Tidligere på ugen testede jeg tilbudssiden Early Bird, som jeg skrev om sidste år. Kort fortalt er Early Bird en hjemmeside, hvor restauranter kan slå dagens ledige borde op, og hvor du som kunde kan spare en tredjedel af prisen. Restauranten slipper af med borde, der er blevet ledige i sidste øjeblik (hvis folk har annulleret deres bordreservation samme dag), og Early Bird-gæsterne kan skære lidt af prisen. Konceptet er derfor ganske sympatisk – begge parter får noget ud af det – og da jeg blev tilbudt af teste det af folkene bag Early Bird, takkede jeg ja.

Bestillingen er ganske let. Du går ind på hjemmesiden samme dag, du skal bruge et bord, og så kan du klikke dig ind på ledige restauranter eller antal gæster. Ud fra dette kommer en række tilbud frem, og så vælger du den restaurant, du har lyst til at spise hos. Udbuddet svinger en del – der er selvfølgelig lidt flere ledige borde på en hverdag end i weekenden – og prislejet varierer også en del. De fleste middage ligger på mellem 200 og 300 kr, men du kan også finde billigere tilbud. Den dag, jeg testede siden, var der også et bord hos Kokkeriet, som nok er den dyreste af restauranterne, der er med i konceptet. Når du har klikket på den middag, du ønsker at købe, og udfyldt de sædvanlige kunde- og betalingsoplysninger, får du en e-mail og en sms med bekræftelse på, at du har købt middagen. Især det sidste er utrolig praktisk, for så slipper du for at være i nærheden af en printer, men kan blot smsen til restauranten, når du ankommer.

Vi endte med at spise hos San Giorgio – en ældre italiensk restaurant, der ligger tæt på Nørreport station – faktisk blot en smørklat væk fra Brdr. Price-restauranten. Vores tilbud lød på et glas Prosecco samt en tre retters menu, og mens vi nød den hvide vin, sad vi og betragtede det hyggelige – nærmest dagligstue-agtige – interiør og sneen, der dalede ned udenfor.

Appetizeren var en lille tæt linsesuppe lavet på grønne linser, røget olivenolie (hvilket gav suppen et strejf af pancetta – mmm!) og bouillon og med ristede brødtern øverst. En simpel og ganske hyggelig vinterret og samtidig en så kompakt suppe, at den næsten kunne spises med gaffel!

Forretten var spaghetti vendt i en yderst lækker, sødmefuld tomatsauce med store muslinger i. Retten var så afstemt og mild, at hvis en muslinge-hader smagte retten med lukkede øjne, ville vedkommende elske den! Jo, det er lidt en påstand, men der er ingen tvivl om, at denne ret var utrolig godt sat sammen. Jeg havde valgt vinmenuen, og til denne ret fik jeg – meget passende – en meget blid og behagelig Sardus Pater Lugore Vermentino di Sardegna 2010. En hvidvin, der ikke kunne gøre nogen fortræd og dermed også et ok valg til den bløde, afrundede smag fra muslingeretten.

Til hovedret kunne vi vælge mellem en oksekødsret eller en fiskeret. Gemalen var meget hurtig til at vælge det første, og så følte jeg mig forpligtet til at tage fisken – vi kunne jo ikke bare spise det samme, for det ville være alt for kedeligt. Jeg var dog ret misundelig, da jeg smagte et stykke af oksekødet, for det var rigtig lækkert. Portionerne var dog ret store, så i sidste ende var jeg glad for, at jeg fik det lidt lettere fiskekød. Fisken var i dette tilfælde havbars – ikke en af mine yndlingsfisk, men den gik fint sammen med den dampede kål og cremen. Det var en forholdsvis bastant ret, og som sagt var portionen lidt for stor, så det blev lidt for meget til sidst. Jeg savnede en smule elegance og lidt mere friskhed og syre på tallerkenen. Til maden fik jeg endnu en hvidvin – Mandrolisai Rosso Superiore 2005 – en hvidvin, hvor der var skruet lidt mere op for smagen i forhold til den første hvidvin, men igen en meget afdæmpet vin, som var udmærket sammen med fisken.

Herefter var der heldigvis en pause, hvor vi kunne sidde og fordøje hovedmåltidet. Fra køkkenets side var der en fin fornemmelse af tiden, så efter et stykke tid kom desserten på bordet – en fin lille potpourri bestående af creme catalana, frisk ananas, en meget kompakt og tung chokoladecreme/mousse, en bæris (vi kan ikke blive enige om, hvorvidt det var solbær eller blåbær) samt en mini-tiramisu. Gemalen er ret begejstret for desserttallerkener, hvor du får mulighed for at smage på flere minidesserter, mens jeg er lidt mere til én dessert (med mindre vi taler om Death by Chocolate, du kan få hos Reef’n'Beef – det er en killerdessert!). Tiramisuen var forholdsvis våd og kaffepræget. Sidstnævnte passer mig fint, men den burde nu have været lidt mindre våd og lidt mere cremet. Isen var en tæt lille sag med masser af saft og kraft, mens chokoladedesserten var utrolig intens og nærmest var for voldsom, selvom den fyldte så lidt på tallerkenen. Den friske frugt var derfor ret nødvendig i den sammenhæng. Den bagte creme var udmærket – måske lidt for kornet i strukturen men med et fint, brændt låg. Til desserten fik jeg aftenens bedste vin – Tenuta Sant’Antonio Argille Bianche – en dessertvin, der virkelig ville frem i verden! Masser af smag, sødme og kraft – tror jeg gispede et øjeblik, da jeg smagte den, for den var i en helt anden liga end de to andre vine, jeg smagte den aften.

Det var en rigtig hyggelig oplevelse – høflig, venlig og behagelig betjening i rare og hjemlige omgivelser. Maden var overordnet vellykket – flere af portionerne var dog lidt for store, og hovedret og dessert kunne godt justeres lidt på et par punkter. Normalprisen for ovenstående oplevelse ligger på omkring 450 kr, og det synes jeg er lige i overkanten, når jeg sammenligner med, hvordan prisniveau og kvalitet generelt har udviklet sig hos de københavnske restauranter gennem de senere år. Skulle jeg vurdere ud fra normalprisen, ville oplevelsen ligge på mellem tre og fire stjerner, men med besparelsen ender restaurantoplevelsen på fire stjerner med en lille pil op.

Print opskrift