerodskage, som jeg kun spiste en tredjedel af – den havde en ret underlig konsistens og virkede, som om den var lavet på quinoa?! Derudover var der en cheesecake, som var udmærket, samt en Mississippi mud cake, som var lige så sød, klæbrig og vulgær, som den skal være.

Vil du se resten af mine kagebilleder fra arrangementet, så tjek min Facebook-profil, hvor der også er et billede af tavlen, hvor samtlige kager er nævnt.

Lidt spontan sommermad

Det er ikke en gang vinter endnu, og alligevel kan jeg godt savne sommeren lidt, når jeg de seneste dage har stirret ud på gråvejret og drømt om solskin og lysere dage. Den anden dag skulle det gå lidt hurtigt med madlavningen – vi har begge lange arbejdsdage og masser af aktiviteter for tiden, så for en gangs skyld blev tiden i køkkenet reduceret kraftigt. Jeg ‘snød’ nemlig og købte en halv kylling hos Det sunde køkken og lavede en sommerlig salat af romainesalat, avokado, rød peberfrugt, lidt citronolie samt hasselnødder. Hurtig og skøn aftensmad.

Vi delte (selvfølgelig) en øl til maden, og da det stod på sommermad, havde jeg naturligvis fundet en sommerøl frem – nærmere betegnet Sommer Wit fra Jacobsen/Carlsberg. Det er en smuk, gylden øl med lidt rød-rosa toner, og den havde en behagelig balance, hvor den både var mild, frisk, lettere sødmefuld og små krydrede toner. Den manglede pilsnerens bitterhed men var omvendt ikke særlig tung, og i det hele taget var det et ganske udmærket forslag til en sommerøl. Den gik fint til kyllingen, selvom kylling nu godt kan bære en mørkere og sødere øl end denne.

Det er i øvrigt skønt, at vi har fået en god take-away-biks her i byen, hvor det er muligt at købe sund og billig fastfood. Her kan jeg godt være misundelig på københavnerne, der har væsentlig bedre muligheder for at købe noget lækkert på farten.

Har du en favorit-take-away?

Mini-citronmuffins

Den anden dag sad jeg og sorterede i en lang række mails og opdagede til min skræk, at jeg havde en opskrift på citronmuffins liggende, som jeg ikke har fået afprøvet! Folk, der har bemærket min særlige citronglæde, vil forstå, at det må bero på en meget stor misforståelse, og jeg sørgede derfor straks for at bage en portion, da jeg havde en rollespilsaftale et par dage senere.

Opskriften har jeg oprindeligt fået af Mrs Cakeaholic, og jeg valgte at tilsætte lidt citronsaft, da jeg syntes, at dejen var en anelse tør (og fordi jeg ville have ekstra citronsmag…).

Mini-citronmuffins
28-30 stk.

125 g blødt smør
125 g rørsukker
3 æg
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
revet skal af en økologisk citron
1 spsk friskpresset citronsaft
korn fra ½ vaniljestang

Rør smør og rørsukker til en lys og luftig masse. Tilsæt æggene et af gangen under fortsat piskning. Tilsæt derefter hvedemel, bagepulver, citronskal og vaniljekorn og rør det sammen. Kom dejen i små muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca. 15-18 min.
Når de er afkølet, kan du evt. pynte med glasur eller som i dette tilfælde – med farvet sukker.

Note: Det var nogle fine små kagehapsere, og der var en tydelig og skøn smag af citron. Meget friske og indbydende. Kagerne kan sagtens holde sig friske flere dage… altså hvis du kan holde fingrene fra dem!

Herunder er der et eksempel på størrelsesforholdet, da jeg tog et billede af et par mini-muffins ved siden af en teske…!