Oksekødsgryde med rødvin samt klam vanillefromage

Blogprogrammet har været skræmt til døde hele formiddagen, så det er først nu, jeg kan fortælle om aftenens udskejelser – eller i hvert fald om maden, vi spiste inden. Med efterårets komme er det for alvor blevet tid til simremad, og jeg så for nylig en opskrift i det seneste nummer af Mad!, som jeg måtte prøve.

Derudover havde jeg også en fordækt plan mht. desserten, som gerne måtte være lidt gusten, nu det er Halloween. Min oprindelige plan kunne ikke opfyldes denne gang, så den udsætter jeg lidt, men jeg fandt da på noget andet. Grundopskriften til desserten er fra Nettokogebogen ‘Dessert- og bagebogen’.

Oksekødsgryde med rødvin
4 personer

1 kg oksekød uden ben (klump, yderlår eller tykkam)
smør til stegning
400-500 g blandede rodfrugter
4 dl rødvin
7 dl vand
2 spsk koncentreret, flydende bouillon
2 laurbærblade
1 spsk timian
8 enebær, let knuste
2 spsk smør
2spsk hvedemel
salt og peber

Skær kødet i 3×3 cm store tern. Brun dem i en stegepande og sæt dem til side. Skræl rodfrugterne og skær dem i mindre stykker. Svits dem i smør i en gryde. Hæld rødvin over og lad det koge uden låg, til det er kogt ind til det halve.

Tilsæt vand og flydende bouillon og bring det i kog. Fjern skum med en ske. Tilsæt krydderier og kød, og kog retten ved lav varme i ca. fem kvarter, til kødet er helt mørt. Tag kødet op og si bouillonen. Hæld kød og bouillon tilbage i gryden. Rør smør og mel sammen til en lille kugle og læg den i gryden. Lad retten simre videre i ca. fem minutter, til melkuglen opløses og jævner retten. Smag til med salt og peber.

Note: Jeg lavede retten til seks personer, så jeg gangede op på alt – undtagen melkuglen til sidst, så der måtte jeg tilføre lidt ekstra jævner. Jeg smagte på retten lige inden servering og var ikke så imponeret af saucen, men når der både var kød samt rodfrugter på gaflen, så blev det virkelig lækkert! Jeg bliver helt sulten ved tanken, for det var simremad på den bedst tænkelige måde – mørt, saftigt og velsmagende. Mmm!

Sellerimos

Knoldselleri
smør
lidt mælk eller fløde
rosmarin
salt

Selleriet skrælles og skæres i mindre stykker, der koges helt møre. Vandet hældes fra, og selleristykkerne piskes til mos sammen med lidt smør og mælk/fløde. Smag til med salt og rosmarin.

Note: Jeg fik sellerimos for nylig og besluttede mig for, at det smagte ganske godt, så det måtte jeg selvfølgelig lave i går – og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg gør det!

Den samlede ret – serveret med kartofler, rødløg og rødbeder, der var stegt i ovnen – efterårskræs for ganen…

… og så er det jo Halloween, så den næste ret blev tilført grøn konditorfarve og plastikfluer! Den smagte dog udmærket, men – nu er I advaret!

Klam vaniljefromage
6 personer

7 blade husblas
100 g sukker
5 æggeblommer
kornene fra ca. 10 cm vanillestang
2½ æggehvide
5 dl piskefløde
et ordentligt skvæt grøn konditorfarve
plastikfluer

Tilbehør: Blendede mus… øh, kirsebærsauce!!

Læg husblassen i blød i koldt vand. Pisk sukker, æggeblomme og vanille let og luftigt. Smelt husblassen over vandbad. Pisk den smeltede afkølede husblas i æggemassen. Pisk æggehviden stiv. Pisk fløden og til flødeskum sammen med konditorfarven. Vend pisket æggehvide og flødeskum i æggemassen.

Kom fromagen i en skål og sæt den i køleskabet, til den anvendes.

Note: Smagen var udmærket – sådan lidt i stil med risalamande – bare uden ris og mandler. Hvis jeg skulle lave den igen, ville jeg nok piske æggehvider og flødeskum og have det klar, inden husblassen skal blandes i fromagen, for det stivnede lige lovlig hurtigt. Til gengæld blev strukturen så lidt mere ‘grov’, og det passede jo godt til denne udgave af retten :-)

Halloween

Vores kontorelev afsluttede sin uddannelse i dag, så til receptionen havde vi pyntet op med Halloween-gøgl og sorte duge. Det var en af mine kolleger, der havde købt ind til det, og jeg grinede lidt for mig selv, for mange af tingene havde jeg også herhjemme Faktisk nåede jeg at pynte en del op i går aftes, inden jeg gik i seng, men jeg får ikke lavet så mange sære detaljer i år, som jeg ellers har lyst til.

Jeg tog et par plastikfluer med hjem (!), da min nærmeste kollega og jeg var færdige med at rydde op efter receptionen, og så susede vi ellers hjem til mig for at hygge et par timer. Hun har lige sagt op, da hun har fået et andet arbejde, og jeg kommer til at savne hende helt vildt! Heldigvis kommer vi til at holde kontakten ved lige, men det bliver underligt ikke at have hende i nærheden…

Nu er der et par timer til, at gæsterne kommer til spisning og brætspil, og jeg overvejer, om jeg skal lave noget kreativt med det græskar, jeg endelig har anskaffet mig, eller om jeg skal vaske op… ok, det var nok et dårligt valg at give sig selv! Jeg tror bare, jeg smider noget mørk og dyster musik på, og så må vi se, hvad der sker… *ond, ond latter*

Ja, der sidder også en plastikedderkop i spisebordslampen…

Græskartærte med kanel

Jeg elsker Halloween. Det er som en slags voksen udgave af fastelavn – men fyldt med gys, gru og skøre påfund. Der er nok en del, som synes, at det er noget kommercielt amerikansk pjank, men jeg er nu ret glad for, at det er en tradition, som har vundet mere og mere indpas i Danmark gennem de sidste fem-ti år.

Jeg havde håbet på at tage til Halloweenfest i byen i år, men jeg har alt for meget om ørerne til, at jeg har overskud til det, så jeg holder mig til at holde Halloween-hyggeaften i morgen, hvor jeg skal spille brætspil med nogle venner. I dag tog jeg dog forskud på glæderne, da jeg havde valgt at udsætte mine kolleger for en græskartærte – selvfølgelig dekoreret med spiseligt spindelvæv og plastikedderkopper!

Tærten er inspireret af ‘Økologisk køkken året rundt’, som jeg bliver mere og mere begejstret for. Fantastisk kogebog – og billig tilmed! Jeg købte den i Føtex for 39,95 kr for en måned eller to siden. Jeg havde ikke mørk rom, så jeg brugte 2 spsk lys rom og 1 spsk romessens. Desuden erstattede jeg mascarpone med creme fraiche 18%.

Græskartærte med kanel

Dej:
175 g blødgjort smør
50 g sukker
1 æggeblomme
275 g mel

Fyld:
400 g skrællet butternut-græskar uden kerner
150 g rørsukker
3 æg
1 tsk stødt kanel
2 spsk lys rom
1 spsk romessens
2 spsk creme fraiche 18%

Pisk smør og sukker sammen i en skål, så det bliver let og skummende. Tilsæt æggeblommen og rør, til massen er glat. Tilsæt melet lidt ad gangen og rør, til dejen kan samles til en kugle. Del dejen i to og frys halvdelen ned. Pak resten ind i film og lad den sætte sig ved stuetemperatur i ca. 20 minutter. Rul dejen ud på et meldrysset bord og beklæd en tærteform på 23 cm med den. Stil den på køl til senere.

Forvarm ovnen til 180 grader. Skær græskarret i mindre stykker og kog dem i en gryde kogende vand, til de er møre. Lad dem dryppe af, kom dem i en foodprocessor og blend dem til puré. Tilsæt resten af ingredienserne til fyldet og blend igen til en glat creme. Stil tærteformen på en bageplade og fyld den trefjerdedel op med cremen. Kom tærten i den forvarmede ovn og bag den i 10-15 minutter, eller til fyldet begynder at stivne. Hæld resten af cremen i og bag videre i 25 minutter, eller til fyldet er stivnet.

Tag tærten ud af lad den køle af – servér den med vaniljeis eller flødeskum.

Note: Det er en meget lækker og velsmagende kage, som ikke behøver tilbehør – den flødeskum, jeg serverede til, virkede faktisk lidt malplaceret, for kagen smagte rigtig fint uden.

Spil dansk

I dag er det ‘Spil dansk’-dag, hvilket blandt andet betyder, at der er en række musikarrangementer landet over, og at mange radiostationer udelukkende spiller dansk produceret musik. Jeg synes, det er en god idé og bringer her en video med mit danske favoritband, Entakt, samt med mine alltime greatest, Sort Sol.

Hav en dejlig torsdag – jeg vender tilbage i aften med opskriften på den kage, som jeg vil udsætte mine kolleger for i eftermiddag!

Er du økofacist?

Går du meget op i økologi? Da jeg i sin tid var studerende, syntes jeg, at økologi var en rigtig god idé – jeg købte bare sjældent økologiske varer, for de var temmelig dyre, og jeg oplevede flere gange, at kvaliteten ikke var i orden.

Siden er jeg kommet ud på arbejdsmarkedet og har derfor også flere penge mellem hænderne, og nu køber vi tit økologisk. Det har også hjulpet, at priserne generelt er faldet på økologiske varer, og at bl.a. Kvickly har har fået deres eget økologiske mærke. Det er især tørvarer – for eksempel mel – hvor vi køber økologisk, men øko-grøntsager kommer også med hjem ind imellem. Til gengæld er priserne på økologisk kød så højt, at vi sjældent får købt det.

Jeg er på ingen måde fanatisk omkring det, men jeg kan mærke, at jeg bliver lige en tand gladere for købet af en råvare, hvis den er økologisk. Gad vide, om der er et snert af afladsbrev i det…

Hvad med dig? Er du økofacist? Er økologiske varer toppen af poppen – eller synes du, at al den snak om økologi er dybt overdrevet?

Hverdagswrap

Nu blogger jeg sjældent mine hurtigløsninger i køkkenet – dvs. hverdagsmad, der ikke rigtig er noget nyt i – men dagens resultat blev i al ubeskedenhed så godt, at jeg lige må fortælle om det.

Hverdagswrap
1 person

Tag to håndfulde champignons, rens dem og skær dem i skiver. Rist dem på en pande, og tilføj efter lidt tid fire skiver lufttørret skinke, som du har skåret i mindre stykker. Steg færdig. Tag en stor tortilla og lun den hurtigt i mikroen. Smør basilikumpesto på (jeg brugte noget hjemmelavet, som jeg blendede sammen her i weekenden) og drys strimlet romainesalat over. Hæld champignonblandingen over og dryp to-tre teskefulde krydret peberfrugtscreme over. Rul sammen og spis! Nøj, det var godt…

Jeg fik i øvrigt læst ‘Nymåne’ færdig den anden dag – og jeg må desværre sige, at den var ikke lige så god som ‘Twilight’. Jeg havde hørt inden, at den danske udgave ikke skulle være noget at råbe hurra for, og det er også ærgerligt, at der er skiftet oversætter mellem de to bøger, for sproget er langt mere fladt og kedeligt i 2′eren. Den fænger ikke, selvom oplægget sådan set er godt nok. Det er dog virkelig irriterende, at det skal være så tydeligt, at bogen er inspireret af Romeo & Julie-historien. Som læser føler jeg mig talt ned til, når det skal omtales og udpensles så mange steder og med så mange detaljer. Jeg kan godt leve med varulve/vampyr-konflikten, for den har på sin vis en berettigelse i bogen, selvom konflikten ærlig talt er ved at være noget fortærsket. Det fungerede ok i World of Darkness – lad os nu finde på noget nyt, ikke?

Jeg ville nok overveje at læse bogen på engelsk, hvis det ikke var fordi, at filmen er lige rundt om hjørnet, og da jeg så trailer til den i sidste uge, blev jeg til gengæld glad. Meget glad. For den ser sørenjensemig god ud! Wuha! Jeg tror, det bliver en af de få gange, hvor jeg holder meget mere af filmen end af bogen…

Kagekalas – og zombier!

Jeg må lige starte med at berolige – der var IKKE zombier til kagekalaset! Det var først bagefter…

Nåmenaltså – Sifka havde som sagt lokket mig med på at lave kagekalas, og jeg var ret spændt på, hvordan det ville forløbe. For det første skulle jeg vælge tre kager, jeg skulle medbringe (og de skulle være lette at transportere, for jeg bor et stykke væk fra København OG tager med offentlige transportmidler), men det lykkedes da. Af dem, der var tilmeldt, var der kun to, jeg kendte lidt til i forvejen (og udelukkende ved at læse deres blogs), så det var meget spændende at se, hvem der dukkede op.

Men det var hyggeligt, underholdende og lærerigt – jeg fandt for eksempel ud af, at jeg ikke har særlig mange holdninger til tebirkes (altså bortset fra at det hedder tebirkes og ikke københavnerbirkes!).

Jeg havde valgt at lave squashkage med ingefær og citronglasur (fra Mad! nr. 3 2009), peanutbuttercookies og chokolademuffins med appelsin og honning – begge fra ‘Kager der smager’.

Squashkage med ingefær og citronglasur
1 stor, solid kage

3 æg
250 g sukker
1 stang vanilje
2 tsk stødt ingefær
1 tsk salt
350 g hvedemel
1 tsk natron
3 tsk bagepulver
skallen fra en usprøjtet citron
75 g hasselnøddekerner, hakket
350 g squash
125 g rosiner
2 dl vindruekerneolie

Citronglasur:
citronsaft og flormelis

Pisk æg og sukker sammen, til det er lyst og skummende Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Rør vanillekorn, stødt ingefær og salt i den piskede æggemasse. Tilsæt mel, natron og bagepulver og rør rundt.

Riv skallen af citronen fint. Hak hasselnødderne. Riv squashen fint, og bland dejen sammen med citronskal, hasselnødder, rosiner og vindruekerneolie. Hæld dejen i en smurt springform og bag kagen i ovnen i ca. 45 minutter ved 170 grader. Prik i den med et træspyd – der må ikke hænge våd dej ved.

Lad kagen køle helt af, inden glasuren puttes på.

Note: Jeg kan godt lide squashkage, og dette var bestemt en opskrift, jeg kan godt finde på at vende tilbage til. Den er saftig og frisk – og så er der gods i den, så den kan godt række til mange mennesker! Jeg erstattede vindruekerneolien med rapsolie, og så fik kagen omkring 15 minutter mere, end der står i opskriften.

Peanutbutter-cookies
30 stk.

150 g smør
100 g rørsukker
100 g farin
1 æg
100 g crunchy peanutbutter
200 g hvedemel
1 tsk vanillesukker
1 tsk bagepulver
½ tsk salt

1 æggehvide
250 g usaltede jordnødder

Hak smørret i små stykker, lad dem få stuetemperatur og pisk dem cremet sammen med de to slags sukker. Pisk ægget sammen med peanutbutter – det kan godt betale sig at lune sidstnævnte inden i en mikrobølgeovn, så det er mere flydende. Sigt mel, vanillesukker, bagepulver og salt sammen og rør det i dejen.

Pisk æggehviden let. Hak jordnødderne groft. Rul kugler af dej på størrelse med bordtennisbolde og vend dem først i æggehvide og så i jordnødderne. Sæt kagerne på bagepapir med god afstand og tryk dem forholdsvis flade med hånden. Bag 10-15 minutter ved 180 grader. Når kagerne er helt afkølede, kan de opbevares i tætsluttende dåse.

Note: Jeg har lige opdaget, at jeg har brugt almindeligt sukker i stedet for farin, da jeg bagte dem – og jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg gjorde det, men de smagte nu fint alligevel. Jeg brugte desuden 200 g usaltede jordnødder, og de blev ikke hakket inden brug.

Chokolademuffins med appelsin og honning
16 stk.

175 g smør
1½ dl honning
3 æg
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
100 g god chokolade
1 usprøjtet appelsin

Appelsincreme:
skallen fra ½ appelsin
saften fra ½ appelsin
100 g flødeost
flormelis til du skammer dig

Smelt smørret og rør det med honning. Pisk æggene i. Bland mel og bagepulver og vend det i æggemassen. Riv skallen af appelsinen og rør den i dejen. Pres appelsinen. Smelt chokoladen og rør den i dejen med appelsinsaften. Fordel dejen i muffinsforme, trekvart fulde, og bag dem ved 200 grader i 12-15 minutter. Smør cremen på, når kagerne er kolde, og drys lidt pynt på.

Note: Appelsincremen var mit eget påfund, og det var godt med et ekstra skud appelsin – synes jeg.

Efter det hyggelige kagearrangement susede jeg sydpå, for jeg skulle i biffen med gemalen. I dag var det Den Store Biografdag, hvilket betød biobilletter til halv pris, og det tilbud kunne vi jo ikke lade passere. Udbuddet af film er til gengæld ikke så fristende for tiden, men jeg havde læst om Zombieland for nylig, og den fik overraskende gode anmeldelser. Nu er gemalen ikke til gysere, og det er denne film bestemt heller ikke. Til gengæld er den rigtig underholdende – især hvis man har et afslappet forhold til zombiesplat, vold og sjove referencer til en masse andre film. Jo, instruktøren har bestemt set Tarantino over skulderen – på den gode måde. Det er en zombie-roadmovie, og bortset fra en scene med Bill Murray, som var noget malplaceret, så fungerede filmen godt. Vi hulkede af grin undervejs, og den ligger til mellem fire og fem stjerner for en film i den genre. Men igen – se den kun, hvis du synes, det er sjovt at se zombier blive pulpet til døde på alskens måder, for selvom den sagtens kunne have indeholdt langt mere ulækre scener, så er zombierne generelt ret klamme i filmen – og de dør også ret brutalt.