Kung Fu Izakaya Bar

I fredags var jeg på et dejligt japansk spisested og bar sammen med min onkel rejsende Mac – nemlig Kung Fu Izakaya Bar på Sundevedsgade i København. Vi spiste der også for nogle år siden, og jeg har flere gange tænkt på at vende tilbage til stedet, for førstehåndsindtrykket var rigtig godt i sin tid.

Vi lagde ud med at få lidt at drikke. Stedet har et kort men lækkert udvalg af spændende cocktails, og jeg valgte en Kung Foolish med lakridsinfused vodka, frysetørret solbær, limesaft og sukkersirup.

En skønherlig cocktail, der heldigvis ikke smagte lige så lyserød, som den ser ud men også havde lidt modspil af solbær og limesaft. Der er dog ingen tvivl om, at den hører til i den søde og pjattede afdeling, men det passede sig også fint, da middagen var opvarmning til koncerten senere på aftenen. Vi delte også en skål edemamebønner, som var store og ret varme – en dejlig detalje, da jeg lidt for ofte har prøvet at få dem serveret lunkne andre steder.

Vi valgte derefter at dele en skål ris, en skål stegte grøntsager (auberginer, rødløg, azukibønner, menma og sobakerner) og grillede kammuslinger med edamamepuré og unagi-sauce samt følgende spyd: tigerrejer marineret i ingefær med chili-mayo, smørfisk marineret i miso med unagi-sauce samt oksekød med kimchee marinade.

Alle serveringer var ganske lækre, og smørfiskene levede fint op til mit minde om, at det var en usædvanlig lækker ret.

Der er også mulighed for, at man kan vælge mellem nogle forskellige menuer, men vi syntes, det var hyggeligere at sammensætte vores egen, og det var lækkert med spændende smagsnuancer, hvor grøntsager og kød var stegt lige tilpas, og hvor der var god balance i krydringen af de enkelte retter.

I Asien er der sjældent det store og/eller spændende udvalg af desserter, og Kung Fu var ingen undtagelse – der var nemlig kun to desserter. Til gengæld så de ret interessante ud, så vi valgte at prøve dem. Jeg kastede mig ud i tofu-cheese cake med malt, yuzu og passionsfrugtsorbet. Desværre var selve kagen ret tam i smagen, men bunden havde nu potentiale – det malt var slet ikke dårligt. Sorbeten var til gengæld helt perfekt – masser af smag og friskhed. Min medspiser lod til at være mere tilfreds med sin chokolademousse og hindbærsorbet.

Sammen med desserten nød jeg også et glas isafkølet blommevin. Det er en ret sød drik og minder en del om rød vingummi smagen – dog ikke helt så sød. Jeg tvivler på, at jeg ville nyde den i lunken eller varm udgave, men sammen med solide isklumper er den fin at slutte måltidet af med.

Alt i alt levede stedet fint op til mine forventninger. Der var sød betjening, og vi nød at være der. Det er ikke lige stedet, hvor du tager hen sammen med kæresten for at spise en intim og stille middag – stedet er simpelthen for tætpakket og larmende til det – men omvendt syntes jeg heller ikke, at lydniveauet blev så skidt, at vi ikke kunne tale sammen. Det er et godt sted at spise sammen et par gode venner, og det gør jeg gerne igen. Fem stjerner herfra!

14 thoughts on “Kung Fu Izakaya Bar

  1. Pingback: Vind en middag for to | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>