Jeg har tidligere nævnt, at vi har et vennepar, som vi tager på restaurant med en gang om måneden. I går havde vi så udvalgt os Sorte Hest på Vesterbrogade. Det er et lillebitte spisested med en kok, der tidligere har arbejdet på flere michelinstjernede restauranter, så vi havde selvfølgelig forventninger om, at her ville være god mad. Jeg blev dog lidt urolig, da vi ankom, for ejeren hævdede, at de ikke havde registreret, at vi havde bestilt bord (selvom jeg havde mailet dem en uge i forvejen OG fået en bekræftelse tilbage fra dem – en anden gang printer jeg sådan en besked). Det var dog heldigvis ikke et problem, for de havde plads.

Spisekortet har et lille udvalg af retter, og så har man også mulighed for at tage en femretters-menu, hvor kokken bestemmer. Det er nu ikke fordi, der bliver skejet mere ud af den grund – man får blot mulighed for at smage de fleste retter på menukortet i lidt mindre portioner, og det endte vi alle med at tage.

Den første forret var en ‘deleforret’ – dvs. den kom på et fad, som så gik bordet rundt. Jeg kan desværre ikke give alle detaljer ved retterne, eftersom restauranten ikke har menukortet liggende på deres hjemmeside, og jeg syntes, det var lidt for meget at sidde og lave noter undervejs, men denne bestod af serranoskinke, mandler, oliven og små lækre svampe – og så var der selvfølgelig hjemmebagt brød til. Fint, enkelt og delikat.

Næste forret kom på en meget smuk tallerken og bestod af hvide asparges, en creme af hvide asparges, en ristet kammusling og en lille smule sauce, som jeg ikke husker navnet på. Jeg får meget sjældent hvide asparges, så det var dejligt, og kammuslingen var helt perfekt stegt.

Tredje ret var en tvangssalat, som kokken kaldte det – et koncept, som restauranten åbenbart har. Det var sådan set fint med en salat, men den var ret uinteressant og var ikke nogen videre kulinarisk oplevelse. Vi overvejede, om den skulle følge med hovedretten, men endte med at spise salaten med det samme, og eftersom der også gik lidt tid, inden næste ret kom på bordet, så må det simpelthen blot være en ‘mens-vi-venter’-ret.

Hovedretten kom på bordet – gris fra Grambogård, løg, grønne asparges, ramsløg og rødvinspuré. Veltilberedt og ikke alt for tungt. På det tidspunkt havde vi også fået en del grøntsager, så det var ok, at der ikke var så meget tilbehør til kødet – noget der ellers normalt ærgrer mig, hvis jeg oplever det på en restaurant.

Som næstsidste ret kom osten – der var tre forskellige slags ost på et fad, og her er jeg lidt lost mht. hvad de hed. Den forreste på billedet var en lidt kraftig emmenthaler, den midsterste en skimmelost med lidt trøfler i, og den bagerste tror jeg var vendt i en form for spiritus – men navnene på ostene? Der må jeg melde pas! Der fulgte syltede frugter med, og eftersom det kun var halvdelen af selskabet, der kunne lide ost, så troede vi, at vi kunne få dem for os selv – men nænej! De to kræsenpinde ville gerne smage dem! Nå… men hvis det betyder, at de gerne vil spise ost en anden gang, så gør det nok ikke så meget – der var i hvert fald rigelig med ost til os alle

Som rosinen i pølseenden (det er altså et dumt udtryk) kom desserten, der bestod af rabarberkompot, rabarbersorbet og en estragonsauce drysset med lakrids. Ret funky sammensætning, som var ganske interessant – men ikke specielt forførende. En anderledes måde at få rabarber på. Til desserten fulgte også en dessertvin, som var virkelig velsmagende (tror den hed Bibet) og supplerede retten rigtig godt.

Alt i alt var vi fint tilfredse med oplevelsen. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg vil give stedet fire eller fem stjerner. Overordnet set var maden god og betjeningen fin (bortset fra at de havde glemt vores bordbestilling), men omvendt var et par af retterne lige lovlig ordinære. Hvis jeg skal sammenligne det med vores oplevelse på Bottega, som jeg endte med at give fire stjerner, så vil jeg nok ende med at fremhæve Bottegas fire stjerner som små – og så give Sorte Hest fire store stjerner med pil opad. Havde de husket vores bordbestilling, havde de nok fået fem af mig. Aahhh, hvor er det dejligt at være læreragtig ind imellem!