I går aftes mødtes vi med det vennepar, som pt. er bosat i Italien og som er på juleferie i Danmark disse dage. Gemalen og jeg havde planlagt at se The Imaginarium of Dr. Panassus, og det passede fint med, at vi så kunne spise med vennerne inden og se filmen sammen. De foreslog Wagamama, og der har jeg kun spist én gang før, men det var til gengæld en god oplevelse, jeg gerne ville gentage.

Vi kom i rigtig god tid i forhold til, hvornår vi skulle i biografen, men det viste sig at være en god idé, for der var lang kø hos Wagamama. Det skyldtes sandsynligvis, at stedet har god mad til rimelige priser, og at der er en del andre restauranter, der har lukket mellem jul og nytår. Heldigvis står der en del puffer, som man kan sidde på, mens man venter, så vi sad blot og sludrede, mens vi ventede på at få et bord, og det lykkedes efter ca. tyve minutter.

Jeg er ret sjældent syg, og alligevel er det lykkedes mig både at være forkølet første gang, jeg var på restauranten – og i går. En lille to-tre dages forkølelse har taget bolig i min næse, men det er en af de milde, så jeg kunne sagtens smage maden. Og når jeg nu skal være forkølet på en restaurant, så er Wagamama et af de bedre steder at være det, for her får man grøn te ad libitum – det er ok med mig, selvom jeg ikke er så stor fan af den type te.

Jeg fik en yasai yaki soba – en nudelret med masser af grøntsager, og så delte gemalen og jeg fem dybstegte dumplings med and og porre serveret med en hoisinsauce med kirsebær. Sidstnævnte er en god, kraftig smag, som ville have passet godt sammen med nudel-vegetarretten, men desværre var der ikke særlig godt styr på køkkenet i går, så vores dumplings fik vi først, da vi var færdige med hovedretten – og de blev serveret ret ujævnt, så to af os fik først, så måtte en vente i ca. fem minutter, inden han fik, og den sidste fik først sin mad efter yderligere 5-10 minutters venten.

Wagamama er et glimrende sted at spise på en hverdagsaften – men ikke et sted, hvor du går hen for at slappe af i et par timer og med lange, dybsindige samtaler, for lydniveauet er ret højt, og indretningen minder mest om en kantine. Det er lidt synd, at de ikke har gjort mere for at få det til at være hyggeligt og intim.

Gemalen og jeg delte en wasabi-chokoladekage til dessert. Jeg kunne huske, at han havde fået den sidst, vi var der, og at den havde smagt ret godt, så den tog vi igen, selvom der var en del andre spændende desserter på menukortet. Desværre var kagen ikke helt så imponerende, som jeg huskede den, men det var godt, vi delte stykket, for den mættede godt, og vi har jo også fået en del søde sager i denne måned, så vi manglede ikke ligefrem sukker
Wagamama er et sted, jeg gerne kommer igen, men serviceniveauet og serveringen haltede noget i går, så de må ‘nøjes’ med fire pæne stjerner.

Efter maden skulle vi som sagt se The Imaginarium of Dr. Panassus. Det er en film af Terry Gilliam (ham, der lavede de skøre animationer i Monty Python’s Flying Circus), og det er den sidste film, Heath Ledger nåede at medvirke i, inden han døde. Alle optagelser med ham var dog ikke på plads, så instruktøren havde valgt at ændre lidt i historien, så hans rolle (af grunde, som virker rimelig troværdige i filmen) også bliver spillet af Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell – og med al respekt for Heath så er det da lidt af et kompliment at blive suppleret/erstattet af tre af filmbranchens bedste/smukkeste mandlige filmstjerner

Filmen er en interessant oplevelse. Historiefortællingen er langt hen ad vejen god og spændende, og der er nogle fantastiske flotte scener i især fantasi-sekvenserne. Der er dog også nogle steder, hvor det kammer over og bliver lidt for fjollet, eller hvor konsekvenserne ved nogle valg ikke er helt logiske, men overordnet følte jeg mig underholdt næsten hele tiden og kunne godt lide at fundere lidt over tingene i filmen. Det var bare ærgerligt, at der var nogle skønhedsfejl (i fortællestilen) undervejs, for det fik lidt af magien til at blegne, men er du til film, der godt må være lidt abstrakte og fantasifulde, så bør du overveje at se denne – om ikke andet så for at opleve de fortryllende fantasi-sekvenser, som bedst kan beskrives som en blanding af Salvador Dali-malerier og Charlie og Chokoladefabrikken!

Jeg skylder et indlæg så at sige, for lørdag den 19. december var jeg på Auberge om aftenen, inden vi tog ind for at se Avatar. Oprindeligt havde vi talt om at spise på Cofoco med det vennepar, som vi havde lavet aftalen, men vi endte i stedet på Auberge, som jeg heller ikke havde prøvet før. Gemalen og jeg var lidt bekymrede for, om vi nu også kunne spise noget, da vi havde været til julefrokost hele eftermiddagen (film- og restaurant-aftalen var planlagt et par måneder i forvejen, mens julefrokosten først blev aftalt mindre end en måned inden). Derfor sørgede vi for at holde igen til julefrokosten, og så må det også siges, at portionsstørrelserne på Auberge er ret beherskede.

Og nu kommer der en pinlig indrømmelse – jeg havde glemt at tage kameraet med! Oveni det har jeg ikke fået noteret den præcise menu, jeg spiste, så det følgende er helt efter hukommelsen, men jeg håber, I kan bruge det til noget alligevel.

Til forret fik jeg ristede kammuslinger med bløde og milde jordskokker i noget creme samt noget oppisket skum. Det var meget, meget lækkert og helt sikkert den ret, jeg bedst kunne lide den aften. Det smeltede nærmest på tungen!

Hovedretten var stegt vagtel på en lag af grønkål med en sauce til. Det smagte fint, men kødet var lige lovlig rødt inde ved benene. Ikke faretruende rødt så vidt jeg kunne se – men nok til, at jeg undrede mig.

Dessertudvalget var ikke så imponerende (pandekager med is og æbler – eller forskellige oste), så jeg tog for en gangs skyld ost. Jeg elsker ost, men plejer ikke at spise det på restauranter, selvom det er en god mulighed for at prøve nye slags. Der var et par bittesmå oliven til, som jeg ikke rigtig syntes passede til, samt en smule syltet frugt som gav den stærkeste ost et fint modspil. Jeg er ellers ikke så god til mugoste, men denne gled fint ned i det selskab. Der var også et par kiks til, og ellers spiste jeg noget af de to typer brød, som tjeneren løbende supplerede op med. Det var i øvrigt en anden ting, der undrede mig – normalt plejer jeg at have svært ved at holde fingrene ved det lækre brød, som restauranterne ofte serverer til menuerne, men disse var ikke særlig imponerende. Den mørke type var ret hård i det – så hård, at jeg ikke havde lyst til at spise det, og det lyse brød var ret neutralt.

Restauranten er smukt indrettet – væggene er ‘rå’, men der er sat glasplader op foran, og væggene bliver belyst nedefra, så det får de rå overflader til at se ualmindelig spændende ud. Der var heller ikke så fyldt den aften, så det var let at nyde omgivelserne mellem retterne.

Alt i alt ender jeg på fire solide stjerner. Havde hele aftenens niveau været som ved forretten, så havde jeg gerne givet en stjerne mere ud, men der var flere ting, som ikke helt levede op til forventningerne.

Mætte drog vi videre til Imperial, hvor Avatar ventede. Jeg havde set et par trailers inden, som virkede meget lovende, og jeg var spændt på, om 3D-effekterne også ville virke i en film med ‘rigtige mennesker’ og ikke kun som ren animation a la Monsters vs. Aliens. I starten skulle jeg lige vænne mig til, hvordan jeg skulle fokusere i billedet, for underteksterne lå forrest i billedet, mens filmens andre lag lå ‘dybere’. Skulle jeg derfor nå at se hele billedet, kunne jeg ikke også nå at læse alle undertekster – og det var heller ikke altid, at det alligevel gav tid nok til at se alle detaljer i billederne – der var simpelthen så meget at se på! Det var lidt frustrerende i starten (tænk hvis jeg gik glip af noget! ), men det tog ikke så lang tid, før jeg var opslugt af oplevelsen og bare sugede indtrykkene til mig.

Selve handlingen er ret traditionel og ikke noget at råbe hurra for. Filmfolkene har sandsynligvis ikke turdet eksperimentere for meget af skræk for at skræmme biografgængere væk, men hånden på hjertet – det er jo heller ikke på grund af den, man går ind for at se filmen. Man ser den først og fremmest, fordi den er en revolution hvad angår 3D-effekternes muligheder, og på det punkt får man også valuta for pengene. Det ser virkelig godt ud, og det er virkelig sjovt at opleve film på den måde! Det er fedt at se, hvordan der er eksperimenteret med at lave nye racer og planter til den verden, filmen foregår i, og selvom noget af det bliver temmelig trippet og så selvlysende, at et provinsdiskotek i 1990′erne ville tude af misundelse, så gav det også et magisk skær til filmen, som jeg fandt ret charmerende.

Hvis jeg skal kritisere en enkelt ting ved det visuelle, så syntes jeg ikke helt, at heltens avatar lignede ham så godt. Faktisk mindede hans ansigt mig mere om myrehelten fra Antz, og det er altså ikke et kompliment!

Ud fra min filmsmag, forventninger osv. er filmen til fem stjerner. Jeg følte mig godt underholdt, den er smukt ‘filmet’, og det er bestemt en film, der skal opleves i biografen – og allerhelst i 3D, for det er det, filmen er skabt til.