Enokisvampe, langtidsstegt vildand og figen-æbletærte

Sidste weekend resulterede et kig i vores køleskab pludselig i en tre-retters menu! (her må jeg straks tilføje, at vores køleskab ikke er magisk eller indeholder færdigretter). Jeg havde nemlig en pakke enokisvampe, som skulle bruges samme dag, en vildand, der trængte til lidt godt selskab, og en rest tærtedej fra lidt tidligere på ugen, hvor jeg havde bagt en græskartærte med kanel. Sidstnævnte kan i øvrigt varmt anbefales, hvis du gerne vil bage en rigtig efterårstærte.

Enokisvampe er små, fine og lidt sarte svampe, som har en svag men delikat smag. De skal behandles nænsomt og er allerbedst, hvis de blot steges i lidt smør ved middelvarme. Det var præcis det, jeg gjorde, og derefter blev de lagt på smørstegt hvedebrød og drysset med salt, peber og frisk timian. En enkel men skøn forret her om efteråret.

Vildanden havde jeg fra min sædvanlige vildt-pusher. Vildænder er altid lidt ekstra spændende at tilberede, da du ikke ved, hvor ung eller gammel den er og derfor heller ikke ved, om kødet trænger til særbehandling. Jeg tog ingen chancer og gav den derfor en langtidsstegning i gryde sammen med noget æble-kirsebærsaft, som sang på sidste vers, samt tre syltede pigeonæbler, der også trængte til at blive brugt.

Langtidsstegt vildand
3-4 personer langtidsstegt vildand, stegt vildand, vildand, and, vildt, pigeonæbler, laurbærblade, æblejuice, kirsebærsaft, rosmarin

en vildand
smør
3 syltede pigeonæbler (lavet fra samme opskrift som syltede paradisæbler)
3 friske laurbærblade
½ liter æble-kirsebærsaft
kviste af frisk rosmarin
salt og peber

Skær vildanden i fire dele og svits dem i en klat smør i en gryde. Skær pigeonæblerne i kvarte, fjern kernehuset og put de kvarte stykker i gryden sammen med resten af ingredienserne. Skru ned for varmen og lad det simre i 2½ time ved lav varme. Servér det sammen med kogte kartofler og fintsnittet spidskål vendt i hindbæreddike.

Andekødet blev ret mørt af denne behandling, og jeg undgik den tørhed, som vildtkød ofte kan få, fordi det er så magert. Vi drak i øvrigt en af de vine, som gemalen fik fra sit arbejde sidste jul – en Tommasi Il Sestante Ripasso 2008. Julevinene bliver altid valgt ud fra, at det skal passe til julemad, og jeg var spændt på, om denne vin ville passe til det magre vildandekød, men det gik fint, da vinen var ikke nær så sødmefuld og ‘fed’ i smagen, som tidligere år har budt på.

En spontan lyst til at udrydde ting i køleskabet fik mig som sagt også i gang med at bage en tærte. Her fik jeg også udryddet noget æblemos, som jeg havde til overs efter kogning af æblesirup – en af mine yndlingsmåder at bruge nedfaldsæbler på.

Figen-æbletærte
6-8 personer

halvdelen af tærtedejen fra græskartærte-opskriften
æblemos
4-5 friske figner
kanel
1 håndfuld valnødder, hakkede
æblesirup

Dejen rulles ud og lægges i et tærtefad. Spred æblemos ud, så det dækker tærtebunden og drys derefter kanel på. Fignerne skæres i både, der lægges oven på æblemosen. Drys derefter valnødderne ud over, og slut af med at dryppe lidt æblesirup ud over tærten. Bag tærten ved 200 grader i ca. 25-30 minutter.

Servér tærten sammen med creme fraiche.

Note: Frisk efterårstærte, som er forholdsvis let og en anelse syrlig (selvfølgelig afhængig af hvor meget æblesirup, du har brugt).

figen-æbletærte, figentærte, æbletærte, tærte, desserttærte, kage, dessert, hvedemel, smør, tærtedej, æblemos, æbler, figner, kanel, valnødder, sirup, æblesirup

Vegetarfrokost med djævlechampignons, flækærte-hummus, börek og quinoadunser

vegetarfrokost, vegetarI søndags havde jeg en flok tøser på besøg, som inkluderede Vegetarvennen, og derfor havde jeg koncentreret mig om at lave vegetarretter den dag. Udover linsesuppe med svampebrød (som vi fik om aftenen) og chokoladecheesecake med kaffelikør (som vi fik om eftermiddagen), spiste vi også en vegetarfrokost i det smukke solskinsvejr på terrassen. Det er bare om at nyde de solrige septemberdage, hvor det stadig er muligt at sidde udenfor!

Opskriften på djævlechampignons havde Min Kage anbefalet mig, og her tilføjede jeg lidt chiliflager for at gøre dem endnu mere krydrede. Hos Stjernestøv i silkeregn havde jeg set en opskrift på börek, som jeg straks måtte prøve, men her opdagede jeg, at jeg var udgået for spinat, så jeg endte med at bruge squash i stedet, og det fungerede også.

En af mine yndlings-vegetarbøger er ‘Vegetarisk vellyst’, og her havde jeg set vegetardunser, hvor der blev brugt gul quinoa. Den opskrift legede jeg videre med og brugte rød quinoa og gulerødder, og så krydrede jeg dem med lidt timian.

Djævle-champignons
djævle-champignons, champignons, svampe, vegetar, olivenolie, citroner, laurbærblade, hvidløg, peberkorn, chili, chiliflager
250 g små brune markchampignons
1 dl olivenolie
0,25 dl vand
saft fra 1 citron
1 laurbærblad
3 fed hvidløg knuste
1 tsk hvide peberkorn
1 tsk salt
1 tsk chiliflager

Kom alle ingredienser undtagen svampene i en lille gryde og kog det hele ved jævn varme i ca. 15 minutter. Tilsæt champignoner og kog videre i ca. 5 min. Tag gryden af varmen og lad svampene køle af i gryden. Lav dem gerne dagen før, at de skal spises, så de kan trække i længere tid.

Note: Smagfulde uden at være alt for hidsige – der er godt med smag og kraft i de små svampe, og de passede fint som tilbehør.

Flækærte-hummus
flækærte-hummus, hummus, humus, vegetar, flækærter, olivenolie, tahin, hvidløg, citroner, spidskommen
200-250 g flækærter
1 dl olivenolie
1 spsk tahin
2 fed pressede hvidløg
½-1 tsk salt
saften fra ½ citron
½-1 tsk spidskommen
evt. lidt chili

Kog flækærterne i ca. 30 minutter, til de er møre. Blend dem med resten af ingredienserne og smag hummusen til med salt, citron, spidskommen og evt. lidt chili.

Note: Jeg havde hørt på et tidspunkt, at man sagtens kan lave hummus af flækærter, så det måtte jeg prøve. Det er utrolig let og smager godt – og det går jo noget hurtigere end ved den traditionelle hummus, hvor du skal opbløde kikærter i vand i et døgn.

Börek med squash og feta
4-5 personer börek, løg, squash, danskvand, yufka-dej, æg, smør, fetaost, bredbladet persille, sesamfrø

En lille løg, finthakket
1 medium squash, skåret i meget tynde skiver
½-1 glas danskvand
3-4 yufka-dejstykker, halveres (kan købes i tyrkiske butikker)
2 æg
50 g smeltet smør
100 g fetaost
½ håndfuld bredbladet persille, grofthakket
Sesamfrø til pynt

Svits løget i lidt olie og tilsæt squashskiverne og evt. en halv dl vand. Lad det koge i 5-10 minutter, så squashskiverne bliver møre. Læg et lag yufka i et ildfast fad og smør dejen med det smeltede smør. Læg endnu et lag yufka ovenpå og smør det med smør. Fordel squash- og løgblandingen ud over dejen og læg derefter to lag yufka oven på (husk at smøre dem med smør ligesom ved de første lag). Drys den smuldrede feta og persillen ud over yufka-dejen. Læg de sidste yufka-stykker over fetaen – med smeltet smør mellem lagene. Skær hele böreken ud i firkanter – i fadet – inden den bages.

Pisk æggene sammen og hæld det over böreken. Lad æggemassen synke ned mellem stykkerne og hæld derefter danskvand over. Lad böreken hvile et kvarters tid, inden du drysser sesamfrø på og sætter den i ovnen ved 200 grader, hvor den skal have 35-40 minutter.

Note: En slags tyrkisk lasagne, som smagte og mættede godt. Det fungerede som sagt fint med squash, men jeg kan også forestille mig, at den er god med spinat.

Quinoadunser med gulerødder
12-14 stk. quinoadunser, quinoa-frikadeller, quinoa, vegetar, gulerødder, løg, fuldkornshvedemel, timian, æg

1 dl rød quinoa
150 g revne gulerødder
100 g revet løg
1 dl fuldkornshvedemel
1 tsk timian
salt
2 æg

Skyl quinoaen i koldt vand og kog dem i ca. 2 dl vand i ti minutter. Tag gryden af varmen, rør lidt salt i quinoaen og lad den trække under låg i ti minutter. Rør quinoaen sammen med resten af ingredienserne – evt. med lidt mere mel, hvis farsen er for klistret – og lad farsen hvile i ti minutter. Opvarm en pande med lidt rapsolie på og læg klatter af fars på panden med en spiseske. Steg dem, til de er gyldne og sprøde.

Note: En ret god version af vegetardunser, som jeg vil huske til en anden gang. De er milde og skønne, og du kan sagtens putte endnu flere krydderier i, hvis du har lyst.

Svampebrød

svampebrød, brød, gær, fuldkornshvedemel, kikærtemel, champignons, svampe, hvedemelSøndagens gæster – der i øvrigt var de samme, som blev udsat for chokoladecheesecaken – kom allerede ved frokosttid og nåede derfor både at spise med til frokost og aftensmad. Sidstnævnte skulle være en hurtig og let ret, da vi havde brugt en del appetit på kagen om eftermiddagen, så jeg lavede en linsesuppe (af en linse- og bønneblanding, jeg havde købt i udlandet), som fik et solidt skud finthakkede porrer og godt med karry. Suppen blev serveret sammen med et svampebrød, jeg havde bagt om formiddagen.

Svampebrød

4 dl lunkent vand
15 g gær
4 tsk salt
2 dl fuldkornshvedemel
2 dl kikærtemel
200 g champignon, hakket og svitset
hvedemel for resten

Opløs gæren i vandet og rør resten af ingredienserne i ud fra den nævnte rækkefølge. Ælt den godt og stil den til hævning på køkkenbordet under et fugtigt viskestykke i et par timer. Tag dejen forsigtigt op af skålen og form et brød, som efterhæver en halv times tid. Bag det ved 240 grader i 16-20 minutter.

Note: Jeg havde noget kikærtemel, som jeg ville bruge op, men du kan sagtens erstatte det med almindeligt hvedemel. Kikærtemelet gør brødet ret tungt og knapt så fugtigt som et almindeligt hvedebrød, men det mætter til gengæld temmelig godt.

Chokoladecheesecake med kaffelikør

chokoladecheesecake, chokolade-cheesecake, cheesecake, kage, dessert, smør, mørk chokolade, chokolade, Digestivekiks, flødeost, rørsukker, æg, fløde, Bailey's, Kahlua, creme fraiche, kaffelikør, kakaopulverTidligere på måneden kastede jeg mig ud i at lave cheesecake med chokolade i, og det viste sig at være en yderst lækker variation. Jeg havde dog også en chokoladecheesecake-opskrift liggende, som en bekendt havde anbefalet mig, og den blev jeg jo også nødt til at prøve, for cheesecake er absolut en af mine yndlingskager. I den oprindelige opskrift bruges der Kahlua, men det havde supermarkedet ikke. Til gengæld fandt jeg en Bailey kaffelikør, som er lidt mildere og mere cremet end Kahlua. Af samme grund har jeg også brugt mere af Baileyen, end jeg ville, hvis jeg havde haft Kahlua.

Chokoladecheesecake med kaffelikør
8-12 personer

75 g smør
210 g god chokolade – jeg brugte Valrhona Manjari 64%
200 g fuldkorns Digestivekiks, knuste
400 g flødeost naturel (den må IKKE være light!)
100 g lys rørsukker
4 æg
3 dl piskefløde
8 spsk Bailey kaffelikør – eller 5 spsk Kahlua

Pynt:
200 g creme fraiche
Kaffelikør
Kakaopulver

Smør en springform på 23-24 cm med lidt smeltet smør.

Smelt de 75 g smør og ælt det godt sammen med de knuste kiks. Pres kiksemassen ned i springformen. Hak chokoladen og smelt den over et vandbad eller forsigtigt i mikrobølgeovnen. Pisk flødeost og sukker grundigt, så sukkeret opløses i flødeosten. Tilsæt derefter æggene et ad gangen, mens du pisker. Tilsæt den flydende chokolade samt fløde og kaffelikør, mens du pisker forsigtigt. Hæld chokolademassen i springformen og bag den ved 160 grader i ca. en time. Kagen vil ikke være helt stiv på det tidspunkt, men skal heller ikke skvulpe for meget, når du skubber forsigtigt til den.

Stil den i køleskabet natten over. Lige inden serveringen smager du creme fraiche til med kaffelikør og smører denne blanding på kagen. Drys med kakaopulver.

Note: Blød, cremet og tung kage på samme tid – med masser af smag og fylde. Pas på, for den slår hårdt, selvom det ‘bare’ er en cheesecake, men den smager forførende godt! Jeg skyndte mig at fordele resten af kagen mellem gæsterne, så de fik en lille ‘goodiebag’ med hjem, for den kage er alt, alt for farlig at have stående i køleskabet. En meget velsmagende kaloriebombe!

Baconfyldte portobellosvampe og en meget spiselig fluesvamp

fyldte portobellosvampe, fyldte svampe, svampe, portobello, bacon, svinekød, ricottaIntet svampe-benspænd uden portobellosvampe! Udover champignons er portobellosvampe en af de få svampe, som du kan finde i supermarkedet det meste af året. De er ret store og flotte – se blot de smukke lameller på nedenstående billede – og som regel bruges de som ‘bæger’ i madlavningen – dvs. at de oftest serveres med fyld. Jeg har tidligere lavet en udgave af fyldte portobellosvampe, men for et par dage siden tænkte jeg, at nu ville jeg lege mig frem til en ny udgave, hvor jeg også inkluderede lidt bacon.

Jeg brugte én stor portobellosvamp til hver person og serverede den sammen med en portion frisk pasta vendt i ramsløgspesto og stegte auberginetern. En ret simpel aftensmad, der smagte og mættede temmelig godt!

Baconfyldte portobellosvampe
2 personer

80 g baconskiver
2 store portobellosvampe
2-3 spsk ricotta
1 spsk olivenolie
lidt frisk timian

Steg baconen på panden og hak det i mindre stykker. Skær stokkene af svampene, hak stokkene i mindre stykker og rist dem kort på panden. Rør baconen og svampestykkerne sammen med ricotta, olivenolie og timian og fordel blandingen i de to portobellosvampe. Sæt dem i et ildfast fad og lad dem stege i ca. et kvarter i ovnen ved 200 grader.

Her til sidst får I et billede af den forret, jeg lavede til frokost i går – verdens mindst farlige fluesvamp! Du skal blot bruge et hårdkogt æg, en stor tomat, som du halverer og udhuler, samt en lille smule mayonnaise. Skær lidt af bunden af ægget, så det kan stå fat, sæt tomat-halvdelen ovenpå og lav små prikker med mayonnaisen. Voilá – en spiselig fluesvamp!

spiselig fluesvamp, svamp, æg, tomat, børnemad

Meget ufarlig fluesvamp

Svampestuvninger og hokkaido-pastasalat

svampe, svampeturEfter svampeturen tog vi hjem til hovedarrangøren, hvor vi først fik boller, kage og lidt varmt at drikke. Dernæst blev alle svampene lagt ud på et bord og blev gennemgået, så alle var klar over, hvad svampe der var henholdsvis spiselige og ikke-spiselige.

Flere svampe afslørede smukke farver, når de blev skåret over.

Efter sorteringen var der til fire forskellige svampestuvninger – én med trækantareller, én med almindelige kantareller (inklusiv et par pigsvampe) en med sorte trompetsvampe – og en med alle mulige svampe – blandt andet rørhatte, lilla ametyst-skørhat, løghatte og en (spiselig) fluesvamp!

Svampene blev stegt på en pande ved høj varme sammen med noget smør. Da de var ved at være møre, blev der tilsat en solid mængde fløde, og til sidst blev de smagt til med salt, peber, citronsaft – samt lidt blåskimmelost i to af stuvningerne.

Mens svampene blev tilberedt, blev resten af retterne gjort klar. Hvert par skulle medbringe en ret, og gemalen og jeg havde valgt at lave en pastasalat med græskar, rucola og græskarkerner. For at salaten ikke skulle blive kedelig, mens vi var på svampetur, havde jeg kun tilberedt græskarternene inden, og så kogte jeg pastaen lige inden serveringen.

Hokkaido-pastasalaten består af et hokkaido græskar,hvor kernerne er fjernet og selve græskarret er skåret i tern. De er vendt i olie og frisk timian og stegt i ovnen ved 200 grader, til de er møre. Når de er kølet af, vendes de friskkogt pasta, rucola, ristede græskarkerner og lidt trøffelolie. Skøn efterårssalat!

Bordet blev selvfølgelig pyntet med en lang række af de ikke-spiselige svampe, som vi fandt på svampeturen.

… og så kom svampestuvningerne endelig på bordet! Der var som sagt fire forskellige slags, og dem spiste vi som forret – blot med lidt ristet brød til. Behøver jeg at skrive, at det smagte fantastisk?

Vi fik en række spændende vine til, og efter de medbragte retter var der såmænd også en kugle is, så vi var temmelig mætte, da vi tog hjem – både oplevelsesmæssigt og madmæssigt.

Svampetur i Gribskov

svampetur, GribskovNår jeg har valgt at have et benspænd med svampe, forpligter det jo også til at tage på svampetur, og da vi fik tilbuddet om at komme med i søndags, hvor gemalens kolleger arrangerede svampeudflugt, slog vi straks til. Det er ved at være en del år siden, jeg sidst har været på svampejagt, så jeg havde brug for at få genopfrisket hukommelsen, og så er svampeture også en hyggelig måde at være sammen i naturen på.

Turen gik til Gribskov, og vi havde flere svampekyndige med, som både kunne udpege spiselige såvel som ikke-spiselige svampe. Det var selvfølgelig primært de spiselige, vi gik efter, men da der er visse traditioner knyttet til den årlige svampeudflugt – blandt andet at pynte spisebordet med svampe bagefter – så tog vi også en del af de knapt så spiselige svampe med os. Jeg viser billeder af svampestuvningerne i morgen.

Hvis du ikke har været på svampejagt før – eller føler, at din viden om svampe er lidt rusten – vil jeg kraftigt anbefale dig at tage på udflugt med en svampekyndig. Jeg synes, det hjalp ret meget, og nu vil jeg være langt mere tryg ved at tage på svampejagt på egen hånd. Husk derudover en kurv, en svampebog, en lille kniv og en lille børste, så du kan rense svampene med det samme. Tag også lidt forsyninger med (vand og frugt) og hav praktisk vandretøj på.

Af sted med dig!

Her kan du se et bredt udvalg af de svampe, vi fandt på turen.