Fuldkornsboller med peberfrugt

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker at bruge rester i brød- og bollefremstillingen, så da vi både havde en sjat tykmælk, der skulle bruges, og en række peberfrugter, som var så runkne, at Tollundmanden ville blive misundelig – ja, så måtte der gang i bageriet!

Fuldkornsboller med peberfrugt
14 boller

12 g gær
5 dl koldt vand
3 dl tykmælk
2 dl fuldkornshvedemel
1 spsk salt
en lille smule rørsukker
1 peberfrugt skåret i små tern
2 snackpebre skåret i små tern
hvedemel
olivenolie

Opløs gæren i vandet og bland tykmælk og fuldkornshvedemel i. Lad det stå og pønse fem minutter, så fuldkornshveden trækker noget væske, og rør derefter de resterende ingredienser i dejen med en grydeske i nævnt rækkefølge. Vær lidt tilbageholden med hvedemelet – dejen skal være ret fugtig uden dog at klæbe til skålen (af samme grund har jeg heller ikke angivet mængde, da jeg ikke skrev dette ned undervejs). Ælt dejen grundigt med grydeskeen – mindst fem minutter og gerne ti – og læg derefter dejen i en skål smurt med olivenolie. Læg madfilm hen over skålen og lad dejen hvile i køleskabet i 10-12 timer.

Sørg for at lempe dejen ud af skålen uden at bruge alt for megen vold og del den derefter i ca. 14 stykker med en kniv. Dejen må IKKE æltes! Tag hver dejklump over på en bageplade og form dem forsigtigt til boller. Tænd ovnen på 240 grader, og når den er varmet helt op, sætterne bollerne ind og lader dem få ca. 15-18 minutter.

Note: Friske, fugtige og mættende. Jeg kunne godt lide de små stykker peberfrugt i dejen – det gav lidt ekstra smag. Fine som frokostboller – eller til en hurtig gang aftensmad.

Lakselasagne

Weekenden stod rigtig i laksens tegn, for udover tortellini med laks lavede jeg også lakselasagne. Jeg kan jo ikke have et benspænd med italiensk mad uden lasagne! Retten er så mild, lækker og cremet, at en del fiske-skeptikere bør kunne lokkes til at smage, for retten smager på ingen måde ‘fisket’.

Lakselasagne
3-4 personer

ca. 9 lasagneplader – jeg brugte fuldkorns
1 løg
olivenolie
500 g frossen spinat
2 spsk hvidvinseddike
250 g mascarpone
salt, peber og muskatnød
450 g fersk laks – fjern skind og skær i tynde skiver
2 fed fintsnittede hvidløg
1 dåse hakkede tomater
oregano
½ dl fløde
100 g friskrevet parmesan

Hvis du som jeg ikke har friske lasagneplader på lager (og jeg havde ikke tid til at lave nogen), så tag de tørrede og læg i blød i vand, mens du laver resten af retten.

Hak løget og svits det i olivenolie i en gryde. Tilsæt spinaten, og når det er tøet op, hælder du hvidvinseddiken over og vender grundigt. Tilsæt derefter mascarpone og smag til med salt, peber og muskatnød. Lad det simre i fem minutter.

Svits hvidløgene på en pande i lidt olie og tilsæt dernæst tomaterne og smag til med oregano, salt og peber. Lad det simre i fem minutter og rund af med en sjat fløde.

Hæld lidt af tomatsaucen i bunden af et lille ildfast fad (jeg brugte et, der var på størrelse med et A4-ark). Læg derefter et lag med laks og dernæst et lag med spinat. Top dem med de opblødede lasagneplader og fortsæt på denne måde, indtil alle ingredienser er brugt op. Slut af med lasagneplader og revet parmesan.

Bag lasagnen ved 200 grader i ca. en halv time.

Note: Cremet og uimodståelig. Nu får jeg altid spist for meget, når der står lasagne på bordet, for den ret elsker jeg meget højt, og denne udgave er ingen undtagelse – det er bare svært at stoppe!

Agurker-schmagurker

Lige nu har jeg tre danske agurker i køleskabet, som jeg ikke ved, om jeg skal smide ud eller ej. Med dødsfald i Tyskland og advarsler mod agurker, tomater og salat fra Tyskland, Spanien og måske Danmark er det ikke lige salat, der har stået på menuen de sidste dage, og det ærgrer mig. Det er nu, det for alvor er sjovt at lave salat, men det frister ikke ligefrem, når smittekilden endnu ikke er fundet. I stedet kogte jeg så tomatsauce af de friske tomater i går aftes, mens jeg venter på, at det bliver tirsdag, og myndighederne kan melde ud, om der er smittefare ved de danske grøntsager.

Kogte og stegte grøntsager kan være fine – men lige nu har jeg nu mest lyst til at spise dem rå. Det kan være, jeg skal skrælle et par gulerødder i stedet.

Hvordan har de seneste dages omtale af bakterieinficerede grøntsager påvirket dig og din madlavning?

Råsyltet appelsinmarmelade med chokolade

For et stykke tid siden læste jeg om appelsinmarmelade med chokolade hos Nyt herfra, og den idé var jeg ret fascineret af, så det ville jeg efterprøve. Jeg var dog lidt usikker på, hvordan resultatet ville blive, hvis jeg puttede chokolade i en varm marmelade, så jeg valgte i stedet at råsylte appelsinerne og blande finthakket chokolade i til sidst. Jeg fik desværre ikke taget et billede af appelsinmarmeladen, inden jeg puttede chokoladen i, og det ærgrer mig, for den havde en fantastisk pang-orange farve!

Råsyltet appelsinmarmelade med chokolade

3 økologiske appelsiner
ca. 250 g rørsukker
30-40 g meget finthakket mørk chokolade 70%

Skyl appelsinerne og skær forsigtigt den orange del af skallen med en skarp kniv. Undgå den hvide hinde, da den er bitter og ikke smager godt i marmeladen. Læg det til side og skær derefter den hvide hinde af – også af de enkelte appelsinbåde – og tag det saftige appelsinkød og den orange appelsinskal og hak det meget grundigt. Hæld det i en skål, vej appelsinkødet og hæld lige så meget sukker i skålen. Rør det godt sammen, dæk skålen til og sæt den i køleskabet. Lad den stå der i et par dage, hvor du sørger for at røre i skålen flere gange om dagen, så sukkeret er opløst. Derefter finthakker du chokoladen og rører i appelsinmarmeladen. Hæld marmeladen på skoldede glas og stil dem køligt.

Note: Appelsinmarmeladen er kraftig og har masser af smag i sig, så brug den i små doser. Chokoladen giver til gengæld en mere rund og blød smag, så hvis du synes, at ovenstående er en anelse outreret, så lav appelsinmarmeladen i første omgang (den er nemlig ganske god alene), tag en teskefuld fra og drys så en lille smule chokolade i. Smag om du kan lide det. Hvis ikke så har du stadig appelsinmarmeladen, som du kan nyde.

Til kommende kageprojekter

Jeg vandt for nylig en give-away hos Kagemums, og pakken blev i dag hentet på posthuset. Den indeholdt dessertbogen ‘Forelsket i det søde liv’ af Mette Blomsterberg samt kanelsnegle-forme (eller kanelbulle som det hedder i nabolandet). Glæder mig meget til at tage begge ting i brug – tak for dem :-)

Tortellini med spinat, citron og ricotta vendt i laksestrimler

Nu hvor den hjemmelavede pasta var en succes, fik jeg blod på tanden og besluttede mig for at lave tortellini. Jeg havde ellers på fornemmelsen, at det var besværligt og et værre pillearbejde, men jeg blev positivt overrasket, da jeg først kom i gang. Det er absolut ikke fastfood, og jeg kan godt forstå, hvis de fleste vil ty til færdiglavede produkter, for denne ret kræver noget tid og noget plads (og resulterer i en del opvask…), men resultatet blev så godt, at jeg nok bliver nødt til at lave det igen en anden gang.

Jeg tog udgangspunkt i opskriften på pastadej men tilsatte noget citronskal samt erstattede 60 g af durummelet med speltmel (dvs. jeg brugte 60 g speltmel og 40 g durummel i stedet for 100 g durummel).

Fyldet fandt jeg inspiration til, da jeg faldt over en opskrift hos italienskvinogmad.dk. Jeg reducerede dog mængden en del og lavede noget om på blandringsforholdene – og jeg endte alligevel med at have fyld til overs. Det blandede vi dog med resterne af dejen (dem, der er til overs, når du har udstukket de små runde dejskiver til tortellini), som vi havde kogt som almindeligt pasta og på den måde blev alt spist op.

Tortellini med spinat, citron og ricotta vendt i laksestrimler
2-3 personer

en portion pasta tilsat fintrevet skal fra ½ øko-citron og 60 g af durummelet erstattet med speltmel
– pastaen rulles i brede, tynde plader

Fyld:
200 g frossen spinat, optøet og drænet
1 æg
2 spsk ricotta
ca. 7 spsk revet parmesan
salt, peber, revet muskatnød

Sauce:
2 dl madfløde
en lille klat smør
frisk dild – ca. et kvart til et halvt bundt
revet skal fra ½ øko-citron
salt, peber og revet muskatnød

140 g røget laks, skåret i strimler

Når pastaen er rullet ud, tager du et vinglas og stikker dejen ud i runde skiver. Rør fyldet godt sammen (det må ikke være for fugtigt) og sæt en lille kugle i midten af hver dejskive. Fugt dejskivens kant med lidt vand og fold den ene halvdel hen over den anden. Tryk sammenfoldningen godt sammen og fold de to spidse ender mod hinanden og tryk dem sammen, så de sidder godt fast.

Kog tortellinierne i letsaltet vand – jeg mener, at disse fik omkring 6-7 minutter, men test dem undervejs. Samtidig smelter du smørret på en pande og tilsætter citronskal, dild og fløde. Lad det simre i fem minutter og smag så til med salt og peber.

Vend tortellini i saucen og laksen og servér med det samme.

Note: De var som sagt lettere at lave – underforstået at så megen fingerfærdighed krævede de trods alt ikke. Det vigtigste er blot, at du ikke putter for meget fyld på dejskiven. De havde et godt bid og havde en skøn smag og var ikke så overraskende mere interessante end dem, du kan købe i supermarkedet. Har du tiden til det, vil jeg anbefale dig at prøve at lave tortellini. Det er en god ret at være flere om at lave, for det kræver som sagt noget tid og lidt pillearbejde, men det er umagen værd.

Første møde i vinklubben

I går var jeg til første vinsmagning i den vinklub, jeg lige har meldt mig til. Otto Suenson skrev for et stykke tid siden, at de ville åbne en vinklub med vinsmagninger hver anden måned, og hvor medlemmerne har god mulighed for at påvirke temaerne for de enkelte aftener. Da jeg har besluttet mig for at blive klogere på vin, var dette en oplagt chance, og det viste sig også at blive en hyggelig og spændende aften.

Vi startede med lidt spansk cava, mens vi ventede på, at de sidste dukkede op, og dernæst havde værten fundet syv vine frem, som matchede aftenens tema: sommervine.

Vi lagde ud med en hvidvin – Bruno Clair, Marsannay Blanc fra Frankrig. Det var en mild hvidvin, som havde en pudsig duft af makrel i tomat! Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men jeg blev en anelse overrasket over duften. Smagen foldede sig ud som et silkelagen i munden, og den havde en lidt tør eftersmag. Det var dejligt forfriskende at smage denne vin, da jeg ofte støder på hvidvine, der er for søde, men denne her kunne jeg godt bruge til en sommerret.

Dernæst kom aftenens rosévin – Chateau Saint Louis la Perdrix Rosé fra Frankrig. Smagen var noget mere afdæmpet end duften men ellers en lidt anderledes og knapt så sød rosévin. Eftersmagen var forholdsvis lang. Udmærket til prisen.

Resten af aftenens vine var rødvine, hvor den første kom fra Chile. Veramonte, Pinot Noir Reserva var frisk og bed lidt, når man drak den. Den havde ikke så lang eftersmag, og da jeg smagte første mundfuld, blev jeg enig med mig selv om, at det var en vin, jeg kun ville bruge sammen med mad, da smagen ikke matchede mine ønsker og forventninger til en stand-alone-vin. Jeg ændrede dog mening, for efter et par minutter i glasset, hvor vinen blev varmere, udviklede den også en sødme, som gjorde den sværere at koble sammen med mad, men også mere spændende i forhold til bare at nyde et glas.

Herefter kom vi til to italienske rødvine. Den første – Selvapiana, Chiante Rufina – havde en flot, lys rød farve, som fik den til at skinne som en klar rubin. En behagelig vin med kort eftersmag, stille og rolig og med en fin balance. En vin, der vil egne sig fint på en hverdag og med en simpel pastaret til, og derfor også en vin, hvor jeg købte en flaske bagefter, da det jo passer som fod i hose til mit nuværende benspænd.

Den anden italienske rødvin – Bel Colle Barbera d’Alba – havde en mørkere og mere fyldig smag. En dejlig vin med en god sødme og mættende smag. Sjovt nok fik jeg virkelig lyst til at spise et stykke ost til. Om vinen teoretisk set er god til det, skal jeg ikke kunne sige, men da der blev serveret både brød og kildevand (begge til at rense munden med mellem smagningerne) samt noget emmenthaler, så havde jeg god mulighed for at afprøve det, og jeg syntes, det smagte dejligt sammen. Havde vi ikke allerede købt flere fyldige rødvine til vinfestivalen, havde jeg måske købt en flaske.

Den næstsidste vin på programmet kom fra Sydafrika. Backsberg, Pumphouse Shiraz havde en skøn fyldig duft og overraskede med en meget røget smag. Den brændte røgede smag var ifølge en af de andre deltagere et generelt træk ved de sydafrikanske vine, men jeg mindes ikke at have smagt en vin før, hvor det var så tydeligt. Smagen mættede ret meget, og det er nok ikke en vin, man for alvor drikker meget af. Der var ret delte meninger om vinen. Personligt var jeg ret fascineret og syntes, at det var en ret provokerende vin, som udfordrede mig, og den må jeg simpelthen lære bedre at kende, så jeg købte en flaske af den.

Som afslutning fik vi den amerikanske Ampelos, Syrache, som havde en lækker sød duft og var sød og lidt tør på samme tid. Det var en solid vin med lidt kant, og værten fortalte også, at de tidligere har brugt den som julevin, da den giver et godt modspil til den fede andesteg. Ampelos er i øvrigt grundlagt af et dansk par, der fokuserer på økologiske og biodynamiske vine.

… og så var det alligevel ikke den sidste vin, for værten trak en magnumflaske frem. Coppolas Cask Cabernet, som havde en dejlig duft og en voldsom smag – som en lussing, hvor munden blev overvældet af smagen. Der er en mellemlang eftersmag, og det var en flot afslutning på en interessant og hyggelig vinsmagning, hvor jeg også fik snakket med flere af de nærmeste. Jeg glæder mig allerede til næste arrangement, som bliver allerede om en måned, og jeg er spændt på, hvad temaet vil være.